Forleden aften stod han på scenen sammen med sine bandkolleger og gav koncert. Jo, jo, scenen var mikroskopisk lille, halvdelen af publikum var partnere og børn til bandet, og de var alle blevet noget mere grå på toppen.
Men jeg røg fluks tilbage til tiden, hvor jeg mødte ham.
Det var en ung rockbassist fra Bornholm, som fik mit hjerte til at banke lidt hårdere dengang for 25 år siden. Jeg var i gang med at uddanne mig til journalist og drømte om en fremtid med en karriere, som gerne måtte føre mig omkring Paris eller Bruxelles.
Alligevel fandt jeg tid til at date den sprøde bassist, og vores forhold gik fra flirt til exclusive dén dag ved busstoppestedet på Islands Brygge, hvor han spurgte, om vi skulle være kærester.
Drømmene om det store udland endte med at blive parkeret tre år senere, da jeg blev gravid. Pludselig skulle vi flytte sammen og være en familie. Hvad der så er sket de sidste mange år som familie, vil jeg ikke trætte jer med, men vi har uden tvivl været igennem de samme kriser og båret de samme mental loads som mange andre.
Men i en tid med datingapps og -profiler, der swiper og ghoster, og hvor det ifølge et fænomen på de sociale medier ligefrem skulle være blevet pinligt at have en kæreste, priser jeg mig lykkelig for, at årene er gået, som de er – og at vi stadig er sammen, lige meget hvor fyldte de mentale kasser har været.
Der har ikke været mange blomster, som har fyldt vaserne, ej heller er der blevet sendt romantiske invitationer til getaways min vej. Derimod har jeg troligt fået en lind strøm af underbukser placeret rundt omkring på gulvene i lejligheden frem for i vasketøjskurven og har derudover fået indretningen beriget med en racercykel på væggen i soveværelset og gamerstol og kæmpe-pc i det gamle børneværelse.
Det kan godt være, at det for den skarpe læser ikke lyder topromantisk – men til gengæld har jeg fået en mand, der griner, når jeg sender et billede af underbukserne med hovedtelefoner på, som var de i gang med at game, en mand, der skiftede cyklen ud med løbesko, fordi jeg klagede over, at han brugte en hel dag på den hobby (det var, da barnet var lille), og et parforhold, hvor jeg i fred og ro kan se mine reality-programmer, mens han slås med dværge eller alfer.
Hjemme hos os taler vi om, at vores forhold er gået ind i sin tredje alder – og den er slet ikke dum.
Vi har tid til at ligge i sengen lige så længe, vi vil, og når man ikke har tv i soveværelset, er det faktisk tophyggeligt at vågne op lørdag formiddag, drikke kaffe, læse avis, sludre og bare dase sammen, indtil vi ikke gider det mere. Vi kan drible ned på den lokale café og sidde i solen med en kold øl og snakke om det liv, der foregår omkring os. Og så kan vi grine, til tårerne triller, fordi vi har udviklet vores helt egen skøre form for humor.
Og det allerskønneste er, når jeg ser min mand stå på scenen med sin bas. Det er helt ubeskriveligt, så lækker, jeg synes, han er – og lige dér får jeg et crush på den mand, som har været der hele tiden de sidste 25 år – og vi har selvfølgelig givet den følelse et navn.
Gammelforelsket, for den jo ikke er ny længere, men den gør mig stadig lige så fjollet som den aften, hvor vi mødte hinanden
Om klummeskribenten
Susanne Knutzen er redaktør på Alt.dk. Hun er gift med Tue og mor til Aske. Fritiden bliver brugt på træning, hygge og sommerhuset på Bornholm.
