Eftertænksom kvinde hviler ansigtet i hånden og ser ind i kameraet

Line Knutzon havde en helt særlig bekymring for at fylde 50: ”Hold nu kæft, jeg har taget fejl der”

Dramatiker Line Knutzon mener, at verden ville blive et bedre sted, hvis alle brugte mere tid på at hele deres traumer og lære sig selv at kende. Og så er det gået op for hende, at man aldrig bliver færdig med at blive til sit eget menneske.

ALT for damerne logo

– Jeg går ikke rundt og har holdninger til alt muligt. Jeg lever jo bare mit liv og bekymrer mig om det. 

Da du ringede og spurgte, om der var noget, jeg var optaget af, så sagde jeg med det samme, ”jeg er overhovedet ikke optaget af noget”. Men det er jeg jo, jeg er optaget af mit eget liv, og jeg er optaget af, at andre også skal være optaget af deres liv. At vi tager vores liv alvorligt.

Sådan siger Line Knutzon, som ellers plejede at gøre en dyd ud af at følge med i nyhederne. At holde sig orienteret og bidrage til verden ved at diskutere de ting, der engang føltes store og vigtige. 

Men de sidste år er noget gået op for Line Knutzon, og det har fået hende til at fokusere mindre på verden og mere på sig selv.

– Jeg ser og læser færre og færre nyheder, og det mærkelige er, at jeg alligevel føler mig ret orienteret. Der er i hvert fald aldrig noget, der kommer bag på mig. 

Jeg har tænkt, at det måske er fordi, jeg er blevet ældre, men jeg er nået frem til følgende konklusion: der findes kun to nyheder i verden. Én dårlig og én god. 

Bag den dårlige nyhed, hvor og hvordan den end udspiller sig, gemmer der sig noget, der er afkoblet fra sig selv. Noget, der er gået hjemmefra i desperation og er blevet selvdestruktivt. Om det er krig, mord, affaldsdumpning eller omstrukturering af PostNord, så handler det om, at mennesker er blevet væk fra sig selv. 

Bag den gode nyhed gemmer der sig altid noget eller nogen, der har forbundet sig med sig selv og verden.

Kan du hjælpe os med et eksempel?

– Lad os tage sådan en som Trump, og det her er et faktum, om du er for eller imod ham: han er et afkoblet menneske, der spiller alle sine traumer ud på hele verden. 

Vi ved, at han kommer fra et dysfunktionelt hjem, hvor sådan noget som mobning var en dyd og noget, man bifaldt i hjemmet. Han er skoleeksemplet på et menneske, der har forladt sit eget menneske for at drage ud i verden og mobbe, som han har lært hjemmefra. 

Men vi kan alle sammen komme til at forlade os selv, og selvom det ikke har lige så store konsekvenser, som når Trump gør det, så er det for det enkelte menneske en tragedie at have levet sit liv alle andre steder end i sig selv. 

Så ja, jeg er optaget af mig selv, og jeg er optaget af, at du skal være optaget af dig selv, fordi jeg tror på, at det bedste, vi kan gøre for os selv og hinanden og den verden, vi lever i, er at forbinde os med os selv.

Men hvis alle nyheder er de samme, betyder det så, at du helt synes, at vi skal stoppe med at orientere os? Hvad så, når vi skal stemme?

– Man kan godt være selvoptaget og samtidigt deltage i demokratiske processer. Jeg vil faktisk mene, at des mere en befolkning gør ud af at kende sig selv, des bedre et samfund får vi. 

Du må ikke misforstå mig og tro, at jeg med ”at kende sig selv” mener, at vi alle sammen skal gå til den samme psykolog. Vi er seks millioner individer i det her land og bare tanken om hvor mange muligheder og originale tanker, der gemmer sig i os alle, gør mig glad. 

Problemet er, at vi ikke helt er klar over vores eget potentiale, og hvor vigtigt det er, at vi gør os det potentiale klart.

Men skal man så holde helt op med at læse avis og se nyheder?

– Jeg har virkelig et horn i siden på journalister – no offence.

Det er okay – du slår dig bare løs.

– Jeg synes, at store dele af journaliststanden er for nedadgående. Én ting er jagten på nyheder og ”breaking news”, som skal holde os klinet til aviser og skærme og hver dag efterlade os afkoblede og bange over, hvilken forfærdelig verden vi lever i – en anden ting er, at tilliden til sandhedsværdien af det journalistiske arbejde er dalende. 

Jeg kan for eksempel ikke længere se dokumentarprogrammer. Der har været for mange af dem, hvor det er tydeligt, at dem, der laver det, er styret af en agenda eller en holdning, og nogle gange handler det bare om, at produktionsselskabet skal tjene penge. 

Jeg oplever, at man dramatiserer nyheder på samme måde, som når man arbejder med fiktion. De bruger de samme virkemidler, som når man laver spænding eller gyserfilm.

Det gør det på en måde bare utroværdigt og udvisker forskellen på fiktion og virkelighed.

Du startede med at sige, at du ikke havde nogen holdninger. Jeg synes alligevel, du har en del holdninger, når du sådan lige folder dig ud?

– Ja, men den bunder i ÉN holdning, som er mit udgangspunkt for alt, hvad jeg tænker: er det afkoblet eller tilkoblet?

Er du selv i mål med din tilkobling?

– Det er gået op for mig, lidt sent synes jeg, at man aldrig bliver færdig med at blive til sit eget menneske. Da jeg var ung, troede jeg, at når jeg blev 50, så var jeg nok ”færdig”. Så vidste jeg alt og var på en måde, som jeg skulle blive ved mere at være resten af mine dage. 

Hold nu kæft, jeg har taget fejl der. Jeg er i rivende udvikling nærmest dagligt. Det er som om, jeg opdager verden igen og igen, og den er overhovedet ikke, som jeg troede. 

De overbevisninger og trosretninger, jeg havde i 20'erne eller i 40'erne, er slet ikke de samme som dem, jeg har nu. Det er faktisk rystende, men også en lettelse, at det bliver ved med at være spændende og nyt det hele. 

Og hvad havde jeg egentlig regnet med? At jeg stod helt statisk og færdig som 50-årig og tronede i et vindue i en ejerlejlighed i København? 

Det havde jeg nok. Men virkeligheden er en anden, og gudskelov for det.

Line Knutzon

Dramatiker og forfatter, aktuel med genopsætningen af ”Askepot – The Musical", hvor hun har skrevet manuskriptet.

Hun er 61 år og mor til fire.