Giver du lommepenge til dine voksne børn?

Hun kiggede på mig med et smil og sagde:

”Ej, kender du ikke det, at din far IGEN har overført 500 kr. til din bankkonto i hemmelighed, fordi du sagde nej tak, da han ville give dig en pengeseddel i hånden?”.

Sådan sagde min kollega tilbage i cirka 2008, hvor vi begge var i starten af 30’erne.

Jeg kiggede paf på hende og ledte febrilsk efter et godt svar.

Ville ikke sige sandheden: At det genkendte jeg på ingen måde. For det ville ødelægge hendes selvfølgelige glæde. Det ville få mig til at fremstå som typen, der altid har så satans travlt med at fortælle om, hvor hårdt hun har haft det i forhold til alle andre. Gå i skole uden sko i fem meter høje snedriver, efter man har solgt svovlstikker hele natten, du ved.

Men jeg genkendte det virkelig ikke – det der med, at forældrefeer tryllede penge ind på kontoen én af de sidste, desperate dage på måneden.

”Ha, jo. Det kender jeg godt. De er tossede, de gamle”, løj jeg og følte mig med ét som en lidt uelsket fattigrøv. For gad vide, om det var normalt, at forældre gav deres voksne børn lommepenge?

Jeg følte mig også pludselig snydt. Jeg var flyttet hjemmefra som 16-årig og havde selv sørget for at komme op og på gymnasiet, fylde køleren op, vaske tøj og passe et fritidsjob. 

Jeg registrerede godt nok, at mine hjemmeboende klassekammerater havde flere penge til fest og tøj, men det generede mig ikke dengang. Jeg følte mig fri, sej og voksen. 

Min kollegas svar fik mig til at revurdere, om stoltheden over at være økonomisk uafhængig – og dermed konstant broke – var ægte. Måske havde jeg bare gjort en dyd ud af nødvendigheden?

Nu er dilemmaet dukket op igen. Mine tvillingedøtre skal starte på henholdsvis medicin og lærerseminariet, hvilket betyder SU, spaghetti og forvasket tøj. Eller gør det? 

For jeg har efterhånden talt med mange studerende, der med største selvfølgelighed får overført et fast beløb fra mor og far hver måned. Er det blevet normalt? Kan jeg, der har skiftet branche til sosu, leve op til det? Skal jeg?

Min bekymring går primært på, at mine store børn bliver sat i en urimelig konkurrencesituation i forhold til at gennemføre et par hårde uddannelser. 

For hvis klassekammeraterne ikke behøver arbejde ret meget ved siden af studierne for at få enderne til at nå sammen, så har de mere tid til at studere. 

Måske har klassekammeraterne også bedre råd til at købe alle de dyre bøger. I mine natlige bekymringsseancer forestiller jeg mig mine elskede unger ligge og skure gulve, mens ALLE deres jævnaldrende læser faglitteratur i spritnye bøger på Kurhotel Skodsborg …

Dumme, uduelige sosu-mor, skænder jeg på mig selv i det ene øjeblik. I det andet øjeblik overbeviser jeg mig selv om, at mine piger er seje nok til at klare det – og at det i øvrigt både giver livsrobusthed og vigtig indsigt i alle slags mennesker at passe et ikke fancy job ved siden af studiet.

”Man skal dæleme ikke tro, man får det hele serveret, for så bliver man en forkælet møgunge, der ikke kan binde sine egne sko”, messer min mors tobaksru stemme i baghovedet.

Så overtager min egen, mere runde morstemme min hjerne med den pointe, at ingen tager skade af at blive hjulpet på vej: Jeg tror ærlig talt ikke, at jeg ville have taget det mindste skade af at have haft det lettere. 

Tværtimod … Ja. Det ender sgu nok med, at jeg finder lidt pengesedler til pigerne på én eller anden måde.

LÆS OGSÅ

Søren har lagt mærke til især én type på cykelstierne: ”Hvorfor skal han absolut køre ræs lige nu?”

Har midaldrende mænd i lycra overtaget københavns cykelstier? Ja, mener Søren Mcguire i denne klumme.