Eksperter advarer: Køb ikke disse solcremer
Man kan ikke nødvendigvis stole på den SPF-faktor, der står på solcremens flaske. Hvis du køber dine solbeskyttelsesprodukter online, skal du især tænke over én ting.
Solens varme stråler brager ind over os, og UV-indekset følger med.
Det kræver ekstra beskyttelse, men en ny undersøgelse viser, at man skal være påpasselig med sit valg af solcreme.
Forbrugerrådet Tænk har lavet en ny laboratorietest af en række solcremer fra online markedspladser Shein, Temu og AliExpress, som er kendt for deres discountpriser og store produktudvalg. De udvalgte solcremer skulle efter sigende beskytte med faktor mellem 50 og 90.
Allerede inden testen gik igang, blev tre af solcremerne kasseret, grundet deres indhold af et solfilter, som er hormonforstyrrende og ulovligt i EU. Af de syv produkter, som blev testet, var det kun én solcreme, der beskyttede, sådan som den lovede.
Projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi, Stine Müller, har aldrig nogensinde set solcremer, der beskytter så lidt. Det fortæller hun i en pressemeddelelse til Ritzau.
– Vi har testet solcremer i mange år, men aldrig tidligere set produkter, der slet ingen solbeskyttelse har. Det kan have alvorlige konsekvenser, hvis man som forbruger tror, at man er beskyttet og derfor opholder sig længere tid i solen, siger hun.
Flere af solcremerne havde en solbeskyttelsesfaktor (SPF) på mellem 1,2 og 1,6 og gav derfor stort set ingen beskyttelse mod solens stråler.
Det ukendte, udenlandske farvande
Selvom de testede produkter er fra online markedspladser i udlandet, viser Forbrugerrådet Tænks research, at flere af cremerne kan købes af danske forbrugere – også via andre online hjemmesider. Dertil findes der produkter med næsten identisk emballage men med andre navne, som gør det til endnu større jungle at finde rundt i.
Når disse solcremer bliver videresolgt hos andre markedspladser end de oprindelige tre – Temu, Shein og AliExpress – er det svært at vide, hvornår man kan stole på den solcreme, man køber.
Men der har Stine Müller ét klart råd:
– Vores klare anbefaling er at købe solcreme fra mærker og forhandlere, man kender fra det danske marked. Testen viser, at der er høj risiko ved at købe solcreme via online markedspladser, hvor man handler direkte med sælgere uden for EU.
Undersøgelsen føjer sig til en række tidligere tests, som Forbrugerrådet Tænk har foretaget af andre produkter som legetøj, elektronik og tøj fra onlineplatforme som ovennævnte, hvor de også kunne dokumentere problemer med produktsikkerheden.
For hudens skyld
Vi ved alle sammen godt, at det er vigtigt at smøre sig ind, inden man går ud i solen – og det er der mange gode grunde til. Hvis man bruger en solcreme, der ikke reelt beskytter, så kan man risikere, at solstrålerne kan skade huden på tre forskellige måder. Det forklarer Peter Bjerring, overlæge i dermatologi.
De kan først og fremmest ramme cellemembranerne, hvor de kan lave hul i de celler, der hedder lipider og på den måde beskadige dem. Det kan føre til udtørring af huden og pigmentpletter.
– Derudover kan strålerne ramme proteinerne inde i selve cellerne, som ødelægger kollagen og de elastiske fibre – og så ældes huden. De kan også ramme DNA-molekylerne, som kan udvikle forstadier til hudkræft, hvis de bliver skadet.
For at være ordentligt beskyttet, skal man bruge solcreme så snart, solen er fremme, påpeger Dr. Ludger Kolbe, som er Chief Scientist for Photobiology and Hyperpigmentation hos Beiersdorf.
– Vores hud skelner ikke mellem en solrig sommerdag og en overskyet forårsdag. UVA-stråling, som er det, størstedelen af UV-strålingen består af, forbliver relativt konstant hele året rundt. Den når huden, selv når det er overskyet, i skyggen og gennem vinduesglas, siger Dr. Ludger Kolbe.
Man kan ikke nødvendigvis se umiddelbare advarselstegn på huden, men strålerne kan alligevel påvirke hudens aldring, pigment og risiko for hudkræft. En god tommelfingerregel er at påføre solcreme på den hud, der kan blive eksponeret for solen, når UV er på 3 eller derover – også selvom det er overskyet.
– Det er her, mange menensker bliver snydt og tænker, at i dag behøver jeg ikke solcreme, for der er ingen sol. Men op til 80% af UV-lyset kan godt gå igennem en tynd sky, og derfor skal du stadig have solcreme på, siger Peter Bjerring.
Hvis man opholder sig udenfor i byen en hel dag, er det ikke nødvendigt at genpåføre solcreme, fordi man skiftevis opholder sig i lys og skygge hele tiden. Befinder man sig derimod i et åbent landskab som fx på stranden, skal man smøre sig igen efter et par timer, understreger Peter Bjerring.