Kan vi virkeligt gå os fra livskriser og til mere ro og lykke?

Vandring er både en lokal og en global tendens. Omkring en halv million gennemførte for eksempel sidste år den spanske pilgrimsrute Camino De Santiago – og det er et rekordhøjt antal. 

Og overalt i Danmark bliver nye vandreruter og naturstier indviet flere gange årligt. Spørger man psykolog og Ph.d. Martin Mau, der har forsket i, hvad vandring kan gøre for vores psykiske sundhed, er der flere gode grunde til, at vandrestøvlerne er blevet støvet af i store dele af verden. 

Det handler blandt andet om, at vandring, modsat så meget andet i det moderne liv, er en aktivitet, der er både enkel og langsom.

– Uanset om man går en kort eller en lang tur, vil mange opleve, at der faktisk ikke sker ret meget. Vandring står i kontrast til en hverdag, hvor tempoet ofte er højt, og hvor mange oplever, at tiden er fyldt med gøremål. Når man vandrer, er der ikke rigtig andet man skal – udover at gå.

Og det er netop enkelheden, der er det indbydende og det mentalt frigørende ved denne aktivitet:

– Vandring kan være en måde at få tænkt over eller talt om det, som man ellers ikke får givet opmærksomhed. Det kan være en måde at bearbejde livet på, hvis man har været igennem noget svært, eller bare ikke har fået processeret de ting, som er sket. 

Dermed ikke sagt, at der nødvendigvis foregår store eksistentielle refleksioner – det kan der gøre – men vandring kan også give dig den nødvendige stilhed til blot at være med det, der er, uden at tale om det, forklarer Martin Mau.

– Der er også andre grunde til, at vandring kan være godt. Vandring foregår jo i naturen, og natur koblet med fysisk aktivitet kan af flere grunde være godt. 

Nogen får en oplevelse af kompetence – af at kunne eller af styrke – og af at komme i såkaldt flow. Vandring er en enkel aktivitet, som man kan mestre, og det kan give en positiv følelse af, at tingene ligesom bare glider. 

Der er forskning, der peger på, at ophold i naturen kan være restituerende for vores opmærksomhed og mentale ressourcer; naturen kan give muligheden for en mere såkaldt blød opmærksomhed, som ikke kræver, at vi koncentrerer os om noget særligt, men blot ser hvad der sker omkring os.

Et skridt ad gangen

Journalist og forfatter Gitte Holtze kan om nogen nikke genkendende til Martin Maus beskrivelser af gåturens frisættende potentialer. Hun gik sin første store tur i Nepal for 12 år siden, og det var her, hun opdagede, at hun havde talent for at gå langt. Siden har hele hendes arbejdsliv været dedikeret til gåture.

– Det særlige ved det at vandre er, at det er noget, som vi alle kan gøre. Modsat mange former for sport, der kræver træning, teknik og en masse udstyr, så er der en særlig enkelhed ved det at gå, som jeg tror, appellerer til mange. 

Det, der er specielt ved min historie er, hvor langt jeg har gået alene, fortæller Gitte Holtze, der i dag holder foredrag og skriver bøger om vandring og arrangerer vandreture.

I 2018 gik hun fra Mexico til Canada – en "gåtur" på 4.300 kilometer fra den ene ende til den anden. Og selvom det er en etableret distance, er det ikke nogen nem rute; turen var både opslidende og krævende. Og måske netop derfor også så forløsende.

– Jeg startede på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg var fucked. Jeg havde været i giftigt parforhold, min far var død og jeg havde det forfærdeligt. Jeg måtte gøre noget, så jeg kunne blive stærkere igen. 

Der var masser af ting, som jeg ikke turde, inden jeg skulle afsted – bare tanken om at sove alene i skoven uden en guide føltes overvældende. Nu skulle jeg så gå steder, hvor der var vilde bjørne, stejle nedstigninger, jeg skulle selv bære på hele min oppakning, og der kunne snildt gå 4-6 dage i mellem, at jeg kom til en by.

Men hun gjorde det alligevel. Sagde farvel til dagligdagens bekvemmeligheder for at komme væk fra dens bekymringer. Og hun klarede hele turen – alene.

– Når man først forstår, at man kan klare sådan en tur, så opdager man, at man kan klare alt. Og min pointe her er, at jeg ikke er enestående. Alle kan gå, alle kan klare den. 

Jeg vidste, at der var mange tusinde mennesker før mig, der havde gået samme tur, og at det eneste, jeg skulle, var at tage ét skridt og én dag ad gangen. Sådan klarer du 4.300 kilometer. Det er hovedet, der skal overbevises, ikke kroppen. Det er hovedet, der afgør, om du kan klare så lang en tur.

Et nyt perspektiv

Gitte Holtze glæder sig over, at mange indtænker gåture i deres hverdage – de små ture kan nemlig også noget. 

Men det helt store mentale udbytte, mener hun først kommer, når vi er væk i flere timer, kilometer, dage. Måske endda uger. Når man går langt, går man ikke (kun) for motionen eller naturoplevelsen. Man går først og fremmest for at møde sig selv.

– Det giver også noget at gå en times tid, men vil du noget for real, så mener jeg, at det er vigtigt, at du vandrer en eller flere dage. Først dér kommer du ægte væk fra dine vante veje. 

Når du skal sove i naturen og kommer væk fra din komfortzone, så sker der noget. Japanerne er fortalere for skovbadning, hvor man forbinder sig med skoven, men når du tilføjer den gåturens monotone bevægelse, får du et ekstra element ind; rytmen … den ene fod foran den anden. En bevægelse, der er så naturlig, at den passer sig selv, og derfor bliver meditativ.

Og det er netop sammenligningen med meditation, der giver særlig mening, når Gitte Holtze fortæller så begejstret om sin gåture. 

For der er mange ligheder med den buddhistiske praksis, der handler om, at vi skal frigøre os fra det jordiske, det forfængelige og forgængelige, for at finde hen til Nirvana.

– Tidligere kunne gåturen godt være et sted, hvor jeg kunne udtænke en rubrik til en artikel eller genvejen til at komme ud af en skriveblokade. Gåturen fik mig væk fra den blinkende skærm og alt det, den bremser af frie tanker, husker Gitte Holtze.

Hun påpeger, at vi på et fysiologisk plan får frigivet energi til at tænke selvstændigt og mere flydende, når vi ikke bliver bombarderet med budskaber fra telefon, iPad og computer. 

Når vi tager vandreskoene på, er vi allerede på vej til at sætte tankerne fri. Og derfor mener hun at de længere gåture kan noget helt særligt.

– Her er du er helt væk fra de sædvanlige roller og forventninger til, hvad du skal gøre, hvordan du skal se ud, og hvad du skal eje. 

Naturen er da ligeglad med, om du har redt dit hår, eller hvilken taske du går med. På de lange ture er der ikke noget, jeg skal eller noget, jeg skal forholde mig til. 

Og der er heller ikke nogen stimulanser, der kan bedøve mine sanser. Tankemylderet bliver opløst, og alt det uvæsentlige bliver siet fra.

LÆS OGSÅ

Christina har svært ved at slappe af, selv når hun har tid: ”Har vi glemt, hvordan vi hviler os?”

Med ”vi” mener kulturredaktør Christina B. Kjeldsen nok i virkeligheden ”jeg” – bondeangeren har det nemlig med at stjæle fornøjelsen ved at ligge på sofaen for hende. Og hun er ikke alene, for hvile er ikke noget, vi hylder i vores effektive samfund. Men det burde vi, mener eksperterne – og nu vil Christina lære det.

Tal den daglige gåtur op

Gå-turs-entusiast og forfatter Anna Skyggebjerg har skrevet bogen ”Gå tur – om glæden ved at sætte den ene fod foran den anden”, der er fuld af lavpraktisk vandreinspiration, åndrige sætninger om naturens helende kraft og masser af værdifulde indsigter.

– Der er sikkert mange helt private bevæggrunde for, at et menneske pludselig får lyst til at vandre eller gå daglige ture. Men jeg er overbevist om, at det for en masse mennesker var pandemien, der introducerede dem til glæden ved at gå tur. 

Og så er de fortsat efter pandemien, fordi de har fundet ud af, at gåturen tilbyder dem så mange af de kvaliteter, de savner i en presset hverdag: ro, nærvær, fordybelse, alenetid.

Hun mener, at gåturen er mere relevant og vigtig end nogensinde før – og hvis nogen skulle være i tvivl om hvorfor, så ved Skyggebjerg præcis, hvor vandrestøvlen skal strammes:

– Jeg vil sige, at det mest misforståede ved at gå tur er, at det er en aktivitet for gamle damer, som går, fordi de ikke kan andet. Kort sagt: At gå tur er cringe. Det er en gigantisk misforståelse. 

Vi skal have talt den daglige gåtur op, for det fortjener den. Gåturen giver alt det, du nævner: motion, mental sundhed, naturoplevelser. 

Men læg dertil store ord som sindsro, taknemmelighed, nærvær og en f***finger til altid at have travlt. Noget af det største i livet er tilgængeligt gennem det allemest enkle: At gå en tur.

Anna Skyggebjerg er en grundig researcher, og da hun skulle skrive sin gå-tur-bog, ville hun gerne have videnskabeligt belæg. For der er en sammenhæng mellem bevægelse, tanker og vores mentale velbefindende.

– Det har været virkelig interessant for mig at læse op på den forskning og finde ud af, at det ikke bare er mig, som bliver glad af at gå tur, fordi jeg tilfældigvis er skruet sammen på en særlig måde. 

Det gælder for alle. Der er simpelthen en neurobiologisk forklaring på det. Når man går tur, udskiller hjernen endorfiner og også et protein, der hedder BDNF. 

Det protein fremmer vores evne til at huske og til at lære nyt – og det kan udglatte krøllede neuroner og give en følelse af klarhed, fortæller hun.

– Så der er videnskabeligt belæg bag den individuelle oplevelse af, at når man går tur, kommer der styr på tanker, der ellers har kørt i ring. 

Det korte af det lange er, at hvis man går en rask tur på en halv time blot fem gange om ugen, så bliver man i bedre humør, og man forbedrer sin hukommelse, sin indlæringsevne og sin modstandsdygtighed overfor stress. 

Jeg går stadigvæk tur bare fordi, at jeg kan lide det. Men alle de her kognitive gevinster er positive bivirkninger, jeg meget gerne tager med.

Gåturen kan også – lidt friskt – ses som et opgør med det konkurrencesamfund, vi lever i, hvor der er fremdriftsreformer, effektiverising og digitalisering her, der og alle vegne. En gåtur er ikke en præstation eller en performance.

– I vores moderne samfund er det en revolutionær handling at gå en tur i sit helt eget tempo og bare fordi, at man har lyst til det. Det er at sige ”nej tak” til altid at have travlt og altid at skulle optimere. 

Hvert skridt er en modstandsbevægelse. Og det er en modstandsbevægelse, der kun vokser sig større, tror jeg. Et nej, der vokser sig større. Fordi vi er så mange mennesker i alle aldre, som mistrives. 

For os byder den daglige gåtur sig til som et åndehul, et meningsfuldt alternativ til det stressende liv. Gåturen er en stille revolution, der hverken kræver slagord eller slængkappe.

Anna Skyggebjerg er også fortaler for lidt men godt – og gerne så ofte som muligt. Det er nemlig der, de bedste (åndelige) resultater er.

– Hvis du spørger den forskning, vi har på området, så er svaret, at de korte ture faktisk kan noget helt særligt. De bedste resultater humørmæssigt (altså det, der sker pga. udskillelsen af endorfiner og BDNF) kommer, når vi gør lidt hver dag, for eksempel går en tur i kvarteret. 

Lidt-hver-dag er mere effektivt for vores psykiske velbefindende end at dyrke idræt i længere tid eller at give den gas i weekenden, når der er tid til det, forklarer hun.

– Men derfor kan det jo sagtens være, at de mennesker, som går de virkeligt lange vandreture, individuelt har en oplevelse af, at netop det er det bedste for dem. Til dem er der bare at sige: go for it! Og de typer går med garanti også de 30 daglige minutter, når de kommer hjem fra Caminoen.

Gå dig lykkelig

Martin Mau understreger dog, at gåturen ikke er en kur i sig selv – men den kan være led i en indre forløsning; eller i hvert fald skabe et vist perspektiv i forholdt til problemer, der kan synes overvældende.

– Nogle kan nok gå sig i bedre humør, men det ville være at strække forskningen at sige, at man bare skal gå, og så bliver man glad. Måske man bedre kan forstå vandring som en måde at give plads til de tanker og følelser, som måske er svære. 

Kierkegaard er ofte citeret for at skrive i et brev til sin svigerinde, Henriette Kierkegaard: "Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den” og ”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok”. 

Det er nok en lidt forenklet måde at se på vandringens potentiale, men pointen er, at det mentale rum man befinder sig i, når man vandrer og oplever, at man på en eller anden måde er "væk" fra dagligdagens trummerum, det kan give plads til, at man bearbejder sine oplevelser på en anden måde, end man ellers får gjort.

Og det er netop dét, der for Gitte Holtze har været den vigtigste lære ved de mange og lange gåture. At opdage, at lykken ikke ligger udenfor dig selv men i dig selv.

– Hvad er det for en lykke, vi normalt jagter som mennesker? Det er det nye job, en kæreste, et barn eller materielle ting som en ny bil eller et større hus. Alt sammen noget, vi skal opnå.

Men dét, som mange oplever af den ydrestyrede lykke er, at målet hele tiden flytter sig. Nok er aldrig nok. Anderledes er det med de lange, gående meditationer: Her opnår du ikke andet end at være til stede i nuet.

– Vi tror måske, at nu skal vi rigtigt tænke alle mulige store tanker, mens vi går, men ofte opdager vi – mens vi går – at vi ikke mangler andet end netop det, vi har her og nu. 

Værdidommen er taget ud af ligningen og splittelsen mellem den, man er og det, man drømmer om, er ophævet. Hvis du vil gøre det, der gør dig lykkelig, og lykken indfinder sig her på gåturen, så er du mere lykkelig end alle dem, der jagter et mål som hele tiden flytter sig.

Da Gitte Holtze gik i gang med sin enorme gåtur på flere tusinde kilometer, havde hun forventet at finde ro og nyt mod, men det som overraskede hende mest var, hvor lidt der skulle til for, at hun var glad.

– Bare det at komme til et bord- og bænkesæt på min vej kunne gøre mig lykkelig, for så skulle jeg ikke sidde på jorden og spise. En tår vand smagte vidunderligt. 

Det er stadig de følelser, jeg savner mest, når jeg kommer hjem efter en lang tur, og jeg ville ønske, at jeg kunne få dem til at holde lidt længere. Lykken ved de små ting, vidste jeg ikke, at jeg kunne føle så intenst.

Hvis du skulle forklare én ting til en person, der føler sig presset eller længes efter mere glæde i hverdagen: Hvorfor er det værd at begynde at gå?

– Det er noget alle kan, og der er ikke nogen præstation i det. Vi er født til at gå og vi kan gøre det uden forkundskaber. Det kræver ikke 10.000 timers øvelse. 

Bevæg dig væk fra de gængse veje og skilte, bevæg dig ud i naturen. Årsagerne til at du har følt dig presset, forsvinder ikke, men de fylder mindre i din bevidsthed. 

Bevægelsen i kroppen ryster rundt på tankerne og ryster dem på plads, så de får plads på den rigtige hylde. Der er ikke noget formål med den slags gåture; du går for din indre hovedrengøring. Ctrl+ Alt + Delete.

LÆS OGSÅ

80-årige Bente løber halvmaraton: "Efter en løbetur er det næsten umuligt at være i dårligt humør"

En nabo lokkede Birte Holm Sørensen med ud at løbe i Dyrehaven nord for København, og det blev begyndelsen på en ny rute i livet og en helt ny vennekreds. Hun løb sit første halvmaraton som 70-årig, og siden er det blevet til meget mere. I dag er hun 80 og har et klart råd. Begynd langsomt, og løb med andre.