”Hej piger”, siger veninden, som træder ind i rummet.
Vi sidder fem kvinder i de magelige café-stole, og vi er i alderen 35 og opad. Og lige netop det ord giver mig akkurat samme følelse indeni, som når kridtet ramte tavlen på den helt forkerte måde og frembragte en lyd, som fik det til at hvine og stritte inde i mig, da jeg sad som pige i matematiktimen på min folkeskole.
For netop betegnelsen pige er en, som jeg fralagde mig, da jeg forlod teenagealderen. Det er da meget nuttet og sødt, er der nogen, som vil mene om at blive kaldt pige, selvom de for længst har afsluttet deres uddannelse og er i fuld gang med karrieren, men jeg kan simpelthen ikke længere se mig selv som en pige.
Men hvad er det, der skurrer i mine ører, når jeg bliver tituleret som en pige?
Det er egentlig ret simpelt, for da jeg var en pige, elskede jeg at lege med Barbie-dukker, jeg mimede med hårbørsten foran spejlet, mens jeg forstillede mig, at jeg var Marie Fredriksson fra Roxette, og jeg fik mit allerførste kys af Karsten – selvom mine øjenvipper var klistret sammen af den blå mascara, jeg havde forsøgt at lægge.
I dag er jeg en sej og stærk dame på 53 år.
Jeg elsker at drikke vin med mine venner, jeg er ikke blevet sanger, men journalist, jeg arbejder med at skrive artikler om alt, hvad der rører sig i et kvindeliv, jeg har fået et barn sammen med min mand.
Og nej, min makeup har jeg stadig ikke helt styr på at lægge til perfektion, men til gengæld har jeg fået smukke, fine rynker som bevis på et levet liv.
Så når jeg i dag bliver kaldt en pige, føler jeg mig talt ned til. Så ser jeg teenage-Susanne for mig – og forstå mig ret, jeg elsker hende, for hun var også sej og stærk, men også ung og sårbar, fordi livet gav flere spørgsmål end svar.
I dag hviler jeg (nogenlunde) i mig selv. Jeg har fået masser af knubs fra alle fronter på min vej gennem livet – det har krævet tårer, vrede og sårede følelser.
Jeg har talt med veninder, mand og psykolog, som alle har lært mig, hvordan jeg kommer stærkt tilbage og bliver den bedste udgave af mig. Jeg har arbejdet hårdt for at få respekt og en rolle i mit karriereliv.
Jeg har opdraget min dreng til at blive en smuk og betænksom mand.
Så en pige – det er jeg dælme ikke længere.
Men hvad er du så, bliver jeg spurgt, da jeg fortæller om min aversion mod at blive kaldt pige?
Jeg er i hvert fald ikke "boss lady" (som er et andet udtryk, jeg simpelthen heller ikke kan forstå – boss, fordi det minder mig om Bruce Springsteen, mens lady er en betegnelse for kvinder fra et andet århundrede, som blev født med en sølvske i munden og hersede med tjenestefolk – lige med undtagelse af Sybil fra Downton Abbey).
Og så kommer jeg til at tænke på noget, som en tidligere chef sagde:
”Det fineste, man kan være, er en dame”.
Og hurra for det!
Om Susanne Knutzen
- Ugens klummeskribent er redaktør på Alt.dk.
- Hun er gift med Tue og mor til Aske. Fritiden bliver brugt på træning, hygge og sommerhuset på Bornholm.
