Medlemmer af Nordkap Veteran Knallertklub holder parkeret på række på deres gamle knallerter i Holstebro.
Deltagerne på knallertklubben Nordkaps onsdagstur med Dorte i front og Per lige til venstre for hende på billedet.

Dorte og Per står i spidsen for et særligt fællesskab i Holstebro: "Vi har det så hyggeligt"

Lyden af knallert er for mange lyden af ungdom. Knallerten bringer nostalgien frem, og nye fællesskaber opstår omkring den – også i Holstebro, hvor Dorte og Per sætter i gear til hyggeligt samvær, når klubben Nordkap kører på tur hver onsdag.

hjemmet logo farve

Man behøver ikke nogen præcis adresse på Dorte og Per Andreasen for at finde dem. 

Så snart man er drejet ned ad villavejen i Holstebro, hvor de bor, ses flere veteranknallerter, der – trods deres høje alder – formentlig skinner mere, end da de blev produceret for mellem 50 og 60 år siden.

– Jeg kan ikke klare, hvis de ikke er klar, så de står altid nyvaskede, pudsede og med benzin på, forklarer Per. 

Han er årgang 1961 og altså på alder med et par af de knallerter, som han og fruen, Dorte, har anskaffet sig over de senere år. 

Dorte fortæller, at hun i 1979 købte sin storesøsters Puch Maxi for 1.400 kr. 

– Det kan du gange med ti i dag og så alligevel ikke være sikker på at finde én. Priserne afhænger meget af mærket. De ældre som f.eks. NSU er lidt billigere end de mere populære Puch-modeller, Honda, Yamaha, og Kreidler. Jeg er ikke så religiøs omkring det. Jeg kører på den, som jeg har det godt på, fortæller Dorte. 

Det betyder, at hun enten kører på den røde Honda Amigo eller den grønne Puch Maxi, som – naturligvis – er udstyret med grøn mælkekasse. Den er også blevet omlakeret, for sådan en knallert fra 70'erne skal være grøn, sådan som de var back in the day. 

Mand skubber veteran-knallert i gang for anden mand på græsmark
Ingen efterlades! Der er altid en, der er klar til at hjælpe, hvis man får startproblemer undervejs.

– Den her model har affjedring, og sadlen sidder højere, og begge dele er jeg slet ikke ked af, for så er det rarere at køre på den, forklarer Dorte smilende. 

Hun og Per mødtes i 1987, hvor han rejste rundt og spillede musik, sådan som han har gjort det meste af sit liv:

– En aften kom jeg ned på Linå Kro, hvor Dorte stod i køkkenet, siger han. 

Mere forklaring kommer der ikke. Det taler for sig selv, at det blev dem, for her er de jo, sammen og med snart 40 år bag sig. 

Det er en lykke, at de har en voksen datter, som til efteråret gør dem til bedsteforældre. 

Rode med maskinerne 

Og så er der jo knallerterne, som har været et fælles omdrejningspunkt siden 2004. 

– Før da kørte vi lidt på motorcykel sammen, men Dorte har dårlig skulder og var derfor ikke så vild med at køre motorcykel, fordi hun spændte for meget i den, så jeg satte en Puch Maxi i stand for at få hende med ud at køre, fortæller Per. 

Dorte smiler, for det med at køre knallert var meget mere hendes stil.

– At køre knallert er bare mere hyggeligt. Man ser, hvad man kører forbi, og det er mere roligt, det hele. Vi var også i en periode af vores liv, hvor vi fik mere tid sammen, end vi havde, dengang Per spillede hver weekend. Den tid skulle ikke bare bruges foran fjernsynet, og jeg får ikke Per med til folkedans, erkender Dorte med et grin og et blik på sin mand. 

Per er oprindelig uddannet mekaniker, og selvom det er længe siden, han arbejdede som sådan, så elsker han at være i sit værksted, hvor han pudser, smører og reparerer veteranknallerter.

Per nikker. Han holder sig til sin bas, sin guitar og sine motorkøretøjer. 

– Det er jo en passion for fanden, som han smilende opsummerer vores snak. 

Mens Per godt kan lide at gå og rode med maskinerne, så har Dorte gjort en stor indsats for at få Nordkap veteranknallertklub op at køre. 

Klubben blev startet i 2017 og har i dag 139 medlemmer. 

– Det er aldrig sket, at vi alle har været samlet, men når vi kører, er vi mellem otte og 35 knallerter, der ruller ud, forklarer Dorte. 

Kvalitetstid med søn og far

 Navnet Nordkap gav sig selv, for medlemmerne mødes hver onsdag på Nordkap Familiegrill i Holstebro, inden de kører afsted klokken 17. 

Første gang på knallert som 52-årig

Medlemmer af Nordkap Veteran Knallertklub står ved klassiske knallerter på en grøn mark.

Da Britta Rasmussen satte sig i sadlen på en knallert for første gang, var hun 52 år. 

– Min kæreste havde knallert og ville gerne have mig med på tur med klubben her, men der skulle mange overtalelser til, for jeg var bange for, at jeg ikke kunne følge med. 

Da jeg endelig sagde ja til at køre med, var det jo stille og roligt, og alle venter på hinanden, forklarer Britta. 

Det er et par år siden, hun første gang kørte på en Puch Maxi. Den er siden gået i stykker, og den aften, Hjemmet er med på tur, er Britta for første gang ude at køre på en knallert med gear.

– Nu er jeg jo kommet i gang, så det klarer jeg også, siger hun smilende og nævner frisk luft, gode snakke og fællesskabet som grunde til, at hun er blevet rigtig glad for at være i knallertklub, selvom hun havde forsvoret, at det skulle ske.

Nogle mødes før og spiser sammen på grillen, og Dorte fortæller med et grin, at onsdag derfor er Pers maddag. Blandt dem, der er her i dag, er Mikkel, hvis far og farfar, Michael og Mogens, også er her. 

Mikkel og Michael bor i Ikast, men sætter deres knallerter på traileren, så de kan komme til Holstebro for at køre knallert om onsdagen. 

– Jeg er født og opvokset i Holstebro, og på den her måde får jeg kvalitetstid sammen med min far og nu også Mikkel, siger en smilende Michael Riis Raun, der er 50 år. 

Farfar Mogens Riis Pedersen er 70 og købte sin knallert sidste år. 

– Og, jeg har haft alle slags knallerter i mit liv, så jeg havde talt længe om at få én igen, forklarer han. 

Hans barnebarn er med for første gang i dag, og selvom Mikkel med sine 22 år er for ung til at huske Puch Maxiens storhedstid i 1970'erne og 1980'erne, så er det alligevel sådan en, han har købt.

– Der er bare noget over den knallert. Det er en smule sejere at køre på en veteranknallert end på en scooter, som jeg også har til hverdagsbrug, mener han. 

Blæst igennem 

Klokken er blevet 17, og det er tid til at spænde hjelmen og koble af med en tur til Limfjorden i det skønne sommervejr. 

Lille hund med lyserød hjelm i hæklet, blomsterpyntet cykelkurv foran et dansk parcelhus.

22 knallerter kører på række gennem landskabet med Per Andreasen bagerst, for, som hans kone siger, ”han har evnerne til at skrue”, hvis en knallert ikke makker ret. 

I dag går det glat, og flokken mødes ved vandet, hvor der er uformel snak og en forfriskning i solen. 

– Vi har det så hyggeligt. Nogle er blevet venner, mens andre er nogle, vi hygger os med i klubben, Det er det, der er så fint: At samværet bare opstår omkring en fælles interesse, siger Dorte. 

Hun kan ikke fikse en knallert, men som hun siger: 

– Det ordner Per, og så vasker jeg hans bukser. Hun smiler og afslører, at det på mange måder er godt for deres parforhold at have en fælles passion for veteranknallerter: 

– Vi kan køre hjemmefra og være rygende uenige, men når vi kommer tilbage og tager hjelmen af, så er vi gode venner. Det hjælper at blive blæst igennem, siger hun med et grin.

Knallerten er populær igen, igen

Der var mangel på biler efter anden verdenskrig, så man fandt på at montere en let motor på en almindelig cykel.

Knallerten brugte ikke meget benzin, så den blev hurtigt populær. Især på landet, hvor der ikke altid er offentlig transport. 

Den klassiske Puch Maxi og andre modeller som Yamaha og Vespa gjorde det muligt for unge at udforske verden på to hjul, hvilket gav dem en ny, stor uafhængighed. 1970’erne og 1980’erne regnes ofte som knallertens guldalder i Danmark. 

På det tidspunkt havde næsten enhver teenager en knallert, og modeller som Suzuki K50 og Yamaha FS1 blev ikoner i ungdomskulturen. Knallerten blev et statussymbol. 

Samtidig blev der indført krav om knallertkørekort, nummerplader og begrænsninger for motoreffekten. I dag er modellerne fra dengang veteraner – lidt ligesom dem, der køber dem i dag. 

Det er, som medlemmerne af Nordkap Veteranknallerklub siger: ”Især mænd, som har kørt knallert som unge og nu vil genopleve den tid”. 

Der er 5-600 knallertklubber i Danmark. På Facebook er der en gruppe, der hedder ”Knallertklubber i DK”, hvor de fleste klubber er plottet ind på et kort. 

Kilder: knallert-info.dk, Nordkap Knallertklub og knallertklubber.dk