Henning er 100 år og passer selv sin have: ”Den er guld værd for mig”

Den er det første, Henning Madsen tænker på, når han slår sine øjne op om morgenen. Haven.

Den folder sig smukt ud bag den lille murstensvilla i Hvidovre. En grøn og velklippet plæne med fint anlagte bede fulde af stauder, sommerblomster og roser.

– Haven er guld værd for mig. Og jeg tager den bestemt ikke som en selvfølge. Hver morgen glæder jeg mig over, at den findes. Og så ser jeg mod himlen – om det mon bliver vejr til, at jeg kan komme ud i den, siger Henning. 

– Hvis det regner, må jeg blive indenfor og pusle med noget andet. Men så glæder jeg mig, til det lysner, for jeg vil helst ud i haven hver eneste dag.

Den grønne fugl

Henning Madsen anlagde haven, da han i 1958 rykkede ind i huset i Hvidovre. Han har passet den lige siden. Og i dag, hvor han har rundet de 100 år, er det stadig ham, der sørger for at holde den smuk og velholdt.

– De seneste år har jeg fået lidt hjælp. Min nabo slår plænen med sin havetraktor, og det er jeg forfærdeligt taknemmelig for. Men alt det andet, det klarer jeg selv, smiler han. 

– Det tager længere tid nu, end det gjorde; jeg må gå stille frem. Men det fylder mig med lykke.

Selv hækkene klipper Henning fortsat. Ikke mindst de stedsegrønne taks og buksbom, der troner i forhaven i geometriske former. Kugler, pyramider, søjler. Og en kunstfærdig fugl, der har fundet plads på en af formationerne. Som var den lige landet.

– Jo, den har jeg også klippet, siger Henning. – Jeg sørgede for at klippe den, så den stod flot, når I kom.

Han står i haven og betragter den. Ser ud over alt det grønne. Med sig har han sin stok og en langskaftet hakke. Den fungerer perfekt som ekstra støtte, og så kan han nemt luge lidt ukrudt uden at skulle bøje sig for meget.

– Det er en ganske praktisk anordning, siger Henning.

Gartnersøn mod nazister

Henning Madsen har elsket blomster, så længe han kan huske. Og han blev da også næsten født i en have. Som gartnersøn og den næstsidste i en flok på ni.

– Min far drev gartneri i Møborg uden for Lemvig. Det var hårdt arbejde. Der var ingen maskiner, så det hele skulle klares ved håndkraft, fortæller han. 

– Vi børn hjalp selvfølgelig til. Men selv om jeg holdt meget af blomsterne og at se ting spire og gro, af skønheden og alle duftene, syntes jeg nok, det var for slidsomt til, at jeg selv ville gå den vej, fortæller Henning.

Det var ellers ikke, fordi han var bange af sig. Da nazistrene gik ind over grænsen i 1940, sluttede 15-årige Henning og hans et år ældre bror sig til den lokale modstandsbevægelse i Lemvig. 

De vendte de lokale vejskilte den forkerte vej, så nazisterne ikke kunne finde rundt. Ødelagde vejspærringer og stjal ubevogtet udstyr som hjelme, tornystre og ammunition. 

Tyvekosterne landede på gartnerfamiliens loft. Og der fik de lov at blive, selv om både gartneren og hans frue nok anede, hvad deres sønner havde for.

LÆS OGSÅ

Christina og Henrik har bygget deres eget orangeri: ”Det blev, lige som vi drømte om”

Christina og Henrik har brugt mursten fra et gammelt bondehus til at skabe et fritstående orangeri i deres sommerhushave. Her kan de gro vindruer, nyde middage – og tyvstarte sommeren allerede i april.

Reddet i sidste sekund

– En dag gik det nær galt. Nazisterne kom og ville gennemsøge loftet efter britiske soldater, fortæller Henning.

Et britisk fly var blev skudt ned i nærheden af gartnerfamiliens hjem, og seks overlevende var flygtet. Det var dem, nazisterne ledte efter.

– Aldrig har jeg set min mor så bange; hun vidste jo godt, hvad der var på loftet, siger Henning. 

– Men eftersøgningen blev stoppet i sidste øjeblik, fordi en ung tysk soldat affyrede sit våben. Han stod vagt, og jeg sagde til ham, at jeg ikke troede på, at maskingeværet ikke kunne skyde, og så affyrede soldaten en salve op i luften. 

Missionen blev afblæst i forvirringen over skyderiet. Hvis den salve ikke var blevet affyret, havde de fundet de stjålne genstande på loftet, og så var vi alle blevet sendt i koncentrationslejr.

Henning lukker øjnene. – Man tror jo, man er udødelig, når man er bare 15 år. Men det kunne have kostet os livet.

Med paven i hånden

Selv nu, så mange år efter, er det svært at tænke på. For livet har været værd at leve. Henning kom til København, da han som ung mand blev indkaldt til militæret. Siden fik han arbejde i Topdanmark og blev efter nogle år leder af afdelingen for mikrofilm. 

Samtidig forfulgte han en passion for musik som leder af Københavns Musikkor. Et ensemble, der, i de år Henning stod i spidsen for det, voksede fra seks til godt 90 medlemmer. De spillede koncerter over hele verden. I Tjekkiet, Polen, Israel og Tyskland.

– I 1983 fik vi brev fra Vatikanet og blev inviteret til at give koncert i Peterskirken. Jeg mødte paven og trykkede hans hånd, fortæller Henning og fortsætter med et stort smil: – Det har været et begivenhedsrigt liv.

Gennem det hele har haven stået som et grønt og urokkeligt anker. Det var her, Henning hentede ro og overskud i de år, han arbejdede både fuld tid for Topdanmark og for Musikoret.

Og det er stadig i haven, han henter sin energi og glæde. Mellem blomster, han selv har plantet. Gennem næsten et halvt århundrede.

Den hvide yndling

Han elsker dem alle. De storblomstrede pink pæoner, der, som Henning udtrykker det, er forfærdeligt flygtige, men gør op for deres korte liv med deres duft og farvepragt. 

De fine, små fingerbøl i blå og hvide nuancer. De beskedne, men kønne margueritter. Og de eksotiske lilla iris.

Og så elsker han alle de blomster, hvis navne i dag undslipper hukommelsen.

– Jeg husker ikke længere, hvad de alle hedder. Men smukke, det er de, siger Henning, da han tager kort ophold ved et flor af små, hvide blomster, der slynger sig ved et stengærde.

– Heldigvis behøver jeg ikke kende deres navne for at nyde dem. Og det er da en dejlig, dejlig blomst.

Da Henning flyttede ind i murstensvillaen i Hvidovre, var der ikke mange blomster, men en praktisk nyttehave med løg, kål og kartofler. I dag er det kun havens bredskærmede rabarber, der kan spises. Og dem får naboerne lov at plukke, så snart de er klar. Henning er heller ikke karrig med blomsterne.

– Når fodterapeuten eller frisøren kommer forbi, siger jeg, at nu skal de gå ud og klippe nogle blomster til en buket til sig selv. Det bliver de meget glade for, siger han. – Og jeg holder da også selv af afskårne blomster.

– Men der er nu intet som en have. 

LÆS OGSÅ

Louise har skabt en fortryllende have med hjemmebygget drivhus, bålplads og blomstrende bede

Med skovens meterhøje træer som baggrund har Louise Provencher skabt en fortryllende have i Slangerup med et hjemmebygget drivhus, en hyggelig bålplads og overdådige bede fyldt med dahlia, kæmpe­verbena, syrenhortensia og fjervalmuer.