Jeg er online, når jeg er online. Og offline, når jeg er offline. Derfor gør telefoner mig fortrinsvis noget godt.
For eksempel uploader jeg et foto på Instagram om morgenen og kigger måske tre gange i løbet af dagen. Det skaber dialog med andre.
Jeg tjekker ikke min telefon ustandseligt. Det er mest, når jeg sidder som passager i bilen. Eller keder mig i køen i supermarkedet eller kører langt i tog.
Men jeg taler ikke højt og har dybe samtaler, mens andre lytter. Jeg har altid min telefon på lydløs, så den ikke bipper ved hver ny besked. På mit Apple-ur kan jeg se, hvis nogen ringer.
Jeg bruger Facebook til grupper, for eksempel bogklub. Jeg doomscroller ikke, så der bare går 20 minutter, uden at jeg har opdaget, hvad de gik med. Men jeg er også struktureret med, hvordan jeg bruger min tid.
Bliv skærmsund – sådan!
Vi bruger i gennemsnit 8,6 år af vores liv på telefonen, når vi ser nyheder, går på sociale medier, spiller Wordfeud, ordner indkøb og kommunikerer med hinanden. Men du kan imødegå vanen et par simple ting:
- Gå i Indstillinger, og fjern farvefilteret. Når telefonen er sort/hvid, udløses langt mindre dopamin – det er knap så spændende at kigge på naboens ferie på Maldiverne i sort/hvid.
- Afinstaller ”farlige” apps som Facebook, Instagram og Wordfeud. Nøjes med dem på computeren.
- Brug en app som Opal, der begrænser din færden på sociale medier – fx kan du vælge at blive ”låst ude” af Facebook, når du har været på i 20 minutter.
Jeg læser ikke alle de andres opslag, men følger nogle enkelte med samme interesser. Ellers bruger jeg sociale medier til at markedsføre mine skriveworkshops. Jeg kan dog ikke sige mig fri for, at jeg sammenligner mig med andre.
Er andre gode til at markedsføre sig selv, kan jeg godt tænke: ”Åh, det burde jeg måske også gøre.”
Jeg har to voksne børn og to børnebørn på fire og ti år. Skærme påvirker ikke vores samvær negativt. Indimellem hiver min søn telefonen frem, men man bruger den jo også til mange ting. Så kan jeg spørge: ”Hvad skal du med telefonen nu?” Og så siger han: ”Jeg er ved at tjekke det, vi lige snakkede om.”
Så han gør det ikke for at være mentalt fraværende og har ikke telefonen fremme ved spisebordet.
Når mit fireårige barnebarn kommer, siger hun: ”Må jeg se skærm?” Så siger jeg: ”Vi skal lige lave noget. Vi skal hoppe i trampolin eller læse i en bog.”
Så glemmer hun det heldigvis. Eller hun får lov senere, og det er så fjernsyn, ikke iPad. Hendes generation er ved at blive afhængige af det digitale, det er tydeligt. Mit yngste barnebarn er mere optaget af skærme end den store på ti.
Han har en telefon, men bruger den sparsomt og glemmer at tage den, når jeg ringer. Han bruger mest sin computer, men min søn og svigerdatter har sat tidsbegrænsning på og et filter, så han ikke kan se YouTube.
Hjælp dine børnebørn
- Når der er gæster, lægger alle telefonen i en skål i entreen.
- Telefonen er forbudt ved spisebordet. Vælg et sted, hvor alle telefoner holder pause, når I spiser.
- Bed ungerne sætte telefonen på lydløs, så det ikke bimler med notifikationer.
- Er børnebørnene på ferie hos dig, så indfør skærmfri dage – eller et rum i huset, hvor telefonen ligger, og man kan gå ind, hvis man absolut skal tjekke noget.
- Køb et ”mobilfængsel”, hvor I fysisk kan låse telefonerne inde. Når man mærker impulsen til at samle sin telefon op, når man at overveje, om det er nødvendigt, eller man bare trænger til et dopamin-kick.
Nogle familier har ikke begrænsning på børnenes digitale liv. Og så er det et problem. Jeg synes bestemt, der skal være politikker på skoler. Og som tidligere sundhedsplejerske synes jeg i den grad, forældre skal kigge på børnene frem for telefonen.
Når de unge forældre på legepladsen tager et billede af barnets leg, lægger de tit ikke telefonen væk igen. Det gør jeg. For jeg vil være i kontakt med mine børnebørn.
Min generation har levet langt hovedparten af livet uden telefon. Jeg husker, hvordan det var, for eksempel i 1990, da jeg boede på Borneo – hvor lidt kontakt jeg havde med folk derhjemme, fordi vi kun kunne sende breve.
Så jeg synes saftsuseme, der er flere fordele end ulemper ved de telefoner. Min aldersgruppe har et ret fornuftigt forhold til skærme, eller også bruger de dem slet ikke og har et negativt forhold til dem.
Det er blot noget med at styre forbruget og være bevidst.
