En aften ville Sofie Borbiconi lave pasta til sin familie – og det ændrede hendes liv

Hvis man ikke vidste det, ville man ikke sådan lige kunne se, at her bor en kvinde, der lever af at lave mad. 

Og dog: Hvis man ser efter, står der i vinduet et par smukke pastaforme i træ lænet op ad væggen, og oven på skabet står en enkelt pastamaskine – sådan en med håndsving.

Her i lejligheden på Nørrebro bor Sofie Borbiconi med sin 7-årige datter, og selv om hun egentlig er journalist, er det for tiden noget andet, der får hjemmet til at køre rundt. 

På det sociale medie Instagram er der nemlig efterhånden godt 12.500, der følger med, når Sofie laver pasta i alle slags varianter og former. Hun har udgivet en bog om at lave pasta fra bunden og e -bogen ”Pasta, pasta e basta” – udover at Sofie laver kurser, hvor hun lærer danskerne at kokkerere på italiensk pasta-manér. 

Og så synes hun, at tv-værterne er blevet for tynde, at vi skal lade rod i hjemmet være rod i hjemmet og invitere nogle flere gæster. Og at vi skal tage at nyde vores mad noget mere.

– Vi har aldrig været mere ensomme. Nydelsen består i at spise sammen, ikke af det fremdyrkede, flotte bord. Man må godt give sig selv og hinanden lidt fri. Du gør andre en tjeneste, når dit hjem ikke står snorlige, for ellers tør man ikke sætte en fod forkert.

Sofie Borbiconis nydelsesmanifest er en af grundene til, at vi – og mange andre – har fået øje på hende. Der er noget ved langsommeligheden, omhuen og ja, besværet ved at lave pasta og ravioli fra bunden, der drager. 

Måske fordi det er kvaliteter, der er mangel på i hverdagen for de fleste, hvor sanseligheden og durummelet er ersattet af glatte skærme og hurtige måltidsløsninger.

Men nydelse og nærvær kan være mange ting, og for Sofie Borbiconi er det ikke vigtigt, om hendes nære har overskud til at diske op med en kæmpe middag.

– Bare fordi jeg er en type, der laver mad og står og laver et eller andet hjemmelavet, og der simrer en vildtragù af et dyr, min far har skudt – så ville det være skørt af mig at forvente det samme, når jeg kommer hjem til en af mine veninder med otte børn og fuldtidsjob, konstaterer hun.

Pastamaskinen, der startede det hele

Det med rodet og det uperfekte gæstebud vender vi tilbage til, for Sofie Borbiconi vidste oprindeligt ikke, at hendes liv skulle ende i madlavning. Men måltidet har altid betydet meget for hende og hendes familie, der fast samlede sig om bordet for at spise sammen.

– Jeg har altid siddet på køkkenbordet, når min mor lavede mad. Jeg kan huske at føle mig helt lille ved siden af den store røremaskine, hvor vi lavede koldskål. 

Det første minde, jeg har om at være med, var engang, hvor mine arme lige var blevet lange nok til, at jeg kunne nå ned i skålen med skeen for at smage, men røremaskinen fik fat om mine små lokker og trak mig med. 

Mit hår var ødelagt, og koldskålen var ødelagt, men jeg tænker stadig tilbage på det med stor varme. Min morfar lever ikke mere, men da han gjorde, var han virkelig dygtig til at lave mad – ligesom min mor og mormor. 

Det var ikke så klassisk i 60’erne, at manden hjalp til med madlavningen derhjemme, men det var han ligeglad med. Han lavede ofte ragù af oksehaler, og når jeg var syg, lavede han stjernesuppe. Hvis jeg lukker øjnene, kan jeg meget tydeligt fornemme den duft af knoldselleri, der var i deres køkken, husker Sofie.

Sofies morfar døde, da hun var meget ung, men han har sat dybe spor i det liv, hun lever i dag, hvor traditioner, håndværk og familie fylder meget i hverdagen.

Selvom Sofies mormor og morfar sådan set havde en pastamaskine, så var det ikke en, der blev brugt flittigt. Men den skulle vise sig at få betydning noget senere i Sofies liv – ad lidt kringlede omveje.

– Pastaen kom uventet og lidt tilfældigt ind i mit liv. Min datters far og jeg var gået fra hinanden, og så stod jeg pludselig med et lille barn, som jeg havde 24/7. 

På det tidspunkt arbejdede jeg fast som journalist, men jeg sagde op med en plan om, at jeg ville arbejde freelance, og så måtte jeg bare håbe på, at det hele ville komme til at gå.

En dag, hvor Sofie skulle lave middag til hele sin familie, besluttede hun sig for at lave pasta fra bunden – men det gik ikke helt som forventet.

– Jeg havde fundet min elskede ”Made in Italy” bog frem og havde fulgt opskriften til punkt og prikke, rullet dejen ud så tyndt som jeg kunne med en kagerulle og fyldt den med ricotta, men da min mor, som ellers er meget støttende, tog den første bid, sagde hun: ”ja, den er godt nok tyk og tør” – og det var den, og jeg var så træt af, at det ikke var lykkedes for mig at lave den pasta. 

Men så kom min mor i tanke om, at hun havde min mormor og morfars gamle pastamaskine fra Italien stående. Og resten er historie. 

I starten af 2023 begynder Sofie Borbiconi at lægge videoer ud på Instagram, hvor hun med et meget hjemmegjort video set-up filmer, mens hun laver raviolier. Senere samme år møder hun op på forlaget Grønningen med 500 følgere og en drøm.

– Jeg ville lave en pastabog! Forlaget inviterede mig indenfor, og så drak vi en kop kaffe, og selvom jeg ikke rigtig var "nogen", så sagde de ja til, at jeg måtte lave min bog. Siden er Sofie Borbiconi også begyndt at lave workshops og afholde kurser, hvor hun viser andre, hvordan man laver pasta fra bunden – og alle kan være med.

– Min egen fascination startede på YouTube, hvor jeg blev næsten religiøs over pastaformer. Jeg så alle de videoer, jeg kunne komme i nærheden af, og til sidst havde jeg lært så meget og øvet mig så meget, at jeg blev god til det.

Tid til langsommelighed

Udenfor går verden hurtigere og hurtigere, men herinde i køkkenet på Nørrebro er der plads til fordybelse og ro. Det er som om, at Sofie har regnet noget ud. 

For i en tid hvor vi ser vores venner mindre, laver mindre mad og lukker færre ind i vores hjem, holder Sofie Borbiconi store sammenskudsgilder i gården, når det er sankthans, vennerne er på besøg til hjemmelavet pasta og sammen har de en konto, de betaler til hver måned, så de husker at gå ud og spise sammen. Og så insisterer hun på det langsomme.

– Det er virkelig dejligt at lære et håndværk og stå med noget imellem hænderne. Jeg kan godt lide at lave pasta, fordi processen er langsom, men resultatet er hurtigt. 

Til hverdag bruger jeg sjældent æg i min pasta, fordi det er lidt mere omstændigt, så laver jeg bare dejen af durum og vand og står og former pastaen i hånden. 

Bare lige nok til, at vi har, hvad vi skal bruge – det er i stedet for at gå til yoga. Jeg kan godt lide de rene linjer i pastaen. Jeg nyder at lægge dem side om side og se, hvor flotte de er. Der er noget sirligt i det, som jeg finder stor ro i. 

LÆS OGSÅ

Madredaktørens bedste tips: ”Disse 3 ting er på min to do-liste”

Selvforkælelse er altid en god idé, og for madredaktør Signe Munk Lund har det ofte at gøre med gode spiseoplevelser. Bliv inspireret af hendes to do-liste!

Så pynter jeg dem med blomster og falder helt til ro i processen, fortæller hun og husker tilbage på et helt særligt måltid.

– Jeg var engang ude og spise på en trestjernet Michelin-resteaurant i Senigallia i regionen Marche, hvor min morfar er fra, Uliassi, hedder restauranten og det var en fuldstændig fantastisk oplevelse. 

Hele min familie var afsted, og maden var fantastisk – men det var ikke den, der gjorde det til den bedste middag, jeg har haft. Det var lige ned til stranden, og fordi vi havde børnene med, havde de sat store parasoller op, og der var tæpper og legekasser sat frem til dem. 

De kom også ind med mad til ungerne på de der store sølvfade med et kuppellåg, selvom de bare skulle have pasta med tomatsovs. Vi måtte bare være der med alt, hvad vi var, og det er det, der gør et godt selskab.

Det er også morfaren, Sofie vælger som den første, hvis hun kunne få lov til at servere pasta til hvem hun ville – levende eller døde.

– Det ville være en drøm at få lov til at lave mad til min morfar. Jeg var kun seks år gammel, da han døde, men han har gjort et meget stort indtryk på mit liv. Jeg ved, at han ville kigge ned og tænke ”mamma mia, hvor er det sejt”. 

Så ville jeg sørge for at lære italiensk, så vi kunne tale sammen på hans modersmål, og så skulle vi sidde der og spise pasta, jeg selv havde lavet. Jeg bliver meget rørt nu, men jeg bærer en følelsesmæssig arv videre. 

Tænk på alle de nonnas (italienske bedstemødre, red.), der har siddet på gaden og foldet pasta til kæmpe familier. Mange af de pastaformer vil dø, hvis der ikke er nogen, der bliver ved med at huske dem og lave dem.

En ravioli med to slags fyld

Hvis Sofie var en ravioli, ville hun være en ravioli doppi – en ravioli med to forskellige slag fyld – for som hun siger, så er hun lidt af hvert. Urolig og i zen, utålmodig og stædig, men helt i ro bag køkkenbordet.

– Måske jeg også lidt er en farfalle, en sommerfuglepasta. Jeg er også vild og flyvende og elsker at feste, og jeg elsker at tage ud med mine veninder eller holde et godt middagsselskab. 

Det giver mig en stor tilfredsstillelse at lave god mad til mine venner – selvom det godt kan være en stressende proces, selv for en der laver det til hverdag. I min vennegruppe er vi ret gode til at se hinanden, men det der med at holde et rigtigt middagsselskab, hvor vi er hjemme hos en af os, det gør vi sjældent, og det er ærgerligt. 

Vi er gode til at tage ud og spise, fordi det er en måde at flytte ansvaret for mad og rengøring ud af huset, så vi rent faktisk får set hinanden. Tidligere i år havde jeg min veninde og hendes mand forbi hjemme hos mig, før vi skulle til en koncert, og så lavede vi bare lige noget hurtigt pasta sammen og drak noget vin og satte musik på. 

Vi endte kun lige med at nå den koncert, fordi vi hyggede os så meget og ikke havde lyst til at gå.

Sofie Borbiconi har en veludviklet sans for nydelse, som hun er god til at dele med andre mennesker, og selvom hun ville ønske, at hun og hendes venner var bedre til at besøge hinanden derhjemme, så gør hun hvad hun kan for at give et kig ind bag sin egen kulisse.

– Jeg elsker at lave pasta sammen med mine venner og min familie. Så får alle en klump dej, og så sidder man sammen og laver sin egen portion. Sidste år var vi på ferie i Klitmøller, og så sad vi alle der og trillede og foldede, til vi alle kunne blive mætte. 

Vi endte med at måtte koge mere pasta fra supermarkedet, fordi børnene uventet kørte en masse mad ind, fordi de selv havde været med til at lave det. Det er både en måde at samles og lære fra sig, men det er også en måde at tage noget af værtens ansvar ud af maden, så alle kan slappe af.

Når man kigger rundt i Sofie Borbiconis hjem, er her meget ordentligt – men når hun åbner en af køkkenskufferne for at finde en lille kniv frem eller et stykke film til at lægge over den våde pastadej fornemmer man, at der måske ikke altid er sirligt ryddet op. Men det er ligegyldigt.

– Vi tror, at alle andre bor perfekt, men det gør de altså ikke, vi bliver bare ikke lukket ind hos hinanden. Jeg bliver ikke stresset, når jeg skal have gæster. Jeg er lidt det sorte får i familien, men jeg synes bare ikke, det er så vigtigt, om alt er rent og pænt hele tiden, eller om der er stole nok – det hele skal nok løse sig. 

Hvorfor skulle jeg støvsuge, lige inden mine gæster kommer ind i lejligheden med deres sko på? Jeg vil da hellere støvsuge, når de er gået. Når jeg holder selskaber, vil jeg faktisk gerne bare stå ude i køkkenet og lave dejlig mad til mine gæster, mens de hygger sig. 

Det er også derfor, jeg har et åbent køkken. Jeg elsker at mødes om maden og tale om den og se folk tale sammen. Hvis folk spørger, om de skal hjælpe mig, så siger jeg, at det bedste de kan gøre, er at sætte sig ned og hygge sig – jeg elsker det.

Det udskældte kulhydrat

Efter at være vokset op med en generation af fedtforskrækkede mødre er det vigtigt for Sofie at være et godt forbillede for sin datter.

– Der er mange, der er unødigt bange for at spise pasta eller kulhydrater. Jeg synes, der er meget mere at vinde ved at forstå, hvad det er, du spiser. 

Vi er blevet så dårlige til at tillade os selv at nyde ting, og det kommer i vejen for fællesskabet og selvomsorgen. Jeg vil gerne have god mad og god vin og alt, der er godt. Jeg synes, der er mange kvinder, der er gået forud og har skabt nogle gode muligheder for, at jeg kan være i ro med min krop og være til stede i nydelsen, men lige nu ser jeg det gå baglæns. 

Især kvindelige tv-værter er begyndt at blive tyndere og tyndere, og jeg er ked af det på min datters vegne over, at hun ikke får de samme gode forbilleder. Fem kilo fra eller til er ikke det, der står imellem dig og lykke. 

Vores forældregeneration var enormt fedtforskrækkede og på den ene forbandede suppekur efter den anden. Jeg har dele af min familie og omgangskreds, der ikke taler pænt om den mad, vi spiser, eller om vores kroppe, når vi sidder rundt om et bord, og det går ikke. 

Vi er nødt til at give hinanden og os selv lidt fri, så vi kan åbne op – både for vores hjem og vores døtre og os selv.

LÆS OGSÅ

De seneste 50 år har 92-årige Edna drevet en restaurant i Frankrig: ”Jeg har altid løjet om min alder”

Sådan siger 92-årige Edna Falao, der de seneste 50 år har drevet restaurant og serveret for verdensberømte stjerner på den franske riviera. Hun har sit eget champagnemærke, drikker mindst et glas hver og opfordrer i øvrigt til, at vi nyder livet, mens vi har det.