Kvinde med lyse krøller sidder i profil indendørs og ser eftertænksom ud

Min storebror vil styre mit liv

En læser føler sig presset og kontrolleret af sin bror. Hvad skal hun gøre?Læs her, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

hjemmet logo farve

Jeg er lillesøster i en søskendeflok på fire. Siden vores far døde i 2010, har der været splid mellem mine to storebrødre. 

De har aldrig haft det godt sammen, og under bodelingen efter vores fars død, blev de uvenner, og min ældste bror kom til at sige til den yngre, at han aldrig havde følt sig blodsbeslægtet med ham. 

Det sårede selvfølgelig min yngste storebror, der krævede en undskyldning, men aldrig har fået den. Siden da har han derfor nægtet at deltage i familiesammenkomster, hvis min ældste bror er til stede. 

Min søster og jeg har i mange år forsøgt at bevare kontakten til dem begge hver for sig, men det har været meget besværlig, fordi min yngste storebror forventer at blive inviteret til alt, men kun hvis den anden bror ikke er der.

Problemet er, at den sårede bror ikke kun har brudt med sin bror. Han har også svært ved at acceptere, når andre i familien træffer valg, han er uenig i. Efter en skilsmisse for mange år siden har han f.eks. fortsat et stærkt had til sin ekskone og har indirekte forventet, at hele familien tager afstand fra hende. 

Det har vi forsøgt, men det har været svært, for vi holder meget af hende. Da min søster og jeg for nylig deltog i hendes 70-års fødselsdag efter at have haft meget begrænset kontakt med hende i mange år, følte han sig igen svigtet, og han siger nu, at han ikke længere har tillid til os.

Jeg savner den bror, jeg engang stod meget nær, men jeg føler mig kontrolleret og presset til konstant at skulle vælge side i konflikter, som ikke er mine. Han har bebrejdet mig, hver gang vi har været sammen, og derfor har jeg nu valgt at trække mig fra ham, for de konstante anklager går mig på. 

Jeg går alligevel og spekulerer på, om jeg har gjort det rigtige, eller om jeg skal fortsætte med at forsøge at bevare forholdet til en bror, som ikke kan eller vil acceptere, at jeg træffer mine egne valg?

Vibeke Dorph råder læseren til at stå ved sig selv

Jeg forstår så sandelig godt, at du har måtte trække dig fra din martyriske storebror. For som du meget præcist selv skriver, så bruger han alt for mange kræfter på at få dig til at vælge (hans) side i sine trættende konflikter i stedet for at sørge for at få samme konflikter løst. 

Han gør i stedet alt for flittigt brug af martyrens snedige værktøjer; han angler efter medynk og iscenesætter sig selv i rollen som et offer, som du og andre skal have ondt af. Han ikke bare forventer, men forlanger, at du skal stå ham bi i hans martyrium, og det forstår jeg da godt, at du ikke vil eller orker.

For det er jo ikke dig, din anden storebror har fornærmet og heller ikke dig, som i tidernes morgen blev forladt af en ægtefælle. Det var derimod ham, og de sår burde han hellere se at få helet i stedet for at have travlt med, at alle andre skal rodes ind i og tage stilling i nogle konflikter, som I på ingen måde har del i.

Vi kan nu engang kun løse vores egne problemer, og verden ville være fuldstændig kaotisk, hvis vi konstant forventede, at alle andre skulle forholde sig til dem og føje os. Det synes jeg, at du skal forsøge at forklare din bror. 

Sig til ham, at du gerne vil se ham, men kun hvis han forstår, at du ikke er hans forlængede arm, men et selvstændigt menneske, der ser og omgås dem, der passer dig. Hold også fremover op med at indrette dig efter hans luner. 

Inviter, hvem du vil og har lyst til, så må din bror jo selv tage stilling til, om han vil dukke op eller ej, for det hans problem og ikke dit. 

Et problem han i øvrigt burde se at få løst og komme over, for livet er kort, så han skal videre, og glad bliver han aldrig, hvis han ikke kommer det.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? 

Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.