”Retfærdighedssans, følelser og sorg kan være en lidt ustabil cocktail".
Sådan skriver Anita Wodstrup Madsen på sin firmaside om det at rydde op i et dødsbo. Anita er oprydnings -og indretningskonsulent og har drevet firmaet Boligstil i Aalborg siden 2004.
– Det er min erfaring, at en uvildig kan gøre en kæmpe forskel. Jeg hjælper med at få styr på tingene og minderne med fokus på at bevare en god relation mellem de efterladte, siger hun.
Anita er 53 år og mistede i foråret 2024 sin far, hvilket føjede en stærk, personlig erfaring til hendes årelange arbejde med at hjælpe efterladte, når de skal rydde boet efter en forælder eller anden nær relation.
Få andre til at hjælpe
Der kan være alle mulige grunde til, at man ikke kan overkomme at rydde op efter en afdød forælder eller andet familiemedlem. Det kan handle om en dårlig søskendedynamik, at man er enebarn, syg, bor langt væk, ikke har tid – eller ganske enkelt føler, at det er for stor og uoverskuelig en opgave, som også er meget følelsesladet for de fleste.
Du har måske nogle i dit netværk, der kan hjælpe, hvis du står alene om opgaven. Ellers er der professionelle som Anita Wodstrup Madsen, der for en aftalt pris hjælper med dele af – eller hele – oprydningen. Dem kan du finde på nettet ved eksempelvis af søge efter ”hjælp til oprydning efter dødsbo”.
Du kan også kontakte de firmaer, der har specialiseret sig i at rydde dødsboer for en pris, og endelig er der velgørenhedsorganisationer, som dog ikke rydder op, men afhenter.
– Det første, jeg gjorde, og som jeg anbefaler andre at gøre, var, at jeg gik en tur i min fars hus og tog billeder og optog en video med min mobil. På den måde havde mine søskende og jeg et minde om hans hjem, som det så ud, da han levede der, fortæller Anita, der bor alene, har en kæreste og en voksen datter.
Anita mindes tiden med oprydning i faderens hus som en "smuk og dejlig oplevelse at have med mine søskende".
Far ser med
– Det handlede om fælles minder og en følelse af, at vores far sad deroppe, så der var ingen grund til at skabe en scene over hans efterladte ting. De værdier, han har givet os, gør, at vi ikke bliver uvenner over en ting, fortæller Anita.
Hun opfordrer til at give sig tid og huske noget væsentligt:
– Alle er jo i samme båd, og alle er lige kede af det, men man reagerer forskelligt i sorg. Nogle vil bare have det overstået, mens andre er mere indadvendte i deres reaktion. Min bror, søster og jeg satte os med en kop kaffe, talte om vores minder og helt lavpraktisk om, hvordan vi skulle gribe det an. Det anbefaler jeg også andre at gøre og kun være søskende til stede. Ingen børnebørn og partnere, pointerer Anita med et smil.
Hun fortæller, at det for de fleste er en svær opgave at tage fat på.
– Man roder i sine forældres ting, så det kan føles grænseoverskridende. Derfor er det en god ide at begynde i køkkenet, hvor der typisk ikke er så mange følelsesmæssige ting. Ofte er der meget, og man er måske selv i en alder, hvor man ikke har brug for mere køkkengrej, men så kan man lave "flyt-hjemmefra-kasser" til børnebørnene.
Når køkkenet er klaret, kan man gå videre til tøjskabene, for selvom der er dufte fra afdøde i tøjet, så er det sjældent i tøjet, at følelserne sidder. Det skal som regel enten ud eller til genbrug. For mange er det rart at køre det til en anden by, så man ikke møder fars habit på gaden, foreslår hun.
Et tip fra journalisten
I journalistens svigerfamilie var der en del unika keramik og stentøj, som skulle deles mellem fire søskende. Det var under corona, hvor man ikke kunne mødes fysisk, men der var heldigvis en i familien, som kunne lægge dem op på en simpel hjemmeside. Derpå blev der aftalt et videomøde, hvor de fire søskende så på skift kunne vælge. Det gik 1, 2, 3, 4 – og 4, 3, 2, 1 og igen 1, 2, 3, 4. Det er den mest retfærdige måde, matematisk, at fordele flere ting på. Så skiftes man til at være førstevælger. Ideen er hermed givet videre.
Vær åben!
Anita opfordrer til ærlighed, når man som søskende skal dele et dødsbo.
– Stuen er svær, for her hænger billeder og pynteting, som har fulgt én hele livet. Jeg råder til, at sige det højt: "Det og det kunne jeg godt tænke mig!" i stedet for at regne med, at det ved min bror da, at jeg gerne vil have. Der er også nogle ældre, der giver ting væk, før de dør.
Min far havde tre masker fra Asien og har altid sagt, at vi tre børn skulle have en hver. Da han var død, tog vi hver især den maske, vi bedst kunne lide. Da vi kiggede bag på maskerne, havde vi hver især taget den, som han havde sat vores navn på, så det var en særlig oplevelse, fortæller Anita.
Der er, siger hun, altid noget, som alle vil have, så Anita råder til, at man samler de ting på spisebordet og deler til sidst. Man kan skiftes til at vælge, kaste terninger eller noget tredje.
For mange efterladte er det også en lavpraktisk og helt reel udfordring, at mange hjem er overfyldte.
– Man mister overblikket, når der stadig er utrolig mange ting tilbage, efter at man har taget det, man ville have. Så kan man åbne døren for familie lidt længere ude. Jeg har selv en kusine, som fik en træfigur fra min fars hus, som hun blev så glad for. Det er rart, at tingene kommer ud og skaber værdi for andre – og samtidig kommer væk, siger Anita.
Tag jer tid!
Aftal et møde i afdødes hjem, og giv jer tid til en kop kaffe og en snak om, hvad der skal foregå, før I går i gang. Anita og hendes to søskende gik frem efter denne metode, da de skulle rydde op efter deres far, som døde for to år siden. De gjorde det sådan her, fortæller hun, og håber, at det kan inspirere andre i samme situation:
- Alt det, der tydeligt skulle smides ud – f.eks. køleskabets indhold tog vi først.
- Derefter gik vi en runde i huset og talte om de større ting. Hvilke ting, vi hver især gerne ville have. Var der noget, vi alle gerne ville have, snakkede vi om det.
- Vi ryddede spisebordet i spisestuen og placerede alle små figurer, sølvtøj, fade og lignende. Der stod det et stykke tid, så vi kunne gå og kigge lidt på det hele, mens vi ryddede op i øvrigt.
- En dag, vi igen var sammen i huset, skiftedes vi til at vælge en ting. Der var en del ting tilbage, som vores fætter og kusine fik en del af.
- Alt tøj og fodtøj blev sorteret, så der blev et par sække med gode ting til velgørenhed.
- Ud over en elscooter og en grøn Trabant solgte vi intet, men gav det til velgørenhed. Det betød, at vi i den store spisestue samlede alt det, som ingen af os ønskede. En del blev afhentet, men der var en del tilbage uden værdi, som gamle malerrester, hullet sengetøj, slidte madrasser og meget mere. Vi fik sorteret alt jern/metal fra og alle kemikalier/malerrester, som dels gik til byens spejdere, dels til genbrugspladsen.
- Resten gjorde vi kort proces med og lejede en container. Det var en let, men lidt dyr løsning, fordi vi gerne ville have en container, vi ikke skulle kilde-sortere i. Det betalte vi for, at containerfirmaet gjorde efterfølgende.
- Tilbage i huset var blot fastmonterede lamper, som vores onkel kom og tog ned og gav til den lokale genbrugsbutik
Hun fortæller, at der også er hjem, hvor der er kaotisk mange ting, og hvor man må begynde med at rydde op og ud.
– Så er det en god ide at bruge enten et helt rum eller et hjørne til at samle ting i kategorier: Alt tøj ét sted, bøger hen til bogreolen og de personlige papirer samlet. Der kan også være hjem, hvor en hobby fylder meget. Det kan være flue-binderi eller patchwork, og hvad gør man med alt det? Jeg hjalp med at rydde op hos en, der havde strikket meget, men ingen i familien kunne bruge garnet, så jeg fandt en gruppe på Facebook, som fik bunker af garn – og de var så lykkelige, fortæller Anita med et smil.
Gavn og glæde
Hun oplever, at det sværeste for de fleste, inklusive hende selv, er, hvis man skal køre sine forældres ejendele på genbrugspladsen.
– Hvis man har overskuddet til det, så afsæt tid til at få det afsat, hvor det gør gavn og giver glæde. Hvis en i søskendeflokken har mere tid og overskud, så overvej at give løn for opgaven, opfodrer Anita.
Selv synes hun, at det værste er, når ingen vil have noget fra et dødsbo.
– Så handler det om at få ryddet op og ryddet ud og solgt mest muligt, Det overrasker mig altid, at der er nogen, der har det sådan, men jeg kender jo heller ikke forhistorien, erkender Anita.
Overordnet set opfordrer hun til at have tillid og tro på, at det kan lade sig gøre at rydde op, dele og bevare et godt forhold til sine søskende.
– Målet må være, at man som søskende kan sige til hinanden, når alt er gjort op: "Vi ses på søndag til kaffe”, og så skal der ikke være nogen, der sidder og lige har noget, de skal have ud gennem sidebenene, som "du fik da også lige lidt mere end mig”. Sådan en følelse sidder og gnaver, så jeg synes, vi alle skal huske, at vi er fælles om at have mistet en, vi elsker – men skal man så også miste sine søskende? Nej, vi rykker sammen, vi er familie, og det skal ikke ødelægges af ting.
Her kan I sælge:
Når I har fordelt tingene mellem jer, vil der ofte være noget tilbage, som ingen har plads – eller lyst – til at få med hjem. Hvis I ved eller har på fornemmelsen, at nogle af afdødes ting har værdi, så kan I forsøge at sælge det. Det kan gøres på:
1. Den Blå Avis. Kræver arbejde, fordi der skal tages billeder, oprettes annoncer og svares på spørgsmål fra potentielle købere. Det samme gælder andre salgsplatforme som Marketplace på Facebook, Vinted m.fl.
2. Auktion. Kræver også forarbejde, da tingene skal fotograferes eller medbringes til auktionshus, før de kan blive vurderet. Blandt mulighederne er lauritz.com, Bruun Rasmussen Auktioner m.fl.
3. Sælg samlet til en, der køber dødsboer op. Her kommer man af med det hele på én gang, hvilket er nemt. Muligvis kunne man få en højere pris ved at sælge ting af værdi enkeltvis, men igen: Der ligger et stort arbejde i det.
4. Få en humanitær organisation til at hente. Det tjener I ikke noget på, men så kan tingene blive solgt i genbrugsbutikker og skabe værdi for andre. Kontakt den nærmeste eller dem, du helst vil støtte, og hør, om de vil hente. Mange henter ikke fra ryger-hjem, men kan måske overtales mod en ekstra-betaling.
Kilde: Anita Wodstrup Madsen, boligstil.dk
