Da Samira Nawas forældre kom til Danmark, ønskede de at give deres børn muligheder: "Der var noget, jeg skulle leve op til"

Ud af køkkenvinduerne titter først ét hoved, og snart ét til. 

Samiras to børn, Zaki og Sofia, kigger nysgerrigt ud på den store, glinsende bil, der netop har gjort stop på vejen foran rækkehuset. 

Man kan se et glimt af Samiras røde slangekrøller, der suser rundt inde i huset og pakker det sidste sammen. 

Morgensolen var mild og behagelig, da Samira for kort tid siden begyndte dagen med en gåtur i sine egne tanker. 

Det er hun lige begyndt på, det der med at gå ture som det første, når hun vågner. Egentlig plejede hun at slå øjnene op og finde telefonen frem med det samme – tjekke nyheder, mails og den slags. 

Men nu lader hun den ligge, bare en halv time. 

– Jeg har prøvet at indføre en ny rutine siden Folketingsvalget sluttede. Det giver mig en anden ro, når jeg lige har en halv time, hvor jeg bare er mig. 

I stedet for at nyhederne og det, der sker på min telefon, er styrende for mit humør, så kan jeg starte med selv at sætte stemningen og være i mine egne tanker, siger hun. 

For en stund kan hun tillade sig selv at have et tomt hoved. Kigge udover markerne, se køerne fnyse til hinanden og hilse på naboerne. Men også kun for en stund. 

Klokken 07.00 vinker hun farvel til familien og skynder sig ud i ministerbilen, og så er arbejdsdagen allerede i gang. 

Hun slår sig ned i de lysebrune lædersæder, glatter papirerne ud i skødet, og trykker sig ind på sit første møde på den iPad, der er spændt op på sædet foran hende.

– Jeg har lige et møde med de gode embedsfolk fra ministeriet, fordi jeg skal til mit første rådsmøde i Luxembourg med de øvrige energiministre denne her uge. Det har jeg jo ikke prøvet før. 

Der er stadigvæk rigtig mange første gange, så jeg bruger meget energi på at forberede mig på alle scenarier. På et tidspunkt håber jeg, at jeg kan tage det lidt mere loose. 

Samira er ekstra træt for tiden. Hendes nye – mundrette – jobtitel som klima-, energi- og forsyningsminister er endnu ny, og der er meget, hun skal lære – alt sammen med Danmarks øjne hvilende på sig.

Selvom lidt ekstra søvn måske var tiltrængt, er det ikke sådan landet ligger. Og det har det aldrig gjort.

– Selvom jeg godt kan sove længe, hvis jeg ikke satte et vækkeur, så føler jeg, at dagen er væk, hvis jeg sover til mere end klokken syv. Så har jeg bare spildt timerne på at ligge og sove, jeg vil gerne have flest mulige vågne timer. Sådan har jeg altid haft det. 

Tage ansvaret på sig 

Samiras rullende kontor triller lydløst forbi Roskilde by, hvor hun er vokset op. Hun husker særligt boligblokken, hendes familie boede i, hvor man på få minutter kunne løbe fra lejligheden ned til legepladsen. Her brugte hun meget tid med naboernes børn. 

– Vi cyklede rundt, og om sommeren samlede vi blomster og lavede enorme mængder parfume, som sikkert ikke duftede særligt godt, men det følte vi jo selv. 

Jeg husker det ikke som om, at der er nogen, der har banket på og spurgt, om jeg ville lege, hvor jeg ikke har kunnet eller villet. 

Selvom Samiras minder kredser om sjov og leg, er der også særligt ét andet sted, som fyldte meget i hendes barndom: Skrivebordet. Hun brugte meget tid indenfor med hovedet bøjet over lektier, opgaver – og ekstraopgaver. 

– Jeg var et meget ansvarsbevidst barn, og jeg opfangede tidligt, at der var noget, jeg skulle leve op til. Der var ikke noget, der hed, det gider jeg ikke, eller det har jeg ikke lyst til. 

Jeg passede mine pligter og mine lektier, og jeg levede op til andres forventninger – og jeg ville også gerne overgå dem. 

Særligt var det forældrenes forventninger, der lå tungt på Samiras skuldre. 

Da de kom til Danmark som flygtninge fra Afghanistan i deres 20’ere, besluttede de sig for at at gøre alt, hvad de kunne for at skabe det bedst mulige liv for dem selv og deres tre børn. 

– Det har altid været deres mål, at vi skulle klare os bedst muligt, sådan så vi havde friheden til at træffe vores egne valg og leve de liv, vi gerne ville. 

Det tog jeg meget på mig og ville leve op til, også mere end mine søskende, tror jeg. Der ligger nok i storesøstre at tage lidt ekstra på sig. 

For Samira har det altid handlet om at finde noget, hun var god til – hvor hun kunne præstere. Det blev ikke på fodboldbanen, for der var der allerede ti andre, der var bedre end hende. 

Hun fik topkarakterer i alle sine fag, men særligt i elevrådet opdagede hun sit talent.

 – Jeg følte mig jo som et meget lille menneske, der da jeg var 7-8-9 år gammel, men jeg opdagede en styrke i at tale på andres vegne – og den voksede jeg af. Dér kunne jeg shine, for der var ikke nogen, der var bedre end mig. 

LÆS OGSÅ

Margrethe Vestager strikker på arbejde – der er dog visse ting, hun kun strikker hjemme

Man kender blandt andet Margrethe Vestager som værende en benhård og garvet folketings- og EU-politiker, men en dag gjorde hun noget uventet.

Lidt mere loose 

Siden hun var helt ung, har Samira lavet 3-års planer for sig selv. Alle eksaminer skulle afsluttes med et 13-tal, hun skulle ind på den rigtige uddannelse og få det rigtige studiejob. 

– I det hjem, jeg voksede op, handlede det om at dygtiggøre dig. Ikke bare til gennemsnitsniveauet, men så du excellerer. 

Jeg laver ikke 3-års planerne længere, men jeg har stadig nogle i mit hoved en gang i mellem. Men så handler det mere om, at jeg skal læse x antal bøger, eller at vi som familie skal hoste 3-4 middage, eller hvad det kan være. 

De her tårnhøje forventninger, som dine forældre har haft, og som du også har haft til dig selv – har du også mærket det som et stort pres? 

– Nej, ikke som sådan et … men det er jo selvfølgelig klart, at efter jeg selv er blevet forælder og skulle finde ud af, hvilke forventninger jeg har til mine børn, så har jeg tænkt over mine egnes forældres. 

For dem var det smaddervigtigt – som min far udtrykker det – at vi ikke kom bagerst i køen uden nogen som helst mulighed for at tjekke ind et andet sted i samfundet. Imens det vigtige for mig er, at mine børn får for eksempel gode venskaber og sociale kompetencer. 

Er det noget, du ville ønske, du selv havde haft?

 – Jeg ville da gerne have været lidt mere loose og have fokuseret mere på menneskerne fremfor skole og politik. Jeg havde nok også levet fint med at få 7 eller 8, og det ville i hvert fald have efterladt noget tid til at være en helt almindelig skoleelev og også passe nogle fritidsinteresser eller venskaber. 

I dag har Samira stadig to tætte veninder fra studiet, men hendes venskaber fra folkeskole og gymnasietiden hang ikke ved. Det var ikke et bevidst fravalg af de relationer, men i mange år var det bare ikke der, hendes prioritering lå.

– Det synes jeg så, jeg er blevet meget bedre til nu som voksen. Jeg synes, jeg er blevet mere afslappet, selvom jeg godt kan se, at når mine kolleger har skulle beskrive mig til et portræt tidligere, er det ikke dét ord, de bruger. 

Kollegerne på Borgen beskriver hende med ord som velforberedt, hårdtarbejdende, ordentlig, rationel. Det er beskrivelser, som Samira er stolt af – men de tyder også på, at det billede hun har af sig selv, ikke er hele sandheden. 

– Jeg tager nok en form for arbejdsuniform på, hvor jeg skjuler nogle sider af mig selv mere. Jeg kan både være sjov og fjollet, og når man først kommer helt tæt på, er der flere der siger, okay, du har også de sider. 

Da ministerbilen ankommer til Christiansborg, forsvinder Samira hurtigt ind til lukkede forhandlingsmøder resten af morgenen.

Inde bag pyt-knappen 

Hun smider sin bordeauxrøde taske på skrivebordet, da hun vender tilbage til sit eget ministerie efter frokost i Snapstinget. 

Hendes kontor er endnu forholdsvist tomt – hun havde planer om, hvordan hun skulle indrette det, men pludselig gik tiden stærkt. 

Én ting hun har nået, er at beslutte farven på kontorets endevæg. 

– Væggen er lyserød, fordi det er én af mine yndlingsfarver. Den skulle alligevel males over, og så pegede jeg på de blomster, min mand havde givet mig, da jeg blev minister, og så kom de tilbage med en farveprøve helt identisk med. Jeg er ret vild med den. 

Inden længe skal hun afsted igen til et klimaarrangement i det københavnske kvarter Nordvest, men inden da når hun at rode rundt i flyttekasserne bagerst på kontoret. 

Hun hiver en lille, rød knap op med ordet "PYT" skrevet med fed skrift.

 – Jeg fik den af min rådgiver, Kristian, da jeg blev valgt til Folketinget. Han kender mig godt, så han gav mig den som en påmindelse om, der vil være ting, der kommer til at gå mig på, og dem skal jeg ikke lade ligge i baghovedet, for det kan æde en op. 

Hun sætter den frem på den ellers nøgne reol, så er hun lidt mere på plads. Hun har af og til fysisk gået hen og trykket på den, som udløser en mekanisk stemme, der siger "pyt med det!". 

– Jeg tror, at hvis man spørger rundt omkring, så er det ikke mig, der har den største pytknap, så jeg er nødt til meget fysisk at gå hen og trykke på den, for at markere, at jeg ikke skal tænke mere på noget. At nu skal jeg videre. 

Hvorfor tror du, at tingene nager dig så meget?

 – Jeg tror, at det hænger sammen med hvilke forventninger, man har til sig selv. Der har jeg bare sat barren højt for mig selv, og det betyder, at der også er langt at falde. 

Når noget ikke sidder lige i skabet, kan jeg godt ærgre mig længe. Det er nok også fordi, jeg er lidt pessimistisk. Jeg ser ofte glasset halvt tomt. Men da hun blev mor, skete der noget. 

Hun opdagede, at der ikke var tid til at lade tingene gå hende for meget på. Der var simpelthen bare nogle andre ting, der blev vigtigere at bruge energi på. 

– Da jeg fik børn, skabte det et skift for mig i forhold til min tilgang til mine egne fejl. Der er nogle, jeg skal være der for. Og jeg kan ikke være der for dem på den måde, jeg har ambition om, hvis jeg går og lader bebrejdelser mod mig selv overskygge hele tiden. 

Når tingene alligevel rammer hende, er det mest hendes mand, Naweed, der får lov at se, hvordan det egentlig påvirker hende, når paraderne er nede. 

Han har tidligere beskrevet hende som meget sårbar, men også som en, der er god til at skjule det. 

– Han er jo den, der kender mig bedst. Han har både været med og set mig, når jeg står på scenen og holder en tale eller er i valgkamp, og det er også ham, der møder mig, når jeg kommer ind ad døren derhjemme om aftenen. 

Han ser mit ansigtsudtryk, når jeg læser de hårde kommentarspor på Facebook, eller når en kollega sætter spørgsmålstegn ved, om jeg er dansk. 

Han kan mærke det med det samme, også selvom hun ikke altid kan sætte ord på det. Når arbejdet, kritikken eller hendes egne bebrejdelser trænger for langt ind under huden, reagerer hun oftest med vrede.

 – Det er ikke sådan en indigneret, politisk vrede, det er en såret vrede, simpelthen. Det er sådan, jeg afreagerer. Når man udsætter mig for noget, som jeg synes er dybt uretfærdigt, så bliver jeg virkelig vred.

Modpoler mødes 

Det var også vreden eller utilfredsheden, der første gang bragte Samira og Naweed sammen. Hun mødte op til et oplæg, han holdt i en lokalforening i Roskilde i forbindelse med et projekt, han var ved at stable på benene. 

– Han ville lave noget microfunding for at sende penge til Afghanistan, så iværksættere kunne komme godt i gang med deres forretning der. Og jeg havde 6.000 pisseirriterende spørgsmål og kommentarer til, hvorfor projektet var skruet helt forkert sammen, siger hun og griner. 

Samira må indrømme, at hun måske ikke var så investeret i projektet, som hun gav udtryk for. Men hun synes, han var en flot fyr og skulle lige markere sig overfor ham. 

Det resulterede i, at Naweed spurgte, om de skulle mødes, så hun kunne fortælle lidt mere om, hvad der var galt med hans projekt.

 – Og så endte det jo med, at det ikke var så meget projektet, vi snakkede om, men mødte hinanden på et helt andet niveau. Vi har sagt bagefter, at det ene projekt blev erstattet af et andet – som jo var, at vi fandt hinanden og stiftede familie. Det projekt gik jo meget godt, for vi holder stadig sammen i dag. 

Der viste sig hurtigt at være mere imellem dem end et microfundingprojekt. 

Da Samira lærte Naweed at kende, opdagede hun, at han besad en helt særlig egenskab, som hun manglede. 

– Dét, som jeg både dengang og nu sætter enormt stor pris på ved Naweed, udover at han er en fantastisk flot mand og er sød og omsorgsfuld, så er det også, at han er så afslappet. På alle de punkter, hvor jeg er helt heroppe og flyve, både med forventninger, planer og karriere, der er han helt nede på jorden. 

Den modsætning imellem dem viste sig at være et helt utroligt godt match. Han er der til at hive hende lidt ned igen og minde hende om, at det hele nok skal gå – også selvom det ikke er perfekt. 

– Så har han også noget struktur og ordentlighed. Privat er det ham, der har styr på tingene og sørger for, at det hele bliver sat i skemaer. Hvis han sad her i dag, ville han fortælle, at jeg var et kæmpe rodehoved. Men jeg har styr på mit rod – jeg ved lige, hvor tingene ligger. 

Hendes rådgiver banker på og informerer om, at ministerbilen holder nede i gården. 

I Nordvest står Ungeklimarådet klar til at give Samira inputs til, hvad der skal ske med den grønne dagsorden. 

Nu skal jeg vise jer 

Hun scanner tidsplan og sin egen tale i bilen, inden hun er fremme, hvor hun slutter sig til gruppen, der allerede sidder rundt om et bord med navneskilte og notesblokke foran sig. 

Imens sommersolen brager ind gennem loftsvinduerne, kigger de klimaengagerede unge med fastlåste blikke på ministeren. 

– Jeg er godt klar over, at jeg er en rollemodel for nogen, fordi jeg har modtaget så mange søde beskeder og hilsner. Det er særligt unge mennesker, mange kvinder og mennesker med minoritetetnisk baggrund, og det er jeg selvfølgelig stolt af, men jeg synes også, der følger noget ansvar med. Imens hun prøver at lægge barndommens ansvarsfølelse en smule på hylden, har hun taget dette på sig. 

For hun vil gerne bruge det til at vise folk, at der ikke er nogen andre, der skal fortælle dig, hvad eller hvordan du skal leve dit liv. Det styrer du helt selv. 

– Da mine forældre kom til Danmark i 80’erne, havde de da ikke tænkt, at deres datter en dag sad i regeringen. Men her står jeg, og det har været det helt rigtige for mig. Jeg håber, at andre kan bruge det som en motivation til, at de kan blive hvad som helst. Man har lov til at drømme stort, for der er ikke andre, der gør det for dig. 

Hele sit liv er Samira blevet gjort opmærksom på, at hun var anderledes. At hendes hudfarve var en anden, at hendes afghanske rødder og muslimske tro stak ud – hun har sågar fået komplimenter for at tale så flot dansk. Men det er endt med at blive en motivation for hende. 

– Der har altid været noget ved mig, som andre ikke helt kunne placere eller som gjorde mig anderledes fra dem, og det har været en drivkraft til at sige, nu skal jeg bare vise jer. Hvis du troede, det var flot, at jeg talte dansk, så kom igen, når jeg sidder i Folketinget. 

Hun skæver også selv til kvinder, der tør tage deres plads og gå ind i arenaer, hvor særligt mænd har domineret – uden at det betyder, de skal lægge deres feminine kvaliteter til side. 

– Jeg har stadigvæk farverigt tøj på og løst, krøllet hår, sådan som jeg elsker det. Jeg insisterer på, at man sagtens kan være i et magtfuldt erhverv eller have en lederrolle og samtidig være feminin og sig selv. 

Mor på den rigtige måde 

Hun insisterer også samtidig på, at man skal kunne være i alle slags erhverv, selvom man er forælder og har små børn. Derfor har hun heller aldrig selv holdt sig tilbage fra at gøre de ting, hun gerne ville, selvom hun havde et barn på armen. 

– For mig er det vigtigt, hvornår man er den bedste version af sig selv. Og det er man ikke, hvis man hele tiden undertrykker, hvad man egentlig gerne selv vil, bare fordi man har fået et barn. 

Fra Zaki og Sofia blev født, har de været med mig rundt til politisk arbejde, fordi det er det, der giver mig god energi. Så har jeg også kunne være mere til stede, når jeg så havde tid med dem bagefter. 

Samira har aldrig haft mordrømmen i sig. Hun har aldrig fantaseret om livet med mor, far og børn – fra hendes mand spurgte hende ind til hendes fremtidsdrømme i deres forholds spæde start, har det altid været at komme i Folketinget. 

– Det betyder ikke, at jeg ikke elsker mine børn enormt meget. Det er fantastisk at have min familie, men jeg elsker ikke moderskabet. Jeg synes, opgaverne er kedelige, og især barsel er noget af det mest røvsyge, jeg har befundet mig i. 

For Samira er morrollen som en spændetrøje. Den kommer med en masse forpligtelser og forestillinger om, hvordan man bør være mor – og den slags forudbestemte kasser er noget af det værste, Samira ved. 

– Frihed er det smukkeste ord, jeg kender. Så det sidste, jeg kan holde ud, er simpelthen, når jeg skal puttes i en forudbestemt kasse, som andre definerer. Det har jeg altid prøvet at undslippe. Jeg oplever tit at blive stillet spørgsmålet: Er du ikke også for meget væk hjemmefra, og er der nu også tid til det hele? 

Jeg kan ikke undgå at få dårlig samvittighed, når jeg har fået de spørgsmål tilstrækkeligt mange gange, for der er en underliggende anklage i dem. 

Derfor har Samira lavet en regel, som hun minder sig selv om, når kommentarerne og fordømmelsen trænger for meget ind. Den lyder som følgende: Hvis mine børn levede mit liv, ville jeg så være stolt af dem? 

– Så længe jeg ville kunne se på dem med stolthed, så har jeg også lov til at være stolt af mig selv – så det er jeg. Jeg minder mig selv om det, så der ikke er nogen, der skal pille mig ned og sige, at jeg hellere burde prioritere min tid anderledes. 

Et nyt sprog 

Selvom Samira har fundet sin egen måde at være mor på og minder sig selv om, at det er okay ikke at gøre ligesom andre – så er der også stadig ting, hun øver sig på og gerne vil blive bedre til. 

– Noget af det, jeg drømmer om, er, at mine børn kan være sårbare overfor mig. Men jeg er også ret overbevist om, at hvis de skal føle, de kan det, så er jeg jo nødt til at vise, hvordan man gør det. Det er en prøvelse og øvelse hver dag. 

Samira er vokset op i et hjem, hvor en god arbejdsmoral og det at kunne komme hurtigt videre og være løsningsorienterede, blev vægtet højst. Det der med at mærke efter og snakke om sine følelser var ikke noget, der fyldte særligt meget. 

– Jeg har ikke det bedste sprog for den slags med mig fra min barndom. Men jeg øver mig i at turde vise følelser overfor mine børn, sådan så de ved, at de har samme rum overfor mig. 

Det kommer jo ikke bare af, at jeg fortæller dem, at de gerne må – jeg bliver nødt til at vise dem det. 

Da Samiras far blev syg for nogle år tilbage, fyldte det næsten alt for hende. Her var det vigtigt for hende, at hun ikke bare rendte rundt med et stort smil overfor sine børn, men i stedet lod dem se, at hun var ked af det. 

– Jeg kan stadig huske følelsen, fra jeg selv var lille, af, at der foregik noget svært derhjemme – hvis vi for eksempel ikke havde hørt fra mine bedsteforældre hjemme i Afghanistan længe – men de delte det ikke med mig. Børn fornemmer med det samme at noget er galt, og det vil jeg gerne forsøge at involvere mine egne børn i. 

Arrangementet i Nordvest er ved at være slut. Samira siger farvel til dem, der er mødt op og pakker sine papirer og mapper ned i håndtasken. Klokken har passeret 17.00, og hovedet er ved at være godt fyldt op. 

– Det gik rigtig godt i dag. Det var så fint, og jeg synes, det var dejligt at mærke alle de unges engagement. Nu skal jeg hjem til min familie, siger hun med et smil.

Samira Nawa, 38 år

• Næstformand i Radikale Venstre samt klima-, energi- og forsyningsminister. 
• Tidligere retsordfører, grundlovsordfører, beskæftigelsesordfører og ligestillingsordfører. 
• Uddannet økonom og har tidligere arbejdet hos bl.a. Cepos og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. 
• Bor i Roskilde med sin mand, Naweed, og deres børn Zaki og Sofia. 

LÆS OGSÅ

Katrine Engberg har indset noget vigtigt om konflikter i parforholdet: ”Det er nyt for mig”

"Jeg synes, det er sindssygt fedt at opdage, at man kan lære noget helt nyt, når man er midt i 40’erne," siger krimiforfatteren, som i sit forhold med manden Jakob Engberg Jensen har fået et helt nyt syn på konflikter.