Jonna Vistisen.

Jonna elsker datingprogrammer – og det er der en helt bestemt årsag til

Der er næsten ikke det datingprogram, Jonna Vistisen ikke har set, og hun bliver både fascineret og inspireret, når deltagerne åbner deres hjerter i kampen for kærligheden.

hjemmet logo farve

Jonna Vistisen kan ikke lade være med at blive fanget af jagten på den eneste ene, og med egne ord sluger hun de datingprogrammer, der ruller over skærmen. 

Hun har set med fra første omgang af 'Gift ved første blik' og har også set 'Landmand søger kærlighed', 'Hvor kragerne vender' og senest 'Hotel Romantik'.

– Det er mennesker, der har været igennem mange af de samme ting, som jeg selv har, fordi jeg har en lang datinghistorik, der ikke rigtig er lykkedes, så jeg kan virkelig relatere til dem. Samtidig er de vildt modige, når de bare hopper ud i det og møder nogle mennesker, som de ikke normalt ville give en chance. Det er så beundringsværdigt, siger 52-årige Jonna.

Hun synes, at programmernes evne til at rykke deltagerne ud af deres komfortzone, når de skal på dates, er både spændende og inspirerende.

– Jeg kan se, at deltagerne bliver mere åbne af at blive sat sammen med nogle typer og personligheder, de normalt ikke ville gå efter, og det har inspireret mig til at tænke, at jeg måske selv skal være lidt mere åbensindet.

Der er jo en grund til, at mine forhold ikke holder, og en af dem er nok, at jeg ubevidst vælger de forkerte typer.

– Samtidig identificerer jeg mig virkelig med deres mislykkedes forsøg, og det giver mig også lidt en ro. Så er jeg ikke den eneste, der ikke kan finde ud af at finde den rigtige.

Ud over de danske datingprogrammer bliver Jonna også fanget af de internationale. Har hun tid, kan hun sagtens se alle afsnit i træk af en sæson af udenlandske programmer som 'Love is blind' eller '90 Days Fiancé'.

– Jeg bliver så opslugt af det, fordi programmerne jo også er fyldt med en masse drama, som er skidesjovt, men amerikanerne har en noget anden tilgang til dating end os. 

Det virker, som om det er mere normalt for dem at date flere i flæng for at finde den rigtige, og der er jeg nok mere til de danske programmer, som virker mere naturlige.

Håber på succes

Skal Jonna vælge mellem de mange realityprogrammer, fortrækker hun dem, hvor deltagerne er lidt ældre. Hun har set både 'Bachelor' og 'Bachelorette', men det fanger ikke lige så meget som for eksempel 'Gift ved første blik' og 'Hotel Romantik'.

– I de programmer føler jeg, at jeg kommer tættere på deltagerne, fordi de åbner meget op om deres baggrund, og det gør det mere personligt. Det kunne lige så godt være mig, der stod og lagde hovedet på blokken for at finde kærligheden, siger Jonna, der selv har overvejet, om hun skulle prøve at deltage i håbet om at finde den eneste ene.

Hun har tidligere selv deltaget i et realityprogram, da hendes datter for 13 år siden var med i programmet 'De unge mødre', og sidste år blev hun kontaktet af holdet bag 'Gift ved første blik' i forhold til at komme til casting.

– Jeg overvejede at sige ja, men havde lige mødt en mand på det tidspunkt, så jeg trak i land. Det forhold holdt dog ikke, så måske jeg alligevel skulle have meldt mig. Der er flere, der har sagt til mig, at jeg bør prøve, og også nogle, der har sagt, at jeg skal prøve at skrive til nogle af landmændene, men det har jeg ikke vovet mig ud i endnu.

Lige nu glæder Jonna sig til flere sæsoner af de mange datingprogrammer, og hun forsætter med at følge med, uanset om det ender med den store kærlighed eller ej.

– Det var skønt at se Amalie og Otto, der fandt hinanden i den seneste sæson af 'Gift ved første blik'. De var virkelig gået ind i det med intentionen om, at det skulle fungere, og det lykkedes, fordi de var stædige. 

Så jeg håber på succeserne, men jeg ser stadig med, også selvom det ikke lykkes for folk at blive sammen.