Lasse håber at finde kærligheden i Landmand søger kærlighed, der kan ses på TV 2.

Lasse fra Landmand søger kærlighed: “Man bliver mærket af sådan en barndom, jeg har haft”

Lasse Korsgaard fra Thy voksede op med en mor, der drak og følelsen af mest at skulle klare sig selv. I dag driver han en økologisk gård på 160 hektar, og det er især forholdet til sønnen og de to børnebørn, der har forandret ham. Nu håber han, at ”Landmand søger kærlighed” kan give ham en ny chance for kærlighed – på en måde, hvor han kan være sig selv.

hjemmet logo farve

Han kan fortælle i timevis. Om mennesker. Om tilfældige møder. Om de små detaljer, andre overser. Ordene falder hurtigt hos ham. 

Men når samtalen glider tilbage mod de første år af hans liv, bliver sproget pludselig sparsomt.

– Det er en barndom, jeg gerne ville have været foruden, siger han kort og uden tøven.

Så trækker han på skuldrene.

– Jeg er ærlig. Hvorfor skulle jeg ikke være det?

Måske er det også derfor, han har sagt ja til at lade hele Danmark kigge med i TV 2-programmet Landmand søger kærlighed. Til at stille sig frem med både længsel og usikkerhed og indrømme, at han som 62-årig stadig håber på at finde kærligheden.

Lasse Korsgaard driver en økologisk gård på 160 hektar, passer sine grise og sit kvæg og sælger kødet i gårdbutikken ved siden af. Dagene begynder tidligt og slutter sjældent til fyraftenstid. Det er et liv bygget op omkring arbejde, rutiner og det, at klare tingene selv. Noget, han altid har været nødt til det.

19-årige Julie Immersen er en af Lasses unge landbrugelever, der hjælper ham på gården.

Han er født i Randers og voksede de første år op sammen med sin mor og storebror. Storesøsteren rejste med faderen, da forældrene gik fra hinanden, så han har ingen erindring om en samlet familie – eller om at kende sin far.

– Det blev til en julegave og et par telefonopkald om året. Det var kontakten, siger han.

Moderen drak, og hun skiftede jævnligt kæresterne ud. Fælles for dem var, at de slog hende, siger han. Han husker ikke lydene om natten, men han så de blå mærker næste morgen og en mor, der lod, som om intet var hændt. Han husker også indkøbssedlen. Martini Dry stod der. Hun sagde, at han kunne købe en grillkylling for byttepengene.

Lasse trives, når han kan gøre en forskel for andre – både for sin familie og de unge medhjælpere på gården.

Ofte flyttede de. Fra by til by og en enkelt gang til Sjælland. Men det er skoleskiftene, der står klarest.

– Jeg var virkelig helt umulig i skolen, siger han og forsøger at forklare, hvorfor.

Han var rastløs. Svarede igen. Skubbede til grænserne. Og han mindes en dag i skolen, hvor han ikke måtte gå på toilettet i en time.

– Da læreren endelig gav mig lov, gik jeg hen og tissede i papirkurven.

Lasse griner kort.

Han var 11 år, da kommunen endelig bankede på. Moderen blev indlagt til afvænning, og Lasse og broderen kørt på børnehjem.

– Det var faktisk ikke så ringe. Der var tydelige regler og pligter. Jeg vidste, hvad der gjaldt, siger han.

Plejefaren bestemte. Der var lommepenge og penge til tøj. Og friheden til at cykle ud om aftenen, hvis han ville. Han drak en masse bajere og røg som en skorsten.

– Det var andre tider, som man siger i dag, forklarer han og smiler.

Onklens ønske

Moderen var indlagt længe, og det var plejefaderen, der insisterede på, at hendes sønner skulle besøge hende. Selv havde Lasse ikke noget behov for det, og da han fik muligheden, flyttede han over til sin onkel og tante i Thy. De boede på en gård og kunne godt bruge en ung dreng, der kunne hjælpe til. Her knoklede han og forsøgte at leve efter de indremissionske rammer.

– Det var nu ikke lige mig. Det var for stramt, og jeg er ikke til det der. Jeg har brug for at sprælle, så jeg udfordrede da også min onkel nogle gange. Jeg vil aldrig glemme, dengang jeg fik en på kassen, så jeg røg hen ad gulvet, siger han.

Han ejede ikke nogen drømme, så når han tænker efter i dag, var det nok onklens ønske, at Lasse gik den samme vej som ham. Lasse begyndte på landbrugsskole, var i praktik på et par gårde, inden han færdiguddannet vendte tilbage til onklens gård for at arbejde.

– Jeg har nok været lidt ensom, for jeg havde ikke nogen faste kammerater. Jeg var en enspænder, mindes Lasse.

Lasse er glad, når sønnen Jonas lægger vejen forbi gården i Thy.

Da han fyldte 20 år, blev han ringet op af sin storesøster. Faderen var død, og der var en arv til dem alle. 40.000 kroner og onklen gik med sin nevø i banken og hjalp ham med at købe den gård, Lasse bor på i dag.

– Jeg ville hellere have haft min fars hjælp, da han var i live. Nu blev det hans død, der hjalp mig. Det var jeg ked af, fortæller han.

Moderen er også død i dag. Hun forsøgte, siger han, senere i livet at række ud og ændre på noget af det, der havde været. Men afstanden var allerede blevet for stor.

– Jeg fik ikke engang vand i øjnene, da hun døde, siger han.

Svær skilsmisse

Indtil da havde kvinder ikke fyldt ret meget i hans liv. Han arbejdede. Passede gården. Klarede sig selv. Men en dag tog han sammen med en kammerat over grænsen for at handle, og dér fik han øje på en kvinde i en butik. De faldt i snak. Hun boede ikke langt væk, og kort tid efter begyndte de at ses. Det hele gik hurtigt. Pludselig var hun gravid. Lasse gik på knæ og friede.

Og så blev det hverdag. Arbejde, søn, gentagelser. Et liv der kørte, som liv nu gør. Indtil det en dag ikke gjorde det længere. Det var ikke én ting, der gik i stykker. Mere en langsom erkendelse af, at luften forsvandt mellem dem.

– Jeg er ikke god til det, siger han.

Skilsmissen var svær og kostede også kontakten til hans søn i en lang periode, og han er forsigtig med ordene, når han fortæller om det. For det betyder meget for ham, at det for ikke længe siden ændrede sig.

– Jeg har to børnebørn, lyser han op og beskriver, hvordan de kører på traktoren og fodrer grisene, når de besøger ham. – De to børnebørn gør mig mild, siger han. Mere rund i kanten, end han selv har været som far.

– Man bliver mærket af sådan en barndom, jeg har haft. Men jeg elsker virkelig min søn og mine børnebørn. Jeg er meget taknemmelig for dem.

Den svære kærlighed

Når børnebørnene kommer, er gården anderledes, og Lasse koncentrerer sig fuldt ud om dem.

– De må godt prøve det hele, siger han og læner sig lidt tilbage.

– Man skal se sine børnebørn. Jeg tror, de kan se, at farfar er med på lidt af hvert, smiler han.

Det er ikke kun børnebørnene, der møder den side af Lasse. Også på gården forsøger han at give andre det, han selv savnede undervejs. Han har unge mennesker boende, som arbejder på gården, og som har haft det svært i livet. De unge medhjælpere kommer hver især med deres livshistorie, der på flere punkter ligner hans egen.

– Jeg fik ikke selv de bedste kort i livet, og måske derfor har jeg lyst til at hjælpe andre, der minder om mig. Jeg gør, hvad jeg kan for at få dem på rette vej videre, og jeg bliver så glad, når nogle tidligere medhjælpere kommer på besøg og hilser på. Det giver mening for mig.

Siden skilsmissen har han ikke rigtig opsøgt kærligheden selv. Han har arbejdet. Passet gården. Klaret sig selv. Men vennerne blev ved med at skubbe på, og til sidst sagde han ja til at være med i TV 2s datingprogram.

Lasse håber at finde kærligheden i Landmand søger kærlighed, der kan ses på TV 2.

– Jeg tror ikke, det bliver nemt, indrømmer ham.

– Men nu prøver jeg. Det skal være en kvinde, der ikke låser mig fast. Jeg skal kunne trække vejret i det. Ellers så spræller jeg, siger Lasse ◆