Kvinde i rød trøje holder en blå sæbedispenser i en stue.

Jane har haft købestop i 12 år: "Jeg kunne betale lånet af"

Butikkerne frister ikke længere Jane Ibsen Piper. For 12 år siden besluttede hun at stoppe med at købe ting, og i dag falder det hende naturligt at gå forbi fristelserne. Når tøjet eller skoene er slidt op, leder hun efter en brugt afløser. Kun ganske få ting får hende til at åbne pengepungen – og det er de ting, der giver hende følelse af lykke.

hjemmet logo farve

For de fleste af os lyder et helt år uden at købe noget som en udfordring. For Jane Ibsen Piper fra Måløv er det blevet en livsstil. Hun har stort set ikke købt noget i 12 år.

Faktisk begyndte det, der blev til en livsomlægning, et par år forinden, da hun og kæresten havde to små børn og masser af ting i huset. For eksempel skulle der flyttes tre gryder, hver gang de skulle have fat i den fjerde. 

De havde ikke et hjem, der var ved at eksplodere af rod, som man kan se i tv-programmet ”Vi drukner i rod”, men de havde bare langt flere ting, end de egentlig havde brug for. Og en dag fik Jane nok.

– Dengang havde jeg hverdagen her op til, fortæller Jane ærligt og viser med hånden, at tingene var nået helt derop, hvor hun næsten ikke kunne trække vejret.

– Og det kan lyde logisk, men jeg opdagede faktisk, at hvis jeg ryddede ud i mine ting og kun havde dem, jeg skulle bruge, skulle jeg ikke bruge så meget tid på at lede efter noget og rydde op og organisere, forklarer hun.

Alt nips i stuen er samlet på hylderne her. Ting, som sønnerne har lavet og arvede figur og flag.

Jane trimmede helt gevaldigt ud i sine ting – men fik alligevel en ny øjenåbner. For efter en bytur med en veninde stod hun og kiggede ned i en plastikpose med tre nye bluser fra H&M, som hun havde købt nærmest uden at tænke over det..

– De var jo fine, men lignede nogle, jeg havde i forvejen, og jeg havde på ingen måde brug for dem. Jeg fik øje på, at det nyttede ikke noget, at jeg blev ved at købe nye ting, når jeg havde ryddet så meget ud i de gamle. Det havde været følelsesmæssigt svært at rydde så meget ud i mine ting, og så skulle jeg ikke bare købe nyt.

Derfor besluttede Jane, at i 2014 ville hun ikke købe et eneste stykke tøj, for hun havde, hvad hun skulle bruge.

Sådan minimerede Jane antallet af tøj og ting

For Jane begyndte købestoppet med oprydning i de ting, hun allerede havde. Hun skaffede sig af med cirka 80 procent af sine ting på cirka to år.

  1. Hun begyndte med at gennemgå de ting, der ikke var følelser i: i køkkenet og entreen. Køkkenredskaber og service, der ikke blev brugt, blev givet til genbrug, og antallet af vanter og huer blev skåret ned til de få, der rent faktisk blev brugt.
  2. Derefter fortsatte hun til tøjskabet i soveværelset, hvor hun nu kun har yndlingsting tilbage. Ting, der har en historie og betyder noget, beholdt hun. Eksempelvis en kjole, hendes mormor har syet.
  3. Det sværeste var ting med minder i, som legetøj fra da børnene var små. Hun gemte det, der kunne være i fire mindre plastikkasser. Det var kassernes størrelse, der bestemte, hvor meget hun kunne gemme. For nylig blev fortidens Brio-tog også solgt til 300 kr. – det var fint for drengene, og hvis hun får børnebørn, kan hun købe et magen til brugt.
  4. Efter to år besluttede hun, at hun det kommende år ikke ville købe et eneste stykke nyt tøj eller sko, og det holdt hun. Derefter fortsatte hun købestoppet til også at gælde ting.

Lån betalt af

Året begyndte dog med en indre kamp, da januarudsalget blev skudt i gang.

– Det var udfordrende, for jeg var vant til at gå i butikkerne og kigge. Jeg tog skyklapper på for at undgå fristelser, også over for reklamer og webshops. 

Men det var svært alligevel, for jeg følte, jeg glip af noget. Jeg opdagede også, at jeg havde været vant til at købe nyt tøj, når årstiderne skiftede, selv om det var overflødigt. 

Men allerede ved sommerudsalget var det meget nemmere, for jeg havde indset, at det handlede mest om vaner, når jeg købte tøj, og ikke fordi jeg havde behov for det.

Af samme grund var hun efter et år ikke i tvivl om at fortsætte sit købestop.

– Det gav mig så god en følelse ikke at købe noget unødvendigt, og jeg kunne også begynde at betale mit SU-lån hurtigere af, forklarer hun.

Jane arbejder som jurist i Finanstilsynet, og hun begyndte at lægge penge til side hver måned. Hvor mange penge hun har sparet i alt, kan hun ikke sige præcist, men SU-lånet blev betalt ud på to år, og et banklån blev bagefter også afviklet.

Købestoppet kom nu til at omfatte både tøj og ting, og det gør det stadig. Samtidig vidste Jane, at det totale stop ikke kunne fortsætte, fordi ting jo bliver slidt og går i stykker. Hun indførte derfor nogle regler, som også stadig gælder.

– Jeg besluttede, at erstatningskøb er fint, så når noget ikke kan fungerer mere, må jeg købe en ny ting. Jeg reparerer til en hvis grænse, hvis jeg kan, og ellers foretrækker jeg at købe brugt, hvis det er muligt, for jeg er også en klimatosse. 

I helt sjældne tilfælde køber jeg nyt. For eksempel købte jeg for syv år siden et nyt sæt skitøj, fordi det gamle var tyndslidt. Jeg kunne ikke finde det brugt, og jeg og familien elsker at stå på ski sammen, så derfor gik jeg ud og fandt mit yndlings-skisæt, som holder fint endnu og virkelig er blevet brugt. 

Grundreglen er, at jeg skal lade være med at købe noget for sjov.

På Janes klædeskabs-bøjler hænger der 14 stykker tøj, som hun bruger og kan lide at have på.

Sparer tid

En anden grundregel handler om lykke. Jane må kun købe ting, der giver hundrede procent lykke.

– Jeg har en regel om, at jeg godt må købe bøger, for jeg læser rigtig meget, og for mig er bøger liv og kæmpe lykke. Forleden lånte jeg fem på biblioteket, men vil jeg meget gerne eje en bog, så køber jeg den. Og ferier sammen i familien er 2000 procent lykke, så ferier sparer vi ikke på. Vi flyver dog ikke.

Bøger er det bedste for Jane, og derfor køber hun engang imellem en bog, men reolen har alligevel en overskuelig størrelse.

Butikkernes bugnende hylder og billige tilbud frister hende ikke længere det mindste.

– Min vane er blevet så stærk i en anden retning, at butikkerne nærmest føles som museer, hvor det er fint, at tingene er der, men de har ligesom ikke noget med mig at gøre.

På Instagram deler hun ud af købestop-livet på profilen ”projecthandmade”, og næsten hver dag melder følgere tilbage, hvad et købestop har givet dem. En kvinde fik sågar råd til at forlade sin voldelige mand, og det gjorde selvfølgelig stort indtryk.

– Det gør mig også lykkelig at inspirere andre, siger Jane, der er helt med på, at købestop ikke tiltaler alle.

Hjemme i privaten gælder købestoppet ikke mandens og børnenes egen økonomi, for nu er de to sønner 14 og 16 år. 

Nok er de blevet mere påholdende af at have Jane i huset, men det var manden, der sagde, at nu skulle Jane altså købe et par nye løbesko. da de gamle havde været udtrådt et halvt år.

Jane går så langt som til at sige, at med købestoppet har hun kunnet forme det liv, hun gerne vil have. Intet mindre.

– Jeg fandt jo ud af, at jeg ikke går glip af noget. Tværtimod. Mit liv er tusind gange bedre, fordi jeg sparer så meget tid og tankevirksomhed. Før kunne jeg bruge masser af krudt på at overveje, hvilken ny sommerkjole, jeg skulle have. 

Og da vi fik drengene, var min største frygt at blinke og føle, at nu var de blevet store, og tiden var forsvundet. Købestoppet har frigivet tid, der er brugt på at være sammen med mine børn og gå en tur og læse en bog. 

For mig er det eneste vigtige, hvad det er for et liv, jeg skaber med de ting, jeg køber og ikke køber. 

Sådan laver du købestop

  1. Find ud af hvorfor du vil lave et købestop. Mit mål var hverdagsro og tid med mine drenge. Dit mål kan være helt anderledes.
  2. Beslut hvad du ikke vil købe mere. Jeg valgte tøj, fordi det var det, jeg købte mest af.
  3. Beslut, hvornår det skal begynde, og hvor længe det skal gælde i første omgang. Find evt. andre at følges med. Det gør det nemmere.
  4. Hvis du laver et købestop, der omfatter både ting og tøj, så lav nogle regler for dig selv og vælg måske en særregel: Denne ene slags ting må jeg godt købe, fordi den er meget vigtig for mig.
  5. I købestops-perioden køber du intet af de pågældende ting; for eksempel ikke et eneste stykke tøj eller sko.
  6. Ved periodens udløb: Overvej, hvad du har lært om dine købevaner, og om købestoppet skal fortsætte helt eller delvist.