Kvinde sidder på stentrappe foran hvid bygning med rød dør og potteplanter

Fra Nørrebro til købmandsgård: Kom indenfor i madskribent Ditte Ingemanns charmerende hjem

Trangen til ro, natur og mere albuerum fik ALT for damernes madskribent Ditte Ingemann og Christian Grenaa til at forlade Nørrebros pulserende byliv og søge mod landlige omgivelser. I en charmerende købmandsgård uden for Roskilde har de fundet drømmehuset med plads til både fordybelse og nye projekter.

ALT for damerne logo

Ditte Ingemann elskede det hektiske liv på Nørrebro med masser af liv og leben. Alligevel voksede trangen til mere ro, og hun og kæresten Christian begyndte at drømme om at flytte på landet.

– Vi blev enige om at flytte ud af byen, men vi vidste ikke helt præcis, hvad det var vi ledte efter. Vores strategi var bare at tage ud og se på en masse forskellige huse. Købmandsgården var det første hus vi kiggede på, og vi elskede det fra første øjekast, fortæller Ditte.

Men parret turde ikke bare købe det første og bedste, så de ledte videre. Og efter ni måneder og utallige besøg til åbent hus, havde parret stadig ikke fundet noget, der kunne matche den charmerende gamle gård.

Huset blev i sin tid bygget til Theodor Frederiksen, der både boede i huset og havde købmandsbutik. Her hvor Ditte sidder var der indgang til butikken, og hun har et fotografi af Theodor og hans medarbejdere, der også blev fotograferet her.

– Jeg var inde at tjekke på Boligsiden hver dag, om det stadig var til salg. Og da vi så huset igen på den skønneste sommerdag, var vi ikke et sekund i tvivl om, at dette VAR det rigtige sted for os, siger Ditte.

Hvor

Gammel købmandsgård fra 1880 i Hvalsø.

Køkken 

Det store køkken består af tre sammenlagte rum, og de gamle bjælker midt i rummet vil parret gerne bevare, når de engang skal sætte et nyt køkken i. 

Indtil videre bruges det gamle køkken flittigt, når Ditte bager eller laver mad. Stålbordet har hun selv tilføjet som en ekstra og mere praktisk arbejdsplads.

Det gamle blå køkken, som oprindeligt blev bygget til en herskabslejlighed i Nansensgade, fik nyt liv på Købmandsgården i 90’erne.

Det er både meget slidt og upraktisk samt alt for lavt, og Ditte og Christian planlægger derfor at udskifte det. Men de vil genbruge fliser og udvalgte elementer i Dittes kommende studie i den gamle lade.

Det yndige hæklede gardin i køkkenvinduet fulgte med huset. Vasen er fra Studio Arhøj.

Spiseplads

På en enkelt væg i spisestuen har Ditte og Christian hængt forskellige billeder og relieffer op. Nederst til højre hænger et billede der er graffitikunstneren Spyos tegninger på et fotografi, som ifølge Ditte er en skøn bid af Nørrebro i deres nye hjem på lande.

Ditte ledte efter et spisebord, og som en midlertidig løsning brugte hun det gamle shakerbord, som hun havde brugt som skrivebord i lejligheden på Nørrebro. Men nu synes hun, at det faktisk passer flot ind i spisestuen, så det får indtil videre lov at blive.

I entreen var trappen i fyrretræ meget slidt, så Ditte har slebet den ned og malet den i en flot blå farve, Sama fra Jotun. Gulvtæppet er fra Broste, men købt brugt

Stue

Sofabordet i rosa marmor fandt Ditte i en genbrugsbutik i Jylland til bare 125 kr. Hun købte det uden at vide, hvordan det så ud samlet, men hun er godt tilfreds med sit genbrugsscoop. 

Billederne over sofaen fandt hun i en svensk genbrugsbutik, og det blå billede er en plakat af Louise Bourgeois.

Blå bøger med blå blomster pynter på det rosa marmorsofabord i stuen.

Et miks af farverige puder, kunstplakater og bløde tekstiler giver stuen personlighed og varme. Den enkle daybed, fundet på DBA, fungerer både som afslapningshjørne og et sted til opbevaring af puder.

Hun og Christian flyttede direkte ind i huset uden at male eller sætte noget i stand. Det var nemlig vigtigt for parret at lære stedet og deres nye hverdag godt at kende, inden de tog drastiske beslutninger.

– Vi føler en forpligtelse til at føre husets sjæl videre, og passe godt på historien her. Så når vi på sigt vil tilpasse huset mere til os, vil vi gå meget nænsomt til værks. Vi vil f.eks. skifte det gamle køkken ud, da det er meget slidt og alt for lavt til især Christian, der er over to meter høj.

Men vi går lige nu og funderer over, hvordan vi kan genbruge alle de gamle blå køkkenelementer i mit studio, da vi synes de hører til stedet her, forklarer Ditte. Parrets største dilemma lige nu er de gamle døre i stueetagen. For Christians højde gør, at han skal dukke sig hver gang han går igennem stuerne.

– Den praktiske løsning ville være at forhøje dørkarmen og købe nye døre. Men vi nænner bare ikke at fjerne de smukke gamle døre. I døren ind til stuen er der et lille kighul så købmanden kunne holde øje med om der kom kunder i butikken.

Soveværelse

Der er en hyggelig stemning i soveværelset med bindingsværk og et dejligt lysindfald. Ditte nyder især roen efter at være flyttet på landet, hvor bylivets larm er skiftet ud med fuglekvidder.

Døren ind til soveværelset har Ditte malet i en flot grøn farve, J10, H1.30.50 fra Sadolin. Den blå seng er fra Auping.

Ditte har indrettet et hyggeligt gæsteværelse, hvor der lige præcis er plads til en seng i den ene karnap. 

Det blå bord stod i køkkenet, da parret flyttede ind, og det fungerer nu som en lille skrivebordsplads i gæsteværelset.

Have 

Udover huset består den gamle købmandsgård af en stor lade og værksted samt et orangeri. Der er stadig spor af historien, da man i orangeriet kan finde det gamle das, og i laden står købmandens gamle melmølle. I orangeriet har Ditte sat krydderurter og løgblomster.

Dittes lyserøde cykel pynter helt perfekt foran ladens røde porte.

I laden ligger det gamle møllerum, der er fyldt med historiske detaljer som den gamle melmølle og gamle melsække med købmandens navn trykt på.

Det er sådan en fin detalje, som er med til at fortælle historien om stedet her, siger Ditte.

De tidligere ejere havde til Dittes store fornøjelse efterladt en masse ting, både praktiske ting som haveredskaber og værktøj men også flere ting fra købmandens tid.

– I laden står den gamle mølle, hvor købmanden malede sit mel, og ved siden af ligger de gamle melsække med hans navn og al hans værktøj. Jeg synes det er et herligt vidnesbyrd om husets fortid som købmandsgård, siger hun.

Parret nyder at have meget plads, og udover at Ditte skal have indrettet et studio i den gamle lade, er der drømme om et lille destilleri og flere højbede til selvforsyning i haven.

– Det bedste ved at være flyttet på landet er alle de muligheder, der er her på grunden. Og roen, hvor stilheden kun afbrydes af fuglekvidder. Jeg sover så meget bedre her og savner ikke lyden af larm i opgangen og skraldebilen nede på gaden. Og savner jeg at komme ind til byen, er København kun en togtur på 35 minutter væk, slutter Ditte.

Hvem

Ditte Ingemann, kogebogsforfatter og foodstylist, 

Christian Grenaa, programmør.

Følg med på @ditsen