Metrologerne lover godt vejr i weekenden, og du forestiller dig, at du skal tilbringe tiden under blå himmel med en kold drink i den ene hånd og en god bog i den anden.
Men når søndag går på hæld, har du ikke så meget som åbnet den bog, der har ligget og kaldt på dig fra sofabordet, og som du konstant har haft i øjenkrogen, men ikke har haft gejsten til at samle op.
Det er i hvert fald noget, jeg har oplevet mange gange – om det så er på togturen til Jylland, regnvejrsdagen på sofaen eller i sengen før søvnen.
Jeg har en idé om, at jeg gerne vil være en person, der læser – og nyder det. Men jeg har svært ved at blive det.
Læsning skal ikke være noget, du gør af tvang. Du skal have lyst til det. Men når det så er sagt, så er der måder, du kan forsøge at tvinge lysten frem på.
Derfor har jeg samlet mine bedste råd, der fik mig ud af en såkaldt “reading slump” og gav mig motivationen med at komme i gang med den hobby, jeg jo egentlig elsker.
1. Sænk ambitionsniveauet
Lad være med at have for høje forventninger i starten, så du kvæler din lyst til at læse, inden du overhovedet er kommet ordentligt i gang. Du behøver ikke læse i flere timer eller bladre hundrede gang. At læse i 10 minutter eller at læse 10 sider er godt nok.
2. Vælg en overskuelig bog
På samme måde er det en god idé at vælge en bog, der ikke er for ambitiøs. Læs noget, der ikke er for langt eller for komplekst. Der findes mange romaner under 200 sider. Nogle gange hjælper det, hvis det er en bog, der har mange korte kapitler, så man får en følelse af fremdrift og effektivitet, når man læser.
3. Vælg en bog, du rent faktisk gerne vil læse
Du behøver ikke læse den bog, der har stirret på dig fra bogreolen i de fem år, der er gået, siden du købte den. Vælg noget, der pirrer din interesse nu og her. Det er meget normalt at være såkaldt “humørlæser”, hvor man skifter meget imellem, hvilke genrer og temaer man føler for i øjeblikket. Du kan eventuelt læse anmeldelser af bogen på apps som Goodreads for at se, om bogen er noget for dig, inden du giver dig i kast med den.
4. Ingen skam i at købe nye bøger
Det er i hvert fald ikke en ulempe at give dig selv et udvalg af bøger at vælge fra. At læse bøger og købe bøger siges at være to forskellige hobbyer. Det er i hvert fald sandt for mig, der har mange ulæste bøger på min reol. Men det er dels, fordi jeg bliver tilfredsstillet af at købe en ny bog, og så er det, fordi jeg godt kan lide at have et bredt udvalg, der kan akkommodere mit humør, der svinger vidt og bredt. Når jeg skal vælge en ny bog at læse, kan det lige så vel være, at den har stået på min reol i syv år, som at jeg købte den i går. Den mere økonomiske og fornuftige løsning er måske bare at bruge bibliotekerne.
5. Brug det som en pause fra virkeligheden
Om det så er en fantastisk verden ulig din egen, eller med karakterer der er samme sted i livet med lignende udfordringer som dig, så kan det noget at forsvinde ind i en anden verden. Fordi det kræver en vis koncentration, så har en bog ofte den effekt, at man glemmer alt andet omkring sig. Man kan også blive meget opslugt og knyttet til karaktererne, fordi man tilbringer længere tid med dem, end hvis man så en film.
6. Gør det til noget hyggeligt
Lav en kop varmt at drikke. Tænd for stearinlysene. Tænd op i pejsen. Det kan også være på fjernsynet. Netflix har flere forskellige slags, der varer cirka en time, og måske kan det skabe et passende tidsrum at læse i. De har også nogen med baggrundsmusik fra fx Bridgerton, hvis stemningen skal skrues helt op.
Når først du har brugt tid til at skabe rammerne, oplever jeg i hvert fald, at jeg føler, at jeg bliver nødt til at udnytte dem.
7. Skab tid til det
Som så meget andet i livet handler det om prioritering. Du kan næsten altid finde noget andet at bruge tiden på, som eksempelvis at se en serie på dit tv eller scrolle på din telefon.
Et godt råd er at skabe nogle tidslommer, hvor du siger til dig selv, at det er læsetid. Det kan fx være inden du skal sove – jeg har hørt, at det hjælper på søvnen ikke at kigge for meget på sin telefon inden sengetid. Det kan være på turen til og fra arbejde – medmindre du kører bil, men her er lydbøger en god løsning. De tæller også. Eller det kan være, inden du tænder for din yndlingsserie – hvis serien er god nok, er min erfaring, at du ikke får slukket for den igen til fordel for din bog.
8. Læg telefonen væk
Den har du nok hørt før.
Medmindre du læser på din telefon. I så fald er det ikke et særlig godt råd. Så kan du eventuelt indstille den til ikke at forstyrre dig, selvfølgelig.
9. Sæt mål
Selvom det er vigtigt ikke at presse sig selv for meget, så det bliver en pligt mere end en lyst, så hjælper det mig at sætte mål for, hvor meget jeg gerne vil læse på en dag. Jeg kan godt lide at konkurrere med mig selv. Men så er det også lige så vigtigt ikke at se det som et nederlag, hvis det ikke lykkes. Så lyt kun til dette råd, hvis det er noget, der kan motivere dig.
10. Tag del i alt det andet
At have læsning som hobby handler ikke nødvendigvis kun om den gode læseoplevelse i sig selv. Der er meget andet, der omgiver den. For eksempel er der på sociale medier som TikTok og Instagram – hvor fællesskabet henvises til som henholdsvis BookTok og Bookstagram – en masse indhold, hvor folk anmelder, anbefaler og diskuterer bøger.
Man kan også engagere sig i bogklubber. Det kan både være af den fysiske slags med både venner eller fremmede (her er Google din bedste ven til at finde de mange bogklubber, der findes rundt i landet), men det kan også være online. App’en Fable er et slags socialt medie, hvor man kan deltage i bogklubber – uden forpligtelser. Hvis man ikke når at læse bogen, så er det ikke, fordi man sidder i en rundkreds uden at ane, hvad de andre snakker om. Men hvis man gør, kan man læse andres og dele sine egne refleksioner kapitel for kapitel.
Hvis man får et kick af at kunne lide at følge med i dataen omkring sin læsning – hvor mange bøger, hvor mange sider, hvilke genrer osv. – er særligt app’en Storygraph et godt bud, da den byder på mange måder at sortere data på.
11. Læs på et andet sprog
Jeg oplevede, at det aldrig rigtig føltes helt godt at læse bøger på dansk. Det passer meget bedre til mig at læse på engelsk, især hvis det er bogens originalsprog. Det kræver dog mere koncentration – og at du kan engelsk, selvfølgelig.
Fordelen er, at udvalget af bøger bliver en del større, og hvis du vil købe dem, er engelske bøger ofte billigere.
12. Husk, at det er et privilegie
Det er godt at huske sig selv på, at dét overhovedet at kunne læse er et privilegie i sig selv, som ikke alle har mulighed for. Derudover giver det dig en helt særlig indgang til en hel verden, du selv er med til at skabe i dit eget hoved. Selvom fiktionsbøger er, ja, fiktion, så er de skrevet af ægte mennesker (forhåbentligt), og karakterernes følelser og handlinger har altid afsæt i ægte mennesker. Derfor er der meget at lære om, hvordan andre tænker, og hvorfor de gør, som de gør. Det er en unik mulighed for at komme ind i hovedet på andre – uden at det bliver ulovligt – og dermed udvide sin egen horisont.
13. Beslut dig for det
I bund og grund handler det om at træffe et valg om, at nu vil jeg læse. Jeg oplever ofte, at jeg ikke rigtig har lyst, men jeg ved også, at jeg egentlig gerne vil. Så læser jeg alligevel, og jeg oplever oftest, at glæden først opstår, når jeg er i gang, og at jeg 50 sider senere, efter at have glemt tid og sted, er glad for, at jeg gjorde det.
Tre boganbefalinger, der kan få dig i gang
Det er ikke sikkert, vi deler samme smag – men disse bøger har fået tændt for læsebegejstringen i mig, så måske de virker for dig.
- "Jeg som aldrig har kendt mænd" af Jacqueline Harpman (den er under 200 sider, den er rimelig ligetil, og den sætter sig fast i dig, længe efter du har sat den tilbage på hylden)
- "Folk med angst" af Fredrik Backman (eller egentlig bare alt, han har skrevet. Kapitlerne er super korte, der sker noget hele tiden, den tager fusen på dig mange gange, og så er den bare super sjov)
- "Lykken har otte arme" af Shelby Van Pelt (den bliver snart til en film på Netflix, hvilket måske kan motivere dig, og så er den på samme tid både livsbekræftende og mystisk)