Benedicte måtte lære at rejse alene efter sin mands død
Benedicte og hendes mand rejste meget sammen, og efter hans død fulgte svære år, hvor hun stod alene med alle de ting, de havde været to om. Hun havde aldrig prøvet at booke billetter eller tjekke ind på et fly selv. Nu har hun lært at rejse på sin egen måde.
Marie Louise GammelgaardMarie LouiseGammelgaard
Tre år efter at min mand var død, indså jeg, at nu var der nødt til at ske noget nyt, for jeg var ikke glad.
Jeg havde ikke en depression, men perioder, hvor jeg var ked af det, og jeg havde svært ved at se mig selv i den tilstand 30 år frem.
Det var i 2017, at Benedicte France Frederiksen fra Hørsholm nåede til det lavpunkt, som også blev et vendepunkt. Hun var blevet alene i 2014, da hendes mand, John, døde som 61-årig af lungesygdommen KOL.
– Da John døde, gik det jo fra "vi" til "jeg", og jeg stod alene med mange ting, som vi plejede at være to om, mindes Benedicte, 68.
Benedictes mor var halvt fransk og halvt engelsk, så i hendes familie har de altid rejst på familiebesøg. Sammen med John rejste hun også. Det var en dejlig fællesnævner, og de første tre år gjorde Benedicte sit bedste for at gøre det efter.
En rejse til Skotland gav mod på meget mere.Foto: Privatfoto
– De første år rejste jeg udelukkende og besøgte familie, som kendte John, og så snakkede vi om ham. Jeg kunne godt lide at komme de steder, hvor vi havde været sammen, for det gav en tryghed, at jeg vidste, at der ikke var noget nyt, jeg skulle tage stilling til.
Jeg prøvede altså ligesom at gå tilbage til det samme, som vi plejede at gøre sammen, men det var alligevel ikke helt det samme, for han var der jo ikke.
– Efter tre år begyndte jeg at føle, at det var mindre godt, end det havde været i starten. Jeg skulle nå hen til at turde finde ud af, hvordan jeg gerne ville rejse, nu da jeg ikke længere var halvt min mand og halvt mig selv, som man jo faktisk er efter 40 år sammen.
Jeg begyndte at tænke, at der skulle ske noget lidt andet, men jeg vidste ikke helt hvad eller hvordan.
En praktisk stressfaktor
Annonce
På nettet faldt Benedicte over et nordjysk rejsebureau, som dengang arrangerede temarejser i små grupper på bare syv-otte personer. Det talte til hende.
Benedicte sparer op til rejser ved at arbejde som social- og sundhedsassistent to dage om ugen. Billedet er fra Nice i Sydfrankrig.Foto: Privatfoto
– På det tidspunkt kunne jeg ikke engang bestille en billet selv. Min mand var IT-mand og havde altid været planlæggeren. Jeg havde det fint med, at han tog teten på at arrangere, for vi var enige om, hvor vi skulle hen, og han nød at finde ud af tingene ved sin computer.
Da han døde, fik jeg nogen til at hjælpe mig, når jeg skulle besøge venner og familie i udlandet.
Det praktiske var lidt en stressfaktor.
– Altså, jeg er jo ikke helt tabt bag en vogn, men jeg kunne ikke finde ud af at bestille billetten og havde ingen printer til at skrive den ud, og så skulle man tjekke ind, det kunne jeg slet ikke finde ud af, fortæller Benedicte.
Det var en stor hjælp for hende dengang, at ejeren af rejsebureauet ville klare det og give Benedicte billetten i hånden i lufthavnen.
– Det fandt jeg lidt tryghed i, og så kastede jeg mig ud i det.
Der var sommerfugle ombord, da Benedicte fløj til Skotland på sin første rigtige alenerejse.
– Det var så rart at være af sted i den lille gruppe. Når der er få personer, bliver man "nødt til" at åbne op, og det kan være godt. Og tilfældigvis var vi lutter kvinder, som alle enten var skilt eller havde mistet vores partner, og alle havde valgt rejsen, fordi vi var lidt i samme situation.
Benedicte og hendes mand John holdt af at rejse sammen, men Benedicte skulle finde sin egen nye måde at rejse på, da hun blev alene.Foto: Privatfoto
I Skotland skulle kvinderne bo på værelse sammen to og to.
Annonce
– 20 år tidligere ville jeg aldrig have boet på værelse med en fremmed, men nu tænkte jeg: Hvis hun ikke lide mig eller omvendt, så er det kun fem dage, og vi er begge interesserede i rejsen, så går det nok. Og det viste sig jo at gå rigtig godt.
Efter de fem dage rejste Benedicte videre selv og endte til sidst på et engelsk bed and breakfast.
– Der var jeg for første gang helt alene. Og det føltes fantastisk, at der ikke var nogen, jeg skulle spørge: "Hvad har du lyst til i dag?". Så hele den tur gav mig blod på tanden.
Benedicte begav sig nu ud på flere ture i små grupper.
– Jeg begyndte sågar også at rejse til helt nye steder, hvor jeg aldrig havde været før.
Ny dimension i livet
Når Benedicte i dag ser tilbage på sin vej ud i verden nogle år efter at været blevet alene, kan hun se, at det krævede noget at bevæge sig ud i ukendt land. Men det kastede også utrolig meget af sig.
Benedicte med veninden Simone., th., ved Lake Windermere i England. Nye, tætte veninder er en vigtig del af livet nu.Foto: Privatfoto
– Da jeg kastede mig ud i at rejse alene, oplevede jeg faktisk, at jeg var mere åben, nu da jeg kun var mig, end jeg var, da vi var to. Jeg fandt ud af, at jeg var en anden som "kun Benedicte", end jeg var, da jeg var gift. Så jeg fandt jo faktisk mig selv på en ny måde.
Grupperejserne gav hende desuden veninder for livet.
– Ved at rejse fik jeg fem tætte veninder, som jeg ikke ville have fået ellers. En bor i Bagsværd, resten bor i Jylland, men så besøger vi hinanden. Vi er allesammen interesserede i kultur og natur, og vi kan godt lide at hygge os og tale om det, der optager os hver især.
Annonce
Vi kender hinandens historier nu. Det betyder meget i dagligdagen med de gode veninder, for vi er alene allesammen, og de venskaber har givet en dimension i livet, som jeg sætter meget pris på.
Benedicte arbejder stadig som social- og sundhedsassistent to dage om ugen og er landet et godt sted efter tabet af ægtefællen.
– I dag vil jeg gerne blive gammel – jeg vil da gerne blive mindst 90. Og nu rejser jeg sammen med veninderne og kan også selv finde ud af det!
Benedictes gode rejseråd
Da manden døde, ville hun gerne fortsætte med at rejse, så hun måtte finde gode måder at gøre det på. Her er hendes rejseråd til dig, der er blevet alene:
Start trygt ud: Tag først hen, hvor nogen kender dig.
Vælg små grupper frem for store selskaber.
Sats på rejser med et tema – det gør det nemmere at have samtaler og oplevelser sammen med andre.
Vær åben, men realistisk: Du behøver ikke føre an i samtalerne. Man kan komme mere på banen hen ad vejen.
Hav tålmodighed med dig selv: Vent, til du har dig selv med i at rejse på nye måder.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.