Frankfurt rejsetips: Det skal du spise, prøve og opleve i den tyske by
Er det dig, der skal planlægge næste venindetur, er dit arbejde næsten gjort, når du har læst denne guide til et miks af storbyferie, naturoplevelser og vingårdsbesøg i Frankfurt og omegn.
Vibeke MonteroVibekeMontero
Berlin og Hamborg har de fleste et forhold til – eller måske besøgt. Men Frankfurt er særlig på mindst tre måder, byen har nemlig en både skyline prydet med slanke skyskrabere, små hyggelige æblevinbarer og kort vej til Rheingau, et af Tysklands allerbedste vindistrikter.
Med andre ord: Her får du og dine veninder mange forskellige fine oplevelser samlet i én og samme rejse.
”Livet er for kort til at drikke dårlig vin,” sagde Goethe, Frankfurts store forfattersøn. Vi fik heller ikke serveret et eneste glas dårlig vin, da vi var afsted.
Et smart tip er at bede om riesling trocken, som betyder tør riesling. Og så skal du prøve sekt, tyskernes variant af mousserende vin.
Men det, der gør størst indtryk i denne vinproducerende del af verden, er ikke, at vinen smager godt (det vidste vi jo i forvejen), men at oplevelserne på vingårdene er så hyggelige.
På tur blandt vinrankerne
En grapefrugt spritz i sene nattetimer på tagterrassen Ruby Louise.Foto: Vibeke Montero
Hvor franske vinbønder måske kan have en tendens til at være en smule snobbede, byder de tyske vinbønder jer hjerteligt velkommen. Mange af dem er kvinder, fordi de overtog vinproduktionen, mens der endnu var krig og konflikter i landet.
Vingårdene ligger i gåafstand fra Rheingaus idylliske landsbyer, og vinmarkerne er åbne for offentligheden. Her er der ingen hegn. En pæl i jorden angiver druerækkernes ”weingut” (vingårdens navn), som du måske vil genkende fra vinhylderne derhjemme.
At vandre fra landsby til landsby mellem drueklaserne er virkelig hyggeligt – og kræver minimal indsats.
I tager svævebanen op fra Rüdesheim og spadserer til den næste landsby, Assmannshausen, på et par timer. Selvfølgelig med vand, vin og lokale delikatesser i rygsækken.
Annonce
Hotel med sjæl
Er I af typerne, der helst vil yde, før I kan nyde, er landsbyen Lorch et godt udgangspunkt. Vi boede på hotellet Im Schulhaus, som er en ægte skolebygning og en arkitektonisk Bauhaus-juvel fra 1933. Her er alt lagt til rette for vandrere.
Du bliver hentet på togstationen, og på det komfortable hotel venter der selvbetjenings-vinbar, morgenmad i stjerneklasse og tilbud om en smurt madpakke. Herfra kan du vælge mellem 16 forskellige vandreruter, som alle har floden Wisper som udgangspunkt.
Floden Main løber igennem Frankfurt med udsigt til både grønne landskaber og historiske huse.Foto: Getty Images
Vil I holde jer til vintemaet, er den ni og en halv kilometer lange In Vino Veritas-rute et oplagt valg. Den tager jer gennem et smukt, men stejlt landskab, og I forstår hurtigt, hvor krævende det kan være at dyrke druer – også i denne del af verden.
Tilbage til Frankfurt
Hvor New York har Manhattan, har Frankfurt Mainhattan – et kælenavn for byen, hvor mere end 40 skyskrabere spejler sig i floden Main. Her blander moderne arkitektur sig perfekt med gamle, ærværdige bygninger – og et must er at spise den traditionelle kagespecialitet Frankfurter Kranz – for eksempel på det ærværdige konditori Goldene Waage i den gamle bydel.
Husfacaderne i Rüdesheim er som hentet ud af en film eller et eventyr.Foto: Vibeke Montero
Efter en lang dag med sightseeing og shopping er det dejligt at få massage – måske på toppen af en skyskraber? Vi anbefaler et dagskort til David Lloyd Skyline Spa.
Alt i alt er Frankfurt en cool storby med mange særprægede kvarterer. Tjek det trendy Sachsenhausen og det jordnære Nordend. Markedshallen Kleinmarkthalle bør I også have med! Her samles de lokale hver lørdag formiddag.
Glem Oktoberfest og ompamusik. Her er der feminin feststemning, I betaler kun fem euro for et glas vin – og det serveres i vinglas, ikke i plast!
Det skal du prøve
Annonce
Svævebanen i Rüdesheim: Lader dig svæve over vinrankerne! Indgår i Ring-billetten, som også inkluderer en bådtur tilbage fra Assmannshausen.
Svæv over Rüdes-heims mange vinrakker og nyd den smukke udsigt over byen.Foto: Getty Images
Vinsmagning hos Graf von Kanitz i Lorch: Vi nåede at smage hele tolv vine – både hvide, røde og mousserende.
Rhein Wein Welt i Rüdesheim: Et innovativt vinotek, hvor du først køber ti jetoner for ti euro og derefter kan skænke dig selv ti veltempererede smagsprøver på vin fra 76 lokale vingårde.
Rhein Wein Welt er et innovativt vinotek, hvor man selv kan skænke sig et glas.Foto: Vibeke Montero
Dagspa på David Lloyd Skyline Plaza i Frankfurt: Her nyder du moderne spafaciliteter på toppen af en af byens ikoniske skyskrabere.
Vintageshopping
Aschenputtel: Har et godt udvalg af rimelige og lidt dyrere genbrugsfund. Butikken er opkaldt efter Askepot og ligger lige ved Kleinmarkthalle.
Peggy Sue: Her er der fokus på 50’erne, og du kan få fat i alt fra pencilnederdele til swingkjoler. Du finder den i det trendy kvarter Sachsenhausen.
Carpe Diem: Butik med elegant brugt tøj til både kvinder og mænd. Ligger i Steinweg-passagen.
OLA Vintage: Her får du rimeligt vintagetøj, hovedsageligt fra 80’erne. Du finder den i bydelen Nordend.
LoppER: Hver anden lørdag er der loppemarked på Schaumainkai ved floden. Her finder du alt fra smykker og tøj til tekopper, fotoudstyr og LP-plader.
Annonce
Foto: Vibeke Montero
Det skal du opleve
Museer: Frankfurt er en museumsby, og i museums-kvarteret finder du hele 39 museer. Nogle mere spændende end andre, selvfølgelig. Pengemuseet og Goethe-Haus er to af højdepunkterne.
Römerberg: Frankfurts historiske plads og det naturlige midtpunkt i Altstadt (den gamle by). Den oprindelige arkitektur blev bombet sønder og sammen under Anden Verdenskrig, så de fleste facader er replikaer.
Æblevinekspressen: Denne røde vintage-sporvogn kører i loop mellem Frankfurts seværdigheder, og rundturen tager en time. Æblevin og pretzel er inkluderet i billetprisen på otte euro.
Landsbyen Rüdesheim: Ligger i vindistriktet Rheingau. Hovedgaden Drossel-straße har små butikker og sammenlignes ofte med Diagon Alley i ”Harry Potter”.
Blandt vinrankerne: Rüdesheim er et perfekt udgangspunkt for ture og picnic i det smukke landskab.Foto: Getty Images
Ruinerne efter slottet Ehrenfels: Her sidder historier om 30-årskrigen og historisk vinproduktion i væggene.
Vinranker og ruiner: Rheingau er et af Tysklands mest kendte vinområder, efter Mosel. Kun halvanden time med tog fra Frankfurt kan du fordybe dig i både vine og ruiner.Foto: Vibeke Montero
Eltville: Centrum for produktion af mousserende vin, også kaldet sekt. Er du glad for bobler, er festivalen, som holdes langs Rhinens bred i juli, et must.
Her skal du bo
Hotel Nhow: Nyt skud på Frankfurts hotelhimmel. En stilig skyskraber, hvor designerne har boltret sig i temaet finans. Badeværelset er formet som et bankhvælv, og i loftet er der tryk med sedler. Sjovt, centralt og moderne. Fra 130 euro pr. nat.
Bankfurt: Det nyåbnede Hotel Nhows design hylder bankbyen Frankfurt (også kaldet Bankfurt).Foto: Vibeke Montero
Villa Orange: Økologisk hotel i Frankfurt med fokus på bæredygtighed. Enkle værelser med fine badeværelser. Lækker, økologisk morgenmad med lokale råvarer. Plus for eget øl, brygget af brødskorperne fra morgenmadsbuffeten! Fra 135 euro pr. nat.
Annonce
Im Schulhaus: Et tidligere skolebyggeri, der er konverteret til hotel i landsbyen Lorch. Komfortable, moderne værelser og central beliggenhed for vandrere. Fantastisk morgenmad med vaffeldej klar til egen bagning. Plus for selvbetjenings-vinbar og fantastisk værtskab. Fra 105 euro pr. nat.
Hotel Im Schulhaus er en moderniseret skole i ægte Bauhaus-stil.Foto: Vibeke Montero
Breuer’s Rüdesheimer Schloss: Familiedrevet vinhotel med hyggelig vinterhave i landsbyen Rüdesheim. Værelserne er enkle, servicen er fantastisk, og hotellets restaurant er et sociologistudie i tysk kultur, hvor måltidet afsluttes med den særlige ”fugledans” leveret i største alvor af husorkesteret. Vi anbefaler et par gode glas riesling til denne oplevelse. Fra 149 euro pr. nat.
Her skal du spise
I Frankfurt finder du mad fra alle verdenshjørner – og selvfølgelig restauranter, der serverer typisk tysk husmandskost. Den er ofte tung og kødbaseret, men der findes undtagelser! Vi fandt frem til lækker, nærproduceret mad, der sætter lokale råvarer i fokus.
Daheim in der Affentorschänke: Et sikkert valg, hvis du vil sidde ved langborde og prøve traditionel mad som svineknæ, pølser og surmælksretter.
Oosten: En populær restaurant i industriel stil med udsigt over floden Main. Internationale retter og god stemning.
Frokost med udsigt over floden på restaurant Oosten.Foto: Getty Images
Im Glück og Sunny Side Up: To caféer, som ligger i samme vejkryds på Gluckstraße i Frankfurts Nordend. Her får du byens bedste morgenmad og brunch!
Nyd en frokost eller et glas vin i hotellet Rüdesheimer Schloss’ vinterhave.Foto: Getty Images
Kaffeehaus Goldene Waage: Er for Frankfurt, hvad Halvorsens Konditori er for Oslo. Hertil kommer du for at spise flødekagen Frankfurter Kranz.
Frankfurter Kranz: Gå ikke glip af klassikeren på det ærværdige konditori Goldene Waage – Den Gyldne Vogn.Foto: Vibeke Montero
Hotel Zwei Mohren: Vores favorit! Her samler de deres egne vilde urter, og risotto med fritteret persille og græskar er bare en af mange dejlige retter på menuen. Ligger i Assmannshausen.
Bees Restaurant: Drives af et ungt par med Michelin-ambitioner. Her spiser du godt og nærproduceret til en god pris. Ligger i Rüdesheim.
Annonce
Rheingau Affineur: Serverer håndlavede oste, som er ystet med blandt andet æblevin, rosenblade og rødvin. Anke Heymach, som arbejder her, er femte generation ostemester.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.