To veninder sidder tæt i sofaen ved et rundt træbord med tørrede blomster.

Lea og Helles venskab startede med et skænderi på kontoret: ”Vi blev tvunget til at være sammen”

Tætte veninder er guld værd, for de er vores livsvidner, vores fortrolige, vores spejl. Men hvordan opstår et godt venskab egentligt? Hendes Verden har mødt med venindepar, som har mødt hinanden på usædvanlig vis.

Hendes verden logo farv

Helle stormede panisk ind på det eftermiddagstomme kontor med tårerne trillende ned ad kinderne. Det var hendes første arbejdsdag, og hun havde allerede smidt nøglerne væk. 

Ved skrivebordet sad Lea, den erfarne, rolige kollega, som forsikrede hende om, at hun nok skulle finde sine nøgler. 

I dag er de to bedsteveninder, men da Helle fik job på Randers HF & VUC i 2020, kunne forskellene ikke have været større. Helle var 22 år og nyuddannet, Lea 34 og irriteret over, at man havde ansat så grøn en medarbejder. 

– Helle virkede flyvsk, men var charmerende og havde den der hu-hej-vilde-dyr-energi, husker 39-årige Lea Østedgaard. 

– Lea var lidt stram i det; sådan en blazer lady, og jeg kunne mærke, at hun ikke var tilfreds med mig – men vi måtte jo få det til at fungere, mindes 27-årige Helle Grøndahl Pedersen. 

Fungere skulle det, for de to stod for at udskifte skolens lønsystem. 

Kærlig corona-mad 

Efter et par måneder tørnede hu-hej-energien og ”sådan plejer vi at gøre” sammen. Lea og Helle havde et indædt skænderi efterfulgt af flere dage, hvor der ikke blev udvekslet så meget som et godmorgen. 

– Vi var begge meget fornærmede, griner Lea. 

Der skulle en coronanedlukning til, før de fandt hinanden. Pludselig var de alene på skolen, for projektet skulle være færdigt. 

– Vi blev tvunget til at være sammen, og vores forskelligheder begyndte at give mening. Samtidig havde vi lange arbejdsdage og begyndte at åbne op for hinanden, fortæller Lea. 

Lige før jul fik Helle og hendes daværende kæreste corona, og Lea tilbød at komme forbi med julemad. Selv var hun single og mor til en datter. 

Coronajulen satte et punktum for Helles forhold, og pludselig var de begge singler. Efter et år stoppede de som kolleger, men lavede en madklub, som stadig eksisterer. 

Et drys af eventyr 

Lea og Helle er stadig forskellige. Helle er til farvestrålende kjoler, Lea har det bedst i pæn jakke. 

– Jeg kan bidrage med noget livserfaring og ro til dit liv, siger hun. 

– Mens jeg drysser noget eventyr på dig, så det ikke bliver så blazer og kedeligt, det hele – men du har også lært mig en lethed til livet, og at tingene ikke behøver at være så sort/hvide, griner Helle. 

De er gode til spontane udflugter. Kører gerne ud i det blå med madrasser i bilen og ender til dragefestival på Rømø eller med laks og vin ved Den Uendelige Bro i Aarhus. 

– Vi kan være både meget dybe og utroligt overfladiske sammen – og det kan ske inden for en time. Måske derfor bliver vi utroligt trætte, når vi er sammen i mange timer; så må vi simpelthen have en lur, forklarer Helle. 

Så kommer madrasserne ud af bilen, og de tager et hvil, før de kører videre. 

– Men vi gør hinanden sjove – og det kan faktisk være hårdt at være så sjov, for vi synes virkelig, vi er sjove! Du er den, jeg griner allermest med, smiler Lea til Helle. 

Chef og medarbejder 

Venskabet skulle dog stå sin prøve, da veninderne fik fælles arbejdsplads i 2022. Det var svært igen at være kolleger, og endnu sværere, da Lea efter et år blev leder af et projekt, de havde udviklet sammen – og dermed Helles chef. 

– Jeg kunne ikke længere dele ting fra jobbet, så vi talte ikke arbejde, når vi var sammen, forklarer Lea. 

– Og jeg kunne ikke sige til min bedste veninde, hvis jeg syntes, én af mine kolleger gjorde noget forkert. Vi fik det til at fungere, men det var svært, husker Helle. 

Efter et år i chefstolen skiftede Lea job. 

– Da du stoppede, savnede jeg faktisk at have en tæt veninde på arbejdspladsen, for du kunne straks se på mig, hvis jeg havde en dårlig dag, og det gav tryghed. Men det var fantastisk, da vi igen kunne være os selv, konkluderer Helle. 

De dyrker deres venskab, som var det et parforhold, hvor man lærer hinandens familier at kende og sætter sig ind i den andens kærlighedssprog. 

– Vi er gode til at italesætte, hvad vi har brug for, at den anden gør for os, fortsætter Helle, som 27. september sidste år blev gift. 

Lea var selvfølgelig hendes maid of honor, som det hedder i amerikanske film. Der er nemlig kommet både kærester og ægtemænd i venindernes liv efter år med mere eller mindre vellykkede Tinderdates, men de vægter stadig venskabet højt. – Hvis lokummet brænder en dag, vil jeg ringe til dig, understreger Lea og smiler til sin veninde.

Om kvinderne

Lea Østedgaard, 39 år. Timeleder. Har en datter på 15 år og en kæreste. 

Helle Grøndahl Pedersen, 27 år. Lønkonsulent og projektleder. Gift.