Morten Kirckhoff har skrevet en bog om sin fars demenssygdom. Både som en hyldest til faderen, men også i håb om at hjælpe andre pårørende. Alt salg fra bogen går til demensforskning.

Morten Kirckhoff lærte noget vigtigt, da han mistede sin demenssyge far: "Jeg var nødt til at vise en side, jeg ikke var stolt af"

Morten Kirckhoff har altid været modig, men da han mistede sin far til demens, blev han det på en helt ny måde. Det lærte ham, at han ikke altid kun skal løbe mod det gode, men at det er okay også at mærke de tunge følelser og at turde sige dem højt.

hjemmet logo farve

Da Morten Kirckhoff kiggede ud over de 200 mennesker, der stod foran ham, gik det op for ham, at langt de fleste græd. 

Ligesom han selv gjorde. Egentlig var de kommet for at fejre udgivelsen af hans seneste bog om at leve modigt, men dagen endte med at handle om noget andet. 

Natten forinden var Morten Kirckhoffs far død efter et fem års slidsomt forløb med demens, så den planlagte fejringstale blev skiftet ud med en tale, der kom helt derinde fra, hvor det gjorde ondt. I det øjeblik føltes det rigtigt kun at tale om den sygdom, der havde fyldt alt, og den slutning, som føltes lige dele uforståelig og som en lettelse, og det rørte folk. 

Ugen efter ringede Morten Kirckhoffs redaktør til ham. Hun ville have ham til at skrive en bog. Om forløbet, om følelserne og om alt det forfærdelige ved at se sin far forsvinde for øjnene af ham.

Selvom han selv kalder det så banalt som teksten på en Gajolæske, så har faderens sygdom fået Morten Kirckhoff til at indse, at alt kan forandre sig i morgen.

– Mit svar var, at det ville jeg ikke. Jeg ville ikke snakke om det mere. Nu skulle livet gå videre. Men hendes idé var jo velmenende med tanke på, hvor mange der sidder derude og er berørte af demens. Og jeg havde jo lige skrevet en bog om at turde og om at udvikle sig som menneske, så hvis nogen burde gøre det, var det nok mig, så efter et stykke tid tænkte jeg ”fuck it, nu åbner jeg op for hele lortet”, siger Morten Kirckhhoff.

Og det gjorde han. Hans nye bog ”Da min far var min far” er ikke kun fortællingen om, hvordan hans altid livsduelige far pludselige begynder at glemme ting for til sidst at få diagnosen demens og sidde på et plejehjem uden sprog og evnen til at spise og gå på toilet. 

Det er også fortællingen om alle de tanker, der flytter ind i Morten Kirckhoff i forbindelse med, at rollerne skifter, og han nu skal være far for sin far.

– Skal jeg være ærlig, har det været forfærdeligt at skrive bogen. Jeg er fra en generation, hvor det at sætte ord på følelser, ikke var det første, vi lærte i livet. Det skulle løbes væk. 

Så at sætte sig ned og få de følelser ned på papir har været virkelig svært og sorgfuldt. Men fra starten vidste jeg, at hvis nogen skulle kunne bruge det her til noget, skulle det ikke være et glamourøst portræt af Supermand Morten, der kan rejse verden rundt og bare har tacklet det her. Så blev jeg nødt til også at vise en side af mig selv, som jeg måske ikke er så stolt af, siger Morten Kirckhoff.

Skamfulde tanker

I løbet af de fem år, som demenssygdommen udviklede sig, blev rollerne mellem Morten og hans far lige så stille byttet rundt. Nu var det Morten Kirkchoff, der skulle være den voksne, der måtte hjælpe sin far med at huske navne, steder og historier og i de sidste år made ham med en ske, skifte hans ble og hjælpe ham med at tisse, når de sammen var på tur udenfor – nøjagtig som faderen helt naturligt hjalp Morten, da han var dreng. 

Det skifte var der ingen, der havde forberedt Morten Kirkchoff på, og selvom han gjorde det hele, vænnede han sig aldrig til det. Men noget af det, han i dag er mindst stolt af, er de skamfulde tanker, der gik i retning af, om det nu egentlig var værd at besøge faderen, når han alligevel ikke ænsede det, eller om han ikke bare snart kunne dø, da livet ikke længere var værdigt at leve.

Med hustruen Vibeke og parrets tre børn på en af de utallige rejser, de sammen har været på. Her i Krñany på rejse gennem Tjekkiet i 2022.

– I sådanne nogle situationer vælter det jo op i en, hvor dårligt et menneske man er. Hvordan kunne jeg overhovedet have de tanker, at et menneske, jeg elsker gerne måtte dø, så jeg kunne spare mig selv for alt det bøvl? 

Det kunne jo være sidste gang, at jeg så ham. Der er kun dårlige ting at sige om sådan nogle situationer, men det har været vigtigt for mig at beskrive dem, for da jeg selv stod i dem, troede jeg, at jeg var den eneste i hele verden, der kunne have sådan nogle tanker. 

Siden har jeg fundet ud af, at det er helt normal, så selvom jeg ikke er stolt af det, tør jeg godt skrive det, fordi jeg ved, at det er vigtigt at læse for andre, som er på vej ind i et lignende sygdomsforløb.

5 sommerspørgsmål til Morten

Hvad er dit bedste barndomssommerminde?

– Det er fra en spejderlejr, jeg var på, da jeg var 8-9 år på Bornholm. Det var første gang, jeg var væk alene hjemmefra i en hel uge, og jeg husker det som fantastisk. De lange lyse nætter, og at vi var ude hele tiden, lavede bål og svømmede i søerne.

Hvad er det bedste ved den danske sommer?

– De sidste mange år har jeg holdt sommerferie i Danmark i vores sommerhus, og der er ikke noget bedre sted i verden. Trust me, jeg har været mange steder. De lange nætter, hvor der aldrig bliver helt mørkt, hvor man kan sidde ude til duggen falder og sove for åbne vinduer. Og børnene kan bade i det reneste vand og løbe på stranden uden at træde i glasskår og plastik. Det er fantastisk.

Hvilken aktivitet laver du helst om sommeren?

– Bål. Jeg har et bålsted i både mit hus, i mit sommerhus og ved mit kontor. Der er ikke én sommeraften, hvor jeg ikke laver bål. Jeg elsker at sidde med duften af røg og drikke kold hvidvin og måske en lille rom. Der er ikke noget bedre.

Hvad laver du på den bedste sommerdag?

– Står op om morgenen, tager min morgenkåbe på og rammer stranden så tidligt, at der ikke er et øje, der kigger. Så kan man jo gøre det, man gør. Og så bader jeg. Bagefter laver jeg morgenkaffe og spiser et stykke rugbrød med ost. I løbet af dagen kommer der venner forbi til et glas kold hvidvin i haven, så sover jeg til middag, og om aftenen sidder jeg med min familie rundt om et bål. Og ingen har haft telefonen op af lommen.

Hvad skal du spise om sommeren?

– Danske jordbær og sindssygt mange af dem.

Det svære er okay

Igennem forløbet med at skrive bogen føler Morten Kirckhoff, at han har lært sin far bedre at kende. Fordi han har givet sig selv tid til at tænke over, hvem han egentlig var. 

Genkalde sig minder og historier og fået sat ord på dem på en anden måde end tidligere. Og på den måde har han også lært sig selv bedre at kende.

– Jeg er kommet frem til, at det måske er meget godt, at jeg ikke bare løber alt det svære i livet væk og altid flygter ind i det sjove. Jeg er virkelig dygtig til at leve et lystbetonet liv.

Jeg er lykkedes med at tilrettelægge mit liv, så jeg laver ting, jeg virkelig har lyst til at lave, og det har jeg det godt med, men samtidig er det også godt for mig, at jeg reflekterer over mit liv og siger til mig selv, at det er okay, at der er noget, der er svært. Det er kun menneskeligt.

Morten Kirckhoff har netop optaget niende sæson af rejseprogrammet ”Nul stjerner”, hvor han sammen med Jan Elhøj besøger nogle af verdens værste hoteller. I den nye sæson sover de bl.a. på et rottehotel i Kina.

På den måde har processen med bogen givet Morten Kirckhoff en ny dimension som menneske. Hans mod til at rejse uvante steder og opsøge ting, andre kan få nervøse trækninger over, har aldrig svigtet, sværere har det været med det følelsesmæssige mod.

– Havde folk mødt mig for to år siden og spurgt mig, hvordan jeg havde det, havde jeg svaret skide godt, uanset hvor ondt jeg havde i sind og krop. Jeg ville hellere have ædt en pose kakkerlakker end at fortælle, hvordan jeg havde det.

Nu kan jeg sidde i Go’ Aften Danmark og tude. Når man frygter noget, er man passiv, og når man er modig, handler man. Og her har jeg handlet mig ud i noget, som har været en sund proces for mig.

Et åbent sanseapparat

Når Morten Kirckhoff skal beskrive noget af det, han respekterer mest hos sin far er det, at han var en drømmer. Han drømte om alle mulige ting, men han havde samtidig en evne til at realisere drømmene. Han var en handlingens mand. Og netop det træk kan Morten Kirkchoff godt se, han har fået fra sin far og gjort til sin egen styrke. 

Han har sit eget produktionsselskab, hvor han har skabt tv-succeser som ”Alt forladt” og ”Nul stjerner”, han skriver bøger, og han holder foredrag om det, han elsker allermest: at rejse. 

Et frø, der satte sig i ham, da han som blot 14-årig tog på udveksling i Haifa i Israel. I dag er han medlem af Eventyrernes Klub, har besøgt 160 lande og har en bucketliste over ønskede destinationer, som kun bliver længere.

I fem år fyldte faderens demenssygdom alt for Morten Kirckhoff, og han blev sur og frustreret undervejs, fordi det skulle ende sådan. I dag er han kommet overens med de følelser, og i stedet er det minderne om en rask far, der fylder.

– Fra det øjeblik jeg træder ud af en flyver åbner hele mit sanseapparat sig. Verden lyder forskelligt, dufter forskelligt og mærkes forskelligt alt efter, hvor jeg rejser hen, og den er så smuk, nuanceret og idérig. Det kan røre mig på samme måde, som man kan blive rørt af et kunstværk eller et stykke musik. 

I mine møder med vildtfremmede mennesker kan der opstå en helt særlig ånd, hvor vi beriger hinanden med snakke og historier. Der eksisterer sådan en livgivende kraft i verden, som jeg elsker, og som er en brønd, jeg kan blive ved med at drikke af, siger Morten Kirckhoff.

Lige så meget som han elsker at rejse, lige så meget elsker han at komme hjem. Her venter hans hustru gennem 25 år, deres tre fælles børn og det hjem, som de har boet i de sidste 20 år.

– Mit liv og hjem er sådan et egetræ, der har slået rødder. Det er enormt vigtigt for mig at vide, at jeg har det. Men ligesom at jeg ikke kunne holde ud kun at rejse, kunne jeg heller ikke bare sidde og spise agern under egetræet. Så ville jeg blive bims, så vekslingen mellem begge verdener er perfekt for mig.