Et sammenbrud fik Amalie Lindegård til at storlæse: "Det startede en udvikling mod at blive mig selv"

Skuespiller Amalie Lindegård fik sit store gennembrud i filmen "Supervoksen". Hun var kun lige fyldt 15 år, da hun som barn skulle begå sig på en voksen-arbejdsplads – og det fik konsekvenser sidenhen, fortæller hun i denne uges Hendes Verden (uge 41).

– Jeg drømte aldrig om at blive skuespiller, men faldt tilfældigt ind i det, da en veninde sagde, at de søgte unge piger til spillefilmen "Supervoksen". Jeg gik fuldstændig uforberedt, men også fuldstændigt selvsikkert, til casting og fik rollen. Og den tilgang kom til at præge min første tid i branchen, fortæller skuespilleren til Hendes Verden.. 

Filmen blev et kæmpe hit og var en af de bedste produktioner, som Amalie Lindegård har været på. Men hun var også bare et barn på en voksen-arbejdsplads.

– Jeg var lige fyldt 15 og havde slet ikke udforsket de temaer – grænser, sex og identitet – som jeg skulle spille, at jeg udforskede. Jeg hvilede overhovedet ikke i mig selv, for jeg havde ingen erfaringer eller levet liv bag mig. Jeg fik bare pludselig den her succes og kæmpe opmærksomhed. Og det kom til at blive enormt forstyrrende for mig. Det så jeg selvfølgelig ikke dengang. Jeg kørte bare afsted på en vild bølge af ukuelig selvtillid.

Som 19-årig kom Amalie Lindegård ind på Skuespilskolen i første hug. 

– Til optagelsesprøven spurgte de ”Hvorfor skal vi optage dig, Amalie?”, og jeg svarede ”Hvorfor skulle I ikke?” Det var den energi og sindssyge selvtillid, jeg bragte med mig. Jeg tror, den smittede af på dem, der skulle vurdere mig, og gav mig en masse muligheder. Men den kom også til at koste mig dyrt. 

LÆS OGSÅ

Sofie kunne ikke slå sin eksmand ud af hovedet

Selvom Mikael og Sofie var enige om at blive skilt, og selvom de begge var i nye forhold, så var Sofie begyndt at savne og længes efter ham. At hun ikke var den eneste af de to, der havde det sådan, fandt hun ud af en dag, da hendes telefon ringede.

På Skuespilskolen gik det op for Amalie Lindegård, at hun ikke havde nogen fundering i, hvem hun var, og i virkeligheden var hun skrøbelig lige bag al selvtilliden.

– På skolen har man ene-undervisning hver dag. Det er et sindssygt hårdt og konfronterende arbejde. Og jeg holdt ikke til det. Jeg fik et sammenbrud på mit tredje år og sygemeldte mig. Det jeg husker, der hjalp mig tilbage på sporet, var at jeg begyndte at storlæse bøger. Litteraturen er en god måde at lære sig selv at kende på. Man kan selvfølgelig dele den med andre senere. Men man møder den alene først. I et rum, der kun er ens eget, hvor man kan danne sine egne og helt uforstyrrede billeder, refleksioner og erkendelser. Det hjalp mig meget, siger Amalie Lindegård, og fortsætter: 

– Og det startede en udvikling mod at blive mig selv. Jeg tror, at folk indtil da så mig som et evigt udadvendt menneske, der altid var klar på det hele. Jeg gik altid sidst hjem. Men jeg lærte, at jeg også er blufærdig og indadvendt og har et stort behov for at trække mig.

Jeg er selvfølgelig ikke færdig med at finde ud af, hvem jeg er. Og man udvikler sig jo gennem livet. Med moderskab, parforhold, karriere, tab. Alt det, der kommer til i livet. Men bevægelsen mod at blive den, jeg skal være, begyndte der, da det hele brød sammen, og det gik op for mig, at jeg ikke bare kunne alt, afslutter hun.

Læs hele interviewet i denne uges Hendes Verden

LÆS OGSÅ

Sommerhusfællesskabet har slidt mig ned

Min svigerinde lader os ikke holde ferie alene i vores fælles sommerhus, hvad gør jeg? Læs her, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.