Katrine Engbergs bog er baseret på et frastødende rygte: ”Jeg ville gerne pege på dem, der beskytter en overgrebsmand”

Inden Katrine Engberg begyndte at skrive bøger, arbejdede hun vist på en massageklinik. Vi lader sætningen stå et øjeblik …

For hold da op, er det virkelig rigtigt? Som sexarbejder, simpelthen?

Nej. Det er ikke rigtigt. Det er et Reddit-rygte, som Katrine Engberg selv har plantet på side 22 i sin nye bog, ”Tandfeen”.

– Man siger, at der ikke går røg af en brand, uden at der er ild i den, men det passer ikke. Hvis du går ind på Reddit, står der en masse ting, som måske har en lille bitte smule med sandheden at gøre, men der står meget mere, som er så langt ude, at alle ved, at det er løgn. Og – for the record – det er lige præcis løgn, at jeg har arbejdet på en massageklinik, jeg har selv fundet på det.

Hvorfor i alverden skriver man sådan noget om sig selv? Det kan man godt lige undre sig lidt over, særligt hvis man ikke kender konteksten. Så det er den, konteksten, vi skal have på plads over en kop kaffe denne formiddag hjemme hos Katrine.

”Tandfeen” er en krimi, der netop er baseret på et rygte. Historien handler meget kort fortalt om en pensioneret lydtekniker, der endelig har samlet mod til at invitere sin ”onsdagsveninde”, en lettisk sexarbejder, på en rigtig date. 

Da hun ikke dukker op som aftalt, bliver han bekymret og går i gang med at undersøge, hvad der er sket. Sporene fører til et sommerhus i Nordsjælland, hvor veninden var på et job den aften, hun forsvandt. Huset er ejet af en feteret skuespiller, som samme aften var vært for en herremiddag for fire kendte, indflydelsesrige venner.

Du skriver på den første side i ”Tandfeen”, at bogen er baseret på et rygte, du har hørt. Sæt nogle flere ord på det rygte?

– Grunden til, at jeg har skrevet den sætning ind som den første i bogen, og grunden til, at forlaget har valgt at bruge sætningen i markedsføringen, er for det første, at det er sandt. 

Bogen er bygget på et rygte, jeg har hørt igennem længere tid, og hver gang jeg har hørt det, har jeg stødt mig på det. Som på et bordben, man bliver ved med at støde tåen ind i. Det er et rygte, der er så bizart, så ulækkert og så langt ude, at jeg virkelig håber, at det bare er et rygte. 

Men det er også et rygte, der har ansporet min fantasi. Som krimiforfatter kan jeg selvfølgelig godt lide at tænke i kriminalhistorier, og jeg synes, der er noget morbidt fascinerende ved sadisme. 

Folk, der godt kan lide at påføre andre smerte. Det er en dimension af menneskeheden, som findes, og som er svær at forstå, når man ikke selv har den.

Rygtet, som Katrine kredser om, går på, at der skulle findes et magtfuldt menneske i Danmark, som får seksuel tilfredsstillelse ved at trække tænder ud på sexarbejdere.

– Rygtet spiller ind i en indignation i mig, som jeg forestiller mig, at jeg deler med mange mennesker. En enorm træthed over igen og igen at skulle høre på historier om en eller anden magtfuld og magtfuldkommen mand, der har udnyttet sin indflydelse til at begå overgreb på folk, der var under ham i hierarkiet. 

Hold kæft, jeg kan det ikke mere. Jeg synes simpelthen, det er så ubegribeligt, at vi ikke snart kan blive det kvit. Altså, hvad fanden sker der? Så de to ting, rygter og magtfuldkomne mænd, har været drivkraften for mig i forhold til at skrive ”Tandfeen”.

Hvor har du hørt det rygte om den – måske – virkelige ”tandfe”?

– Det er dukket op i alle mulige kontekster, som rygter nu gør. Og jeg er ikke interesseret i at pege folk i retning af, hvem rygtet kunne handle om. Det er slet ikke centralt for mig, og min bog handler heller ikke om at prøve at afdække, hvem rygtet handler om. 

Bogen er hundrede procent fiktion fra ende til anden. Det, der interesserer mig, er den tabloide trang, der bor i os alle sammen, og som jeg helt bevidst spiller på i bogen og i markedsføringen af den. Hvis vi har en magtfuldkommen mand, der udnytter sine privilegier, så må der rundt om ham være en kreds af mennesker, som beskytter ham. 

Mennesker, som ved noget, men som ikke siger noget. Udenom den kreds er der så en kreds af mennesker, som ikke ved noget, men som siger en hel masse. Og det er alle os andre. Også mig og dig. For vi er alle sammen til fals for sladder. Vi næres af sladder. 

Det var det, der interesserede mig, da jeg tog fat i rygtet om tandfeen. Jeg ville gerne pege på dem, der beskytter en overgrebsmand og på alle os andre, der sladrer uden at gøre noget, og som næres af at tale dårligt om andre. Derfor har jeg også lagt et Reddit-spor ind i bogen, hvor jeg prøver at sovse rundt i både min egen tabloide trang, men faktisk også i læsernes.

Epstein, Weinstein og Pelicot

På Instagram har Katrine skrevet, at ”Tandfeen” er den mest uhyggelige og forstyrrede krimi, hun har skrevet, og at: ”Den handler om de onde sataner, der lever deres klamme tilbøjeligheder ud lige for øjnene af os. Dem, som vi bare vender det blinde øje til, men sladrer om bag deres ryg. Den handler om dig og mig.”

Hvad ved du om ”de onde sataner, der lever deres klamme tilbøjeligheder ud”?

– I det opslag, du refererer til, taler jeg jo om dem i bogen.

Ja, men hvad ved du om virkelighedens ”onde sataner”?

– Jeg ved det samme, som alle andre, der har læst Gisèle Pelicots bog og Virginia Giuffres bog, ved. Og som alle, der har fulgt med i sagerne om Epstein og Weinstein, ved. Min bog er som sagt ren fiktion, jeg har fundet på det hele, men der er ikke noget i bogen, der ikke kunne ske i virkeligheden. 

Den handler om sadisme og om at bruge sin magt over for dem, der ingen magt har. Og så handler den om tavshedskulturen omkring de overgreb.

Hvorfor opstår den tavshedskultur, tror du?

– Det er præcis det, jeg prøver at undersøge. Jeg har ikke noget svar. Jeg stiller kun spørgsmål i bogen. Jeg peger ikke fingre, men jeg forsøger at finde ud af, hvad det er i os alle sammen, der gør, at vi ikke tager ansvar.

Og hvad har du fundet ud af?

– Helt simpelt kan det være konfliktskyhed. Angsten for at ødelægge den gode stemning. Og når vi taler om en magtfuld person, kan det være angsten for at ryge ud i kulden, hvis man siger noget. Angsten for ikke at få et job igen. Der har været kvinder, der har peget overgrebsmænd ud, og hvis overgrebsmændene har været magtfulde nok, er det kvinderne, der er blevet udskammet. 

Så det er jo også en reel frygt. Og fordi vi går rundt med den frygt, har vi brug for en ventil: sladderen. For sladder er uforpligtende. Så kan vi bare sige, ej har du hørt at …? Eller gå ind på Reddit og helt anonymt skrive, at ham her er et kæmpe svin og blah blah. 

Jeg forholder mig observerende til det, for det er noget, der også eksisterer inde i mig. Det er simpelthen menneskeligt, at vi opfører os sådan, når vi er vidne til noget, der er grænseoverskridende.

Du siger, at du ikke er ude på at afdække det rygte, du har hørt, men er der ikke en vis risiko for, at rygtet nu blusser endnu mere op, og at du dermed bærer ved til bålet i forhold til sladder om et menneske, der – måske – intet har gjort?

– Jo …

Siger du og trækker på skuldrene?

– Jamen, jo, den risiko er der jo.

Hvordan har du det med det?

– Altså, jeg har jo valgt at gøre det, kan man sige. Og igen, forestillingen om, at der skulle gå et menneske rundt, som tænder på at trække tænder ud på sexarbejdere, anser jeg simpelthen som værende så obskurt, at jeg ikke kan forestille mig andet, end at det må være opstået i en eller anden koger. Men jo, det er bogens ærinde at bære ved til bålet. Absolut. Men til mange bål.

Du kunne jo også bare have opfundet et rygte på samme måde, som du har gjort om dig selv og flere andre i bogen, og så skrevet ud fra det, i stedet for at give det menneske, som rygtet handler om, endnu en tur i maskinen?

– Ja …

Hun holder en længere pause.

– Hvis jeg havde skrevet en fortælling om en person, som havde nogle bestemte karakteristika, og som var kendt for at begå overgreb på f.eks. unge praktikanter, og jeg samtidig lavede en masse pile, der pegede hen imod, hvem den person kunne være, så kunne jeg se problemet. Men det har jeg ikke. 

Og rygtet eksisterer i øvrigt ikke kun om ét menneske, men om flere. Så en tur mere i maskinen …? Hvis jeg gør noget, så er det at give os alle sammen en tur i maskinen ved at tage det her langt-ude-rygte op. Ambitionen med bogen kan kun indfries, hvis jeg trækker den derhen, hvor man kan mærke, hvad sladderen gør ved os mennesker. 

Jeg forsøger at angive tonen ved i begyndelsen af bogen at skrive, at jeg selv har været sexarbejder, før jeg blev forfatter. På den måde bliver der sat en stor, fed streg under, at det, man nu kommer til at læse, for det første er fuldstændig opdigtet, og at det for det andet er provokerende. Og det er meningen. 

Jeg har en idé med det. Så jeg er fuldstændig klar over, at jeg trykker på nogle knapper.

Og holder et spejl op for os læsere?

– Ja, præcis. Og nu, hvor vi sidder og taler om det, kan jeg mærke, at der er noget helt andet på spil med den her bog, end der har været med mine tidligere bøger. 

Jeg prøver virkelig at være ærlig i bogen og omkring bogen, og dermed blotlægger jeg jo også det usympatiske og det tabloide i mig selv. Som journalist har du faktisk magten til at gå hjem og skrive en artikel om mig, som er sindssygt ufordelagtig, hvis det er det, du vil, for i en vis forstand giver jeg mere af mig selv i den her proces, end jeg har prøvet før. 

Og det kan måske lyde underligt, for bogen er fiktion og handler overhovedet ikke om mig, men alligevel føles det mere sårbart, kan jeg mærke. 

Hidtil har jeg skrevet bøger, som forhåbentlig har været vedkommende, men jeg har ikke tidligere skrevet noget, der på den måde bevidst provokerede eller tvang læserne til at tage stilling. Og derfor skal jeg tage min modige hat på, kan jeg mærke, i den proces, der kommer nu.

LÆS OGSÅ

Når den selvkritiske stemme dukker op i Helle Thorning-Schmidts hoved, siger hun én ting til sig selv

Mange kender til stemmen, man kun selv kan høre, og som kan fylde en hel del. Den lille, onde stemme, der skaber tvivl og usikkerhed oftest helt uden grund. Selv tidligere statsministre kan have denne stemme, det kan Helle Thorning-Schmidt skrive under på.

Processen med Jakob

Noget andet, der er nyt i forhold til Katrines aktuelle bog, er, at hun har sparret meget med sin mand, Jakob, om den. Han er kommunikationskonsulent og lidt af en idé-maskine.

– At arbejde sammen med Jakob er en proces, der har været nogle år undervejs. Primært fordi jeg havde ret meget modstand på det. Forstået på den måde, at jeg var beskyttende omkring den spæde idéproces med en bog. Så jeg har lukket Jakob ind i processen i små doser og har også tit skubbet ham ud igen. 

Når man arbejder intuitivt, som jeg gør, så føles det som om, at man har lidt sommerfuglestøv på hænderne. Og hvis man rører for meget ved alt muligt andet, kan det være, at man mister det sommerfuglestøv. 

Hvis der er andre, der siger deres mening for tidligt i processen, så forplumrer det min fornemmelse af instinktet. Jakob er et ide-menneske, jeg har aldrig mødt nogen, der var så originalt tænkende, hurtig og fuld af idéer, som han er. Jeg trykker på knappen, og så vælter det bare ud. Det er fantastisk. 

Ikke alle idéer er gode, men dårlige idéer kan også føre en videre i processen. Efter nogle år, hvor jeg lige skulle vænne mig til at stole på ham i den proces også, er vi nu landet et sted, hvor jeg sparrer med ham om alt. Fra den første idé, som faktisk somme tider kommer fra ham, og gennem hele processen med bogen. 

Når jeg skriver, læser han også med. Lige nu har jeg skrevet de første 50 sider af en ny bog, og det skal han snart læse. Så kommer han med sine umiddelbare tanker, det her fungerer, det her gør ikke. Han er benhård.

Og du bliver ikke irriteret på ham, når han siger sin mening?

– Nej, ikke længere.

Du har vænnet dig til det?

– Det handler ikke så meget om at vænne sig til det, det er mere noget med for alvor at stole på, at vi begge to spiller en fodboldkamp, og at bogen er bolden. Når han sparker, er det ikke for at sparke mig over skinnebenet, det er for at sparke til bolden.

Vi er ikke altid enige om, hvilken vej bolden skal sparkes, og det er okay. Vi har lige haft en proces på en måneds tid med en idé, og da vi så endelig landede den for fire dage siden, var vi helt høje. 

For mig er processen med at skrive en bog blevet tusind gange sjovere, fordi jeg har lukket Jakob ind, og jeg bilder mig også ind, at bøgerne bliver endnu bedre af det.

Både Katrine og Jakob har det, hun kalder et iltert temperament. De er også begge to følelsesmennesker siger hun, men fortryder med det samme ordvalget.

– Følelsesmennesker … Det lyder som om, jeg prøver at forherlige noget. Det, jeg mener, er, at jeg tror, at der er nogle mennesker, der er mere i den robuste ende, og så er der andre, der er meget påvirkelige. Og Jakob og jeg er begge to meget påvirkelige. 

Vi er fintfølende overfor, hvad der foregår i verden, og vi er lette at slå ud af kurs. Det er jo både godt og skidt. Vi har også en intuitiv, instinktiv fornemmelse af hinanden, og jeg har aldrig kendt et menneske – eller er blevet genkendt af et menneske – som Jakob. Det er helt ind til knoglemarven. Og jeg forstår alt, hvad der foregår i ham, fordi jeg er skruet præcis sådan sammen selv. 

Det er der en enorm tryghed i. Samtidig kan vi jo også tage på vej, fordi vi føler stort. Når jeg præsenterer en idé, og Jakob skyder den ned, så føler jeg noget omkring det. Det er ikke gratis for mig, for jeg investerer mig selv i det, jeg laver. Jakob er også et meget investeret menneske. Meget engageret i alt, hvad han gør. Og derfor tager han også på vej, hvis hans idéer bliver hældt ad brættet. 

Vi kan have nogle kæmpe diskussioner, men jeg synes, det er befriende og faktisk tryghedsskabende at dele mit liv med et menneske, som er så tydeligt, som Jakob er. Jeg tilstræber også selv at være så tydelig, som jeg overhovedet kan, fordi jeg nu – relativt sent i livet – har forstået, at det jo ikke er konflikterne, der er skræmmende. Det er de konflikter, man ikke tager, der er utryghedsskabende. 

Hvis jeg kommer med nogle fuldstændig klare retningslinjer til dig for, hvordan jeg godt kunne tænke mig, at den her dag forløber mellem os, så gør det dig tryg. Også selvom du ikke er enig. For når jeg melder klart ud, har du også muligheden for at sige, hvad du mener, og så kan vi tale det på plads. 

Det er utrolig banalt, men for mig er det faktisk nyt. Det er noget, jeg har lært igennem de seneste fem år, hvor Jakob og jeg har været sammen, og jeg synes, det er sindssygt fedt at opdage, at man kan lære noget helt nyt, når man er midt i 40’erne.

En ny fælles hobby

Hvorfor er du og Jakob grundlæggende gode sammen?

– Helt grundlæggende har vi det pisse sjovt sammen. Det er det første, der popper op i mit hoved. Vi har så meget samtale, nysgerrighed og latter i vores liv.

Og er der noget med, at han har inspireret dig til at begynde at køre racercykel?

– Ja.

Det var du ikke lige typen på før?

– Det kan jeg love dig for, at jeg ikke var.

Hun griner højt.

– Men der er også lidt nød i det. Jeg har mistet min sport, jeg kan ikke danse mere, fordi jeg har nogle skader, som gør, at jeg får ondt. Jeg kan heller ikke løbetræne mere, som jeg ellers har været glad for. Så jeg var pludselig et sted, hvor jeg skulle finde noget andet at lave, og cykling er godt til min aldersgruppe, fordi det er skånsomt mod leddene. 

Det er lidt tidskrævende, men man kommer ud, og så er det super fedt at lave noget sammen. Vi cykler også somme tider med nogle andre, og for nylig var vi på en cykel-weekend med nogle venner. Det var vildt hyggeligt. Så der er helt klart også noget fællesskab i det. 

Og så SER jeg også cykling nu. Jeg er blevet fan.

Hun griner højt.

– Mine gamle venner griner af det, og det forstår jeg godt, for det er også lidt spøjst, men jeg er gået all in. Det er også mig, der har malet det der billede til Jakob.

Hun peger over på et skønt, naivistisk maleri af cykelfelt.

Du kan simpelthen male?

– Det er noget, jeg har taget op her for nylig. Der er mange nye hobbyer, men det kommer nok også af, at Jakob er så sindssygt god til at finde på. 

Han er typen, der stort set hver dag siger: Skulle vi ikke lige …? Og så foreslår han et eller andet. Det elsker jeg bare. Hans initiativ, hans virkelyst og hans livsbegejstring. Det smitter af. 

Jakob har elsket cykelsport, siden han var barn, og det er jeg så også blevet smittet af. Så ja, midaldrende lycra-dyr op ad Strandvejen – det er mig.

Sammen med Jakob har Katrine også fået en bonussøn ind i sit liv. Han bor stadig hjemme, og det samme gør hendes egen søn. Det betyder, at Katrine i hverdagen er omgivet af tre mænd og en hanhund.

– Selvom man nu om dage skal være meget varsom med at sætte ord på køn, så har Jakob og jeg i forbindelse med ”Tandfeen” haft nogle samtaler om, hvad det er i den maskuline seksualitet, som er så destruktivt, at vi igen og igen ser, at mænd udøver magt over kvinder. 

Og der må jeg bare sige, at jeg ved at bo sammen med tre mænd, er havnet i et real life laboratorium i forhold til at observere forskellene mellem kvinder og mænd.

Hvilke forskelle har du fået øje på?

– Jeg oplever, at jeg som kvinde har et meget udtalt behov for at samtale om alt, hvad der foregår i mig. Jeg har daglig korrespondance med mine veninder om følelser og eksistens for at kunne mærke, hvem jeg er, og det behov oplever jeg bare overhovedet ikke hos de tre, jeg bor sammen med. I hvert fald ikke som et inkarneret grundbehov. 

Omvendt ser jeg et nørderi hos mænd, som hverken jeg eller mine veninder har, og som jeg misunder dem. Det her med at fordybe sig fuldstændig. Jeg har aldrig nørdet med noget, som de gør. Mænd har også fællesskaber omkring interesser, hvorimod kvinders fællesskaber ofte baserer sig på samtale og – nå ja – sladder. 

At have en skakklub, en cykelklub eller noget helt tredje er en fed måde at være sammen på, synes jeg, set i forhold til det mere ”overfladiske”, der ligger i, at kvinder ofte sidder og taler om andre.

Siger du, at kvinder sladrer mere end mænd?

– Ja, det tror jeg. Det er mit indtryk. Det er en virkelig grov generalisering, men det er simpelthen også bare fordi, vi samtaler mere, end mænd typisk gør.

Er du så blevet mere opmærksom på ikke at bidrage til sladder, efter du har skrevet ”Tandfeen”?

– Altså, ved at skrive en bog, der er et bidrag til sladder?

Hun griner.

Ja, men jo også en kritik af den?

Hun holder en længere pause.

– Jeg har bare lyst til at sige ja, jeg sladrer mindre. Men grunden til, at jeg tøver, er, at jeg er blevet så varsom med at prøve gøre mig selv bedre, end jeg er. Fordi hold kæft, hvor har man lyst til det hele tiden. 

Jeg har hele tiden lyst til at sige sådan nogle ting som: ”Ja, jeg er relativt sund”. Eller: ”Ja, jeg er en rigtig god ven”. Altså sådan noget pis, som man fyrer af. Det er jo gratis. Særligt i en verden, som vi har nu, hvor man snart ikke kan stole på noget som helst, man læser eller ser. 

Så igen, ja, jeg har lyst til at sige, at jeg sladrer mindre, men i virkeligheden kan jeg ikke gøre det bedre, end at jeg FORSØGER at lade være med at sladre. For jeg har virkelig indset, hvor destruktivt det er. 

Samtidig har jeg også brug for en ventil, men jeg holder det til de allernærmeste. Min mand og jeg har frit lejde. Vi må sladre om hvad som helst til hinanden. Men derudover prøver jeg virkelig at holde mig fra det.

Katrine Engberg er aktuel med romanen ”Tandfeen”, som udkommer på Gyldendal 1. september 2026. 400 sider, 240 kr.

LÆS OGSÅ

Margrethe mistede to sønner inden for et halvt år - nu har hun skrevet en bog om den ene

Inden for seks måneder mistede Margrethe to af sine tre sønner. Nu har hun skrevet en bog om den ældste, Peter, der tog ud med sine graffiti-spraydåser og gav sine forældre talløse spekulationer i 1980’erne. I dag er det stolthed, der fylder hende.