Illustrationsfoto
Foto: Getty Images
Utryghed og tabu: Kun hver syvende kvinde kender barselsvilkårene
Barsel er stadig et tabu i rekruttering, og der er markant mangel på transparens ifølge ny undersøgelse.
Hvorfor ved vi mere om frokostordningen end om barselvilkårene, når vi søger et job?
Selvom det selvfølgelig er dejligt med en god kantine på den nye arbejdsplads, så er det for mange ikke nok blot at blive spist af med en fordelagtig frokostordning i ansættelsesprocessen.
Knap 94 procent mener nemlig, at det er vigtigt at kende barselsvilkårene, når de søger job, ifølge en ny undersøgelse fra virksomheden Momkind og interesseorganisationen Kvindeøkonomien.
Alligevel får kun 14 procent informationen i forbindelse med rekrutteringsprocessen.
Manglende transparens om barselsvilkår rammer kvinder på både økonomi, karriere og familieliv og kan have store konsekvenser for både den enkelte og for arbejdsmarkedet ifølge forperson for Kvindeøkonomien Benedikte Løje Nielsen.
– I dag er der en grundlæggende ulighed på arbejdsmarkedet, når det gælder barsel: Arbejdsgiverne kender vilkårene, mens kandidaterne oftest er uvidende. Det betyder, at et af livets vigtigste økonomiske beslutninger bliver truffet på et uoplyst grundlag, siger hun i en pressemeddelelse.
Forskel på mænd og kvinder
Kan man så ikke bare spørge sin potentielt kommende arbejdsgiver, hvordan barselsvilkårene er i virksomheden?
For mange kvinder er det ikke så ligetil, som det lyder. Ifølge spørgeskemaundersøgelsen er kun hver femte kvinde tryg ved at bringe barselsvilkår på banen.
Derimod ser det anderledes ud for mænd, hvor over halvdelen føler, at de trygt kan tale om barselsvilkår på vej mod deres næste job.
Alligevel er en arbejdsgivers svar på spørgsmålet om barselsvilkår vigtig for mange. Ifølge undersøgelsen kunne godt halvdelen af respondenterne finde på at fravælge et job på grund af dårlige barselsvilkår.
Omvendt kan gode barselsvilkår tiltrække nye medarbejdere, og dermed påvirker en mangel af transparens i danske virksomheder både ligestilling og virksomhedernes evne til at tiltrække talent.
Det handler især om, at arbejdsmarkedet er i forandring i takt med den unge generations indtræden, lyder det fra CEO og stifter af Momkind Nanna Schultz.
– Virksomheder konkurrerer allerede på løn, fleksibilitet og formål. Transparens om barselsvilkår er et oplagt næste skridt, især hvis man vil tiltrække de yngre generationer, der forventer en åben ledelsesstil og bedre work-life balance, siger hun i en pressemeddelelse.
– Åbenhed er ikke kun en fordel for medarbejderne, det er også et konkurrenceparameter for virksomheder, der vil fastholde og tiltrække talent.
Ny database
For at skabe rum til åbenhed har Momkind og Kvindeøkonomien lanceret landets første database over barselsvilkår, hvor virksomheder og deres medarbejdere inviteres til at dele deres vilkår offentligt for at gøre det lettere for kandidater at træffe oplyste valg.
Ifølge Benedikte Løje Nielsen er åbenhed et konkret og vigtigt skridt mod økonomisk ligestilling.
– Når vi gør barselsvilkår synlige, skaber vi et mere fair udgangspunkt for forhandling og karrierevalg. Gennemsigtighed er ikke radikalt, det er en nødvendighed.
Databasen er lanceret i forbindelse med Momkind og Kvindeøkonomiens kampagne "Lad os snakke om barsel", der skal være med til, at både mænd og kvinde kan tale trygt om barselsvilkår på vej mod deres næste job.
Du finder databasen her.
Om undersøgelsen
- 1.751 personer deltog i spørgeskemaundersøgelsen, som blev gennemført af Momkind og Kvindeøkonomien i marts og april 2026.
- 93,7 procent mener, at det er vigtigt at kende barselsvilkår, når de søger job.
- 14 procent fik information om barselsvilkår i rekrutteringsprocessen, sidst de søgte et job, mens 79,4 procent ikke blev informeret.
- 56,5 procent af mænd er trygge ved at spørge ind til barselsvilkår i en rekrutteringsproces, mens det kun gælder for 18 procent af kvinder.
- 51,2 procent kunne finde på at fravælge et job på grund af dårlige barselsvilkår.