Terrasse med cafébord og stole foran sort drivhus i frodig have

Christina og Henrik har bygget deres eget orangeri: ”Det blev, lige som vi drømte om”

Christina og Henrik har brugt mursten fra et gammelt bondehus til at skabe et fritstående orangeri i deres sommerhushave. Her kan de gro vindruer, nyde middage – og tyvstarte sommeren allerede i april.

hjemmet logo farve

Hos Christina og Henrik har drømmen om et orangeri levet længe. 

Og da de fik nys om, at en bondegård i Græsted – ikke langt fra parrets sommerhus – var blevet revet ned, så de chancen for at få fat i præcis de mursten, der kunne gøre deres drøm til virkelighed.

Parret har selv tegnet det smukke orangeri, der fylder 16 kvadratmeter på den 1.200 kvadratmeter store sommerhusgrund, og det nye lille rum udgør en hel verden af funktioner og forlænget sommerhygge.

Alle detaljer i orangeriet har parret selv designet, herunder at brystningsmuren flugter med den nedre del af glasdøren for et roligt visuelt look. Metalkonstruktionen er fra Willab Garden.

Murværket har Henrik selv bygget op, da han – ligesom mange andre danskere – pludselig var hjemme under corona og havde tid til at gå i krig med et større projekt. 

Terrassen i forlængelse af orangeriet har de lagt i de samme mursten som orangeriets nedre del, såkaldte brystningsmuren.

– Brystningsmuren er inspireret af den engelske havestil, som vi synes er utrolig flot. Men muren var også den sværeste del af byggeprojektet, fortæller Christina.

Årets gang i glashuset

De gennemgående sten forstærker indtrykket af, at inde- og udeområderne smelter sammen i det sydvendte hjørne af parrets sommerhusgrund. 

Lupin, duftgeranium og tomat gror side om side og står med deres grønne løv godt til de cremefarvede sten. Sammen skaber det et nærmest sydlandsk look

Og særligt den glidende overgang mellem terrasseområdet og selve orangeriet var meget bevidst.

– Vi ville bevare et åbent udtryk i orangeriet og invitere haven ind, blandt andet ved at lave en stor døråbning, fortæller Christina.

Med et par lanterner kan man hurtigt skabe stemning på en lun aften i orangeriet.

Parret bruger orangeriet fra tidligt forår til sent efterår, og orangeriet er omgivet af grøn beplantning, som udgør et hyggeligt bagtæppe, der skifter med årstiderne. 

Babmbussofaen, som er købt brugt, bruges flittigt som læsespot i orangeriet ved siden af det smukke citrontræ.

Indenfor har de plantet en vin i hvert hjørne, og oliven, citrusfrugter, duftgeranium, figner, karryplanter og tomater gror om kap herinde i løbet af sommeren.

Henrik og Christina dyrker blandt andet citrusfrugter, som ved hjælp af god indpakning og lidt varme kan overvintre i orangeriet. Keramikken er en blanding af loppefund og Royal Copenhagen.

I designet af orangeriet har de desuden indtænkt en opmuret hylde, som følger brystningsmuren rundt, hvor urtepotter kan stå og vente på, at det bliver deres tur.

Om vinteren dækkes alle de overvintrende planter til med plast, så de ved hjælp af en smule varme kan overleve og blive klar til endnu en sæson.

Parret holder af at dække op til frokost og aftensmad for venner og børn i orangeriet, men uanset om de har gæster eller ej, spiser de deres måltider herude i sommerhalvåret.

– Vi har ingen planer om tilføjelser til orangeriet, for det blev, lige som vi drømte om … men endnu flere middage i selskab med børn og venner derude er en stor del af vores fremtidsplaner, siger Christina.

Skab hygge i orangeriet

Hvis du kan lide stilen i Christina og Henriks orangeri, kan du efterligne den med lignende interiør, som ikke behøver at være særlig dyrt:

  • Gamle zinkvandkander og bakker
  • Møbler i bambus
  • Dækkeservietter i bast
  • Lyse tekstiler
  • Blomstrede genbrugstallerkner
  • Terracottapotter
  • Middelhavsplanter som citrus og oliven
  • Glaseret lertøj
  • Flettede lanterner
  • Gamle syltekrukker
  • Et par stråhatte på væggen
  • Lampeskærm af søgræs
  • Gamle æblekasser
  • Farvede glasflasker