Kom indenfor hos Christina og Thomas, der har bygget et sommerhus mellem klipper og træer på Bornholm
Christina Bustrup og hendes mand, Thomas, har altid været enige om, at de IKKE skulle have et sommerhus. Lige indtil de var på forlænget weekend på Bornholm. Nu har de fået deres eget sted på øen, et nybygget sommerhus imellem klipper og træstammer i Storedalen ved Sandkås, som giver dem ø-magi året rundt.
Christina og Thomas havde rigeligt med hus hjemme i Vedbæk og nød at bruge de frie weekender på at besøge forskellige steder både i Danmark og udlandet.
Men en weekend gik turen til Bornholm for at opleve øens smukke badehoteller, og her blev de så forelskede i den rå og vilde natur med klippelandskab, frodige skove, hvide sandstrande og krystalklare søer, at tankerne begyndte at boble.
Opholdet bød på mange gode vandreture og naturoplevelser rundt på øen med pitstop på diverse restauranter, og stille og roligt begyndte tanken om et sommerhus alligevel at manifestere sig.
– Udover naturen og de gode madoplevelser, som øen leverede den weekend, har jeg også en passion for dansk kunsthåndværk og særligt keramik, så på det punkt er Bornholm jo også et slaraffenland.
Alle de indtryk samlet på én ø gjorde, at jeg på en af familiegåturene sagde, at hvis vi en dag skulle have et sommerhus, så skulle det være på Bornholm.
Vi tog herover flere gange derefter, og en dag begyndte jeg at kigge på grunde, og det blev det første skridt til vores drømmeprojekt, fortæller Christina.
Grunden endte Christina med at finde i Storedalen, en af Bornholms største sprækkedale, som har sit udspring i Rutsker og løber mod øst til den lille kystby Sandkås.
Der var og er dog ikke meget byggegrund over det vilde stykke natur, som familien overtog, men i stedet en kuperet og højtbeliggende klippegrund omkranset af skov og dal. Mange af byggebeslutningerne gav sig selv, fordi det var naturen, der havde det sidste ord.
– Vi var ikke i tvivl om, at huset skulle smelte sammen med naturen, og vi havde mange særlige idéer til udformningen, og for at de kunne realiseres på denne grund, vidste vi, at vi skulle have hjælp af dygtige folk på øen.
Vi havde blandt andet kvaler med at placere huset uden om alle klipperne, og hvor adgangsvejen til huset skulle være, fortæller Christina.
To år efter overtagelsen af grunden gik byggeriet i gang, og det blev arkitekterne Christian Finderup og Signe Birkedal som, i tæt samarbejde med parret, fik både adgangsvej, klipper og arkitektur til at gå op i en højere enhed.
– Ideen om at det bærende arkitektoniske element i huset skulle være vægge af in-situ støbt beton, blev vi inspireret til under et besøg på Hammershus.
I besøgscentret har de netop denne type unikke vægge, som jeg elsker, fordi de har struktur som træbrædder. Det matcher sommerhusets omgivelser så fint, siger Christina.
De rå rammer uden for mange dikkedarer men med stringente linjer, rene flader og uhindret kig til naturen har Christina blødt op med møbler, lamper og kurve i træ og flet. De bærende møbler har hun valgt skal være klassiske, langtidsholdbare og lette i udtrykket.
– Jeg har holdt mig til møbler af træ og indrettet med nuancer, som enten er helt lyse eller jordfarver, som kan findes i naturen. De skal gerne falde ind i motivet på den anden side af de store glaspartier.
Vi har af samme årsag heller ikke meget på væggene. De har struktur i sig selv og vinduerne fungerer som levende og omskiftelige malerier, siger Christina, som dog har fundet plads til en del keramik, både kander fra Portugal, olivenfade fra Italien og så naturligvis den bornholmske af slagsen, som hun elsker at finde rundt omkring på øen.
En vigtig brik i Christinas indretning er også de mange buketter, som står både under tag og åben himmel.
– Når jeg ankommer til sommerhuset, går jeg ofte en tur på grunden med grensaksen for at finde noget til de store vaser, og jeg elsker også at gå på pluk-selv-marker og nogle gange får den lokale blomsterhandler i Svaneke også et besøg.
Når der er kommet noget grønt i vaserne, er jeg flyttet ind, slutter hun.