Da Anjas veninde påpegede, hvor ubehagelig hendes humor var, indså hun især én ting

Anja Lysholm trådte ud i forårssolen og glippede med øjnene. 

Hun havde undervist hele dagen forinden, hovedet var stadig sløvt, og hun trængte til at lave ingenting. Hun drejede om hjørnet for at få lidt at spise på sin stamcafé. 

Det var formiddag, og der var endnu rimelig mennesketomt, da Anja satte sig ved et lille rundt bord. Hun scannede menukortet og bestemte sig hurtigt for brunchtallerkenen. 

LÆS OGSÅ

Lise tog på ferie med sin gode veninde, men allerede efter første dukkert på stranden, fortrød hun

Jeg havde glædet mig til en afslappende ferie til Kreta sammen med Lillian, men allerede efter den første dukkert på stranden gik det op for mig, at ferien nok ikke ville komme til at forløbe helt, som jeg havde håbet på.

– Men da jeg så fik den serveret, så var der kørt honning hen over den lækre brie, der var på tallerkenen. Og det kan jeg bare ikke lide. 

Anja kiggede ned på sin salat, og uden hun nåede at tænke videre over det, kiggede hun igen op på tjeneren. 

– Ej, ved du hvad, er du ikke sød at bytte den ud? Fordi jeg kan ikke lide det der honning, som I har puttet henover som pynt. 

Det gjorde tjeneren, og Anja fik en ny salat. Hun sad paf tilbage. Det var første gang i hendes liv, at hun havde sendt noget retur på en restaurant. 

– Det kom bare helt naturligt til mig. Det var måske en lille ting for nogle mennesker, men for mig har det altid været en stor ting. Hvis jeg har fået noget, som jeg ikke havde bestilt, så har jeg bare spist det, fordi jeg ikke ville være til besvær. 

Det var første gang, Anja kunne mærke, at det arbejde hun havde lavet med sig selv de seneste uger også havde effekt ude i den virkelige verden. Hun havde stillet et krav og var blevet mødt i det. 

Overflod af vrede 

Anjas cafébesøg var kulminationen på det, der startede med noget, Anja selv troede bare var en helt uskyldig joke. Da hun en dag i 2018 snakkede med sin veninde, gik det op for hende, at der var noget, hun længe havde gemt væk. 

– Jeg sagde nogle ting, som jeg selv troede, jeg sagde for sjov. Men min veninde påpegede, at det faktisk var meget ubehageligt, når jeg sagde sådan. Jeg forstod ikke, hvad hun snakkede om, men hun sagde, at jeg var passiv-aggressiv. At der lå noget bag den humor, som gjorde det vildt ubehageligt. 

I dag kan Anja ikke længere huske, hvad hun egentlig var sur over dengang. Men det gik op for hende, at hendes vrede sev ud mellem sidebenene. Maskeret som en vittighed. 

– Det var sådan, jeg blev opmærksom på, at der var et eller andet, jeg ikke var helt klar over. Hvor jeg ikke var helt ren i de ting, jeg fik sagt. Selvom jeg blev rigtig ked af det over, at jeg gjorde min veninde ked af det, var det rart at blive gjort opmærksom på, for først der kunne jeg begynde at lave om på det. Jeg var ikke engang klar over, om det, jeg fik sagt, var vigtigt for mig. 

Det satte Anjas tanker i gang om, hvad der egentlig skete inde i hende. Hun begyndte at tænke over, hvad der egentlig lå bag den kommentar, hun havde sagt til sin veninde. 

– Der blev jeg opmærksom på, at hold da op, det er sgu da en forsvarsmekanisme det der med humor. Det gik op for mig, at når jeg har været passiv og tavs for længe, skal det på en eller anden måde ud – og så kommer det ud som stikpiller. 

I noget tid havde Anja fulgt forfatter og coach Pernille Melsted på sociale medier og modtaget hendes nyhedsbreve. Da hun en dag læste et nyhedsbrev, der handlede om vredesmønstre, følte hun sig ramt. 

– Der stod sådan noget med: ”Er du godt klar over, at hvis du pludselig føler dig kold eller tavs, kan det også være vrede?” Det talte direkte ind i, hvordan jeg havde det. Så tilmeldte jeg mig et af hendes vredeskurser. 

En af de første øvelser, Anja fik på kurset, var, at hun skulle skrive en liste over alle dem, hun var sure på. 

– Det væltede op med folk, jeg var vred på. Hold kæft, jeg var vred, det var helt vildt. Jeg var vred på gamle klassekammerater, jeg var vred på min far, jeg var vred på min kæreste. Jeg vidste det bare ikke, for det havde lagret sig inde i min krop. 

En barndom på æggeskaller 

Hun havde egentlig glemt meget af det, men da Anja begyndte at dykke ned i, hvorfor hun ikke kunne mærke sin egen vrede, dukkede der pludselig flere minder op fra barndommen. 

– I min familie var det kun min far, der måtte blive vred – og han kunne blive rigtig vred. Han var som en trold i en æske. Det var ikke fordi, han var en ond satan, der skældte os ud med vilje, men hans reaktioner var altid aggressive. 

I familiehjemmet havde de et kakkelbord, som flere steder var revnet, fordi faren hamrede sin knytnæve hårdt ned i bordet, når han blev vred. 

– Så man var altid på vagt. Det kunne også være, hvis mig eller en af mine brødre fik væltet et glas mælk, så fór han op og skældte ud. Så blev hele familien tavs. Mig, min mor og brødre sad bare i stilhed og ventede på, at stormvejret gik over. 

Det var den taktik, Anja for det meste brugte igennem sin barndom. Når hendes fars temperament blussede frem, frøs hun og ventede på, at han blev god igen. 

– Det gjorde han tit ret hurtigt. Og så var alt jo godt for hans vedkommende, imens vi andre var utrygge resten af dagen. Jeg lærte meget hurtigt at aflæse stemningen i rummet, når han var der. 

Det var nærmest dagligt, at Anjas far blev vred. Hvis der blev spildt mælk, nogen larmede når han sov middagslur, eller når han tabte i et spil. Hun udviklede derfor nogle utroligt gode antenner, der altid kunne fornemme, hvordan stemningen i rummet var. Hun kunne mærke det med det samme som en følelse i maven. 

– Det var en trykkende fornemmelse, som om noget isnende i toppen af maven. Som voksen kan jeg se, at det var meget utrygt og ustabilt for et barn. 

Anja kom bl.a. i tanke om de eftermiddage, hvor hele familien kunne sidde i stuen og spille brætspil eller hygge sig med hjemmebag. Hun husker ikke længere, hvad det specifikt handlede om, men hun husker, at hendes far og brødre syntes, det var vildt sjovt at drille hende. 

– Vi havde sådan nogle underlige måder at drille hinanden på. Det kunne være, at man fandt ud af, at nogen syntes, det var ulækkert, hvis man smaskede, og så sørgede man bare for at smaske helt vildt, indtil vedkommende fik nok. 

Anjas brødre og far vidste præcis, hvilke knapper de skulle trykke på for at pisse hende mest muligt af. Til sidst rejste hun sig i raseri og smækkede med døren. Så gik der ikke længe, før hendes far stod i døren til hendes værelse. 

– Så skældte han mig ud over, at jeg smækkede med døren, og han kunne jo virkelig blive vred. Det var frygteligt, så jeg blev bare stille. Jeg lærte på den måde, at jeg ikke måtte blive vred, uanset om mine grænser blev overtrådt for vildt. 

En kulde i brystet 

Det var som om, at der var nogle prikker i Anjas indre, der blev forbundet, da hun forstod sit eget vredesmønster. Hun så sit liv i et nyt lys og kunne pludselig forstå flere af hendes handlinger meget bedre. Bl.a. en tidligere relation, hun havde været i, der endte meget brat. 

– Jeg havde en kærlighedsrelation til en mand, som endnu ikke var særligt etableret. På et tidspunkt talte vi i telefon sammen, hvor han fik sagt noget om vores intimliv, som han syntes, jeg skulle rette op på, og efter den samtale kunne jeg bare mærke, at jeg ikke gad se ham mere. 

Hun havde egentlig været ret glad for ham, men så mistede hun fuldstændig interessen for ham fra den ene dag til den anden. Da relationen endnu var ny, gled den hurtigt ud i sandet. 

– Det var først lang tid efter, at det gik op for mig, at jeg var blevet megavred over det, han havde sagt, men inde i mig havde det sat sig som tavshed og kulde. Jeg tiede det ihjel i stedet for at sige noget til ham. Så skjult var min vrede simpelthen for mig. 

Men mønsteret var helt tydeligt. Da Anja blev klar over det, kunne hun tydeligt se en sammenhæng mellem alle de situationer, som hun nu var klar over, egentlig havde gjort hende vrede. 

– Jeg begyndte at kunne mærke nogle særlige tegn. Hvis nogen siger noget, som i virkeligheden gør mig vred, så er min instinktive reaktion at blive tavs. Så kan jeg blive helt kold indvendigt. Det er en følelse af kulde i brystkassen og solar plexus. Det sidder nærmest som sådan et skjold. Jeg får fornemmelsen af ikke rigtigt at kunne mærke mig selv – og så ved jeg nu, at det er fordi, der er noget galt. 

En øvelse, der unægtelig hang sammen med at få adgang til vreden for Anja, var at sætte grænser. Det blev klart for hende, at hun altid har undgået at være besværlig – bl.a. ved ikke at blive vred eller udtrykke sine egne behov, men også ved ikke at sætte grænser. 

– Jeg kunne overhovedet ikke finde ud af at sætte grænser. Jeg har nærmest følt, at jeg ikke havde nogle grænser indtil da. Hvilket jo er skræmmende. Jeg har fået overskredet mine grænser mange gange. 

Hun husker tilbage på flere situationer, hvor hun i dag slet ikke kan forstå, at hun ikke sagde fra. Men dengang faldt det hende slet ikke ind – det var ikke en mulighed i hendes bevidsthed. 

– Jeg har været til en massage, hvor massøren gik lidt for tæt på kønsdele og sådan noget. Jeg har aldrig været blufærdig med nøgenhed, så den grænse var jeg slet ikke opmærksom på. Så jeg har bare fundet mig i, at han rørte ved noget, han egentlig ikke skulle have haft lov til. Jeg blev tavs og trak lidt på skulderen over det. Det har jeg prøvet et par gange med forskellige massører. Tænk, at jeg har fundet mig i det. 

Konfliktsky, men vred 

En af Anjas grundopfattelser om sig selv var, at hendes behov ikke var vigtige. Men langsomt lærte hun, at hun godt måtte have dem, og hvor vigtigt det var at give udtryk for dem. 

– Det er jo ikke ensbetydende med, at andre skal opfylde dem, men jeg skal i hvert fald sige dem højt. Hvis man ikke kan få dem opfyldt, må man gå et andet sted hen, eller hvad der nu er konsekvensen. 

Men det er ikke kun nemt for hende, at hun nu kan mærke sine egne behov og grænser tydeligere. Det er også en udfordring, når man aldrig har gjort det før. 

– Jeg kan ikke længere pakke ting ind eller være forstående overfor alting. Jeg er nødt til at være hudløst ærlig, og som man måske kan regne ud, har jeg altid været super konfliktsky, men det er jeg nødt til at pakke væk. Det er jo skideirriterende, for det er ude af min komfortzone potentielt at skabe en konflikt. 

Men Anja oplever faktisk, at det er sjældent, det rent faktisk skaber konflikt, når hun siger fra eller bare siger tingene, som de er. Fordi hun nu har lært at tage tingene i opløbet, er det også sjældent, at det når at udvikle sig til en reel konflikt. 

– Jeg har forbundet vrede med den aggression, jeg så hos min far. Men det er jo bare den måde, han har udtrykt sin vrede på. Sådan behøver vreden ikke se ud. 

Det betød også, at nogle af hendes relationer fik at vide, hvad hun ikke var tilfreds med. Hun fik fortalt sin kæreste, hvornår og hvorfor hendes behov ikke blev mødt. Selvom Anjas far gik bort i 1997, fik hun alligevel fortalt ham, hvordan hun havde det. 

– Jeg skrev alt det, jeg gerne ville sige til min far, ned. Så satte jeg to stole overfor hinanden, og så lod jeg som om, at han sad på den anden. Så fik han hele rumlen. Det var meget lettende. Jeg havde simpelthen bare brug for at få det ud i stedet for at gå med det inden i. 

For nylig tog Anja det samme kursus, som satte gang i hele processen for otte år siden. Hun ville gerne have genopfrisket de metoder og teknikker, hun havde haft gavn af dengang. 

– Den første dag på kurset skulle vi igen skrive ned, hvem vi var vrede på. Jeg kunne simpelthen ikke finde nogen. Der var kun en enkelt situation, som jeg allerede var i gang med at få givet udtryk for. Jeg havde ligesom fået ryddet op i det hele siden sidst.

LÆS OGSÅ

Jeg valgte at blive skilt fra min mand - da jeg en dag gik forbi hans hus, fik jeg et chok

Jeg lå og grublede i sengen hele natten. For første gang græd jeg på grund af skilsmissen.