Par omfavner hinanden stående i havet ved solnedgang

Erotisk novelle: Hans stød leder dem længere og længere ud i Vesterhavet

Da en mystisk note leder hende mod det brusende Vesterhav, dukker en mørk skikkelse en dag op ved nabohuset. Hun når aldrig at se hans ansigt, før hun mærker en velkendt varme inden i sig.

alt.dk logo

Væggen bag det store skrivebord i stuen har stadig et svagt aftryk af der, hvor Thomas’ computer plejede at stå. Det lille værelse, der i lige uger er fyldt ud med glade hvin og børneskrig, er stille nu. Hun ligger i sengen og kigger op i loftet. 

Det er en halv time siden, at uret ringede, men hun har ikke bevæget sig endnu. Solen er stået op for længst, og varmen fra vinduet får en lille perle af sved til at glide fra toppen af hendes næsetip og ned på overlæben. Dryp. Den er salt. På natbordet ligger den eneste bog, han ikke tog med sig, da flyttemændene kom. ”Syv fantastiske fortællinger”. 

Hun har aldrig tænkt på Thomas som en mand, der læser Karen Blixen. Hun strækker de tunge arme ud efter bogen og slår op på den side, hvor spidsen af et mørkeblåt bogmærke stikker frem. På bogmærket står en adresse på hvad der ligner et sommerhus og lige under den genkender hun hans håndskrift:

"Jeg kender en kur for alting. Sved, tårer eller det salte hav.

Hun klapper hurtigt bogen sammen, før hun vælter sidelæns ud mod sengekanten. Først det ene ben og så det andet, og før hun ved af det, er hun oprejst. 

Den lysegrå t-shirt når lige netop ned til navlen, og de høje, sorte trusser er krøbet ind ved den ene balle. Hun betragter sig selv i spejlet, mens hun med begge pegefingre forsøger at udglatte den panderynke, der lader til at være dukket op over natten.

….

Mørket står som tunge, sorte gardiner foran de store vinduer. Det er noget andet end byen, der, uanset hvor stille der er i lejligheden, aldrig lader til at sove. Sommerhuset ligger næsten helt ned til vandet. Det er ikke et af de gamle, charmerende huse, men et af dem, hvor rækker af samme hus strækker sig mod havet. 

Vinduerne går fra gulv til loft med persienner, der kan trækkes for, når mørket bliver for tæt. Her er tre små værelser og en sofa i læder. En køkkenø med barstole og fire kolde spots som husets eneste lyskilde. Et langt spisebord i træ, en form for udstoppet hjortedyr på væggen og en rød lænestol. 

Hun tager en dyne om skuldrene og går ud på terrassen. Hun møver sig med umage langs væggen for ikke at aktivere de spots, der sider i loftet foran hoveddøren og sætter sig ned med fødderne i perlegruset og tænder en cigaret. Et par få fugle skraber indimellem i mørket, men ellers er her helt stille. 

Der lader ikke til at bo nogen i de andre sommerhuse, i hvert fald er der intet lys i vinduerne. Det er både beroligende, men får også hver en afsides skraldespand til at tage form af ondsindede skikkelser.

Hun låser døren bag sig, smider dynen i entreen og henter en flaske rødvin i køleskabet. Hun svinger benene over kanten på den røde lænestol og slår op i bogen. ”Sved, tårer og det salte hav”, mumler hun for sig selv. 

Pludselig står en bred kegle af lys ind igennem vinduet, og lyser huset op i et kort glimt. Forskrækkelsen får rødvinen til at skvulpe over kanten, og farver den yderste kant af hendes shorts røde. En sort bil holder ind i indkørslen ved sommerhuset ved siden af. Hun ser ikke nogen stige ud, men hører lyden af en bildør, der smækker. 

Hun rejser sig og henter en klud for at få det værste rødvin af sine shorts. Hun trækker dem ned over ballerne og lader de våde shorts lande ved hendes ankler. Hun bukker sig ned for at samle dem op.

Men idet fingerspidserne får fat, ser hun en høj, mørk skikkelse stå i det store vindue bag hende. Hun farer sammen og kravler om på den anden side af køkkenøen. Pulsen dunker i ørene, og de varme hænder laver aftryk på de sorte skabslåger. Hun holder vejret et par minutter, før hun hører døren til nabohuset smække.

Udenfor kan hun høre Vesterhavet bruse. Det er næsten som en sirene, der kalder hende tættere og tættere på sig. Hendes hår blæser bagud i vinden, som bliver stærkere, jo flere skridt hun tager mod havet. Hun holder den lange cardigan tæt rundt om sig, mens hun tager det ene skridt efter det andet frem i mørket. 

Da hun når toppen af klitten, lyser vandet stranden op. Hun kan se bølgerne, der mødes og brydes og glitrer under månen. Det kolde sand siver op imellem hendes tæer på vej ned ad skrænten, og små sten skærer under hendes fødder. Hun står længe ved strandkanten og stirrer mod det brusende hav, før hun tager armene ud til siden og lader den brune cardigan falde ned ad hendes ryg. 

Den kolde vind spænder brystvorterne, og små set går gennem hendes krop når vandet rammer hendes bare tæer, saltvandet svier i de små åbne sår. Hun træder et skridt frem mod vandet og månen bader hendes nøgne krop i lys.

Hun står lige der, hvor vandkant bliver til vand. Hun vender ikke hovedet, men hun ved, at han er der. Følelsen af det afventende blik får en enkelt dråbe til at glide ned ad hendes ben. 

Dryp. 

Hun kan høre vejrtrækningen blive tungere, som han bevæger sig tættere på hendes øre. Dryp. 

En hård varme presser sig målrettet mod hendes let åbne ben, og uden tøven maser han sit lem op i hende. Varmen fra pikken er velkendt og brænder mod den kolde vesterhavsluft. 

Han samler hendes hår i hænderne, og uden at glide ud af hende, løfter han hende ubesværet op med den ene hånd, mens den anden holder stramt fast om hestehalen. De dybe stød leder dem længere og længere væk fra strandkanten og ud i havet. 

Hun prøver at vende hovedet for at se ham, men grebet om håret gør det umuligt. Stødende bliver hurtigere og lyden af hud runger i klitterne. Hele hendes krop brænder, og mens hun piber i vellyst, er han helt stille. Vandet står højt om dem nu, og med et dybt, langt suk, glider den slappe pik ud af hende.

Dryp.