Delt billede med krigsscene til venstre og jakkesætklædte personer i modern bygning til højre

Du kender ham fra Borgen og Game of Thrones: Her er de 21 bedste film og tv-serier med Pilou Asbæk

Har du også set Slangedræberen for nylig og trænger til endnu mere Pilou Asbæk? Den danske skuespiller gemmer på mange fantastiske præstationer, som du måske ikke har set endnu!

alt.dk logo

Pilou Asbæk er uden tvivl en af nutidens mest folkekære danske skuespillere.

Efter at have fuldført skuespilleruddannelsen fra Statens Teaterskole i 2008 debuterede Johan Philip Asbæk (forkortet til Pilou på fransk for 'lille Philip') i Niels Arden Oplevs Oscar-nominerede film, 'To verdener'. Og herfra kan man roligt sige, at hans karriere har rullet fremad.

I sine mange aktive år har Pilou Asbæk både spillet overfor Scarlett Johansson i flere store internationale film og ageret vært med Lise Rønne og Nikolaj Koppel, da Danmark afholdte Eurovision Song Contest i 2014.

Nedenfor får du et overblik over hans allerbedste optrædener både i tv-serie- og filmformaterne!

Tv-serier med Pilou Asbæk

Helt fra slut 00'erne og frem har vi fået fornøjelsen af at se Asbæk i alt fra roller i folkekære, danske serier som Kasper Juul i 'Borgen' til store internationale produktioner som Euron Greyjoy i 'Game of Thrones'.

Men hans rollekartotek rækker meget længere og bredere, og mon ikke, der er noget til din smag?

Slangedræber (2026-)

Pilou Asbæk i grøn jakke sidder ved rattet i en bil om natten

'Slangedræber' er Pilou Asbæks seneste serieoptræden, hvor han spiller hovedrollen Brian, der går under kælenavnet Smiley i sit arbejde for den berygtede politienhed, Uropatruljen.

Smiley er lidt af en hård negl, der, med sin mere sympatiske sidekick, Jim (Lars Ranthe), igangsætter en jagt på Hugormen, som styrer narkohandlen på Vesterbro og også mistænkes for mord.

Anders Ølholm-seriens første sæson består af fire afsnit, hvor både Joey Moe, Julie Rudbæk og Laura Christensen optræder, og kan ses på Prime Video – og så er den netop blevet udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes.

Foundation (2021-)

Pilou Asbæk i futuristisk kampdragt løfter hånden i svagt oplyst rum

I denne amerikanske sci-fi serie fra Apple TV+, spiller Pilou Asbæk den intergalaktiske skurk, The Mule, fra tredje sæson.

Serien foregår i en verden, hvor menneskeheden er på kanten af udryddelse og civilisationen skal reddes. 

Pilou optræder for første gang i de nyeste afsnit fra 2025 som en trussel for galaksefreden med en plan om at overtage hele universet med tankekontrol og krigsmagt.

Den gode stemning (2024-)

Mads (Pilou Asbæk) og Eva (Iben Hjejle) i samtale i en lysning med skov og solnedgang bag dem

Den nye serie fik dansk premiere i december 2025 efter den havde været på tur i blandt andet Spanien, Australien og England. 

Pilou Asbæk og Iben Hjejle spiller over for hinanden som søskendeparret, Mads og Eva.

Udadtil virker de som to ret velfungerende menneske, men indeni kæmper de med hver deres dæmoner: Eva har en hemmelig affære, mens hendes arkitektfirma smuldrer, og Mads drømmer om at gøre karriere inden for musikken, men kæmper oveni med et voksende misbrug.

'Den gode stemning' kan ses på TV 2 Play.

Efterforskningen (2020)

Pilou Asbæk i jakkesæt sidder eftertænksom ved skrivebord i lyst mødelokale

I miniserien spiller Pilou Asbæk specialanklageren Jakob Buch-Jepsen i den famøse Ubådssag.

Serien følger efterforskningens forløb med Søren Malling i hovedrollen som Jens Møller Jensen, drabschef i Københavns Politi.

Han og Buch-Jepsen arbejder hårdt for at indhente bevismateriale for drabet på Kim Wall, hvor skiftende forklaringer og manglende kropsdele udfordrer efterforskningen.

Game of Thrones (2011-2019)

To personer i mørkt kostume taler intenst sammen på en stenet scene med søjler.

Det er vist ikke en hemmelighed, at der gemmer sig en del danske skuespillere i den storslåede 'Game of Thrones'-serie. Både med Nikolai Coster-Waldau, Birgitte Hjort Sørensen, Dar Salim, Frank Hvam og selvfølgelig denne artikels mand i skysovs, Pilou Asbæk, på rollelisten.

I sjette, syvende og ottende sæson spiller Pilou rollen som den usympatiske pirat, Euron Greyjoy, hvor absolut ingen del af Asbæks originale charme får lov til at skinne igennem i hans præstation. For gud, hvor kan Euron Greyjoy være skræmmende!

1864 (2014)

Krigsserien fortæller historien om krigen i 1864, også kaldt Den anden Slesvigske krig, hvor preussiske og østrigske tropper bevægede sig ind i Slesvig.

Serien følger et brødrepar, Laust og Peter, som melder sig som frivillige til krigen, og Pilou Asbæk spiller den ensomme godsejersøn og soldat, Didrich.

Borgen (2010-2013)

Mand i jakkesæt og kvinde i frakke går side om side i lys bygning

I det folkekære, politiske drama støder vi på Pilou Asbæk som statsministerens spindoktor, Kasper Juul, der nok er en af hans mest ikoniske roller. 

Her spiller han en skarp og retorisk dygtig politisk rådgiver med en mørk fortid og komplicerede forhold i privaten. For rollen modtog han ligeledes TV Prisen for Bedste mandlige tv skuespiller.

Serien er anmelderrost i store dele af verden – faktisk blev den så populær, at DR i 2022 udgav en fjerde sæson i samarbejde med Netflix – hele ni år efter seriens tredje sæson.

Forbrydelsen (2007-2012)

Blot et år efter Pilou Asbæk blev færdiguddannet som skuespiller fra Statens Teaterskole optræder han i en enkelt episode i anden sæson af den store danske serie 'Forbrydelsen'. 

Her spiller Asbæk karakteren David Grüner.

Film med Pilou Asbæk

Asbæk skinner ikke kun igennem på tv'et i de mange gode tv-serier. Han er bestemt også en fornøjelse at opleve på det store lærred.

Nedenfor finder du mange af de fantastiske film, som Pilou har medvirket i, hvor han ses i alt fra rollen som en omsorgsfuld kæreste til en dræbende cyborg.

The Fires (2025)

I denne islandske vulkan-thriller portrætterer Pilou Asbæk en dansk fotograf, som forelsker sig i en islandsk forsker, Anna (Vigdís Hrefna Pálsdóttir). Mødet vender op og ned på Annas kærlighedsliv som krymmel på toppen for en større katastrofe – et vulkanudbrud, som hun vurderer er på vej.

Filmen er desværre ikke tilgængelig i Danmark endnu, men vi krydser fingre for, at den snart kommer!

Salem's Lot (2024)

Pilou Asbæk i frakke og hat ved klassisk bil på mørk natlig gade

Asbæk optræder i en rolle i en halvny vampyr-thriller baseret på Stephen Kings roman af samme navn fra 1975.

I en lille landsby i New England kommer vampyrer til som truer livene af byens beboere. I sin rolle som Richard Straker er han nyankommen til byen, men også overvampyrens højre hånd.

Når befrielsen kommer (2023)

Bevæbnede mænd i hjelme fastholder en mand i gård foran hvid bygning.

I dette historiske drama spiller Pilou Asbæk højskoleforstanderen af Ryslinge Højskole på Fyn. Året er 1945 – og vi er i slutningen af besættelsestiden, hvor højskolen tvinges til at huse flere hundrede syge tyske flygtninge.

Spillefilmen er en rørende fortælling, der er baseret på virkelige hændelser, hvor Asbæk virkelig får lov til at skinne igennem.

Ghost in the Shell (2017)

Pilou Asbæk spiller side om side med store internationale stjerner i denne sci-fi punk actionfilm. Filmen er baseret på de japanske tegneserier, også kaldet manga.

I de bærende roller har vi blandt andet Scarlett Johansson og (selvfølgelig) Pilou Asbæk, som spiller cyborgen Batou. Det er virkelig spændende at se Asbæk i en helt vildt anderledes rolle.

Ben-Hur (2016)

I 2016-versionen af den famøse Ben-Hur-fortælling, spiller Pilou Asbæk den store romerske hersker Pontius Pilates, som er yderst led og hårdhændet.

En rimelig ikonisk rolle, hvis I spørger os.

Stille Hjerte (2014)

'Stille Hjerte' er et sandt stjernespækket drama, hvor både Ghita Nørby, Paprika Steen, Danica Curcic, Morten Grunwald og Vigga Bro gør entré.

Fortællingen centrer om en ALS-ramt kvinde, Esther (Ghita Nørby), som har besluttet sig for at dø, og derfor skal tage afsked med sine kære over en weekend.

I den fine og hjerteskærende spillefilm ses Pilou Asbæk i rollen som kæresten til Esthers ene datter, Sanne (Danica Curcic).

Fasandræberne (2014)

I den anden film i Jussi Adler-Olsens Afdeling-Q-filmrække ender et 20-års gammelt mord på vicekriminalkommissær Carl Mørcks skrivebord. Han opdager hurtigt, at der er noget lusket ved sagen.

I filmen spiller Pilou Asbæk en jagtglad forretnings- og rigmand, Ditlev Pram, og han spiller også over for David Dencik.

Lucy (2014)

I endnu en stjernespækket film er Pilou Asbæk i fint selskab med Hollywood-stjernerne Scarlett Johanson, som spiller hovedrollen, Lucy, og Morgan Freeman, der er videnskabsmand.

Iført røde solbriller, cowboyhat og brun læderjakke er Asbæks rolle ikke just hans mest charmerende. I filmen presser karakteren sin kæreste, Lucy, til at smugle en kuffert til en koreansk gangsterboss.

Kapringen (2012)

Vi kan love for, at vi får meget Pilou Asbæk for pengene i den danske film 'Kapringen'. Her spiller Asbæk nemlig hovedrollen Mikkel Hartmann, som er skibskok ombord på et dansk fragtskib, der bliver kapret af somaliske pirater.

Sammen med resten af besætningen bliver han taget som gidsel, hvor der imens igangsættes en redningsaktion og køres forhandlinger fra en dansk base.

En barsk film, må vi sige.

R (2010)

I 'R' ser vi igen Pilou Asbæk i en af hans mere barske roller. Asbæk spiller en nyindsat fange i Horsens Statsfængsel. I starten holder Rune lav profil, men han bliver hurtigt udfordret af, hvor han passer i hierarkiet.

For den sin ultraoverbevisende præstation vandt Asbæk både en Robert og en Bodil for Bedste mandlige hovedrolle. Noget af et gennembrud for den unge skuespiller.

En familie (2010)

For Ditte Rheinwald (Lena Maria Christensen) findes drømmejobbet i New York, og det er lige inden for rækkevidde. Hendes fremtidsplaner bliver dog udfordret, da hendes far bliver alvorligt syg. Han har kun et enkelt ønske: At Ditte skal overtage familiebageriet efter hans død.

Som støtte for Ditte i det svære dilemma står hendes kæreste, Peter, som er spillet af den skønne Pilou Asbæk.

Dig og mig (2008)

Mand rører ved kvindes ansigt i et lille flisebelagt rum

I en hjerteskærende fortælling om tre kræftramte unge kvinder, spiller Pilou Asbæk en omsorgsfuld og støttende kæreste.

Asbæks rolle, Oliver, er kærester med Stephanie (Julie Ølgaard), der i forbindelse med hendes sygdom skubber sine kære væk. Sammen må de kæmpe for kærligheden.

To Verdener (2008)

I dette drama udsættes den unge Sara (Rosalinde Mynster) for et svært dilemma: Skal hun være tro over for sin religion og familie, som er Jehovas Vidner, eller skal hun lytte til sin indre stemme og hendes kærlighed til Teis (Pilou Asbæk)?

'To Verdener' er Asbæks debutfilm, som også blev nomineret til en Oscar for Bedste udenlandske film.