Dorthe vandrede fra Viborg til Rom: ” Jeg fandt fodfæste i mit nye liv”

At vågne, spise morgenmad og pakke sine få ejendele i rygsækken, tage vandreskoene på og gå videre. Tænke på at skulle have frokost. Og senere gå ind for at få aftensmad og sove.

Det enkle liv med mange gentagelser er noget af det bedste, Dorthe har prøvet.

– Forudsigelighed i dagen giver en dagsrytme, som er helt unik og enkel. Det er skønt ikke at skulle tage stilling til ret meget, oplever hun.

I 2011 havde den i dag 68-årige Dorthe Carlsen fra Humlebæk, fået et indfald. Hun og manden og deres tilsammen fem børn boede dengang ved Viborg, og da hun ville læse om Hærvejen, så hun et kort over alle de største vandrestier, der lå på kryds og tværs ned over Europa. ”Der må jeg ned”, tænkte hun.

– Jeg havde et meget travlt job som leder i mediebranchen, hvor jeg altid skulle være på forkant og i kontrol og have styr på alting. Ved siden af havde vi fem børn hjemme. 

Så tanken om at at stå ved en korsvej på en grussti i Europa og mærke efter, hvilken vej jeg havde lyst til at gå, var meget tiltrækkende. Det var en måde at komme væk fra jobbets pres på og et eventyr, siger hun.

Dorthe havde aldrig vandret langt før, og for ikke at styre for meget med hovedet besluttede hun nogle dogmer: Hun ville gå alle skridt og alle meter fra Viborg til Rom, hun måtte dog gerne sejle over en flod eller sø, og hun ville gå i etaper, når hun havde mulighed for det for sit arbejde og familie. Vandringen måtte aldrig blive en stressfaktor. Og hun måtte ikke planlægge noget ud over retningen.

– Jeg skulle ikke vide, hvad jeg skulle opleve – jeg skulle bare opleve, forklarer hun.

Da børnene var blevet større, begav hun sig i foråret 2016 ud på første etape af sin 3500 kilometer lange vandretur. Den første var på fem dage, som flere af de første etaper var, mens nogle af hendes sidste etaper varede fire-fem uger. 

Hun gik otte kortere og længere etaper i alt. Hele vejen til Rom overnattede hun på små hoteller og gæstehuse, og maden købte hun i byer på sin vej, på cafeer og supermarkeder, eller smurte en madpakke der, hvor hun overnattede. 

Rygsækken indeholdt en smule tøj og regntøj samt en iPad med oplader og et ekstra sæt sko – efter første tur opgav hun at have bøger med, fordi det blev for tungt, for hun bar sin bagage hele vejen.

Intense møder

De allerførste dage på allerførste etape kunne hun ikke finde ud af at være offline, og telefonen røg op og ned af lommen hele tiden, indrømmer hun. 

Men så besluttede hun, at der skulle være stille, når hun gik. Og det lykkedes i en grad, så hun først blev forskrækket.

– Det overraskede mig, hvor tanketomt der kan blive. Der blev helt stille, og jeg kunne ikke tvinge tanker frem. Efter halvanden dag sådan fandt jeg mig selv langs noget højt græs ved en vold, hvor jeg gik og hev aks af stænglerne ligesom et barn. Så tænkte jeg, at nu var jeg lige, hvor jeg skulle være.

Nærværet i nuet oplevede Dorthe igen og igen på sine efterhånden adskillige vandringer mod Rom.

– Som barn, når man vågnede, vidste man aldrig, hvad man skulle opleve, og man oplevede det hele som for første gang. 

Jeg undersøgte ikke de byer og områder, jeg skulle igennem, men kom helt uforbeholdent dertil. Dermed tog jeg tingene ind på en anden måde. Jeg føler, jeg har gået en hel lang tur igennem Europa, hvor jeg har oplevet tingene for første gang.

Da hun oplevede ikke at kunne finde et sted at sove, begyndte hun dog at booke små hoteller og gæstehuse til næste aften. Igennem Tyskland og Schweiz gik Dorthe mest alene, men i Italien på pilgrimsruten Via Francigena begyndte hun at møde mange.

– Jeg har haft mange intense møder med mennesker. For når man mødes som vandrende, ved man, at hvis man vil hinanden noget, så er det nu den her eftermiddag, for så går man videre. 

Det giver nogle snakke lige ind til kernen. Når jeg spurgte, hvad der fik andre til at gå, fik jeg mange forskellige livshistorier om alt fra skilsmisse, dødsfald og ulykker til stress og tro og ønske om at finde vej i livet eller ville på eventyr.

Ude på stierne begyndte hendes tanker at skrive hendes egne livshistorier, oplevede hun.

– Jeg tror, at der lige så stille er rigtig mange ting fra ens liv, der bliver bearbejdet, når man vandrer, fordi der er plads til det – både sjove og sørgelige begivenheder dukkede op og begyndte nærmest at væve sig til et tæppe, så ting fra fortiden fandt ind i et mønster. Det var fantastisk at opleve.

LÆS OGSÅ

Da Sabrina blev skilt, besluttede hun sig for at gå VesterhavsCaminoen – og turen forandrede hendes liv

Sabrina R. Hansen havde aldrig gået mere end et par kilometer med hunden, da hun efter sin skilsmisse besluttede at vandre ved Vesterhavet for at finde ro i naturen. Det blev tre dage, der forandrede hendes liv.

Fyret to gange

Under coronaen var der to år, hvor Dorthe ikke kunne komme af sted og gå. Og i 2017 oplevede hun at blive fyret to gange i forbindelse med virksomhedsoverdragelser. Sidste gang var hun 63 år og vidste bare, at telefonen ikke ville ringe med et nyt tilbud. Hun fik ret.

– Det var en stor sorg, at jeg ikke kunne fortsætte det arbejdsliv, som jeg elskede og slet ikke følte mig færdig med. Jeg var rigtig ked af det, og da blev det på en anden måde nødvendigt at gå, forklarer hun.

Det blev skelsættende for hende at tage vandrestøvlerne på – for i stedet for at lægge sig ned, erfarede hun, at hun hele tiden kom videre.

To gange på sin lange færd oplevede Dorthe et stort øjeblik.

– Da jeg kom ned og så Bodensee og stod og kiggede over på Schweiz, slog det mig: ”Wow, nu er jeg gået hele vejen igennem Tyskland. Hold da op, jeg klarede det”.

– Det samme skete, da jeg drejede rundt om et hjørne og så Middelhavet ligge knaldblåt foran mig ved La Spezia: Wow, det var stort – nu stod jeg hér. Og pludselig følte jeg, at der var andre muligheder i livet.

– Min vandring kom til at åbne nogle døre i mig og udvidede min horisont – mens jeg gik, gav det mig fred, og jeg fandt fodfæste i mit nye liv.

Det blev vandringen, der fik fremtiden til at falde på plads i hende og gjorde hende klar til en ny jobretning. I dag er Dorthe lykkelig for at sit nye arbejdsliv som pædagogmedhjælper i en skovbørnehave, som hun har haft siden 2023.

– Det giver mig glæde og mening at være med til at give børn livsduelighed, siger hun.

– Og jeg føler også, vandringen har givet mig mere taknemmelighed over det, jeg har.

Bevis på gåtur

I november 2024 kom alle Dorthes fem børn og hendes niece til Rom, så de kunne gå sammen med hende den sidste dag ind til Peterspladsen. 

Et kort øjeblik får hun blanke øjne:

– Inde på Peterspladsen stod alle deres ægtefæller og min søster og veninde med balloner og flag og silkesnor, jeg skulle klippe over. Hele den dag var meget rørende. 

Jeg havde forsvoret, at jeg skulle have et pilgrimspas, for jeg skulle bare ud at gå, men efter alle de oplevelser, jeg havde haft undervejs med andre mennesker og med naturen og mig selv og rytmen, så føltes det pludselig vigtigt at komme hen og få et stykke papir på, at jeg havde gået. 

Da jeg stod ved skranken, gik det op for mig, at jeg var kommet frem og faktisk var gået til Rom.

Dorthe vidste dog allerede, at hun ikke var færdig med at gå.

– Rom havde været et fantastisk mål at have, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle videre.

Foreløbig har hun nu vandret fra Rom til Napoli og sejlet til Palermo. Derfra skal hun senere igennem Sardinien og Korsika og finde hjem. For som hun siger:

– Når man kan gå ud, kan man også gå hjem. 

LÆS OGSÅ

Kan vi virkeligt gå os fra livskriser og til mere ro og lykke?

Der er noget helt særligt over den meget lange vandretur. Det er den, mange tyr til, når livet bider fra sig. Men kan vi faktisk gå os fra livskriser og til mere ro og lykke? FIT Living har snøret vandrestøvlerne og spurgt en gå-turs-entusiast, en langdistancevandrer og en forsker, om lykken ligger for enden af Caminoen – eller om mindre kan gøre det.