Illustrationsfoto

Her er 4 grunde til, du kan have svært ved at få en orgasme – og hvad du kan gøre ved det

Det er ikke din krop, der er noget galt med.

alt.dk logo

”Du er ikke forkert. Du er helt, som du skal være.”

En sammensætning af ord, som Katrine Berling og Eva Lauridsen gentager igen og igen i deres arbejde som sexologer, og som de indleder deres nye bog “En lille bog om nydelse” med. 

Her flytter de fokus fra præstation og hurtige orgasmer til sanser og nydelse med formålet at hjælpe kvinder til et bedre sexliv, og budskabet er, at kroppe, lyst og orgasmer er forskellige.

Hvad der dog ikke er nogen tvivl om, er, at der findes et orgasmekløft – det vil sige, at mange flere heteroseksuelle mænd end kvinder får orgasme, når de har sex. Ifølge en amerikansk undersøgelse lyder tallene, at 95 procent af mænd og 65 procent af kvinder i faste forhold får orgasme – mens forskellen er endnu større, når det gælder engangssex.

Men hvorfor findes denne kløft? Er det, fordi kvindekroppen ikke er indrettet til at få orgasme så ofte som mænd? Nej, svarer sexologerne i bogen.

– Hvis man spørger kvinder, om de får orgasme, når de onanerer, så er det en helt anden sag. For det gør de. Det handler altså ikke om, at kvinder ikke kan få orgasme, men om, at der er noget, som bliver svært, når de er sammen med en partner, skriver de.

Orgasmekløften skyldes altså ikke kvindekroppen. I bogen kigger sexologerne på en række forskellige undersøgelser, der er lavet, og her finder de frem til fire hovedårsager til, at kvinder får færre orgasmer end mænd, når de har sex.

Forskellige slags orgasmer

Der findes flere typer orgastiske oplevelser, som opstår og opleves forskelligt.

  • Klimaksorgasme er følelsen af et øjebliks forløsning med varierende intensitet. Det er den, de fleste forbinder med en orgasme.
  • Blød orgasme kan føles som bløde, runde orgasmerbølger gennem kroppen, og kan bagefter føles, som om sex har været én lang orgasme.
  • Orgastisk tilstand kan opnås, hvis man formår at glemme målet, altså klimaksorgasme, og i stedet bliver opslugt af nydelsen.

Orgasme kan også opleves forskelligt alt efter hvilket sted på kroppen, der bliver stimuleret.

  • Klitorisorgasme
  • G-punktsorgasme
  • Skedevægsorgasme
  • Livmoderhalsorgasme
  • Brystorgasme
  • Multiorgasme

Kilde: “En lille bog om nydelse”

1. Måden vi har sex på

Forspil. Penetration. Orgasme.

Det er en meget udbredt opfattelse af, hvad der er opskriften på “rigtig sex”. Men som Katrine Berling og Eva Lauridsen pointerer, så er det en opskrift, der i højere grad tilgodeser mænd, da deres orgasmer typisk kommer gennem stimulation af penis – hvilket der er masser af ved penetration.

Omvendt giver penetration sjældent stimulering af klitorishovedet, hvilket er her, flest kvinder får orgasmer.

– Hvis penetration bliver det vigtigste i sex, kan vi let komme til at glemme alt det andet, der også kan være med til at gøre sex nydelsesfuldt. For eksempel berøring af kroppen og stimulering af sanser. Nydelse kan nemlig opstå ved meget andet og meget mere end penetration, skriver de i bogen.

Men ligesom sex ikke er lig med penetration, er sex heller ikke lig med orgasmer.

– Der er også en forestilling om, at sex kun er ”rigtig” sex, hvis man får en orgasme. Men hvis sex kun handler om at få orgasme, opstår der for nogle et pres, og ja, så bliver det også sværere at få orgasme. Der er ingen tvivl om, at orgasmer er vidunderlige. Men sex handler om meget andet også, forklarer Katrine Berling og Eva Lauridsen.

Brug dine tanker til at tænde dig selv

Ifølge Katrine Berling og Eva Lauridsen findes der forskellige “speedere”, der kan tænde for lysten. Udover at gøre brug af fx porno, fantasier og sexlegetøj, kan man også bruge sine tanker til sin fordel.

Man kan fx tænde sig selv ved at tænke:

  • "Hvor er han fræk, dejlig og lækker. Jeg elsker at have sex med ham.” Her er det tanker om partneren, man bliver tændt af.
  • "Hvor er jeg fræk og sexet lige nu. Jeg er så ophidset og lækker.” Her er det de tanker, man har om sig selv og sin liderlighed, der er med til at øge ophidselsen.
  • ”Hvor er det frækt og lækkert, det, vi gør. Vi er bare så gode til det her.” Her er det de tanker, man har om sig selv og sin partner, man bliver tændt af.

Kilde: “En lille bog om nydelse”

2. Forstyrrende tanker under sex

En anden grund til, at mange kvinder kan have svært ved at få en orgasme, er, at de har svært ved at være til stede under sex.

– Vores klienter siger det samme. De har tanker som: “Hvordan ser jeg ud?”, ”Er jeg fræk nok?”, ”Er jeg sexet nok?”, ”Keder min partner sig?”, ”Hvorfor kan jeg ikke få orgasme?” eller “Hvorfor er jeg ikke ophidset nok?” Det kan også være tanker om, hvad der er sket i løbet af dagen, eller hvad vi mangler at gøre. Alle disse tanker har det til fælles, at de tager os væk fra alt det, der sker i kroppen – fra ophidselsen og nydelsen.

Katrine Berling og Eva Lauridsen understreger nemlig, at det er vigtigt at sætte nydelse i fokus – for når man nyder det, der sker i kroppen, og får lyst til mere, opstår der en længsel efter næste berøring. I den forbindelse kommer sexologerne med et godt tip.

– Fokuser på sansningen. For når vi fokuserer og trækker vejret ind i det, der føles godt i vores krop i øjeblikket, kan fornemmelsen blive mere intens og vare lidt længere. Uanset hvor store eller små sansningerne virker.

Dog hverken kan eller skal man være opmærksom på, hvad der sker i kroppen hele tiden, understreger de.

– Det er meget naturligt, at opmærksomheden bliver afbrudt af tanker. Det gør ikke noget. Det vigtige er at opdage, når en tanke bliver forstyrrende, give slip på den og vende tilbage til nydelsen. Det kan være en hjælp at forestille sig, at tankerne er små både, der sejler på en flod. Når en båd kommer hen til dig, kan du give den et skub, så den flyder videre ned ad floden. Du behøver ikke at holde fast i bådene og trække dem ind. På samme måde, hvis du begynder at tænke på noget andet under sex; skub tankerne kærligt videre, og vend igen din opmærksomhed mod kroppen og berøringen. På den måde flytter du dit fokus fra tankerne til nydelsen i kroppen.

Øvelse: Sådan får du styr på tankerne

Prøv at lægge mærke til, hvilke tanker der dukker op, næste gang du har sex. Hvad handler tankerne om? Dig? Din partner? Sex? Eller noget helt andet?

Skriv dem ned efterfølgende, og find ud af, hvad tankerne fortæller dig, og hvad du eventuelt kan gøre ved det.

Det kan for eksempel være tanker som:

  • "Tænder han på det, jeg gør, eller skal jeg gøre noget andet." Det kan være et udtryk for, at du har mere fokus på din partners nydelse end din egen. Det kan du evt. ændre på ved at flytte dit fokus.
  • "Hvordan ser mine bryster ud?" Det kan være et udtryk for, at du har mere fokus på, hvordan du ser ud, end det du mærker. Du kan øve dig i at skifte fokus og lægge mærke til de sansninger, der sker i kroppen.
  • "Hvorfor kommer orgasmen ikke?" Det kan være et udtryk for, at du gerne vil vise din partner, at du kan få en orgasme. Men prøv i stedet at fokusere på nydelsen frem for orgasme.

Kilde: “En lille bog om nydelse”

3. Manglende viden om sex

Ifølge Katrine Berling og Eva Lauridsen kan det at have svært ved at få en orgasme også handle om, at man har en bestemt forestilling om, hvad man skal kunne med sin krop, eller at man ikke kender sin egen krop særlig godt – det kan både være når det kommer til anatomi eller hvad man godt kan lide.

Og så er der nogle bestemte forestillinger i vores kultur om krop, sex og orgasmer, og det kan give mange frustrationer, når forestillingerne ikke stemmer overens med den sex, man har, og det, man oplever i sin krop, skriver de.

– Som sexologer møder vi kvinder, der har en forestilling om, at sex helst skal være let, ukompliceret og noget, man bare skal kunne. De vil gerne mærke hurtig ophidselse, have mere lyst og har en forventning om, at orgasmerne kommer hurtigere, er kraftigere og er mulige at få i alle stillinger. Det er ikke så mærkeligt, at vi har disse forestillinger, for det er dem, vi ser i film, hører om i podcasts og læser om i medier og litteratur

Udover at eksempelvis pornofilm viser, hvordan kvinder har lyst til alt, kan alt og får orgasmer af alt, så er det også fx artikler som ”Sådan giver du din kvinde orgasme hver gang” eller ”Metoden som giver 93 procent af alle kvinder orgasme”, der giver et skævt indtryk af orgasme.

– Den type artikler tager sjældent højde for, at kvinder er forskellige. Derfor er det også meget nemt at tro, at der er noget galt med en, hvis guiden til større og bedre orgasmer ikke virker. Men der findes ikke én teknik, som virker på alle kvinder, skriver Katrine Berling og Eva Lauridsen og tilføjer, at også sexlejetøjsindustrien er med til at videregive samme billede.

– De sælger for eksempel testvindende vibratorer med orgasmegaranti, men ingen vibrator, testvinder eller ej, virker på alle kvinder. Hvis du har haft en vibrator, der ikke virkede for dig, så er det ikke dig, der er noget i vejen med. Du skal bare have en anden vibrator, eller også er vibratorer ikke noget for dig.

Øvelse: Sæt fokus på nydelsen

Hvis du oplever, at det er svært at være til stede, kan du øve dig i nydelse på mange måder, og det behøver ikke at være seksuelt. Du kan sætte dig for at nyde hver dag. Det kunne være:

  • At gå en tur og fokusere på det, du ser, mærker og hører.
  • At spise noget, du holder rigtig meget af, mens du er opmærksom på, om det knaser, om det er varmt, og om smagen er syrlig eller sød.
  • At tage et bad og mærke de varme stråler, der skyller ned over kroppen.
  • Eller lave mindfulness-øvelsen body-scan, som netop handler om at øge kropsbevidstheden.

Det, der er vigtigt, er, at du er til stede i det, du gør, og retter din opmærksomhed mod det, der sker i kroppen.

Kilde: “En lille bog om nydelse”

4. Kvinder har svært ved at tage plads

Undersøgelser peger også på, at mange kvinder er mere optagede af deres partners nydelse end deres egen, hvilket også er noget, Katrine Berling og Eva Lauridsen ofte har mødt.

– I vores praksis møder vi kvinder, som ikke vil have oralsex, fordi de tænker: ”Jeg er for lang tid om at komme,” eller kvinder, der ikke fortæller deres partner, hvis noget er ubehageligt eller gør ondt, fordi de ikke vil være besværlige. Kvinder, der fortæller, at de længes efter mere forspil, massage og berøring, men ikke beder om det, fordi de er bange for, at deres partner synes, det er kedeligt. Eller også har de opgivet at bede om det. De har med andre ord svært ved at tage plads.

Sexologerne understreger dog, at man er nødt til at være tydelig omkring sine ønsker og præferencer, hvis man vil have den sex, man drømmer om. Der er dog forskellige årsager til, at det kan være svært for mange kvinder at sige, hvad de gerne vil have, når de har sex.

– Det kan være frygt for at blive afvist, at blive grinet af, kritiseret eller at miste partneren. Det kan også være måden, vi er opdraget på: Mange kvinder er socialiseret til at være omsorgsfulde og kunne tilsidesætte deres egne behov. Det er den adfærd, de er blevet rost for, og omvendt er de måske blevet kritiseret for at være besværlige, hvis de har stillet krav eller sat grænser, og denne adfærd kan også påvirke kvinders seksuelle relationer, skriver Katrine Berling og Eva Lauridsen.

Men man skal øve sig i at stille krav og sætte grænser. Det har man både lov til og ret til. I bogen kommer Katrine Berling og Eva Lauridsen med flere øvelser og forslag til, hvordan kvinder kan få mere nydelsesfuld sex – med og uden orgasmer. Her er nysgerrighed, kommunikation og at mærke sin krop i centrum.

“En lille bog om nydelse” udgives af Lindhardt og Ringhof og udkommer den 23. september 2026.

Om forfatterne

Katrine Berling og Eva Lauridsen er begge uddannet emotionsfokuseret psykoterapeut, parterapeut og sexolog.

Katrine Berling underviser og holder kurser og foredrag om følelser, relationer og seksualitet, og gennem årene har hun også deltaget i kurser og længerevarende forløb inden for tantra og spiritualitet. Hun arbejder både med individuel terapi og parterapi.

Eva Lauridsen har løbende videreuddannet sig inden for blandt andet tantra, mindfulness og traumeterapi. Hun kommer fra en baggrund som tandlæge og forsker på Rigshospitalet. Gennem de seneste otte år har hun i sin private terapipraksis hjulpet kvinder og par.

 

Om "En lille bog om nydelse"

Katrine Berling og Eva Lauridsen har arbejdet som sexologer i mange år og mødt utallige kvinder, der drømmer om et bedre sexliv. Kvinder, der har svært ved at slippe tankerne og komme fra hovedet ned i kroppen. Kvinder, der savner lyst, kvinder, der har svært ved at få orgasme, og kvinder, der ikke formår at kommunikere, hvad de har lyst til. 

Først og fremmest handler det om at lære at blive bedre til at mærke, hvad man rent faktisk har lyst til og blive mere fortrolig med sin krop og seksualitet. Og at lære at der er mange veje til nydelse og mange forskellige slags orgasmer. Men sex er meget mere end orgasmer. I bogen er der fokus på seksuel nydelse på et meget bredere plan, der inkluderer sansninger, berøring, dufte og smage, leg med synet og hørelsen og fantasier og sexlegetøj.

Derudover indeholder bogen også viden om kroppens nydelseszoner og anatomi og en lang række praktiske øvelser. Men der også gode råd til at slippe de mange tanker, der gør det sværere at være i sansningerne. Endelig er der forslag til, hvordan man kan blive bedre til at kommunikere egne længsler, grænser og fantasier, så sex bliver (endnu) mere nydelsesfuldt.

Omfang: 240 sider

Pris: 249,95 kr

Udkommer: 23. september 2026