Stilbillede fra serien 'Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to'.

Ny sæson af ”Kastanjemanden” er her endelig: Her er, hvad du kan glæde dig til

Hvorfor er børn så ... uhyggelige? I den nye sæson af ”Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to” leger en morder gemmeleg med sine ofre.

ALT for damerne logo

Thrillerserie

1, 2, 3 ... nu kommer jeg!

Jeg er ærligt talt ikke helt og aldeles sikker på, at jeg har nerver til at gennemføre den nye sæson af ”Kastanjemanden” … 

Men med det stærke hold af danske skuespillere, et nervepirrende plot baseret på Søren Sveistrups krimi – og en produktion, der nok skal sende serien til tops på Netflix’ mest sete-liste, er der ingen vej udenom. 

En ny morder leger gemmeleg med sine ofre og med efterforskerne Mark Hess og Naia Thulin, spillet af Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard. De har det … kompliceret med hinanden, men må lægge deres personlige forhold til side for at dykke ned i sagen om en 41-årig kvinde, der bliver fundet dræbt.

Det viser sig, at kvinden i månedsvis er blevet udsat for stalking, og at morderen har tilsendt hende private billeder og en urovækkende tælleremse op til mordet. 

Hvad betyder den perfide gemmeleg og de uhyggelige børnerim? Da det viser sig, at mordet har forbindelse til et endnu uopklaret drab på en 17-årig gymnasieelev to år tidligere, kommer kollegaen Marie Holst (Sofie Gråbøl), der ikke har kunnet slippe sagen, med på efterforskningen. 

Dorte W. Høgh og Emilie Lebech Kaae er hovedforfattere på serien, og de har skabt en fortælling, der river dig rundt ved næsen (i bedste forstand), mens instruktører Milad Alami og Roni Ezra sørger for en serie, der både visuelt og fortælleteknisk spiller med på de helt store streaming-klinger. 

Dansk krimi er en eksportvare i verdensklasse – og nu skal hele verden være med i en uhyggelig gemmeleg.

”Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to” har premiere på Netflix 7. maj