Nikoline Liv Andersen står ved arbejdsbord i lyst atelier fyldt med skitser og syudstyr.

Da Nikoline Liv Andersen tjente mange penge, sagde hun det ikke til nogen: ”Jeg skammede mig over det”

Da Nikoline Liv Andersen pludselig tjente mange penge, blev hun flov og ville ikke fortælle de til nogen. Det etablerede liv stritter på hende, og hun gør faktisk, hvad hun kan for at undgå alt det, hun ”burde”.

ALT for damerne logo

Det er ikke fordi, at hun ikke vil være voksen – det ved hun jo godt, at hun er. Men der er noget over det etablerede liv, som hun ikke bryder sig om. 

Derfor vidste hun næsten heller ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv, da hun som designer hos Fendi begyndte at tjene virkelig mange penge.

– Jeg har altid været ligeglad med penge. Da jeg pludselig tjente virkelig mange af dem, skammede jeg mig over det; altså det er jo fedt at have råd til ting, men jeg havde slet ikke lyst til at sige det højt, siger hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

Hun holdt det mest for sig selv, for det føltes næsten skamfuldt for hende. Det lå så langt fra, hvordan hun så sig selv og fra det liv, hun havde skabt med sin mand og deres børn. De havde i perioder været vant til at bo på loftet, imens de lejede de to etager i deres hus ud til andre familier.

– Jeg identificerede mig overhovedet ikke med at være en, der tjente mange penge. Det ændrede ikke noget ved den måde vi levede vores liv på. Men vi købte dog en ødegård i den svenske skærgård for Fendi-pengene, siger hun og griner.

Hold det primitivt

Skærgården i Sverige var Nikoline Liv Andersen og hendes mands måde at bruge pengene på en måde, hvor de stadig kunne have sig selv med.

– Det er med dobbelt-das og det hele. Der kan man sidde med sine veninder og sludre og kigge ud over klipperne imens.

De gør faktisk en dyd ud af at lade gården stå, præcis som de købte den uden hverken at optimere, forbedre eller bygge om.

– Der er kun koldt vand, og der er et brændekomfur i køkkenet til at varme det hele op om vinteren. Det er en del af charmen, at det er primitivt, og det ville være en skam at modernisere det.

Der er flere ting, som Nikoline Liv Andersen er principfast omkring. Så snart hun har fornemmelsen af, at der er nogen, der har forventninger til, at hun gør noget, så bliver hun trodsig.

– Jeg skal aldrig have en køkkenrulleholder. Det er simpelthen for etableret; jeg kan slet ikke have det. Jeg har intet imod at være voksen – det er jeg jo – men jeg nægter at købe en køkkenrulleholder, bare fordi man ”bør”. Jeg har for eksempel heller ikke nogen pensionsopsparing.

 Du kan læse det fulde interview med Nikoline Liv Andersen i ALT for damerne uge 40, hvor hun bl.a. fortæller om, hvordan hun kreerede portrættet af dronning Margrethe, og hvordan hun kom til skade, da hun ville lave 10.000 pull-ups på ét år.