Benedicte måtte lære at rejse alene efter sin mands død

Tre år efter at min mand var død, indså jeg, at nu var der nødt til at ske noget nyt, for jeg var ikke glad. 

Jeg havde ikke en depression, men perioder, hvor jeg var ked af det, og jeg havde svært ved at se mig selv i den tilstand 30 år frem.

Det var i 2017, at Benedicte France Frederiksen fra Hørsholm nåede til det lavpunkt, som også blev et vendepunkt. Hun var blevet alene i 2014, da hendes mand, John, døde som 61-årig af lungesygdommen KOL.

– Da John døde, gik det jo fra "vi" til "jeg", og jeg stod alene med mange ting, som vi plejede at være to om, mindes Benedicte, 68.

Benedictes mor var halvt fransk og halvt engelsk, så i hendes familie har de altid rejst på familiebesøg. Sammen med John rejste hun også. Det var en dejlig fællesnævner, og de første tre år gjorde Benedicte sit bedste for at gøre det efter.

– De første år rejste jeg udelukkende og besøgte familie, som kendte John, og så snakkede vi om ham. Jeg kunne godt lide at komme de steder, hvor vi havde været sammen, for det gav en tryghed, at jeg vidste, at der ikke var noget nyt, jeg skulle tage stilling til. 

Jeg prøvede altså ligesom at gå tilbage til det samme, som vi plejede at gøre sammen, men det var alligevel ikke helt det samme, for han var der jo ikke.

LÆS OGSÅ

Det jeg så i nabohaven, ændrede alt mellem min mand og mig

Einar og jeg var gift i 20 år. Næsten lige så længe bar han på en hemmelighed, som til sidst førte til, at vi gik fra hinanden.

– Efter tre år begyndte jeg at føle, at det var mindre godt, end det havde været i starten. Jeg skulle nå hen til at turde finde ud af, hvordan jeg gerne ville rejse, nu da jeg ikke længere var halvt min mand og halvt mig selv, som man jo faktisk er efter 40 år sammen. 

Jeg begyndte at tænke, at der skulle ske noget lidt andet, men jeg vidste ikke helt hvad eller hvordan.

En praktisk stressfaktor

På nettet faldt Benedicte over et nordjysk rejsebureau, som dengang arrangerede temarejser i små grupper på bare syv-otte personer. Det talte til hende.

– På det tidspunkt kunne jeg ikke engang bestille en billet selv. Min mand var IT-mand og havde altid været planlæggeren. Jeg havde det fint med, at han tog teten på at arrangere, for vi var enige om, hvor vi skulle hen, og han nød at finde ud af tingene ved sin computer. 

Da han døde, fik jeg nogen til at hjælpe mig, når jeg skulle besøge venner og familie i udlandet.

Det praktiske var lidt en stressfaktor.

– Altså, jeg er jo ikke helt tabt bag en vogn, men jeg kunne ikke finde ud af at bestille billetten og havde ingen printer til at skrive den ud, og så skulle man tjekke ind, det kunne jeg slet ikke finde ud af, fortæller Benedicte.

Det var en stor hjælp for hende dengang, at ejeren af rejsebureauet ville klare det og give Benedicte billetten i hånden i lufthavnen.

– Det fandt jeg lidt tryghed i, og så kastede jeg mig ud i det.

Der var sommerfugle ombord, da Benedicte fløj til Skotland på sin første rigtige alenerejse.

– Det var så rart at være af sted i den lille gruppe. Når der er få personer, bliver man "nødt til" at åbne op, og det kan være godt. Og tilfældigvis var vi lutter kvinder, som alle enten var skilt eller havde mistet vores partner, og alle havde valgt rejsen, fordi vi var lidt i samme situation.

I Skotland skulle kvinderne bo på værelse sammen to og to.

– 20 år tidligere ville jeg aldrig have boet på værelse med en fremmed, men nu tænkte jeg: Hvis hun ikke lide mig eller omvendt, så er det kun fem dage, og vi er begge interesserede i rejsen, så går det nok. Og det viste sig jo at gå rigtig godt.

Efter de fem dage rejste Benedicte videre selv og endte til sidst på et engelsk bed and breakfast.

– Der var jeg for første gang helt alene. Og det føltes fantastisk, at der ikke var nogen, jeg skulle spørge: "Hvad har du lyst til i dag?". Så hele den tur gav mig blod på tanden.

Benedicte begav sig nu ud på flere ture i små grupper.

– Jeg begyndte sågar også at rejse til helt nye steder, hvor jeg aldrig havde været før.

Ny dimension i livet

Når Benedicte i dag ser tilbage på sin vej ud i verden nogle år efter at været blevet alene, kan hun se, at det krævede noget at bevæge sig ud i ukendt land. Men det kastede også utrolig meget af sig.

– Da jeg kastede mig ud i at rejse alene, oplevede jeg faktisk, at jeg var mere åben, nu da jeg kun var mig, end jeg var, da vi var to. Jeg fandt ud af, at jeg var en anden som "kun Benedicte", end jeg var, da jeg var gift. Så jeg fandt jo faktisk mig selv på en ny måde.

Grupperejserne gav hende desuden veninder for livet.

– Ved at rejse fik jeg fem tætte veninder, som jeg ikke ville have fået ellers. En bor i Bagsværd, resten bor i Jylland, men så besøger vi hinanden. Vi er allesammen interesserede i kultur og natur, og vi kan godt lide at hygge os og tale om det, der optager os hver især. 

Vi kender hinandens historier nu. Det betyder meget i dagligdagen med de gode veninder, for vi er alene allesammen, og de venskaber har givet en dimension i livet, som jeg sætter meget pris på.

Benedicte arbejder stadig som social- og sundhedsassistent to dage om ugen og er landet et godt sted efter tabet af ægtefællen.

– I dag vil jeg gerne blive gammel – jeg vil da gerne blive mindst 90. Og nu rejser jeg sammen med veninderne og kan også selv finde ud af det! 

LÆS OGSÅ

Da min mand holdt tale på min 50-års fødselsdag, indså jeg, at noget var galt

Jeg delte mere end 30 år med Rasmus, og vi fik tre skønne børn sammen. Alligevel gik vi bare lige forbi hinanden på gaden i går.