Heidi Frederikke og Dronning Margrethe sidder i stue og ser i en stor bog ved et bord.

ALT for damerne giver Dronning Margrethe ærespris

ALT for damerne overrækker H.M. Dronning Margrethe en særlig ærespris i anledning af bladets 80-års fødselsdag. Overrækkelsen fandt sted på Fredensborg Slot den 24. september, mens offentliggørelsen skete i forbindelse med ALT for damerne GULD og fejringen af 80-års jubilæet i Operaen i København.⁠

Det var et helt særligt øjeblik, da ALT for damerne for kort tid siden offentliggjorde, at magasinet i anledning af sit 80-års jubilæum har overrakt en ærespris til Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Mens selve overrækkelsen fandt sted i private rammer på Fredensborg Slot den 24. september, blev offentliggørelsen i Operaen i København en stor hyldest til Dronning Margrethe, da knap 800 mennesker var samlet til ALT for damerne GULD.

Æresprisen gives til Dronning Margrethe for igennem mere end 50 år at have været et markant forbillede for piger og kvinder. I motivationen, som blev læst højt for Hendes Majestæt på Fredensborg Slot, stod der følgende:

”I mere end 50 år har Hendes Majestæt Dronning Margrethe været et forbillede for piger og kvinder. I Danmark og i resten af verden.⁠ Med imponerende tydelighed, et stort intellekt og beundringsværdig kreativitet har Hendes Majestæt, siden hun overtog tronen i 1972, vist generationer af kvinder, at ingen opgave er for stor - uanset køn. ⁠ ⁠ En grundlovsændring blev til Danmarkshistorie, da Hendes Majestæt i 1972 gjorde Danmark til et dronningerige. Siden har Hendes Majestæt forvaltet embedet med både respekt, nytænkning og majestætens helt egen stil. ⁠ ⁠ Hendes Majestæts stærke personlighed og mod til at udtrykke sig gennem kunst, håndværk og mode har vist piger og kvinder, at man skal turde at være sig selv. Også selvom man skiller sig ud. Hendes Majestæt er et bevis på, at kvinder kan være både seriøse, fagligt dygtige, intellektuelle, humoristiske, kreative og farverige på en og samme tid.⁠ ⁠ Hendes Majestæt har haft en uvurderlig betydning i forhold til at inspirere kvinder på tværs af generationer til at turde gå forrest og til at gøre det med respekt og autenticitet.⁠ ⁠ Alt sammen baseret på en stor forståelse og fornemmelse for den historie Hendes Majestæt står på, den tid Hendes Majestæt aktuelt befinder sig i og den tid, der kommer.”⁠ 

Dronning Margrethe i farverig jakke ser ned i en stor illustreret bog i stuen

Et særligt og bevægende øjeblik

 ALT for damernes chefredaktør Heidi Frederikke Sigdal besøgte dronning Margrethe på Fredensborg Slot sammen med kunstner Nikoline Liv Andersen for personligt at overrække hende det broderede kunstværk, der fulgte med prisen, og som pryder forsiden af denne uges magasin. ⁠

- At overrække æresprisen til Hendes Majestæt Dronning Margrethe var et meget særligt og bevægende øjeblik. Jeg var så rørt og stolt af flere årsager. At sidde helt privat med Hendes Majestæt på Fredensborg Slot vil jeg aldrig glemme. Det var både enormt hjertevarmt og nærværende. Og samtidig så var jeg meget bevidst om, at jeg ikke blot overrakte prisen på vegne af os, der udgør ALT for damerne i dag. Jeg sad der på skuldrene af alle dem, der har været med i hele bladets levetid. For jeg er slet ikke i tvivl om, at Hendes Majestæt har takket ja til æresprisen, fordi vi i dag er et magasin med et stærkt og tydeligt dna, som mange har været med til at skabe igennem de seneste 80 år, siger Heidi Frederikke Sigdal.

Værket forestiller Dronning Margrethe og er særligt broderet til forsiden på ALT for damernes jubilæumsnummer, der udkom den 1. oktober.

To kvinder sidder i en stue og kigger sammen i en stor bog