Efter 52 år sammen kom Helles mand på plejehjem: ”Mine kræfter var ved at slippe op”

Det er kun få uger siden, at Helle tænkte: ”Nu er den ved at være der – nu er jeg ved at blive mig selv igen”. Der var fest i det bofællesskab, hun er flyttet ind i, og under stor jubel dansede en herre breakdance inde i en rundkreds, hvor hun og mange andre stod og klappede udenom.

– Det var bare sjovt, og det var sådan en følelse af glæde – og af at være helt glad igen, siger Helle.

I foråret 2023 kom 73-årige Helle Torps mand på plejehjem på grund af demens. Forud var gået tyve år med sygdom og flere år med tiltagende demens. 

Bagefter gik det op for Helle, at det ville tage tid at blive sig selv igen. For det havde været hårde år med en mere og mere syg mand og meget vanskeligt at beslutte, at nu var det nu, at ægtefællen Jan skulle på plejehjem.

– Jeg måtte erkende, at mine kræfter var ved at slippe op. For første gang i mit liv var jeg stresset, fortæller Helle, der er uddannet pædagog og i sit arbejdsliv har været leder i flere forskellige daginstitutioner.

– Det medførte hårtab, ændringer i mit syn, grådlabilitet og generelt manglende overskud til at tage mig af min syge mand og til at have et socialt liv og være noget for vores børn og børnebørn, forklarer hun.

Helle deltog så i et kursus for pårørende hos en demenskonsulent. Og det var teksten på en powerpoint-slide, som kom til at afgøre sagen. ”Verden må indrette sig efter den demente. For den demente kan ikke indrette sig efter verden”, stod der.

– Da jeg kom hjem, blev de sætninger ved med at køre rundt i hovedet, de havde virkelig ramt mig, og efter et par dage ringede jeg til konsulenten og sagde: ”Det kan jeg ikke – jeg kan ikke mere”.

Demenskonsulenten mente, at det var rigtig godt, at Helle nu var blevet klar til, at manden skulle på plejehjem. Og at det var på høje tid.

Ikke nem beslutning

Halvanden måned senere – i maj 2023 – fik Jan tilbudt plejebolig, og på dagen hjalp deres to børn og et flyttefirma med flytningen.

– Vi havde kendt hinanden siden 1971 og boet sammen siden 1972 og haft mange vildt gode år sammen. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne holde til det mere, men det var ikke nogen nem beslutning. 

De første måneder på plejehjemmet var Jan var ked af det, og det var forfærdeligt – jeg følte mig som jordens ondeste menneske, fortæller Helle.

Samtidig begyndte Helles egen proces med at lande på benene og skabe et nyt liv alene. Mange tanker og følelser skulle falde på plads.

– Det var en stor sorg at sige farvel til det fælles liv efter 52 år, og samtidig en stor lettelse, at hele tilværelsen ikke længere skulle indrettes efter sygdommen, for i flere år tog vi for eksempel altid tidligt hjem fra arrangementer af hensyn til Jan, hvis vi overhovedet deltog.

– Jeg var en enkelt gang hos en psykolog. Hun spurgte mig, om den raske Jan ikke ville have ønsket, at jeg fik et godt liv igen, og det var jeg sikker på, han ville. Hun hjalp mig også til at se sorgen som tvetydig og indse, at både sorg og lettelse var okay.

I de kommende måneder blev Helle fortsat klogere på, hvordan det havde været for hende at bo sammen med sin demente mand.

– Det gik op for mig, at jeg havde været ensom, fordi den mand jeg havde kendt og elsket, ikke var der længere, og vi ikke længere kunne føre rigtige samtaler.

LÆS OGSÅ

Da Wilmas mand fik en hjerneblødning, blev deres hverdag vendt på hovedet på et splitsekund

Ikke alt i livet forløber, som vi drømmer om. Wilma lever sammen med en mand, som skæbnen har forandret til ukendelighed. Men hun har erfaret, at det er muligt at holde kærligheden i live på trods.

Satte hus til salg

Efterhånden formede en ny hverdag sig, også i forhold til ægtefællen. Helle besøger nu Jan på plejehjemmet cirka fire gange om ugen og tager ham tit med ud på tur.

– Jeg vil gerne have, at Jan har det godt og gøre nogle ting for ham, der gør ham glad. Jeg er stadig gift med ham, men han er jo ikke på samme måde min mand mere, jeg har mest af alt omsorg for ham.

Helle havde tænkt, at hun skulle blive i parrets rækkehus resten af sit liv, men pludselig kunne hun mærke noget andet.

– Jeg gik og malede huset udvendigt, og da begyndte jeg at overveje, om jeg skulle blive der. I januar 2025 vågnede jeg en nat og tænkte: ”Nu sælger jeg huset”, for det var kedeligt for mig at holde haven og huset, når der ikke var nogen at dele det med. Dagen efter fik jeg to ejendomsmæglere ud at se på det.

I marts 2025 blev Helles hus solgt på seks dage. Og så skete det utrolige, for bare ti dage senere kom der en mail om, at en andelslejlighed ledig i bofællesskabet Bovieran i Frederikssund, hvor der er 55 lejligheder for folk på 55 år og derover. Skæbnen ville, at det blev Helle, som fik den.

– Jeg havde lyst til fællesskab og til at bo i lejlighed, og jeg føler mig som det heldigste menneske i verden, siger hun.

Heller nyder at have fået mange nye søde naboer lige uden for døren og at bo et sted, hvor man bekymrer sig om hinanden og ikke mindst hygger sig på kryds og tværs. 

I sommer var hun på tre dages cykeltur med femten andre fra bofællesskabet, og hun er med på et gå-hold og i en madgruppe og er også blevet lokket til at spille billard, ligesom hun er kommet med i festudvalget. 

Desuden deltager hun i havearbejde en gang om måneden – men nu sammen med andre, hvilket hun synes er noget helt andet.

– Jeg er stadig i proces med at genfinde Helle, for hun har været væk i lang tid. Og det var så sjovt, da jeg til den fest for nylig kunne mærke, at nu er jeg ved at være den, jeg engang var. 

Og jeg kunne jo blive til festen som den sidste, hvis jeg ville, og lige sådan når mine børnebørn har fødselsdag, så behøver jeg ikke køre hjem før tid, men kan være med til at rydde op og kan endda sidde og snakke lidt bagefter. 

LÆS OGSÅ

Er du altid den, der tager dig af andre – og er du ved at være træt? Ekspert giver sine råd mod omsorgstræthed

Det er godt at hjælpe andre, men over tid kan du opbruge al den omsorg, du har i dig. Så er du blevet omsorgstræt.