Louise Herping: ”Jeg gider ikke omgive mig med mennesker, der ikke vil mig det bedste”

Hvad hed den første vej, du gik på?

– Det var en vej i Frederikshåb, der ligger mellem Egtved og Billund. Her boede vi til leje i et lille hus, som jeg faktisk kørte forbi for et par år siden og opdagede, at det nu ligger helt i ruiner. Det var virkelig surrealistisk at se. 

Min mor var 21 år og min far 27, så de var helt unge forældre. Min mor arbejdede først på LEGO og siden på en systue, indtil hun endte som postbud, og min far var arbejdede i møbelproduktion. 

Da jeg var fire år, flyttede vi vestpå til Ansager lidt nord for Varde for at komme tættere på min mors familie. 

Der er sådan et særligt hierarki i Vestjylland, i hvert fald der hvor jeg voksede op. Det betyder noget, om man er fra en familie, der har boet i byen i generationer, eller om man er tilflytter. 

Så min mor gik meget op i, hvad andre sagde om mig og min lillesøster. 

Min far var maniodepressiv og begik selvmord, da jeg var 13 år. Særligt derefter gik hun meget op i, hvordan jeg var klædt, og om jeg havde ring i næsen eller ej. Fordi vi kom udefra, var hun hunderæd for, hvilke signaler det ville sende som alenemor. 

Jeg kunne mærke, at jeg skulle opføre mig mere ordentligt end mine venner. Jeg havde venner, som havde begge forældre, der var højtuddannede, og selvom de venner lavede meget mere ballade end mig, var det altid mig, der fik skylden, fordi folk have en forudindtaget holdning til mig. 

Det plantede en følelse i mig af ’fuck det, jeg er ligeglad’. Så længe jeg ved, hvad jeg står for, så er jeg fuldstændig ligeglad med, hvordan omverdenen ser mig. 

Hvordan fandt du din levevej? 

– Jeg var den første i min familie, der fik en studentereksamen, og jeg ville gerne læse videre, så det endte med at blive historie. Her mødte jeg Janus, som jeg blev kæreste med, og sammen med en af hans tidligere gymnasiekammerater endte vi med at starte vores egen virksomhed. 

Jeg troede egentlig, at jeg skulle arbejde på et museum, men helt tilfældigt mødte vi en redaktør af læringsportalen Danskedyr.dk, og det fik os til at undersøge, om der fandtes noget tilsvarende til historie. Det gjorde der ikke, og så fik vi ideen til at lave digitale læremidler til historiefaget, som blev til virksomheden Clio Online. 

I starten var det meget Pippi Langstrømpe-agtigt – det her har vi ikke prøvet før, men det kan vi sikkert godt finde ud af. Og det smarte ved at starte en virksomhed, når du stadig er studerende, er, at du ikke har et realkreditlån, du skal betale af på, så du kan sidde meget stramt i det økonomisk, og det gjorde vi virkelig i starten.

Vi hev en lille løn ud, men reinvesterede alt i nye produkter og ansættelser af de rigtige folk. Vi arbejdede megameget, og når jeg ser tilbage på det, forstår jeg ikke, hvordan vi havde energien, men det var jo også sjovt. 

Efter 12 år solgte vi Clio til Bonnier, og det føltes helt rigtigt. Jeg føler mig så privilegeret over den rejse, og hvordan den endte. Også fordi jeg kommer fra en familie med ingenting, så jeg føler mig så heldig. Men udover held har det også været benhårdt arbejde, som jeg høster frugterne af nu, og som gør, at jeg kan give min familie et rigtig godt liv. 

LÆS OGSÅ

Svend Brinkmann genovervejede, hvad der er vigtigt i livet, da han mistede sin far og en nær ven – og fandt frem til én ting

Svend Brinkmann har i de seneste år haft mange overvejelser om, hvad han egentlig skal bruge sin tid på.

Hvornår har du oplevet bump på vejen?

– Da jeg var 18 år, døde min mor efter en hjerneblødning. Hun var kun 40 år gammel. Der havde jeg allerede mistet min far, da han kun var 41 år. Det lærte mig at stå på egne ben tidligt. 

Jeg var allerede flyttet hjemmefra, inden min mor døde, så min hverdag blev ikke ændret som sådan, men selvfølgelig stod jeg mere alene. Jeg har dog altid været meget selvstændig og selvkørende. 

Mine forældre havde ikke super mange penge, så da jeg begyndte at gå til fester, skulle de jo finansieres, så jeg fik hurtigt et ungdomsjob som opvasker på Hotel Ansager. 

Det var rædselsfuldt, men det var gode penge. Jeg ved ikke om  den selvstændighed er specifik for min familie, eller om det måske bare er hele min generation, der er præget af den. 

Os, der er født i 80’erne, bliver jo kaldt nøglebørn, fordi vi skulle klare os selv efter skole, eftersom begge vores forældre var på arbejdsmarkedet. Jeg tror dog at tabet af mine forældre har været med til at give mig et ekstra drive. 

Det ser jeg også, når jeg møder andre iværksættere. Dem, som har haft det hårdt i livet, de har det der ekstra gear, der gør, at de forsætter, hvor andre måske ville give op – også selvom det gør ondt. 

Jeg er selv en mønsterbryder, og jeg ville ønske at der var flere, der var modige nok til at gøre det samme i stedet for at sidde og vente på at blive reddet. 

Jeg er ikke typen, der venter på, at staten kommer og fikser tingene for mig – jeg spørger i stedet mig selv, hvad jeg selv kan gøre for at komme videre? 

Har du nogle særlige livsvilkår eller møder modstand, er den eneste, der kan gøre noget ved det, dig selv. 

Hvordan var din vej til tv? 

– Jeg blev kontaktet af DR, fordi Mia Wagner, som tidligere var med i "Løvens Hule", ville stoppe, og så anbefalede hun mig, hvilket jeg blev meget beæret over. 

Normalt investerer jeg i techvirksomheder, som ikke altid kan forklares på fem minutter på tv, men jeg synes alligevel, at jeg har fået nogle spændende investeringer gennem programmet. 

For mig handler en god investering om kemi. Om jeg klikker med de mennesker, der står bag, og om de er lydhøre for den erfaring og de input, jeg kommer med. 

Det værste hold kan få selv den bedste idé til at dø. Jeg har fra starten valgt at beskytte mit privatliv, fordi jeg ikke vil have mine børn og min mand eksponeret. 

Googler du mit navn, så handler det primært om, hvorvidt jeg har en mand, en kæreste eller er single. Det er jeg ikke. Jeg har været gift i snart 14 år, men jeg viser ikke familien på mine sociale medier. Jeg har også hemmelig adresse. Ingen ved, hvor jeg bor, og sådan skal det forsætte. 

Folk tror, at fordi man er en offentlig person, så er man allemandseje, men det mener jeg ikke. Det er helt fint, at folk henvender sig til mig på gaden, og jeg har gudskelov kun oplevet venlige mennesker, men min familie holder jeg privat. 

Hvem har været din vejleder i livet?

 – Jeg er blevet vejledt af de både store og små livskriser, jeg har oplevet igennem tiden. De har været med til at forme mig, fordi jeg igennem dem har fundet ud af, hvilke værdier jeg står for. 

Når jeg kommer om på den anden side af en krise, reflekterer jeg over, hvad der skete, og hvad min holdning er til det. 

Da jeg mistede min far, som var maniodepressiv, tog jeg for eksempel et aktivt valg om, at jeg nægter at gå ned i et sort hul. Jeg prøver at smile til verden, og så smiler den igen. Jeg vil se lyst på tingene, og så skærer jeg folk fra, som dræner mig. 

Jeg er meget bevidst om, at folk ikke skal overskride mine grænser, og hvis de gør, så skal vi ikke ses mere. Det kan virke meget koldt, men jeg gør det for at passe på mig selv. 

Jeg gider simpelthen ikke omgive mig med mennesker, der ikke vil mig det bedste. Det er ikke fordi, jeg er konfliktsky. Jeg voksede op i et hus, hvor bølgerne kunne gå højt, så jeg er ikke bange for at tage en konflikt. Jeg vælger blot min kampe. 

Hvornår har du stået ved en korsvej? 

– Jeg har aldrig rigtig været til babyer – de eneste babyer, jeg har nusset om, er mine egne og min søsters børn – men jeg vidste jo godt rationelt, at hvis min mand og jeg skulle have en familie, så skulle jeg smide min prævention, inden jeg blev for gammel. 

Da vi bestemte os for at nu skulle det være, havde min mand kun ét krav – at jeg ikke måtte klippe mit hår i en page, for hans billede er, at alle mødre har pagehår, så derfor har jeg altid beholdt mit lange hår.

Jeg syntes, det var megasvært at blive mor, fordi jeg samtidig havde en virksomhed. Derudover var jeg den første af alle mine veninder, som blev mor, så jeg følte mig simpelthen så utilstrækkelig alle steder – som mor, som kæreste, som ven,  som chef og som virksomhedsejer.

Jeg var i kæmpe søvnunderskud, og det gjorde, at jeg nærmest ikke tænkte klart. Det var enormt frustrerende at være i, og jeg prøvede bare at hænge i med neglene alle steder. 

At det var så hårdt, er nok også en af grundene til, at vi ikke fik flere børn. To børn var rigeligt. 

I dag er vores søn 14 og vores datter 12, og jeg elsker at have store børn. Jeg har kontor hjemme, så når de kommer hjem fra skole om eftermiddagen, kan vi hygge og snakke sammen. 

Min søn og jeg er begge to meget interesserede i mad, tennis og historie så det har vi tilfælles, og min datter og jeg laver rigtig mange dulleting. Jeg føler det som et kæmpe privilegium, at jeg ikke længere arbejder så hårdt, som jeg plejer, så jeg kan være så meget tilstede med dem, og selvom jeg aldrig har set mig selv som den klassiske mortype, så er jeg verdens største løvemor. 

Hvornår har du følt dig på afveje? 

– Det har jeg gjort nogle gange, når jeg har følt mig misforstået. Det er et dilemma, at folk har et billede af, hvordan man skal være, hvis man skal tages alvorligt i professionelle sammenhænge. 

I et bestyrelseslokale skal man helst være seriøs og ikke smilende eller flagrende, men som man tydeligt kan se på min Instagramprofil, er jeg et livsglad menneske med krudt i røven, og det kan opfattes som en modsætning til at være klog og seriøs. 

Så skal jeg skal lade samfundet diktere, at jeg skal være musegrå med knold i nakken, eller skal jeg insistere på at være et helt menneske og vise, hvem jeg ægte er? 

Den diskussion har jeg taget med mig selv ind i mellem, især når jeg mærker, at jeg måske bliver valgt fra i nogle sammenhænge, fordi folk havde forventet noget andet. Jeg er kommet frem til, at jeg vil insistere på det sidste. 

Jeg har immervæk skabt hundredvis af arbejdspladser og tjent over 100 millioner kroner, så jeg har bevist mit værd. 

Vi er i 2026, hvor jeg bør kunne have løst hår og give den gas med vennerne i weekenden og samtidig tolkes som skarp og kompetent i hverdagen. 

Hvad er din vej til lykke? 

– Solskin. Jeg bliver idiot af at sidde indenfor en hel dag. Og så latter og at have gode mennesker omkring mig. Det får jeg ved at vælge min nærmeste omgangskreds med omhu. 

Jeg er sådan rigtig vandbærer, og jeg er meget loyal. Jeg har mange venner og bekendte, men de bedste er de gode, dybe relationer. 

Blandt andet har jeg fem veninder fra barndommen, som er så tætte, at vi har fået lavet en fælles tatovering. 

De er blandt dem af mine venner, der går længst tilbage, og de kendte min mor, hvilket betyder virkelig meget for mig, fordi hun ikke er her mere. De kender mig allerbedst, og med dem kan jeg være 100 procent mig selv.

LÆS OGSÅ

Margrethe Vestager strikker på arbejde – der er dog visse ting, hun kun strikker hjemme

Man kender blandt andet Margrethe Vestager som værende en benhård og garvet folketings- og EU-politiker, men en dag gjorde hun noget uventet.