Smilende kvinde med langt hvidt hår sidder i stue foran grøn plante.

Med alderen er Cæcilie Nordby blevet bevidst om, hvor vigtige gamle venskaber er

Musikken har altid været en del af Cæcilie Nordbys liv og fylder også, i mange af hendes kæreste og nærmeste relationer.

Hendes verden logo farv

Mit første minde

er fra sommeren 1967. Det er et tidligt minde, for jeg er omkring tre år gammel. 

Jeg sidder på min mors arm og kigger rundt i det hus i Valby, der bliver mit barndomshjem. Vi står i de tomme stuer, inden møblerne bliver rykket ind. Mine forældre havde boet i en lille bitte lejlighed med koldt vand på Gammel Køge Landevej indtil da. 

De havde giftet sig for at få den, for ellers var det umuligt at få lejlighed i København. Hun læste på operaskolen, og han læste på konservatoriet. 

De levede deres bedste liv, og jeg kom nok lidt tidligere, end de havde planlagt. Men i Valby blev vi en rigtig kernefamilie. Især da min søster kom til. Der var stadig højt til loftet og masser af høj musik. Wagner og Strauss for fulde drøn. 

Og gæster og rødvin og hjemmebagte flutes direkte fra ovnen. Men også meget nærvær. Jeg kan huske engang, jeg var syg, og mine forældre byggede et helt Mester Jakel Teater til mig i en døråbning. 

Min mor syede selv dukkerne. Af æggevarmere og med tennisbolde som hoveder. Og så opførte de forestillinger for mig, mens jeg lå der med feber. De har haft en fest. Det var et levende og kærligt hjem, og jeg husker at mine tidlige barndomsår var lykkelige.

Til premiere forestillingen Absolut Holberg i Grønnegårds Teatret i 2000 sammen med sin mor operasanger Solveig Lumholt.

Min første skoledag

var fuld af forventning. Jeg havde den helt klassiske røde skoletaske i præget læder med lommer og spænder på. Og en metalmadkasse med et billede af en rød rose. 

Mange år senere så jeg det samme billede af en rose på siden af en varevogn med blomster. Og det gav sådan et ubehageligt sug i mig. Jeg skulle lige mærke efter, hvad det var, men det var selvfølgelig min skoletid, jeg mærkede. 

Jeg tror, det er sådan for mange mennesker. Skolen er bare voldsom og brutal. Børn er onde. For de prøver jo alt muligt af. Og der var bestemt ikke nogen kære mor i Valby. Jeg stak ud, fordi jeg ikke boede i etageejendom, men i hus, og min mor sang opera på Det Kongelige Teater. 

Men jeg var heller ikke særlig godt forberedt. Jeg kom først i børnehave et halvt år inden, jeg startede i skole. Jeg havde slet ikke lært at omgås andre børn og navigere i deres sociale regler. 

Jeg havde haft en enkelt ven på vejen. En dreng, der ofte var væk, fordi hans forældre blev udsendt. Så jeg var meget alene. Var i min egen fantasiverden og legede med snegle og regnorme og byggede huler og rutsjebaner af uslebent træ, der gav splinter, men var det hele værd alligevel. 

Det var en lidt ensom men fri barndom, men den gav mig ikke den bedste ballast for at klare mig i skolegården, og jeg følte mig meget udsat og udenfor de første år. 

De andre børn var anderledes end mig. Og det var spændende, men også mystisk. Bare det, at de ikke havde samme forhold til musik og ikke kunne synge rent, fandt jeg superunderligt, ha ha! 

I tredje klasse flyttede mine forældre mig til Sankt Annæ Gymnasium’s Sangskole. Og så faldt det hele ligesom lidt mere på plads. Det var jo lidt som at komme hjem.

Mit første kys

fik jeg af Henrik. Og jeg var fandeme ikke gammel, for vi var bare børn. Han var søn af mine forældres venner, der boede på en stor, gammel trelænget gård på Roskildeegnen. 

Et virkelig vildt sted lige ved Dragsholm Slot med hemmelige, underjordiske gange, der forbandt nogle af bygningerne, og enorme træer. Det var meget eventyragtigt. Især om vinteren når alt var dækket af sne. 

Vi kom der ofte, og blev der i flere dage i træk. Og Henrik og jeg blev kærester. Jeg var vel otte år gammel, og han var 11. Det var et helt uskyldsrent, romantisk og fuldstændigt af-seksualiseret forhold. 

En vinter byggede vi en togbane, der kørte op over og ned under vores seng, og så skrev vi kærlighedserklæringer på små lapper papir og sendte dem afsted til hinanden med tog. 

Vi må have skrevet omkring 50 små kærestebreve, og pludseligt føltes det uoverskueligt, at de voksne skulle finde dem, så vi puttede dem i en blå plasticpose og gik ned til kastanjealléen og gravede dem ned under et højt kastanjetræ. 

Da Henrik blev teenager, mærkede jeg instinktivt, at nu var det ikke uskyldigt længere. Og så trak jeg mig. Det sluttede det øjeblik, han ikke længere var barn. Men han var helt sikkert min første kærlighed.

Mit første hjem

var en lille lejlighed på Valby Langgade. Men jeg ved ikke, om jeg følte, det var et egentligt hjem. Det var et sted at sove. Med en seng og et klaver. 

Men det var også nogle kaotiske år, og mit liv foregik ude. I byen, på spillestederne, i natten. Det var først, da jeg mødte Søren (Bentzen), som startede OneTwo, og rykkede ind hos ham, at jeg følte, jeg fik en base. 

Han var seks år ældre og havde styr på livet og god smag. Men det var jo hans hjem og hans ting, jeg ligesom bare flyttede ind i. Det var i virkeligheden først, da jeg som 34-årig købte min egen lejlighed i Birkegade på Nørrebro, jeg for alvor fik et hjem, som var mit. 

Lejligheden lå på fjerde sal, havde fritlagte bjælker og masser af lys. Og jeg kan huske, at jeg sad på gulvet i en lysstribe og så ud i de tomme rum og følte en kæmpe frihed og selvstændighed. 

Det kan sammenlignes med, når man får kørekort og sætter sig ind i en bil for første gang og tænker, at nu kan man i virkeligheden bare dreje til højre og køre til Paris, hvis man har lyst. Alt ligger åbent. 

Jeg indrettede mig med en grøn sofa, musikanlæg, klaver og et skrivebord. Det havde jeg på mit værelse som barn, og det har altid føltes rigtigt for mig. Et skrivebord med en krukke med blyanter og papir. For mig er det faktisk stadig det, der betyder, at jeg føler mig hjemme.

Mit første arbejde 

var en gadekoncert på en blokvogn på Kultorvet med bandet Street Beat. Det var sammen med Nina (Forsberg), som jeg senere blev forsanger i OneTwo med. 

Det eneste, der betød noget for os, var musikken. Vi samlede mønter og gik ned til telefonboksen, slog op i telefonbogen, og ringede rundt til landets gymnasier for at få lov at spille. 

Senere tog jeg på turné med bandet Frontline i en rust-inficeret gammel øse, hvor man kunne se Roskildevej gennem hullerne i bunden. Det handlede aldrig om berømmelse, men om at få lov til at lave musik. 

Da Nina og jeg nogle år senere sad i Sørens mindst lige så rustne bil ved et kryds på Rådhuspladsen efter indspilningen af det første album med OneTwo, sagde Søren, at det ville være vildt, hvis vi solgte 10.000 eksemplarer. 

Vi syntes, han var totalt vanvittig. Ingen af os havde i vores vildeste fantasi troet, at det ville blive den mest sælgende debut nogensinde. Jeg havde heller aldrig drømt om at blive signet til verdens største jazzpladeselskab Blue Note som den første skandinaviske artist. 

Men det skete, selv om jeg glemte min aftale med pladeselskabets direktør, fordi mine bukser var gået i stykker, og jeg stod og ledte efter nogle andre i en vintageshop i New York. 

Jeg fik et nyt møde. Direktøren lyttede til det jazzalbum, jeg havde indspillet sammen med Niels Lan Doky, og besluttede sig for at udgive det og signe mig på stedet. Jeg har virkelig fået lov at udleve ambitionen om at lave musik. Men jeg har også sat alt ind på det.

Toppen af poppen 2019. Sammen med med-artisterne; Lars Pedersen aka Chief 1, Anders Blichfeldt, Kwamie Liv, Carl Emil Petersen og Teitur.

Mit første barn

er også mit eneste barn. Jeg har aldrig følte mig skruk eller længtes efter at blive gravid, men da jeg mødte Lars (Danielsson), som allerede havde tre børn, forklarede han mig, at det var for stort til at gå glip af. 

Og så fik vi Asta. Hun er vokset op mellem to hjem. Et i København og et i Sverige i et hus lige ved siden af det hus, hendes tre søskende og deres mor boede i. 

Vi lykkedes med at blive én stor familie. Og vi har holdt fødselsdage og juleaftener sammen hvert år. Det gør vi stadig. Vi har alle gjort en indsats for at få det til at lykkes. Men Lars’ ekskone har virkelig en stor andel i det. 

Og så var deres tre børn også bare meget nemme at elske. En af de første gange jeg mødte dem, sad Lars’ yngste datter sammen med en af sine venner i køkkenet. Vennen spurgte, hvem jeg var. Og hun svarede: ’Hun er min nye stedmor, bortset fra at hun slet ikke er ond!’. Det er jo simpelthen så sødt og sjovt sagt. 

Det er en kæmpe gave, at Asta blev født ind i en flok af søskende. Og det er en kæmpe gave, at vi har fået den her store, brogede og sammensatte familie, jeg ikke ville bytte for noget i verden.

Med datteren Asta Norby til Smukfest i 2019.

Mit første venskab

var med Katja, som jeg mødte i 3. klasse på Sankt Annæ. Det var noget med vores hjerner. Noget med fantasi, ord og musikalitet. Vi behøvede ikke at have musikken til fælles for at blive bedste venner, men det hjalp! 

Og selv om hun ikke blev musiker, men gik en anden vej, så har jeg altid følt, at vi så verden og mennesker og stemninger på samme måde. Vi forstod bare hinanden. Vi er gledet ud og ind af hinandens liv, for sådan er det jo. 

Men for ti år siden fandt vi hinanden igen. Og det er så vidunderligt at have venner, man har kendt hele livet. Vi kan spejle os i hinanden. Det er det samme med Nina. Vi stod på scenen sammen for 14 dage siden og så hinanden lige ind i rynkerne. 

Og jeg blev helt rørt over alt det, vi har oplevet og delt. De gamle venskaber er så vigtige. Det er jeg blevet mere bevidst om. Jeg vil gerne passe på de relationer, og gør mig stadig mere umage med det.

Mit første alderstegn

stødte jeg på i mine 20’ere, da jeg i et spejl på turné i Tyskland kunne konstatere, at jeg havde fået cellulitis. Det er jo skørt at tænke på i dag. Og der er ved gud kommet flere alderstegn til. 

Jeg oplever, at alder er noget, der kommer i ryk eller bølger. Det er ikke en glidende overgang. Og for mig er alder ikke kun dårligt. Overgangsalderen var benhård. Jeg havde alle de gener, man kan få. 

Hedeture, søvnproblemer, humørsvingninger. Men jeg kan mærke, at nu hvor det er overstået, står jeg tilbage med et køligere overblik. Jeg er ikke så følelsesladet og er bedre til at sige til og fra. 

Og jeg tænker: Er det virkelig sådan, mænd altid har det? Jeg står solidt på mine ben og kan holde hovedet koldt og hjertet varmt. Jeg synes faktisk, jeg er blevet blødere. 

Og det er ret vidunderligt at opleve, at man kan stå stærkere i sig selv og samtidig være rummeligere og blødere i forhold til andre. 

På den måde er det fedt at være fyldt 60! 

Blå bog

Cæcilie Norby, 61 år Sangerinde og komponist. Gift med jazzmusiker og kontrabassist Lars Danielsson, med hvem hun har datteren Asta.

Aktuel med albummet ’My Blue Note’ - en samling af Cæcilie Norbys bedste numre udgivet på det sagnomspundne pladeselskab Blue Note samt en koncertrække i anledning af hendes 30-års jubilæum. 

Se koncertkalender her: caecilienorby.com