Fredag er ”Donuts fredag” hos købmanden i Vegger syd for Nibe, og umiddelbart tænker du måske, hvad har det med Danmarks sødeste kassedame at gøre.
Men der er skam en forklaring.
På den Himmerlandske butiks Facebook-side er der nemlig hver fredag et opslag, hvor en af de fem finalister til årets hæder, Christina Fjeldgaard Christensen, optræder i en video, der reklamerer for netop donuts.
– Det var nok mig, der foreslog, at vi skulle lave noget video til siden, og jeg har ikke noget problem med at optræde. Heller ikke selv om der opstår små fejl. Dem lægger vi også op, fortæller Christina med et stort smil.
I videoen står hun foran en hel masse donuts i butikken og fortæller entusiastisk, at man for bare fem kroner, kun om fredagen, kan købe en donut. I samme ombæring kan man købe billig bland-selv-slik, som kun koster ... Og så er det, at souschefen i Min Købmand taber tråden.
For Christina kan ikke huske, at det koster 9,95 kr., og så griner hun. Hjerteligt. Af sig selv.
– Det er bare grineren og mega-vigtigt at give kunderne et smil med på vejen i butikken og på Facebook, siger hun.
Trofaste kunder
Kunderne i den lille butik i Vegger er helt enige. De har skrevet ind til Hjemmet med rosende ord. F.eks. at Christina er så meget mere end bare en sød kassedame. Hun er en fuldstændig fantastisk sælger, en utroligt sød og omsorgsfuld person og indehaver er verdens dejligste og varmeste smil.
For 30-årige Christina er det en bonus i jobbet at lære kunderne at kende, huske deres fødselsdage og foreslå en ret til aftensmad.
– Jeg er glad for at være i en lille butik, hvor der er nærkontakt. Jeg kan ikke forestille mig at skulle noget større, siger Christina.
Sammen med sin kæreste flyttede hun til området for fire år siden. De kendte ingen, men faldt for et hus, der lå mellem Christinas arbejde i en Min Købmand syd for Frederikshavn og kærestens job i Skive.
Kort efter flytningen fik Christina tilbudt job i Vegger, og siden hun for et par år siden blev mor til William, har det på alle måder passet bedre.
– Nu, hvor jeg har lært folk at kende, er det hyggeligt for mig at gå på arbejde. Alle dage er selvfølgelig ikke lige gode, men så kommer der en kunde med en joke, og så griner vi, fortæller Christina.
Når hun holder fri er det med familien og sine veninder, men fritid er der nu ikke så meget af i Christinas liv.
– Jeg kan godt finde på at arbejde om aftenen, når William er kommet i seng. Det gør jeg gerne, for jeg er så glad for at være, hvor jeg er, siger Christina
At det er gengældt, er der vist ingen tvivl om, for kunderne handler trofast ind hos Christina og Co, i Vegger. Som en af de lokale skriver, så handler hun altid kun i Min Købmand Vegger, ”også selv om at jeg har indkøbsmuligheder, der er tættere på mig, og det er udelukkende Christinas fortjeneste”.
Sådan nogle ord varmer Christina, som en anden kunde beskriver sådan her:
– Christina er mere end ”bare” en kassedame – hun er et lyspunkt.
Præmier til vinderen
- 3 flasker lækker olivenolie fra Piu Sano. Værdi: 972 kr.
- 6 bøger fra Lindhardt og Ringhof. Værdi: 1.870 kr.
- Plaid fra Arctic bestående af 100 % ren, ny uld, 130x200 cm. Værdi: 499 kr.
- Assistent Original Køkkenmaskine fra Ankarsrum. Værdi: 4.995 kr.
- Lotus-øreringe fra East Copenhagen Jewellery. Værdi: 1.089 kr.
- En pakke fra Apoteket bestående af lækker solbeskyttelse. Værdi: 386 kr.
- Et gavekort til skomærket Skechers. Værdi: 1.000 kr.
- Fødselsdagsdug og stofservietter fra danske Langkilde & Søn. Dug, 140x200 cm. Stofservietter, 50x50 cm. Værdi: 1.900 kr.
- Hot Air Styler Deluxe fra Hâws. Værdi: 2.199 kr.
- Indeklimamåler fra daske Birdie. Værdi: 1.449 kr.
- 2 x gavekort til Restaurant Flammen, som svarer til buffet for to personer. Værdi: 518 kr.
- Parfumen P07 fra Ærlig med noter af bergamot. Værdi: 775 kr.
- En Pure 600 Luftrenser fra Electrolux. Værdi: 3.695 kr.
- Lærke produkter fra sæbeværkstedet. Værdi: ca. 1.600 kr.
Trøstepræmier
De fire finalister, som ikke vinder
prisen, får hver en gavecheck fra
Hjemmet på 2.000 kr. samt lækker
chokolade til en værdi af 250 kr.
Samlet værdi: 2.250 kr. pr. præmie.