80-årige Bente løber halvmaraton: "Efter en løbetur er det næsten umuligt at være i dårligt humør"
En nabo lokkede Birte Holm Sørensen med ud at løbe i Dyrehaven nord for København, og det blev begyndelsen på en ny rute i livet og en helt ny vennekreds. Hun løb sit første halvmaraton som 70-årig, og siden er det blevet til meget mere. I dag er hun 80 og har et klart råd. Begynd langsomt, og løb med andre.
Som 68-årig havde Birte aldrig motionsløbet. Men efter mange år i udlandet var hun nu flyttet hjem til Danmark med meget bedre tid til motion.
Så for at bevæge sig begyndte hun at løbe små morgenture rundt om blokken der, hvor hun bor.
– Det var meget små korte ture, men jeg kunne godt lide det, siger hun.
– En af mine naboer spurgte så, om jeg ikke ville med hen og løbe i Dyrehavens Løbeklub under Hjerteforeningen. Jeg sagde, at det kunne jeg slet ikke, for jeg løb jo kun bittesmå ture.
Men Birtes nabo opmuntrede hende og sagde, at hun bare skulle komme med og prøve.
– Og det viste sig, at det kunne jeg faktisk godt, og jeg blev meget bidt af det, fortæller Birte.
I dag har 80-årige Birte Holm Sørensen fra Hellerup løbet i mere end ti år.
Birthe har også haft sundhed på hjerte i sine jobs, for hun blev oprindeligt uddannet børnelæge og kom senere til at arbejde med at koordinere og oplyse om sundhed blandt andet i Afrika og Indien. Da hun desuden har tre børn, havde der aldrig været meget tid til træning eller mulighed for at gå fast til sport.
Men som regel løber Birte nu tre gange om ugen, og gerne otte kilometer af gangen.
– Jeg tror, at grunden til, at jeg blev ved med at løbe, var, at jeg kom til at løbe sammen med andre. Det er altså rigtig hyggeligt at løbe sammen med andre mennesker, synes hun.
Annonce
Løbeturene giver hende både energi, fysisk velvære og løfter humøret.
– Nogle morgener er det jo koldt og regner, og så kan jeg godt lige spørge mig selv, om jeg virkelig gider det. Men så ved jeg bare, at jeg har det så godt bagefter.
Løbeturene giver Birte gode dage og holder hende i gang, føler hun.
– Efter en løbetur er det næsten umuligt at være i dårligt humør resten af dagen. I Dyrehaven oplever vi også alle årstiderne, og pludselig står der 100 rådyr, der skal over stien, før man kan komme videre.
Pasta, skyr og blåbær
Som 70-årig løb Birte sit første halvmaraton. Det var efter et par år i løbeklubben, at snakken om den lange distance begyndte. Først tænkte Birte, at det var da helt tosset.
Men stille og roligt lagde hun og løbemakkerne flere kilometer på deres ture. Da de kunne løbe 18-19 kilometer, sagde en erfaren løber, at så kunne de også løbe 21.
Inden sit første halvmaraton, et Alt for damerne-løb på Amager, var hun selvfølgelig spændt.
– Jeg havde ikke sagt til nogen, at jeg skulle løbe halvmaraton, hvis nu jeg gik ud. Men jeg var da besluttet på at komme i mål, siger hun.
Undervejs måtte Birte gå et par gange, og alt forløb godt.
Annonce
– Når man står ved start, kan man godt tænke, hvorfor gør man egentlig det her, for det er jo hårdt, men når man kommer i mål, tænker man: ”Yes, jeg kunne”.
Det er kommet bag på Birte, hvor meget hun faktisk kan.
– Hvis nogen havde fortalt mig for femten år siden, at jeg ville løbe halvmaraton som 70-årig og stadig løbe som 80-årig, så havde jeg ikke troet på dem.
Hele syv gange har Birte nu også gennemført Etape Bornholm, hvor man i løbet af fem dage tilbagelægger i alt 42,195 kilometer. Sammen med to gode løbeveninder tager hun turen til solskinsøen, hvor de i en uge deler hus, spiser løbe-fornuftigt med pasta, skyr og blåbær, og hjælper hinanden gennem ”klippe-skærene”. I sommer var hun eneste kvindelige deltager i aldersgruppen +80.
– Jeg blev filmet til et kort indslag på TV 2 Bornholm, og så blev jeg genkendt både i Rønne og på færgen bagefter, og herhjemme ringede min tante fra Rødvig og sagde, hendes hjemmehjælp også havde set det. Tænk, at man kan blive berømt, fordi man er gammel.
Vigtigt socialt netværk
For Birte, der bor alene, har samværet med de andre løbere på flere måder vist sig at få kæmpe værdi.
– Jeg havde ikke en stor vennekreds, da jeg kom tilbage til Danmark, for de mennesker, jeg havde kendt i sin tid, havde jeg mistet kontakten med. Og jeg var klar over, at jo ældre man bliver, jo vigtigere er det at have et socialt netværk.
– Nu, når vi løber, er der masser af hygge og småsnak og socialt samvær. Dem, jeg løber med, er faktisk blevet de mennesker, jeg taler mest med.
Når man løber sammen flere gange om ugen, kommer man virkelig til at kende hinanden godt. Da der var en, hvis ægtefælle blev syg og døde, kunne vi prikke til vedkommende om at komme alligevel og kunne både snakke om det og snakke om noget andet, når det var dét, der var brug for.
Annonce
Hvis en ikke dukker op, overvejer vi at ringe og høre, om alt er ok – man tænker på hinanden.
For Birte er det både sjovere og lettere at løbe, når hun deler turene med nogen, oplever hun.
Sidste jul havde hun den glæde, at hendes barnebarn på 12 år, som bor i Canada, gerne ville prøve at løbe med, da hun var hjemme på juleferie.
Det blev til fem kilometer, og tilbage i Canada fortsatte barnebarnet med at løbe i skolen. I sommerferien i år, da hun igen var i Danmark, var hun med Birte ude at løbe otte kilometer og spurtede til sidst.
– Det sjove er, at hun sagde, at når hun kom hjem til Calgary, ville vennerne fortælle om at have holdt ferie i bjergene, men så kunne hun prale med, at hun havde været i Danmark og løbe med sin farmor.
For Birte bliver løb aldrig et spørgsmål om tider og resultater.
– Jeg kan løbe lige så langt som for ti år siden. Det giver mig en følelse af tilfredshed, som betyder rigtig meget, siger hun.
– Vi plejer at sige på holdet, at vi ikke løber for at leve længere, men for at have det bedre, mens vi lever.
