Susanne bliver kaldt ’en skør kattedame’, når hun deler sin kærlighed til katte – og undrer sig over hvorfor

Et spørgsmål, som umiddelbart virker meget uskyldigt, men som i den grad kan dele vandene mellem selv nære venner. Personligt er jeg ikke i tvivl: Jeg er 110 % en kattedame. Som barn prøvede jeg begge dele. Min familie havde golden retrieveren Doggi, og selv om der findes billeder af mig, som læser ’Den lille prins’, højt for en tålmodig vovse, så var det først, da vi fik katten Carlo, at jeg blev fan af kæledyr.

Selvom den ikke gad at få læst litteratur højt, så elskede Carlo at dase i solstrålerne, der strømmede ind i de forskellige rum i barndomshjemmet – og den havde intet imod at dele spottet, så vi kunne dase sammen. Når den ikke gad det samme som jeg, viste den det tydeligt ved at smutte igen. Den krævede heller ikke laaaaange gåture, hvor man skulle vente med at kunne gå hjem igen, indtil der var lagt en lort – hvilket var noget, min teenagehjerne bare ikke gad at vente på. Så en kat, der ligesom sørgede for sig selv, men gerne ville nusses i ny og næ, var perfekt.

Den eneste gang, hvor min kærlighed til katte er blevet udfordret, var, da jeg mødte min mand, Tue. Han var den glade ejer af indekatten Ripley – opkaldt efter Sigourney Weavers figur i sci-fi-gyseren ”Alien”. Og jeg ved ikke, om det var referencen til et yderst ubehageligt menneskedræbende rumvæsen, men Ripley var ikke fan af mig. Midt om natten kunne jeg vågne ved, at hun angreb mine fødder eller arme med både tænder og kløer. Når jeg kom hjem til Tue, hoppede hun op på sengen og gav sig til at tisse, mens hun kiggede mig hånligt i øjnene.

Lige meget, hvor meget tørfoder jeg hældte i hendes madskål eller tømte hendes kattebakke, så var det som om, at hun var blevet besat af en alien, og angrebene fortsatte. Ifølge eksperter kan katte ikke tilegne sig menneskelige følelser som jalousi, men det føltes godt nok sådan.

LÆS OGSÅ

Kan man blive forelsket på ny efter 25 år – i den samme mand?

Ja, mener denne klummeskribent.

Og selvom det var hårdt for mine småblødende tæer, er der noget skønt over et kæledyr med attitude. Min søsters kat, Mussi, var fx hundenes skræk på villavejen, da de boede i Aahus. Hun gemte sig i hækken, og når der kom en hund forbi – store som små – sprang hun frem med et hvæs og forskrækkede dem. Hun har også fået jaget alle katte, ræve og grævlinge ud af haven på deres nuværende bopæl. Der var ellers livlig trafik, da de flyttede ind, men nu er det kun naboens meget kælne hankat, der får lov til at være der, rapporterer min søster – og det er da en bullshit-attitude, som man kun kan nikke anerkendende til.

Så du er altså en skør kattedame, er ofte responsen, når jeg fortæller, at jeg er inkarneret kattefan. Og herefter driller de mig med undersøgelser om, at katteejere er indelukkede og excentriske, hvorimod hundefans er glade og sociale. Forestillinger om kattedame-stereotyper har forskning dog modbevist.

Men ja, jeg er god til at sige fra eller trække mig, når der er noget, som jeg ikke har lyst til. Men sur og asocial er der ingen, som vil kunne kalde mig – det skulle dog lige være, når en vovse hopper op og ned ad mig, mens den forsøger at komme til at slikke mig i hoved eller på hænder – så får den et kæmpe nej tak efterfulgt af et bestemt skub ned på jorden.

LÆS OGSÅ

Derfor kan sorgen over at miste et kæledyr føles skamfuld

Sorgen over at miste et familiedyr skal anerkendes og tages lige så alvorligt som enhver anden sorg, mener Tia G. B. Hansen, der er ekspert i menneske-dyr-psykologi.