Da Jonas Dahl Grue blev far, mærkede han ingenting: ”Jeg var hverken glad eller ked af det”
Jonas Dahl Grue kæmpede med skyld, skam og frygten for andres dømmende blikke, da han og Victoria Lundager blev forældre for første gang. Efterfødselsreaktioner rammer tusindvis af fædre hvert år – og den ramte også Jonas.
Det er en mørk, regnfuld eftermiddag i april 2025, da Jonas Dahl Grue og Victoria Lundager står ved hovedindgangen til Rigshospitalet i København.
I barnevognen foran dem ligger deres fem dage gamle datter, Agnes, og det er første gang, de skal gå med hende på den måde; alene ude i den virkelige verden, hjem til deres lejlighed på Nørrebro.
Agnes er kommet til verden seks uger for tidligt, og den lille familie har været indlagt på neonatalafdelingen i nogle intense døgn. Men nu er de ude på egen hånd – fri for masker, slanger og læger, der stiller tusind spørgsmål – og de burde kunne glæde sig.
Over friheden og det nye, lille liv, tænker Jonas, som i stedet mærker noget fuldstændig andet. En følelse af at være udkørt, presset og ude af stand til at relatere til sin nyfødte datter fylder ham, og da Victoria bekymret spørger ham, hvordan han har det, får han sagt noget i retning af ”helt forfærdeligt”.
Den oplevelse, hun selv har – af at elske Agnes over alt på jorden, som var de to uadskillelige magneter, ja nærmest det samme menneske – har Jonas ikke. Overhovedet ikke.
Og imens de skubber barnevognen foran sig ad de drivvåde københavnske gader, rammer det dem begge, at noget er, som de slet, slet ikke havde troet, det ville være.
Er jeg overhovedet klar?
Jonas og Victoria møder hinanden i slutningen af 2023, bliver stormende forelskede, og kun 10 måneder senere opdager Victoria, at hun er gravid.
– Vi var meget sikre på hinanden og på, at vi ville have børn på et tidspunkt, men det var slet ikke planlagt og derfor lidt af et chok og en vild samtale at have så tidligt i vores forhold, fortæller Jonas, da han spoler historien tilbage.
Parret snakker om deres kærlighed til hinanden, om at børn ikke er noget, man skal tage for givet, og de bliver hurtigt enige om, at de vil gennemføre graviditeten. Hvorefter de venter.
På den for tidlige fødsel, som Victoria føler, det godt kan ende med, da der i hendes familie er en stædig tendens til netop dét, og på, hvad det overhovedet vil sige at blive forældre.
– Jo tættere vi kom på termin, jo mere kunne jeg mærke en følelse af ’uha, er jeg overhovedet klar til at blive far? Og en fornemmelse af, at jeg var meget ude af min komfortzone og havde svært ved at forholde mig til det, der skulle ske, siger Jonas, og fortsætter:
– Jeg kan generelt godt lide at have styr på ting, så det var svært for mig ikke at vide helt præcis, hvad der ventede, og svært for mig at glæde mig.
Jeg var blevet fortalt, at det ville komme til at vende op og ned på mit liv at blive far – det sagde alle, jeg snakkede med – men jeg anede ikke hvordan.
Imens vokser Victorias mave, og de små spark bliver tydeligere og tydeligere. Tegn på liv, som er konkrete og til at mærke, men som føles fremmede for Jonas. Hvilket også planter bekymringer hos hans kæreste.
– Jeg lagde mærke til, at han ikke spurgte særlig meget ind til graviditeten og ikke mærkede særlig meget på maven, og det gjorde mig ked af det og gav mig en følelse af at være meget alene, fortæller hun.
– Samtidig blev jeg overrasket over Jonas’ måde at være på, fordi han normalt er meget omsorgsfuld og støttende.
Det ligner ham ganske enkelt ikke, tænker Victoria, og hun når endda at overveje, om Jonas måske har fortrudt. En uro, der ikke bliver mindre, da fødslen går i gang – seks uger før termin.
Agnes vejer kun 2,2 kilo, taber sig flere hundrede gram inden for det første døgn, og den lille familie bliver indlagt på Rigets neonatalafdeling – med alle de bekymringer, det naturligt bringer med sig, og side om side med andre forældre, der er bange, udmattede og endda har mistet et barn.
– Under fødslen og de første par dage havde jeg meget svært ved at overhovedet at mærke noget som helst, kan jeg huske. Jeg var hverken glad eller ked af det, mere bare i chok og havde en fornemmelse af at være så rystet i min grundvold og så overvældet, at jeg ikke rigtig kunne være i min krop, fortæller Jonas.
– Jeg var sindssygt træt og prøvede på en eller anden måde bare at overleve og ’løse opgaven’, siger han og beskriver, hvordan han fokuserer på at hente mad til Victoria, prøver at være til stede med Agnes, skifter hendes ble og giver hende sondemad til tiden.
– Jeg havde virkelig gang i min karriere som selvstændig konditor, underviser og forfatter på det tidspunkt, så samtidig med, at jeg sad med en for tidligt født baby, havde jeg en masse deadlines og mennesker, der forventede noget af mig, forklarer han videre.
– Det var en kæmpe stressfaktor, så det prøvede jeg også at fikse og ordne, ved at aflyse aftaler eller skubbe deadlines.
Praktik-gearet bliver et krampagtigt forsøg på at få hovedet oven vande, men det er tydeligt, at der er noget alvorligt på spil. Også for Victoria, som mindes dagene på hospitalet som nogle af de mest forfærdelige i sit liv.
– Det var både forfærdeligt at føde for tidligt og forfærdeligt at stå med et lille, skrøbeligt barn, der havde brug for hjælp. Samtidig var vi omgivet af andre, der havde det virkelig svært, og jeg husker vores stue som varm og mørk og fyldt med bip-lyde alle steder.
Et rum, hvor det var umuligt at kende forskel på nat og dag. Oven i kunne jeg mærke, at Jonas havde det megasvært, så al min energi gik til først og fremmest at være der for Agnes, dernæst til bare at komme igennem dagene og så prøve at støtte ham i det omfang, jeg kunne, siger hun og har en klar erindring om de nye katastrofetanker, der pludselig melder sig.
– Jeg tænkte: Det her kommer til at gå fuldstændig galt. Og på et tidspunkt, da jeg havde været ude et øjeblik, fik jeg den indskydelse, at Jonas måske ikke var der, når jeg kom tilbage på barselsstuen. At han var skredet.
En sløret tid
Hele den lille familie holder stand på hospitalet, men da de går hjem den regnvåde forårseftermiddag, er det med alle følelserne uden på tøjet.
Og med prædikatet ’hjemmeindlagt’, som betyder, at de er i tæt kontakt med Riget indtil den oprindelige termin, går til daglige tjek med Agnes og indimellem må af sted til neonatalafdelingen flere gange i døgnet, hvis sonden for eksempel er røget ud.
– Den periode er sløret for mig. Det er et år siden, men det kunne lige så godt være 10, siger Jonas med en særlig tyngde bag sine ord.
– Lige der havde jeg følelsen af, at der var så mange ting, der skulle ordnes, som jeg ikke havde overskud eller energi til. Samtidig med at jeg skulle håndtere, at det ikke var det sjoveste og nemmeste i verden at være blevet far, og jeg ikke mærkede alt det, som jeg var sikker på, at alle andre fædre mærker.
Han føler sig uendelig træt og helt slukket, husker han, men prøver at holde hovedet oppe. Prøver at lade være med at trække sig, selvom det er det, han har allermest lyst til, og prøver at bidrage, så godt han kan; med at holde Agnes, varme hendes mælk, rense sonde og give hende mad hver tredje time.
Ved siden af står Victoria med en oplevelse af magtesløshed og en længsel efter at blive passet på oven på alt det, hun selv har været igennem; som gravid, fødende og nybagt mor.
Hun savner at blive grebet af Jonas, mindes hun, og samtidig mærker hun et stigende behov for at italesætte sin mistanke om, at han er ramt af en efterfødselsreaktion.
Hun føler sig nemlig mere og mere overbevist om, at det er det, der er på færde. Fra sit psykologistudie genkender hun tegnene og er også bekendt med statistikkerne, der siger, at op mod 10 procent af nybagte fædre bliver ramt. Og at de, der oplever en for tidlig fødsel, er i særlig risiko.
– På det tidspunkt, i de første uger, ville Jonas ikke kalde det en efterfødselsreaktion. Han syntes, det lød meget voldsomt, og han holdt betegnelsen ud i meget udstrakt arm, husker hun og mindes også, hvordan erkendelsen af situationens alvor rammer hende selv.
– Nogle gange når ting bliver sagt højt, går det op for en, hvor vildt det er at være i. Hvor vildt det for eksempel er at være pårørende og partner til en, der har en efterfødselsreaktion.
Jonas kunne jo ikke gøre for det, men det var sindssygt hårdt, fordi det var forbundet med så meget uvished om, hvornår det ville blive bedre.
Og det var virkelig en øvelse for mig i ikke at tage det for meget ind og skille tingene ad. Have is i maven og tænke: Det skal nok blive godt på et tidspunkt.
Jonas stemmer i, for han har heller ikke glemt, hvor sårbar en tid det var for dem begge to.
– Jeg snakkede ikke med andre end Victoria om, hvordan jeg havde det, og prøvede hele tiden at skubbe det lidt væk, siger han.
– Det satte uden tvivl vores parforhold på prøve og gjorde det samtidig ekstra svært for mig at være i. For når jeg satte ord på mine følelser, blev jeg konfronteret med, at det også var hårdt for Victoria, og det gav mig en slags dobbelt skyldfølelse.
Det vigtige vendepunkt
Det er netop fornemmelsen af skyld og skam og frygten for at blive set på som kynisk og følelseskold, der afholder Jonas fra at tale med andre om alt det, der rumsterer i ham.
Han er bange for at blive misforstået, dømt, og selv når der er venner eller familie på besøg, spiller han med på ideen om, at alt er dejligt og fint. Men som tiden går – i takt med at han sover bedre, får arbejdet lidt og har flere snakke med Victoria – er der noget, der slipper. Og stille og roligt får han mod på at dele.
I første omgang med sin søster og nogle nære venner. Så med en kropsbehandler, han længe har gået hos, og endelig med en psykolog, der har speciale i efterfødselsreaktioner.
– Det hjalp mig meget at tale med en professionel, som kunne give mig nogle nye perspektiver på alt det svære og udfordre min tankegang, fortæller Jonas og beskriver, hvordan terapien bliver et vendepunkt og et afgørende skridt i en ny retning.
– Noget af det vigtigste, jeg fik med, var værktøjer til at stoppe med at dvæle ved bestemte tanker. Hvis Agnes for eksempel græd meget, kunne jeg nemt få en masse negative tanker, som bare tog hinanden, og pludselig være helt fyldt op af dårlige følelser.
Psykologen lærte mig, at jeg ikke behøvede at tænke tankerne til ende, men i virkeligheden kunne lade dem være og i stedet give mig selv lov til at mærke, hvordan jeg havde det.
Mærke, at det var svært, og at det var okay. For når jeg accepterede følelsen af det svære, voksede den sig ikke stor og farlig.
Imens fortsætter tiden med at være en ven, som han siger. For Agnes bliver større og nemmere for ham at have med at gøre, og han vænner sig forsigtigt til, hvad vil det sige at være nogens far, lærer sin lille pige at kende og udvikler et tættere og tættere bånd til hende.
– Jeg begyndte at være mere sammen med Agnes, bare mig og hende, og det var også en af de ting, der hjalp mig rigtig meget. Victoria slap grebet en lille smule, og jeg kom selv mere på banen.
Vi tog på legeplads, cyklede ud og så på fugle eller satte os ned i gården og legede i sandkassen. Alt muligt, som gav mig følelsen af, at det kunne jeg godt finde ud af, siger Jonas, og Victoria bifalder:
– Jeg tror måske, at jeg har været ekstra knyttet til Agnes, fordi jeg ville beskytte hende i alt det her, og det har uden tvivl været et kæmpe kontroltab for mig at give mere slip.
Men jeg tror samtidigt, det er megavigtigt for en fars emotionelle tilknytning til barnet at opleve, at han er lige så nødvendig som moren, og at han har en plads.
Og jeg kunne mærke, at jeg blev nødt til at sige til mig selv, at nu går jeg, selvom hun græder, og så stoler jeg på, at Jonas har styr på det.
For hver gang jeg gjorde det, fik jeg bekræftet, at det var sådan, siger hun og kan især huske, hvordan en rejse, familien tog til Bali, ændrede noget i hendes blik på ham.
– Agnes var 9 måneder, og både hun og jeg blev vildt syge på turen, men Jonas var bare megagod til at tage sig 100 procent af Agnes, så jeg ikke skulle forhold mig til det.
Han var så omsorgsfuld og opmærksom på, hvordan hun havde det, og jeg kunne virkelig se den der faderkærlighed, og hvordan han trådte ind i at eje rollen som far. Det var så rørende og dejligt at opleve.
En helende to’er
Da Agnes fylder et år i foråret 2026, kan Jonas konstatere, at han for alvor er ude på den anden side. At han endelig har en ro ved at være far, føler en ubetinget kærlighed til Agnes og mærker, at han har lyst til at passe på hende, hjælpe hende og lære hende en masse ting.
– Det hele kom med en enorm stor forsinkelse, i forhold til hvad jeg havde forventet – og i forhold til min egen romantiserede idé om, hvad det vil sige at blive forældre.
Til gengæld har jeg lært meget om mig selv og fået en ny bevidsthed om, hvad der er vigtigt, og hvordan jeg bedst prioriterer i mit liv, reflekterer han.
For eksempel når det gælder arbejde, tilføjer han, og den tid, han bruger med andre mennesker. For han går til begge dele med en langt større og anderledes omhu end før og har indset, at hans ressourcer ikke er ubegrænsede. At han skal tage bedre vare på sig selv og kun sige ja til det, han kan overskue.
Det leder naturligt hen til spørgsmålet om flere børn, og de to forældre kigger kærligt på hinanden.
– Det kan jeg faktisk godt forestille mig, smiler Jonas.
– Undervejs i alt det her har jeg utallige gange sagt til mig selv, at jeg aldrig nogensinde skal have flere børn, fordi det simpelthen er for hårdt og for svært. Men nu føles det helt anderledes.
Jeg er sikker på, at det på en eller anden måde vil være helende at få et barn mere, og at jeg vil gå ind til det med en helt anden ro i kroppen, fordi jeg ved, hvad det vil sige at være far.
Samtidig har hele vores forløb vist, at Victoria og jeg har evnen og lysten til at være der for hinanden, selv når det er superhårdt, og det betyder også meget.
Victoria nikker.
– Jeg tænker helt sikkert også, at vi skal have flere børn, og det er også planen. Jeg tror, det bliver noget helt andet, og det hviler jeg rigtig meget i.
Og så hviler jeg i, at der ikke er en rigtig måde at føle på, når man får et barn. At det er okay at opleve det på forskellige måder, siger hun og tilføjer, at det også gør hende tryg at se, hvor glad Jonas er for Agnes – og omvendt.
– Hun elsker sin far. Virkelig. Det er så tydeligt at mærke.