Kvinde i lang mønstret frakke står i en lys, buet gang og kigger til siden

Camilla Søe satte skub i Metoo-bevægelsen: ”Vi ville slå fuldstændig fast, at det var et problem, der ikke kunne diskuteres”

Debattør og tidligere medlem af Venstre Camilla Søe var med til at sætte skub i Metoo-bevægelsen. Og når hun tænker tilbage, mener hun, at der har været større fokus på krænkerens fremtidige muligheder for at finde arbejde, end på at få løst problemet og hjulpet ofrene.

ALT for damerne logo

Det var min gode veninde Maria Gudme, der satte skub under mig, fordi hun var modig og delte den oplevelse, hun havde i Socialdemokratiet, der i sidste ende fik Frank Jensen til at pakke sydhavnsfrugterne, fortæller Camilla Søe.

Maria Gudme (S) fortalte, at hun var blevet taget på låret af Frank Jensen til en fest, dengang han var overborgmester, og hun var organisationssekretær. 

På det her tidspunkt i MeToo, var det til debat, om seksuelle krænkelser var et problem, der fandtes på Borgen, derfor gik Camilla Søe til tasterne og delte sin historie på Facebook. 

Her beskrev hun, hvordan hun som praktikant på Christiansborg fik besked på ”knappe lidt mere ned i skjorten”, når hun serverede kaffe for en mandlig politiker og hans gæster.

– Mit ærinde var ikke, at det skulle få konsekvenser for den her mand 

– det fik det selvfølgelig heller ikke, alle vidste i forvejen, at han opførte sig klamt, men jeg insisterede på at vise den kultur, der var på Borgen.

Sammen med Maria Gudme (S), Sigrid Friis Proschowsky (RV) og Freja Fokdal (V), startede Camilla Søe initiativet ”EnBlandtOs” i september 2020. 322 kvinder på tværs af partier underskrev et fælles opråb om sexisme i politik, der blev bragt i Politiken.

– Vi ville slå fuldstændig fast, at det her var et problem, der ikke kunne diskuteres. Derfor samlede vi 79 anonyme vidnesbyrd, der viste sig at være tungen på vægtskålen. Flere af de ting, der bliver beskrevet i de vidnesbyrd, hører til på en politistation – ikke i en debatsektion.

Ifølge Camilla Søe viser især de 79 vidnesbyrd, hvor stort et spænd, der viser sig i de sager, der falder under metoo-bevægelsen.

– De berettede om alt fra nedladende sexistiske kommentarer i de politiske miljøer til overgreb og voldtægt. Vi stod sammen på tværs af partier, ikke fordi vi var politikere, men fordi vi var kvinder.

Bevægelsen skabte massiv røre og fik nogle af landets toppolitikere i tale. Det blev nævnt i statsministerens åbningstale og ifølge Camilla Søe, havde den med stor sandsynlighed betydning for samtykkeloven, som vi kender den i dag. Men det havde også store personlige konsekvenser for Camilla Søe selv.

– På det her tidspunkt, var Inger Støjberg den konstituerede formand i Venstre, og hun mente, at Metoo var gået over gevind, og at det var kvinderne selv, der måtte tage sig sammen og lære at sige fra. 

Når dem, som man synes, man skal læne sig ind i, ikke engang anerkender problemstillingen, så er det slag i ansigtet – især når man stiller sig frem på den måde, som jeg gjorde. Der var ikke nogen fra mit bagland, der greb mig eller havde min ryg.

Metoo-treparten

Privat modtog Camilla Søe mange ubehagelige beskeder og kommentarer, og i debatten kunne hun se, at hendes mission ikke var velanset af store dele af højrefløjen.

– For mig personligt har det haft en betydning for cirka alle dele af mit liv. Jeg gik til psykolog, og jeg var så stresset i den periode, at jeg faktisk tabte min øjenvipper. 

Folk er mere individorienterede på højrefløjen, og jeg kunne godt mærke, at det var meningen, at jeg skulle være en stærk kvinde og klare mig selv.

Når Camilla Søe tænker tilbage på, hvordan de efterfølgende Metoo-sager forløb, mener hun, at der har været større fokus på krænkerens fremtidige muligheder for at finde arbejde, end på at få løst problemet og hjulpet ofrene.

– Selvfølgelig har det haft stor betydning, at nogle af de ledende skikkelser, vi har set i dansk politik, har måttet fratræde deres position, fordi de ikke har kunnet opføre sig ordentligt. 

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke synes, at der er nogen, der har fået frataget sin politiske position, som ikke fortjente det – men jeg synes, at de stakkels mænd får lov til at fylde rigtig meget af den offentlige samtale. 

Problemet forsvinder altså ikke udelukkende ved, at vi fjerner magtfulde mænd, der ikke kan holde fingrene for sig selv.

– Der blev lavet en Metoo-trepart, og den tror jeg har været rigtig vigtig.

”Metoo-treparten” er en aftale imellem arbejdsmarkedsorganisationerne og arbejdstagerorganisationerne. Aftalen sørger for, at arbejdsgiveren skal kunne sikre ordentlige rammer for grænseoverskridende adfærd på arbejdspladsen.

– Det har allerede betydet store erstatninger til nogle af de kvinder, der har været udsat for krænkelser på arbejdspladsen, hvor ledelsen har svigtet. Og det har en stor betydning landet over.

– Jeg har en stor megafon og en ølkasse at stå på, og det er der mange af mine veninder, der også har, men der er altså alle dem, der er på arbejdspladser, hvor man ikke har den samme mikrofon

– og når din krænker så ikke engang er landskendt, så er der ikke stor interesse for at tage sagen op i medierne.

Vigtige samtaler

Selvom Camilla Søe er glad for den udvikling, hun var med til at sætte skub i, mener hun fortsat, at der er vej at gå.

– Vi siger heller ikke, at nu gælder færdselsloven ikke længere, fordi vi er sikre på at folk ved, hvordan de kører pænt. Den her slags ting er man nødt til at genbesøge.

– Jeg håber jo rigtig meget, at om 15 år, når mine piger skal ud at have deres første arbejde, at de så synes, at det er helt vildt forældet, det mor har sat gang i. Jeg håber, at de vil tænke, at selvfølgelig skal vi da behandle hinanden ordentligt.

– Og jeg kan sige, at selv min egen far, min dejlige borgerlige far, som er født i starten af 60'erne, han rykker sig også rigtig meget på det her emne. Så der er nogle vigtige samtaler, som ikke foregår i Facebooks kommentarspor, men som foregår derhjemme, og de er enormt vigtige. 

Jeg tror, at det der med at gøre det så konkret som muligt og fortælle, hvad man selv har oplevet, kan være med til at få flere til at lytte. Vi skal gerne nå derhen, hvor det faktisk slet ikke er nødvendigt at stille sig op og navngive nogen, der har været grænseoverskridende over for en, fordi det allerede er håndteret.

Camille Søe

Rådgiver i interesseorganisationen “Greater Copenhagen”, forfatter og tidligere medlem af Venstre. 

Hun er 35 år, gift med Jakob Engel-Schmidt og bor i København. Er lige nu på barsel med sit andet barn.