Da Mia Wagner blev syg med stress, passede moren hende: "Hun vidste ikke, hvad hun gik ind ad døren til"

I store dele af Mia Wagners liv har hun været præget af performanceangst. Hun har været drevet af angst fremfor lyst. 

Angsten for ikke at nå det, hun skulle. Angsten for ikke at leve op til de forventninger, der var omkring og i hende. Angsten for at fejle.

– Jeg plejer at forklare det som en afgrund. Hvis du når dertil, hvor du ikke kan levere, så er det bare en stor afgrund af ingenting. Hvis ikke, jeg kunne leve op til det, der var forventet, ville jeg falde ned i det store, sorte hul, siger hun i podcasten ”Mit Yngre Jeg”.

Som ung forsøgte hendes mor at fortælle hende det: Du har masser af tid, sagde hun. Men der gik mange år, før Mia lyttede til de ord. Som jurastuderende og ung advokat så hun ikke andet, end at hun skulle ”klare det”.

– Der er mange, der sikkert har sagt til mig: Det skal nok gå. Hvad er det værste, der kan ske? Alt det der, som folk jo siger. Men jeg så kun afgrunden, og mærkeligt nok havde jeg ikke tænkt over, hvad der sker på den anden side, siger hun.

Indtil det til sidst gik galt.

– Jeg blev sygemeldt med stress. Der blev jeg faktisk i den grad passet af min mor og far.

Forældrene tog over

Det er en periode, Mia ikke husker særlig godt. Men når hendes mor skal fortælle historien, lyder den i hvert fald, at hendes forældre sad i bilen på vej til Frankrig og måtte vende om, fordi deres datter havde det skidt.

– Min far var på vej på pension, og mine forældre skulle leve det søde liv i Frankrig. Det var lidt dealen, at nu skulle jeg til at overtage hans advokatfirma, så de kunne holde fri.

LÆS OGSÅ

Min mor tænker kun på sig selv, og jeg frygter, det går ud over mine børn

Det er svært med forældre. Man skylder dem taknemmelighed, samtidig med at man skal forholde sig til deres særheder. Med min mor blev det til sidst for meget.

Men da det gik op for dem, hvor syg deres datter var blevet, ændrede planerne sig. Mias far blev i firmaet og gik ned i løn, så hun kunne beholde sin. Samtidig overtog han alle hendes sager.

– Min mor besøgte mig tre gange om dagen og hjalp med børnene osv. Jeg ved, at det har været hårdt, og at hun nogle gange ikke vidste, hvad hun gik ind ad døren til.

Mia havde det så dårligt, at hun knap kunne gennemføre simple samtaler, skrive eller handle ind. Men hendes forældre prøvede på intet tidspunkt at kurere hende eller få hende hurtigere i bedring. De var der bare og gav hende plads til at have det, sådan som hun havde.

– Det har været en af de helt store livslæringer i mit liv. Man kan kalde det at holde rummet. For det er en del af pakken, at vi skal have det skidt, for det er det, der hjælper os på vej. Det er det, der fortæller os, hvem vi er. Det er en del af en modningsproces, og den kan ramme på alle mulige tidspunkter i dit liv. Det kan være sygdom, det kan være en kompliceret skilsmisse, det kan være, hvis man havde været minister i en uge, og man faldt om foran hele Danmark – tænkt eksempel.

Igennem Mias liv har hun flere gange ramt et punkt, hvor hun havde fornemmelsen af at falde ned i afgrundens dyb, men hun har også lært, at det er okay at havne dernede.

– Jeg skulle hilse at sige, at der faktisk er ganske fint dernede i afgrunden. Jeg har været dernede flere gange og undersøge lidt. Jeg tror nærmest, at jeg har en rulletrappe derned og op igen.

LÆS OGSÅ

Mathilde Passers mand er 20 år ældre: ”Vi kan godt mærke aldersforskellen, når vi taler køn”

Mathilde Passer og hendes mand er fra to forskellige generationer. Det kommer til udtryk på flere forskellige måder, men det har også lært hende noget vigtigt.