4 venner har lavet et olle-kolle: "Mest af alt vil jeg sige: Gør det. Gør det. Gør det!"

Når vi engang er færdige med job og børn, så skal vi flytte sammen og have det sjovt igen.

Lisbeth Wemmelund smiler, mens hun fortæller om den plan, som lå og ventede på at blive realiseret i de år, det tog venneparrene her ved bordet at få børn og gøre karriere. 

Det er 55 år siden, og nu sidder de, grå i toppen, og drikker formiddagskaffe med udsigt til Kalø Vig på deres fælles ejendom mellem Rønde og Hornslet på Djursland.

– Vi mødes altid klokken 10:30 og sætter en halv time af til det, fortæller Christian Højlund. 

Med sine 79 år er han den ældste af de fire venner, som bor parvis her på den firlængede gård. Christian og hans hustru Annette, der er fire år yngre, har været gift i 55 år, mens Sven og Lisbeth, der begge er 73, blev gift i 1973. 

Annette og Christian var med til brylluppet, så de fire mennesker her ved bordet har en historie sammen, der går langt tilbage. 

– Christian og jeg kendte hinanden fra gymnasiet, og vi flyttede sammen til Aarhus for at læse. Vi sang i studiekoret, hvor vi mødte Lisbeth og Sven, fortæller Annette, og Lisbeth indskyder.

 – Og, så havde vi det så sjovt sammen og var ofte hos Annette og Christian, fordi de havde så god plads, mens Sven og jeg boede i en lille lejlighed. 

Både hun og Sven uddannede sig til læger og har haft egen praksis i Højbjerg, syd for Aarhus, i mange år. 

Christian var i mange år præst i Silkeborg, og Annette gymnasielærer. Selvom de ikke alle blev boende i Aarhus, så har byen været deres fælles omdrejningspunkt, og da de besluttede at indfri drømmen om at bo sammen, skulle det være tæt på byen, hvor de i sin tid mødtes. 

– Vi har gjort det modsatte af andre på vores alder, som nedskalerer. Vi har opskaleret, siger Christian. 

Bårebuketter i haven

Sven, Lisbeth, Annette og Christian har boet på Ønbjergvej siden 2015, og det var faktisk ikke meningen, at de skulle flytte sammen så hurtigt. Men på grund af, at stedet var til salg, handlede de før tid, som Christian udtrykker det. 

Stedet er en istandsat gård med fire længer, hvoraf den ene er bolig for Annette og Christian, den anden for Sven og Lisbeth, der bor i ejendommens oprindelige hovedhus og har en lejer boende ovenpå. 

I en anden længe er der gæstehus, som flittigt er i brug, når parrenes tilsammen seks voksne børn og 19 børnebørn er på besøg, og så er der det store, fælles kreativitetslokale. hvor de bl.a. maler, væver og syr. 

LÆS OGSÅ

Joan driver en lille zoologisk have i Odsherred, hvor hun redder eksotiske dyr i nød

I 1998 købte Joan Thygesen en lille zoologisk have i Odsherred sammen med sin mand. Den blev til Odsherred Zoo Rescue, for parret ville redde eksotiske dyr i nød, der ikke var plads til andre steder. Da hendes mand døde, kæmpede hun videre alene og står i dag i spidsen for en rescue zoo i rivende udvikling.

– Vores ældste søn blev helt nervøs, da han hørte om stedet her, for han troede, at han skulle komme og holde det hele, fortæller Sven med et smil og tilføjer: 

– Men vi har sørget for det. 

Med det mener han og hele firkløveret, at de har taget højde for alle - også værst tænkelige - scenarier. 

– Sven og jeg har prøvet både samkøb og bofællesskab før, og vores erfaring er, at hvis man forestiller sig alt det, der kan ske, og får det skrevet ned, så skaber det ingen problemer. Man siger, at ”det skal vi nok finde ud af”, men det skal man ikke satse på, konstaterer Lisbeth. 

– Vi glædede os, men en overgang handlede det hele om, hvad der skete, hvis vi blev uvenner eller en af os døde, fortæller Annette.

Christian fortæller muntert, at de har plantet et buskads i haven, som kan levere bårebuketter, for udover deres egen død, så er de fire i en alder, hvor folk omkring dem går bort. 

Nedfældede aftaler 

Økonomi og død er blandt de emner, der kan skille selv de bedste venner ad, så derfor er alle aftaler nedfældet og har været omkring en advokat. 

Sven og Lisbeth havde flere penge end deres venner, så de har betalt to-tredjedele af stedet, og derfor har de lavet en ordning, hvor de investerer forholdsmæssigt i de faste udgifter.

– I begyndelsen, da vi lige var flyttet herud, havde vi meget formaliserede møder, men det har vi ikke mere, siger Annette. 

Selvom det måske lyder, som om praktikaliteter har stor betydning, så er de fire venners pointe, at grundigt gennemarbejdede aftaler har sat dem fri, så de i dag har et afslappet forhold: 

– Vi har valgt trygheden med hinanden, og man kan ikke være enige hele tiden. Der vil være nogen, der er skuffede indimellem, siger Lisbeth. 

– Vi har en fællesmængde, og så har vi hver vores liv. Vores udgangspunkt er, at vi hjælpes ad, og at det er i lyst og nød. Der sker noget, når vi sidder fire i stedet for to ved middagsbordet, og det gør vi tit, for vi spiser sammen, når alle er hjemme, og skiftes til at lave mad til hinanden. Vi er gode til at få tingene på bordet og få det sagt, for ellers dur det ikke at bo sammen, siger Christian. 

Han og Lisbeth har begge taget en psykoterapeutuddannelse, før de flyttede herud, og de holder kurser og har klienter i et lokale i en af længerne. 

Det er også dem, der passer den velvoksne køkkenhave, mens Sven holder meget af at spille klaver og studere fuglelivet, og Annette broderer og samler på frimærker. 

Det var et fælles krav til boligen, at den skulle ligge tæt på vandet, og hver morgen cykler alle, undtagen Annette, ned og bader, selvom Sven smilende erkender, at han havde en orlovsperiode i vinter. 

– Det var lidt for koldt for mig, siger han. 

Han og Lisbeth rejser en del med deres børnebørn, og med hinanden, mens Annette og Christian ”bruger pengene på kulturlivet i Aarhus”, som Annette udtrykker det. 

De trives med at kunne dyrke deres interesser fælles og hver for sig, og kan ikke komme på noget dårligt at sige om at flytte i et bofællesskab som deres. 

Som Christian opfordrende siger: 

– Det er et godt argument at være sammen med flere, for det gavner både ægteskab og venskab, så jeg vil sige, at det kræver mod og en økonomisk parathed, men mest af alt vil jeg sige: Gør det. Gør det. Gør det!

LÆS OGSÅ

Da Trine Appel mistede sin mand, fandt hun trøst hos sin hest: ”Han kunne fornemme, at jeg havde brug for ham”

Da Trine Appel mistede sin mand, mistede hun også sin fremtid. Midt i sorgen fandt hun trøst i stilheden sammen med sin hest. Her var der ingen forventninger og intet behov for at sætte ord på det, der gjorde ondt – blot et dyr, der syntes at forstå lige præcis, hvad hun havde brug for.