"Børn kan tåle et nej. Men kan vi voksne tåle reaktionen?"

Dette er en kronik og repræsenterer forfatterens meninger. 

Jeg møder ofte en bekymring for, at børn og unge i dag tåler mindre modstand, og at forældre er blevet for eftergivende. Den er værd at tage alvorligt.

Børn har brug for tydelige grænser og øvelser i at kunne tolerere frustration. Men før vi fastslår, at en hel generation mangler grænser, bør vi spørge, hvad vi faktisk ved. Og hvis nogle forældre giver efter for ofte, skal vi også spørge hvorfor.

Vi ved, at opdragelsesidealerne har bevæget sig væk fra autoritær kontrol og lydighed. Men mindre autoritær betyder ikke automatisk mere eftergivende.

Børn trives bedst, når forældrene kombinerer varme med tydelige forventninger. Vores job er ikke at gøre opdragelsen hårdere, men at stille tydelige krav samtidig med, at vi bevarer varmen og er lydhøre.

Følelser kan mødes uden at svaret ændres

En vigtig opgave som forælder er at hjælpe børn med at forstå og tolerere deres følelser. Det gør vi blandt andet ved at sætte ord på det, de oplever, og vise, at reaktionen giver mening. At validere følelsen betyder ikke, at barnet skal have sin vilje.

– Jeg forstår godt, du bliver frustreret. Det er ærgerligt at skulle stoppe midt i et level. Skærmen skal dog slukkes nu.

Det vigtigste, vi skal øve os på, er ikke at blive strengere. Det er at blive stående i reaktionen uden at reaktionen automatisk ændrer svaret.

Tryghed handler ikke om, at barnet aldrig skal opleve frustration. Det handler om, at barnet over tid oplever den voksne som tilgængelig og tryg, også når svaret er nej. Når vi formår at anerkende det, barnet oplever, falder intensiteten i følelserne ofte, og det bliver lettere for barnet at høre, hvad den voksne siger.

Den gode relation står derfor ikke i vejen for grænsesætningen. Den er selve grundlaget.

Verden er for stor og kompliceret til, at et barn skal kunne navigere alene i den. Tydelige rammer skaber tryghed og gør, at børn kan få lov til at være netop det: børn.

Grænsesætning kan være en af de tydeligste former for omsorg, vi viser.

Når barnets reaktion bliver svær for os

I teorien kan dette lyde enkelt. I praksis er det ofte netop barnets reaktion, der kan gøre det svært at holde fast.

Der kan være flere grunde til, at vi har svært ved at stå fast, når barnet reagerer.

Det sker, at forældre giver efter, fordi de er trætte og ikke orker en konflikt mere. Det sker, og det er ikke nødvendigvis et problem. Men når eftergivenheden bliver et mønster, bliver det for nemt at sige, at forældrene bare skal tage sig sammen. Da kan det handle mere om, hvad den voksne kan håndtere, end om manglende viden.

Når et barn bryder sammen i butikken, presser blikkene sig på, og uret tikker. En indre stemme spørger, om grænsen virkelig er et sammenbrud værd. Det samme kan ske, når skærmtiden slutter midt i madlavningen.

Når børn protesterer, og følelserne bliver stærke, kan voksne reagere meget forskelligt. Nogle kan blive så strenge, at der ikke bliver plads til følelsen. Andre giver efter og bliver uklare. Reaktionerne ser forskellige ud, men begge kan handle om, at følelsen bliver svær for den voksne at tolerere.

I emotionsfokuseret færdighedstræning for forældre kaldes sådanne mønstre ofte "følefælder". Barnets følelse kan ramme noget i den voksnes egen historie, så vi handler ud fra eget ubehag og behov i stedet for det, barnet har brug for. En forælder, der lærte, at vrede ikke var trygt at vise, kan føle en stærk trang til at få barnet til at stoppe med at være vred.

Det samme kan gælde andre følelser. En forælder, der kæmper med barnets entusiasme, kan selv være blevet tysset på, når glæden fyldte meget. En forælder, der kæmper med barnets tristhed, kan selv være blevet bedt om at tage sig sammen som lille. Følelser, vi ikke selv blev mødt godt i, kan blive svære at møde hos vores egne børn. Sådan kan mønstre gå videre gennem generationer.

Høje krav og mindre kapacitet

Det vi bærer med os fra vores egen opvækst, er alligevel kun én del af billedet. Hvad vi kan stå i, påvirkes også af det liv, vi lever nu.

Vi lever i en tid, hvor råd om børneopdragelse kommer fra alle kanter. Reels, podcasts, bøger og ekspertråd. Meget af det er klogt og nyttigt. Samtidig kan mængden skabe et udmattende ideal om, at vi skal være perfekte forældre. Som på Instagram ser vi ofte den mest velregisserede version, mens alt, der er svært, ligger uden for billedet.

Forældrestress er ofte forbundet med et mere krævende samspil derhjemme. I dag står mange familier mere alene med ansvaret end tidligere. Forventningerne er blevet meget højere, mens kapaciteten måske er lavere.

Det er i dette spænd, eftergivenheden kan opstå – ikke nødvendigvis fordi forældre ikke forstår betydningen af grænser, men fordi det bliver for krævende at stå fast i reaktionen lige da.

Det uperfekte er det perfekte

Børn har ikke brug for perfekte forældre. De har brug for menneskelige forældre. Og menneskelige forældre vil nogle gange blive for strenge, for vrede eller urimelige. Det, børn har brug for der, er voksne, der kan tage ansvar for det, der skete.

Det kan være, at man kommer tilbage efter at have skældt ud og siger: "Undskyld. Nu blev jeg alt for sur. Jeg kunne se, at du blev bange, da jeg skældte dig ud. Det var ikke i orden." Det perfekte ligger ikke i, at vi aldrig træder forkert. Det ligger i, at vi er voksne nok til at komme tilbage og forsøge at reparere.

At sige undskyld er ikke et frikort til at gøre det samme igen og igen. At tage ansvar betyder også at forstå, hvad der skete, og arbejde for, at det bliver mindre sandsynligt næste gang.

Hvis du konsekvent bliver for vred eller for eftergivende i bestemte situationer, kan det være nødvendigt at rette blikket mod, hvad der sker i dig. Sådan lærer børn, hvad ansvar er: De ser, at voksne kan erkende fejl, sige undskyld og forsøge at gøre det anderledes.

Alt var ikke så meget bedre før

Ja, jeg tror, det er vigtigt, at vi arbejder med tydelighed og lærer børnene at tåle livet. Men tydeligere opdragelse er ikke det samme som hårdere opdragelse. Svaret er ikke at gå tilbage til, hvordan det var før.

Midt i forrige århundrede stod en autoritær forældrestil, med meget kontrol og lidt lydhørhed, langt stærkere end i dag. Lydighed stod centralt, og regelbrud blev ofte mødt med straf. Lydige børn er dog ikke nødvendigvis trygge børn. Et barn, der skal skjule vrede, frygt eller tristhed for at undgå den voksnes reaktion, har ikke nødvendigvis lært at håndtere følelsen. Det kan have lært at undertrykke den.

Målet er derfor ikke at hente en hårdere forældrestil frem. Det er at blive tydeligere uden at miste varmen. Vi skal sætte grænser, og vi skal lade børnene stå i passende mængder af det, der er svært, samtidig med at vi hjælper dem igennem det.

LÆS OGSÅ

Da sundhedsplejersken ringede for at tale om min 15-årige datter, anede jeg ikke, hvad der ventede

Jeg fortæller vores historie som en advarsel til andre forældre.

Modstand er en træningsarena

Selvregulering udvikles gradvist gennem modning, støtte og øvelse. Når barnet ikke får det, som det ønsker med det samme, kan det erfare, at frustrationen går over. En tryg voksen er i nærheden og holder ud sammen med barnet.

Børn udvikler også selvregulering, når de får akkurat nok støtte til at gennemføre noget, der koster lidt. Ikke så meget hjælp, at vi gør arbejdet for dem, og ikke så lidt, at de giver op. Sådan får de følelsen af mestring.

Det betyder ikke, at alle grænser skal være hugget i sten. Nogle gange sætter vi en grænse for hurtigt, og når vi lytter, opdager vi, at barnet har en god pointe. Der er det ingen svaghed at vende om. Det er heller ikke farligt at give efter indimellem, fordi vi er trætte. Det vigtige er ikke, at vi er ufejlbarlige, men at vi som hovedregel er forudsigelige.

Robusthed handler heller ikke om at tåle mest muligt. Det handler om at blive god til at mærke det, der er svært, uden at gå i stykker eller skubbe følelsen væk. Vi skal skelne mellem lidelse, barnet har brug for beskyttelse mod, og hverdagsfrustration, barnet har brug for hjælp til at tolerere.

Forældre skal kunne tåle at være upopulære

Det, der er rigtigt på lang sigt, kan koste lidt mere i øjeblikket. Barnet kan kalde dig verdens værste forælder, fordi skærmtiden er slut. Det gør ikke grænsen mindre rigtig. Vi kan stadig møde og validere barnets oplevelse af, at det var træls.

Børn har ikke brug for voksne, der altid gør dem tilfredse. De har brug for voksne, der bliver, når de ikke er det.

At blive kræver også noget af os. En træt voksen har mindre at give af. Derfor har forældre brug for søvn, pauser og mulighed for at komme sig.

Og ja, børn har brug for tydelige rammer og krav. Det er afgørende for, at de efterhånden skal kunne møde modgang og tage ansvar for deres eget liv. Men vi skal gøre det uden at pendulet svinger tilbage mod en autoritær forældrestil, hvor børn risikerer at lære at undertrykke deres følelser i stedet for at håndtere dem.

Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.

Om skribenten

Otto Stormyr er familie- og netværksterapeut og autoriseret socialpædagog. Han har over 15 års erfaring fra arbejde med børn, unge og familier. Han skriver om forældreskab, relationer og psykisk sundhed.

LÆS OGSÅ

Bekymret mor: "Min yngste søn er anderledes end sin storebror"

"Min yngste søn fik ikke det samme overskud og omsorg som storebroren. Er der noget, jeg kan gøre, så han ikke får problemer med sine tilknytningsmønstre i fremtiden?"