0-10 år (1953-1963)
Uegnet til skolen
– Jeg husker min barndom som turbulent. Min far og mor blev skilt, da jeg var halvandet år, fordi min mor havde mødt en ny mand, så min søster og jeg så min far hver anden weekend.
Jeg var meget glad for de besøg, for hos ham var alting mere frit. Vi legede meget, sov sammen i hans seng og spiste, når vi var sultne. Hos min mor havde vi utroligt mange pligter.
Vi skulle købe ind, forberede aftensmad, rydde op efter maden og vaske gulv, og senere fik vi en lillebror, der også skulle hentes i børnehave. Det var for meget for et barn, men samtidig har det givet mig en selvstændighed og en stærk følelse af, at jeg kan klare mig selv.
Jeg var helt utroligt genert som barn. Når vi sang for min mormor, sad jeg under bordet, fordi jeg ikke kunne lide at kigge på folk, når jeg sang. Da jeg skulle i skole, blev jeg erklæret uegnet, og min generthed spillede nok ind på den beslutning. Jeg blev syv år, inden jeg startede i skole, og jeg blev aldrig glad for det.
Hjemme troede de, at jeg var dum, fordi jeg ofte ikke svarede, men det var et forsøg på ikke at blive lagt mærke til. Samtidig er det en rolle, man kan tage, når man er i et hjem, hvor bølgerne indimellem går højt, og det gjorde de mellem min mor og hendes mand.
Hun kunne finde på at pakke sine tasker og gå efter et skænderi, kun for at komme tilbage lidt efter, og det var svært at være i som barn.
Da jeg var ni år, var der en lærer, der så, hvor svært jeg havde ved at tale foran andre. På et tidspunkt blev jeg så dårlig over det, at jeg besvimede og slog hovedet på en radiator. Hun begyndte at udfordre mig ved at give mig roller i teater og underholdning på skolen.
Jeg husker det som helt forfærdeligt i starten, men samtidig var det med til, at jeg fik en interesse for skuespillet.
10-20 år (1963-1973)
En hemmelig succes
– I tredje real var vi nogle stykker fra klassen, der spillede teaterstykket Skærmydsler på håndværkerforeningen i Vejle, og for første gang kunne jeg mærke, at jeg kunne noget særligt. Jeg kunne leve mig ind i en rolle og få publikum med. Fra jeg var helt lille, havde jeg altid troet på, at der var noget, jeg kunne rigtig godt, jeg vidste bare ikke, hvad det var.
I skolen var der ikke noget, jeg var super god til, og det pinte mig. Nu fandt jeg endelig ud af, hvad det var, jeg kunne, og det var en stor succesoplevelse. Mine forældre så det teater, jeg lavede, og de syntes vist, det var sjovt, men de piskede ikke en stemning op, for jeg skulle ikke tro, at jeg var noget.
Da jeg blev færdig med skolen, ville jeg gerne være skuespiller, men det kunne jeg ikke sige derhjemme. Min mor ville have sagt, at jeg skulle finde mig et rigtigt arbejde. Hun ville gerne have mig på husholdningsskole eller i huset, men det ville jeg ikke.
I stedet talte jeg med min søsters veninde, som var blevet uddannet matrikeltekniker, og det syntes jeg lød sjovt, så det blev jeg.
20-30 år (1973-1983)
Drømmen om skuespillet
– Efter jeg havde arbejdet nogle år, havde jeg brug for nogle nye udfordringer, så jeg rejste til Skotland som Karolinepige – et job for Dansk Mejeribrug, hvor jeg solgte danske mejeriprodukter. Selv om det var langt sværere, end jeg troede, med sproget, andre måleenheder og fremmede mønter, klarede jeg det fint, og det hjalp mig til at tro mere på mig selv.
Da jeg kom hjem efter et år, var jeg 23, og nu skulle det være – jeg ville gå efter drømmen om skuespillet. Min far fandt frem til en skuespiller i Odense, som jeg læste hos, og så blev jeg optaget på Århus Teaters elevskole. Her blev min mor stolt og glad og påbegyndte en scrapbog. Det var en kæmpe omvæltning for mig.
Jeg var mønsterbryder, og jeg anede ikke, hvad branchen handlede om. Jeg havde ikke noget netværk, og jeg kunne ikke altid afkode, hvad der egentlig foregik, så der gik lang tid, før jeg følte mig hjemme på skolen. Men jeg blev glad for det, og jeg følte, at der var nogen, der satte pris på det, jeg kunne.
Der var også alt det, jeg ikke havde drømt om: At tjenester blev gengældt. Dem, der kunne ”spillet”, fik mere at lave end dem, der ikke kunne, og jeg kunne ikke spillet. Jeg ville ikke. Allerede dengang tænkte jeg, at jeg hvis jeg skulle have et arbejde, så skulle jeg have det, fordi de syntes, jeg var et talent.
Jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg havde fedtet for nogen.
30-40 år (1983-1993)
Gift i Venedig
– I 1983 blev jeg en del af teatergruppen Banden i Odense, og her mødte jeg min mand, Steffen. Han kom fra København og var ud af en skuespillerslægt, så hans baggrund var helt anderledes end min. Ved et tilfælde blev vi sat til at spille sammen i stykket Maratondansen, og her blev vi kærester.
For mig var Steffen helt fantastisk. Han var intelligent og følsom på samme tid, og selv om han var ud af en fin familie og meget kultiveret, var han også en gadedreng, der gjorde oprør mod sin opdragelse. Det kunne jeg godt lide, og det var sikkert også derfor, vi fandt sammen. Han forstod mig helt ind i sjælen.
Forstod, hvorfor jeg nogle gange kunne føle mig udenfor, og det var en stor støtte for mig. Og så havde vi en fælles humor. Jeg kan ikke huske en eneste dag, hvor vi ikke har grinet sammen.
Steffen ville ikke giftes, for han var imod alt, der var for konformt og traditionelt, men jeg ville gerne, så da vi på et tidspunkt skulle til Italien, havde han bestilt en tid på rådhuset i Venedig. Det blev jeg meget glad for.
Det var kun hans papdatter og min mor, der var med, og selv om min mor var ved at gå op i limningen over, at der manglede alt det traditionelle ved et bryllup, endte hun med at nyde turen helt vanvittig. Det blev hendes livs rejse.
40-50 år (1993-2003)
Karrieren på standby
– I 1992 fik vi vores datter, Irmelin, efter flere mislykkede graviditeter, og det var fantastisk. Hele det her årti gearede jeg fuldstændig ned. Tiden gik næsten i stå, og jeg elskede det. Jeg er overbevist om, at børn først og fremmest har brug for deres mor og far i de første to til tre år, og derfor var det så vigtigt for mig at være hjemme med hende.
For mig er det unaturligt at sende børn i vuggestue, selv om mange klarer det flot. Det er måske et eller andet urinstinkt i mig, der gør, at jeg har det sådan.
Den tid med min datter er nok den lykkeligste i mit liv. Fordi vi alle tre var meget sammen, og fordi jeg fik lov til a lave så meget med hende. Vi gik i legestue, cyklede lange ture og var i haven sammen. Økonomien var trang, og jeg var helt sikkert nervøs i forhold til at sige nej til arbejde, men i forvejen havde jeg ikke en kæmpe karriere.
Jeg havde holdt til i forskellige teatergrupper, hvor ens navn ikke bliver så kendt, så indgangen til de etablerede scener var ikke så åben for mig.
I de år fik jeg til gengæld flere filmroller, efter at Niels Malmros castede mig i Kærlighedens smerte – det var ham, der fik folk til at opdage, at jeg også kunne det.
Samtidig passede arbejdet godt til den måde, jeg ønskede at være mor på, fordi rollerne ikke krævede, at jeg var væk særligt længe ad gangen.
50-60 år (2003-2013)
På turné i Australien
– Et af højdepunkterne i min karriere var, da Steffen og jeg igen spillede sammen i forestillingen Kærestebreve i 2012. Vi spillede den på Odense Teater og tog derefter på turné rundt i Australien, hvor vi spillede for danskere.
Irmelin kom med som tekniker, og det var en helt fantastisk oplevelse, som jeg sætter stor pris på. Mange rejste flere hundrede kilometer for at se os, og de var så glade for at se teater på dansk.
Nogle gange var det vanvittigt primitive scener, hvor vi selv skulle sætte lys op og hive et gardin foran scenen – på et tidspunkt sad vi bare i nogle havestole, men det gjorde ikke noget, for folk var vilde med forestillingen.
Vi mærkede også, hvordan tiden var gået lidt i stå for nogen derude.
Jeg har altid fået at vide, at jeg lignede Ulla Jessen som yngre, og Steffen ligner Ebbe Rode, som var hans fars fætter, og på et tidspunkt hørte vi annonceret i radioen, at nu kom Ulla Jessen og Ebbe Rode og spillede Kærestebreve. Der væltede vi rundt af grin. På det tidspunkt levede Ulla i bedste velgående, mens Ebbe var død for længst.
60-70 år (2013-2023)
Mistede fodfæste
– Jeg mistede Steffen i 2019, og vi havde været så tæt forbundne i så mange år, at jeg følte mig lammet af sorg, da han døde.
Han havde været syg i lang tid, så jeg levede med døden på nakken, men da den kom, kunne jeg ikke finde fodfæste. Jeg mistede ikke bare ham, men også en del af min identitet.
Allerede dagen efter hans død kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne blive i vores fælles hus. Det ville blive et kæmpe selvpineri at gå rundt det sted, som var så meget ham og mig, så jeg bestemte mig for at flytte til København.
Min krop reagerede fysisk på sorgen på ved, at jeg fik åndedrætsbesvær, så jeg har gået til åndedrætstræning. Det har hjulpet mig til at få mit nervesystem ned i et andet gear, så jeg igen har større frihed, når jeg spiller.
Heldigvis er jeg rigtig god til at være til stede, når jeg arbejder, og efter Steffens død var mit arbejde små åndehuller for mig. Det tog mig ud af det morads, der ellers fyldte.
70-80 år (2023-2033)
Holder blyanten spidset
– Jeg har det godt med at blive ældre. Der er nogle ting, der bliver nemmere, fordi man bliver mere ligeglad med, hvad andre mener, og man finder sig i mindre.
Jeg gider ikke bruge min tid på ret meget bøvl og brok. På den anden side er alderen svær, for jeg ved jo, at jeg har levet det længste af mit liv, og derfor er det så vigtigt, at man bevarer sit humør. Det gør jeg ved at være social og sammen med mennesker, der har let til grin.
Hver uge spiller jeg teater sammen med en gruppe skuespillere – både for fællesskabet og for at holde blyanten spidset, for hvis krop og hjerne vil, så bliver jeg ved med at arbejde.
Jeg har ingen fine fornemmelser i forhold til, hvad jeg siger ja til – jeg kan sagtens have en rolle, hvor jeg kun har ganske få replikker. Det kan godt være, nogen siger, at jeg ikke laver andet end små ting, men sådan er det.
Jeg synes egentlig, det er utroligt, at jeg har lavet så meget forskelligt. Lige nu er jeg med i Klassefesten 4, og det har været så sjovt. Jeg var også med nummer tre, og da jeg så den, tænkte jeg, at det egentlig var ret godt, det, jeg lavede. Jeg fik virkelig meget ud af lidt, og det er også en kunst.
Jeg bliver i det hele taget meget til de figurer, jeg spiller, og det er jo det, man kalder karakterskuespil.
Om Jytte Kvinesdal, 73 år
- Uddannet skuespiller fra Århus Teaters elevskole i 1980 og arbejdede siden på en række teatre i Odense, Århus og Herning.
- Kendt fra bl.a. filmene 'To verdener' og 'Når befrielsen kommer' samt tv-serierne 'Hvide Sande' og 'Orkesteret'. Aktuel i 'Klassefesten 4 – Venner for livet'.
- Var gift med skuespiller Steffen Rode, med hvem hun har en datter.
