Selhurst Park er ikke noget kønt syn. Som det ligger der, klemt inde mellem endeløse rækker af lige så nedslidte rækkehuse i den uglamorøse Londonforstad Croydon, virker det gamle fodboldstadion så dystert som stemningen blandt publikum i aften.
Det hårdt prøvede hjemmehold, Crystal Palace, er bagud efter første halvleg, og selvom min søn og jeg står som sild i en tønde i køen til fadøl og fastfood, er her underligt stille.
Det er lyden af fædre og sønner, der ikke helt ved, hvad vi skal tale med hinanden om, hvis vi ikke kan tale om fodbold. Og hvad gør vi så, når fodbolden ikke er værd at tale om?
Den stille desperation forstærkes af reklamerne på stadiontoiletterne.
Kampagner mod mænds ensomhed, depression, selvmord.
Sidstnævnte er den hyppigste dødsårsag blandt britiske mænd under 50 år. Mænd i alle aldre tegner sig for godt 75 procent af alle selvmord i Storbritanien. Jeg har set reklamerne og kampagnerne overalt på deres stadions og på fodboldklubbernes egne sociale medier.
Opfordringer til den stolte, vrede og isolerede britiske mand om at tale med andre om mental sundhed. Hold øje med dine venner, ring på dette gratis telefonnummer, bed om hjælp. Du er ikke alene. På danske fodboldstadions ser jeg kun reklamer for gambling, alkohol og lokale håndværkere.
I Storbritanien reklamerer de for at holde os mænd i live.
Tallene herhjemme er måske heller ikke lige så alvorlige.
Vi kæmper ikke med samme grad af fattigdom, arbejderklassedesperation og mandsdominerende pubkultur, hvor svære følelser druknes i øl og øretæver.
Min egen skotske far flygtede fra drukkulturen, fandt en kone i Danmark og så sig aldrig tilbage. Min mor sagde altid, at det reddede ham fra en tilværelse, han ikke nødvendigvis havde overlevet. Men vi danske mænd fører stadig stort i selvmordsstatisikkerne. Næsten en tredjedel af os mangler stadig fortrolige at tale med om nedturene.
Mange af os er stadig kun en krise, en skilsmisse eller en fyring fra at ende i rendestenen. Jeg var selv på vej derned for et par år siden.
Vi er alt for dårlige til at tale om mænds mentale sundhed i Danmark. Vi vil så nødigt ødelægge den gode stemning, forstyrre hinanden eller virke som nogle tøsedrenge. På den måde er vi ikke en dyt bedre end de britiske mænd.
De forholdsvis få kampagner, der skal få os til at række ud og åbne for følelserne, pakkes alt for ofte ind i typisk dansk hø-hø-humor. Her er Jørgen, han er trist og deprimeret, ergo laver vi en reklamefilm, hvor han sidder nede i et rigtigt hul og hænger lidt med mulen.
Så kan vi rigtig forstå pointen. Måske skulle vi gå mere alvorligt til værks. Som på Selhurst Park.
Jeg finder min søn i menneskemængden. Han er 20 år, det er vores første fodboldrejse sammen. Han siger ikke meget, sådan er det vel med unge i den alder, han vil hellere være på Snapchat end at tale om følelser med sin far.
Jeg vil sige til ham, at han aldrig må gå alene gennem livet, når det en dag bliver svært, men ordene klumper sammen. Det bliver blot til et klem om hans skulder.
Måske er det også nok. For nu.
Søren McGuire
Ugens klummeskribent er kommunikationsrådgiver, nordjyde og fraskilt far til tre sønner. Han er 46 år og lige lovlig glad for sørgelig countrymusik, gode bøger og udsigten til at få endnu en weekend spoleret af diverse engelske fodboldhold.
