To børn går arm i arm på en grussti i en grøn skov.

Den ansvarlige storebror og den forkælede lillesøster: Her er 8 myter om søskende

Storebror tager ansvar. Lillesøster fjoller. Og hvis børnene skændes meget, har de måske et dårligt søskendeforhold? Men søskende er alligevel altid en gave – eller hvad? Relationen til vores søskende spiller en stor rolle for vores trivsel, og måske derfor findes der så mange myter om emnet. Sammen med den erfarne familiepsykolog Susan Hart gør vi nu op med en række af dem.

Vores Børn logo

Vi har mange forestillinger om søskende, men langt fra alle er sande. Det forklarer psykolog og ph.d. Susan Hart i sin nye bog ”Søskende på godt og ondt – Dynamikker, relationer og de følelsesmæssige bånd”. 

Her gør hun op med en række sejlivede myter om søskende – og peger samtidig på den evne hos forældre, der kan være afgørende for, om børn får et sundt søskendeforhold. Her er otte myter om søskende, du bør kende.

Myte 1 -Søskende deler den samme oplevelse af barndommen

Vi vokser op side om side med vores søskende. Vi tager på de samme ferier, spiser den samme mad rundt om det samme bord, og vi har de samme forældre. 

Derfor kan man let tro, at søskende deler den samme oplevelse af barndommen. Men ifølge Susan Hart er det en af de store misforståelser omkring søskende:

– Hvert barn er født med forskelligt temperament ind i den her verden, og derfor forholder forældrene sig også altid forskelligt til hvert barn – bevidst eller ubevidst. Og det gør, at børnene måske rigtigt nok deler en historie, men aldrig får den samme oplevelse af barndommen, siger hun.

Som familiepsykolog har Susan Hart mødt familier, hvor ét barn oplevede hjemmet som “totalt dysfunktionelt”, mens en anden søskende fra samme familie beskrev barndommen som tryg og god – med forældre, der altid var der.

– Man kan en gang imellem sidde og tænke: Er de overhovedet vokset op i den samme familie? Men det ved man jo, at de er. Og så handler det om at finde ud af, hvorfor de har så forskellige oplevelser af familien, forklarer hun.

Det er ikke målet, at børn skal opleve barndommen ens. Det mål vil alligevel aldrig kunne blive indfriet. I stedet bør målet være, at hvert barn bliver set og hørt i sin egen ret, og at forældrene støtter børnene i at håndtere uoverensstemmelser og konflikter. 

For det er netop én af gaverne ved at have søskende: De kan lære os, at situationer opleves forskelligt fra menneske til menneske, og at ingen af os har patent på sandheden. Det er en helt afgørende evne, når vi skal tackle de konflikter, som livet uundgåeligt byder på.

Ekspertens dom: 

Myten er falsk. Søskende oplever ofte deres opvækst forskelligt.

Myte 2 - Søskende skal behandles ens for retfærdighedens skyld

Den her sætning har de fleste sikkert hørt før, men faktisk er den direkte forkert. Børn fødes som individuelle væsner med hver sin personlighed, og det skal man som forældre tage højde for i opdragelsen. 

Nogle børn er forsigtige og har brug for dialog og en blød tilgang. Andre børn er mere grænsesøgende og har brug for klare rammer med mindre dialog. Derfor er det faktisk det mest retfærdige at behandle børn forskelligt, forklarer den erfarne familiepsykolog:

– Alle søskende skal ses i deres egen ret ud fra den alder, de har, og det ståsted, de står på. Ingen søskende skal behandles fuldstændig ens.Men der er en vigtig balance. 

For når man behandler sine børn forskelligt, mærker børn hurtigt uretfærdighed. Hvorfor må han noget, jeg ikke må? Hvorfor bliver du mere vred på mig? Den oplevelse kan skabe ballade og jalousi i søskendeflokken. 

Men forældrene kan mindske jalousien ved at lade privilegier følge med forventninger. Susan Hart forklarer:

– Forældre forventer ofte, at det ældste barn skal være den store, der forstår, venter og tager hensyn til den yngste. Og det kan også være helt rimeligt. 

Men hvis det ældste barn får mere ansvar, skal der også følge nogle privilegier med. Det kan for eksempel være, at den ældste får lov til at komme en halv time senere i seng eller komme med på en tur, som den lille ikke må. Eller får andre friheder, som passer til alderen.

Pointen er ikke, at små børn skal fritages for ansvar, eller at større børn skal tage al ansvaret. Men det skal passe til barnets alder og modenhed. Og når ansvaret vokser, skal privilegierne vokse med.

Ekspertens dom: 

Myten er falsk. Søskende skal ikke behandles ens, men retfærdigt ud fra deres alder, temperament og modenhed.

Myte 3 - Søskende af samme køn får et bedre forhold

Det er stadig ren biologi, der afgør, om vi får drenge, piger eller begge dele, når vi sætter børn i verden. Men det kan være nærliggende at tro, at børn af samme køn får en tættere relation. Og der er faktisk noget om snakken, forklarer Susan Hart:

– Søskende af samme køn har ofte lettere ved at spejle sig i hinanden, har flere interessefællesskaber og er optaget af de samme lege og sociale fællesskaber. Derfor kan der være gode betingelser for nærhed med søskende af samme køn. Forskning peger på, at især søster-søster-

relationer er blandt de mest fortrolige søskendeforhold. De er ofte bedre til at dele følelser og tale sammen livet igennem.

Men det betyder ikke, at to søstre eller to brødre automatisk får et nært forhold. Når søskende har samme køn, så stiger konkurrencen, og det bliver lettere at sammenligne sig med sin bror eller søster: Hvem kan hoppe højest? Hvem er mest populær? Hvem får mest ros? Og hvem ligner mor eller far mest? Derfor er forældrenes evne til at mentalisere igen helt afgørende, siger Susan Hart.

– De skal kunne se bag om kønnet og spørge sig selv: Hvem er netop dette barn? Hvad har barnet brug for? Og hvordan hjælper jeg mine børn med både at få en god søskenderelation og samtidig give dem plads til at være forskellige?

Ekspertens dom: 

Myten er delvist sand.

Myte 4 - Søskende er en gave

”Den største gave, du kan give dit barn, er søskende.” Den sætning har du helt sikkert hørt før. Men virkeligheden er ikke helt så simpel. 

Når et barn modtager nyheden om, at familien snart udvides med en baby, så er det ikke ensbetydende med lutter lagkage og lykkefølelse hos det ældre barn. 

For det betyder, at opmærksomheden skal deles, og konkurrencen om mor og far stiger.

– Hvis du kigger på det med den ældre søskendes briller, så tror jeg ikke helt, barnet vil opfatte det som en gave lige i starten. Det vil måske opfatte det som en gave, fordi forældrene siger det. 

Men fra et fagligt perspektiv vil jeg stadig sige: Ja, søskende er en gave, forklarer den Susan Hart.

På den lange bane mener hun derfor, at myten er sand. Hun begrunder det med, at søskende lærer hinanden noget vigtigt om at dele, forhandle, blive uvenner og finde hinanden igen. 

Især konflikthåndtering er værdifuldt at lære inden for hjemmets fire vægge. Det betyder dog ikke, at børn uden søskende mangler noget afgørende.

– Forskning i enebørn peger på, at de hverken er mindre lykkelige, mere ensomme eller dårligere socialt stillet end børn med søskende. Pointen er altså ikke, at man skal have søskende for at få et godt liv – men at søskenderelationen, når den er der, kan være et godt sted at øve sig i konflikthåndtering og forsoning. 

Og senere i livet kan søskende blive det, Susan Hart kalder livsvidner: mennesker, der har kendt ens barndom, forældre og fælles historie indefra. Og jo ældre vi bliver, desto større værdi får de her livsvidner.

Ekspertens dom: 

Myten er overvejende sand – især på den lange bane.

Myte 5 - Skænderier, jalousi og konkurrence er tegn på en dårlig søskenderelation

Du kender det helt sikkert, hvis du har mere end et barn. Søskende kan på få sekunder gå fra grineflip og dyb fortrolighed til krig over legoklodser, yndlingspladsen i sofaen eller hvem, mor eller far elsker mest. 

Men det betyder ikke nødvendigvis, at der er noget galt med relationen, bare fordi de skændes. Ifølge Susan Hart er konflikter mellem søskende både almindelige og uundgåelige, og forklarer her hvorfor:

– Søskende kæmper om forældrenes kærlighed. I virkeligheden er det jo sådan i hele pattedyrsverdenen: Hvis du ikke indynder dig hos dine forældre, så bliver du måske skubbet ud. 

Derfor handler det både for mennesker og dyr om at få den bedste plads i solen i forhold til forældrene. Og skænderierne kan faktisk lære os en masse. 

Vores søskenderelationer fungerer nemlig som en slags følelsesmæssig træningsbane, og derfor skal man som forældre ikke nødvendigvis gribe ind i hver eneste konflikt.

Susan Hart råder til at følge sin mavefornemmelse. Når konflikten bliver for voldsom, skal den voksne selvfølgelig træde til. Men ikke som politibetjent eller dommer. Ifølge Susan Hart skal forældre ikke afgøre, hvem der har ret, og hvem der tager fejl, dels fordi de ofte slet ikke har set, hvad der skete. 

Og så risikerer det ene barn at føle sig forkert. I stedet skal forælderen hjælpe børnene med at forstå, at de kan opleve den samme situation forskelligt – og finde en vej videre sammen. 

Når man har hjulpet børnene til forståelse, så er det ifølge den erfarne familiepsykolog også en god idé at ”gribe i egen barm” og overveje, om man kan gøre noget for at mindske konfliktniveauet. Det kan f.eks. være ved at stille sig selv sårbare spørgsmål: Ser jeg hvert barn i sin egen ret? Ser jeg de ressourcer og sårbarheder, det har? Er der en af dem, jeg i denne periode er lidt mere bekymret for end den anden, og burde jeg reagere anderledes? 

Den evne kalder Susan Hart for mentalisering. Og ifølge hende er det den vigtigste evne hos forældre, hvis man vil hjælpe sine børn med at få et godt søskendeforhold. Mentalisering handler om at kunne se bag om barnets adfærd og spørge: Hvorfor reagerer mit barn, som det gør? Hvad ligger bag vreden, jalousien eller tilbagetrækningen? Og hvad har det specifikke barn brug for fra mig?

Ekspertens dom: 

Myten er overvejende falsk. Konflikter er naturlige og kan være udviklende, hvis børnene får hjælp til at komme igennem dem.

Myte 6 - Ældre søskende er mere ansvarlige, og mindre søskende kan charme sig ud af det hele

Og så er vi fremme ved én af de måske mest kendte søskendemyter: Ældre søskende tager ansvar. Mindre søskende fjoller og charmerer. Den myte er faktisk ofte sand, siger Susan Hart. Bare ikke nødvendigvis af den grund, vi tror. 

For det er ikke placeringen i søskenderækken i sig selv, der former os på en bestemt måde. Det handler i høj grad om forældrene. Ofte kommer forældre – bevidst eller ubevidst – til at tildele børn bestemte roller i familien. Og de roller kan være med til at fremme bestemte sider af barnet.

– Den rolle, som forældrene tildeler børnene, gør, at myten kan have en tendens til at være sand. Ikke på grund af placeringen i søskendeflokken, men på grund af de roller, man får tildelt i familien.

Susan Hart forklarer, at hvis det ældste barn igen og igen får besked på at være den store, den kloge og den ansvarlige, kan barnet begynde at tage rollen på sig. Især i de formative år, hvor barnets personlighed og selvforståelse er under udvikling. 

På samme måde kan det yngste barn lære, at smil, sødme eller hjælpeløshed får de voksne til at give efter. Og så kan den rolle også sætte sig fast. En nyere analyse omtalt i den britiske avis The Guardian peger på, at forældre ofte – uden nødvendigvis at ville det – giver ældre børn (og døtre) en mere positiv behandling.

– Men rollerne er ikke mejslet i granit, understreger Susan Hart.

– De kan faktisk ændres. Det kræver bare, at forældrene har blik for, hvad de selv kommer til at forvente af deres børn. 

Ser vi det ældste barn som mere robust, end det egentlig er? Lader vi den yngste slippe, fordi det er nemmere i situationen? Og kommer vi til at fastholde børnene i nogle mønstre, som de ikke selv har valgt?

Jo bedre forældrene er til at mentalisere – altså se barnet bag adfærden og forstå, hvad der er på spil – desto bedre kan de mindske forskellene og give hvert barn mulighed for at være mere end den rolle, familien har vænnet sig til.

Ekspertens dom: 

Myten er ofte sand, men kun fordi forældre gør den sand gennem tildeling af roller.

Myte 7 - Jo mindre aldersforskel, desto bedre en søskenderelation

De fleste forældre med ét barn har hørt sætningen: ”Hvornår skal I have nummer to?” Ofte efterfulgt af det klassiske råd om, at jo tættere i alder, desto bedre søskendeforhold. Men er det egentlig sandt? Nej og ja, forklarer Susan Hart og uddyber:

– Jo tættere man er på hinanden, desto mere er der selvfølgelig på spil i forhold til konkurrencen om kærlighed, status i søskendeflokken og retfærdighed og uretfærdighed. 

Men samtidig deler man med al sandsynlighed også et større interessefællesskab. Søskende med kort aldersforskel har ofte mere til fælles. De kan lege de samme lege, være optaget af de samme ting og følges ad op gennem barndommen på en særlig måde, som søskende med stor aldersforskel sjældnere gør. 

De deler legetøj, rutiner, hverdag og udviklingstrin – og netop derfor er der ofte bedre grobund for et nært og stærkt søskendebånd, når aldersforskellen ikke bliver for stor.

Men slagsiden ved den lille aldersforskel er, at konkurrencen også kan blive mere intens. Jo mere man ligner hinanden, kan de samme ting og har brug for det samme fra forældrene, desto mere sammenligning: Hvem er bedst til at tegne, løbe, læse eller få de voksne til at grine? Og hvem har egentlig den bedste plads i familien? 

En lille aldersforskel mellem søskende giver derfor kun et potentiale for en tæt relation. Hvis det skal lykkes, så kræver det, at forældrene ser hvert barn i sin eget ret og holder igen med tildeling af roller. Men hvilken aldersforskel er så den bedste?

Susan Hart forklarer, at man som tommelfingerregel siger, at hvis der er mere end seks år mellem søskende, er man teknisk set enebarn. 

Ikke fordi man ikke har søskende, men fordi børnene i højere grad vokser op i hver sin fase af barndommen og dermed stopper med at sammenligne og konkurrere men altså også deler mindre. 

Susan Hart vil ikke lægge hovedet på blokken i forhold til nogen specifik anbefalelsesværdig aldersforskel, men hvis hun skal sige noget, så råder hun til et sted mellem 2 og 4 år.

Ekspertens dom: 

Myten er overvejende sand – især op gennem barndommen.

Myte 8 - Søskenderollerne fra barndommen hænger ved hele livet

Små børn bliver til store børn og til sidst flyvefærdige voksne mennesker. Men følger søskenderollerne fra barndommen egentlig med os ind i voksenlivet? Ifølge Susan Hart er svaret langt hen ad vejen ja. 

Det er et tema, hun berører flere steder i sin nye bog, fordi det optager mange mennesker: Hvor meget betyder min placering i søskendeflokken egentlig for, hvem jeg er blevet?

– Langt hen ad vejen hænger vores søskenderoller ved helt ind i voksenlivet. Man kan godt skubbe til dem, men det kræver en aktiv beslutning om, at man gerne vil ændre på det, forklarer Susan Hart. Hun fortsætter:

– Man kan sammenligne det med at møde gamle klassekammerater til en skolefest. Selvom der er gået 30 år, kan man på få minutter mærke de gamle roller vende tilbage. Den sjove bliver igen den sjove. Den stille bliver den stille osv. Sådan kan det også være med søskenderoller. 

Vores personlighedsmønstre og tilknytningsmønstre bliver præget af de relationer, vi vokser op i, og især i søskendeforholdet. Det er her, vi lærer at regulere vores følelser og forstå os selv i relation til andre. Og hvis de mønstre aldrig bliver udfordret bevidst, kan de blive ved med at styre, hvordan vi reagerer – også som voksne. 

Derfor kræver det et aktivt arbejde at træde ud af en gammel søskenderolle. Man skal opdage rollen, forstå den og beslutte sig for, at den ikke længere skal bestemme. Ellers kan man meget let falde lige tilbage i den.

Ekspertens dom: 

Myten er sand.