Johanne Schmidt-Nielsen sidder indendørs og ser roligt mod kameraet

Johanne Schmidt-Nielsen: ”Jeg overvejede altid, hvad jeg sagde og hvordan”

I sin opvækst lærte Johanne Schmidt-Nielsen, at det blev taget seriøst, hvis man sagde fra og viste sin indignation. Det blev starten på hendes politiske liv, men med tiden blev netop de følelser problematiseret mere og mere.

ALT for damerne logo

Da hun trådte ud foran rullende kameraer, var det med et anstrengt smil og en skuffelse i blikket. Johanne Schmidt-Nielsen stod roligt og stift omringet af pressens tændte mikrofoner. 

Året var 2012, og regeringen havde netop indgået et skatteforlig, som var stik imod den aftale, hun troede, hendes parti havde med dem. Og herefter rullede mediernes dækning med fuld fart: ”Så hidsig blev Johanne”, ”Enhedslisten er rasende”, ”Sådan sagde en tydeligt overrumplet og vred Johanne Schmidt-Nielsen”. 

Havde hun ladet den dirrende vrede, hun følte indvendigt, få afløb, havde det ikke været godt at vide, hvordan overskrifterne havde lydt. Men da hun som 23-årig blev valgt ind i Folketinget, lærte hun hurtigt, at der var forskel på, hvordan man som mand og kvinde kunne formulere sig i politik. 

– Jeg brugte meget krudt på at blive taget alvorligt. Og jeg tror også, at jeg brugte mere krudt på det, end man gør som ung mand. Hvis jeg udtrykte mig kritisk omkring noget, så blev der nærmest altid skrevet ”raser” på Ekstra Bladet eller BT. 

Præcis som der gjorde den junidag i 2012, da pressens linse fangede hendes lynende øjne, imens hun konstaterede, at regeringen pissede på vælgerne. Det er ikke en kommunikationsform, som Johanne vil anbefale til andre – men det var sådan, hun havde det. 

– Jeg var jo virkelig vred, og det er jeg egentlig ikke flov over. Jeg mente, hvad jeg sagde. Men en sur kvinde er noget af det værste, folk ved. Forventningen er, at hun er glad og smilende. Så derfor overvejede jeg da også altid, hvad jeg sagde og hvordan. 

En smal sti

Men i sådan en trykkoger, som Johanne beskriver det at være politiker som, er det svært at sige det rigtige. Kritisk blev hun nødt til at være, og ligegyldigt hvordan hun udtrykte sig, kom det lynhurtigt til at handle om hendes følelser fremfor indholdet. 

Det var ikke et udtalt emne blandt kvinderne på Christiansborg – men det lå mellem linjerne. 

– Jeg sad i Folketinget før MeToo, så vi havde slet ikke samme fokus. Dengang var det normalen, at man snakkede om kvindelige politikers udseende eller stillede spørgsmålstegn ved, om de var gode mødre. Der var simpelthen en smallere sti at gå på. Det var sådan, vilkårene var dengang, og som kvinde skulle man forsøge at manøvrere i dem på bedst mulig vis. 

– Ligesom jeg tænkte over, hvordan jeg fremstod, når jeg formulerede mig, tænkte jeg også over min påklædning. Jeg undgik, at det var den, der kom i fokus. Derfor gik jeg i sorte bukser og hvid skjorte 12 år i træk – for på den måde at pacificere kroppen. 

Hun gjorde, hvad hun kunne for få fokus drejet over på sine politiske budskaber. For vreden over verdens og samfundets uretfærdigheder fyldte mere. Den har boet i hende, så længe hun kan huske. 

Hun oplevede tidligt, hvordan miljøer, hvor alle ikke var velkomne, så ud. I den lokale skole i Skallebølle var hun utryg og følte sig ikke godt tilpas. Johanne ønskede bare at passe ind og var bange for, at de andre syntes, hun var forkert. Hun skiftede skole efter få år. 

– Jeg fik tidligt en vrede over børn, der havde det skidt og ikke blev hjulpet. Jeg var 12 år gammel, da jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet. Jeg arrangerede demonstrationer, og jeg kan også huske, at der var et valgfag i EDB, der blev afskaffet. Så tog jeg til byrådsmøde og sagde, at det var for dårligt, for vi havde brug for at blive gode til computer. Set i bagklogskabens lys synes jeg da, det var ret godt gået. 

Hun voksede op i et bofællesskab på Fyn med 20 andre familier fyldt med ildsjæle og politisk engagerede mennesker, der tidligt lærte hende, at hvis man var utilfreds med noget, så kunne man gøre noget ved det. 

– Der boede en mand, der sad i byrådet for Socialdemokratiet. Han hed Sten og havde ring i øret. Han tog det f.eks. meget alvorligt, da jeg sagde, at der ikke var pladser nok i skolebussen om morgenen. Så undersøgte han det, kom tilbage og sagde, at nu havde han haft fat i kommunen. Jeg tror, det var vigtigt, at det, jeg sagde, allerede blev taget seriøst så tidligt. 

En vrede i kontrol 

Vreden – eller indignationen, som Johanne kalder den – er den drivkraft, der har banet vejen for den karriere og det liv, hun har skabt for sig selv. 

– Hvis jeg ser noget, jeg oplever som uretfærdigt, så har jeg lyst til at gøre noget ved det. Det påvirker mig følelsesmæssigt. Jeg skulle jo ikke have mit job i Red Barnet, hvis ikke jeg blev følelsesmæssigt påvirket af de ting, vi kæmper for. 

Den form for vrede er en grundlæggende del af hende og har altid været det. Selvom hun er ude af politik i dag, er hun dog stadig meget bevidst om, hvordan hun fremstår udadtil. For selvom vreden også er en positiv drivkraft, er den ikke god i alle sine former. 

– Nu er jeg jo chef, og det at have en formel magt i relationen til andre mennesker gør, at jeg er rigtig bevidst om ikke at fremstå vred. De fleste af os synes, det er ubehageligt, når andre mennesker er vrede, men især hvis chefen er vred. 

Hvis Johanne kommer ud i en presset situation, hvor der alligevel kan ryge en finke af panden, så er hun hurtig til at få ryddet op og sagt undskyld bagefter. 

– For det er jo en af mine fornemmeste opgaver at skabe tryghed. Hvis man går og er bange, laver vi også noget dårligt arbejde. Så må jeg håndtere det inde i mig selv eller med de mennesker tæt på mig. 

Med alderen kender Johanne også sig selv og sine følelser bedre. Hvis hun kan mærke vreden komme snigende i en eller anden sammenhæng, er hun hurtigere til at afkode, hvad det egentlig handler om. 

– Jeg ved godt, hvad der trigger mig, og det gør, at jeg kan tage det i opløbet, så jeg ikke til sidst bliver fyldt op og ikke kan styre min reaktion.

Johanne Schmidt-Nielsen

  • Generalsekretær hos Red Barnet. 
  • Tidligere folketingsmedlem og politisk ordfører for Enhedslisten. 
  • Uddannet i socialvidenskab fra RUC. 
  • Er 42 år og bor i København med sin kæreste Casper Hyldekvist. Mor til Frode og Lilly samt bonusmor til Alfred og Sonja.